gæsteindlæg – rowbird

Rowbird

Årets første Poetry In Mono nærmer sig med hastige dage. Det er den 15. Poetry In Mono i rækken og vi er glade for at kunne præsentere Navneløs og Rowbird på scenen på torsdag d. 30. januar kl. 21 på Stengade. Oppe på 1. salen vil Kaspar Kaae (CODY, Sleep Party People) og Brian Batz (Sleep Party People) sørge for at du får kridtet dine dansesko både før, imellem og efter koncerterne. Det bliver et brag af en aften! Indtil da kan du læse dette fine gæsteindlæg fra Camilla (billedet ovenover) fra Rowbird under overskriften “3 ting jeg ikke kan undvære når jeg laver musik…”:

Casiolover

Mit vintage casiotone keyboard! Det har fået en stor betydning for mit musikalske univers.. Siden jeg erhvervede mig det for ca. et år siden, har jeg ikke brugt andet til at skrive og arrangere mine sange ud fra. Den har en ganske cool trommemaskine og nogle fede orgel-og omnichordlignende lyde der er vildt seje.. Lydene giver også tit mine arrangementer en ‘lettere’ og knap så tung vibe, end når jeg skriver ud fra min guitar eller upright piano….

Heroes

I en tid hvor digitalisering hersker og betydningen af kunst helst skal kunne analyseres ud fra tal i et excel-ark, så har jeg brug for at lytte til og spejle mig i nogle af de kunstnere og musikere, der bekræfter mig i hvorfor musikken er så vigtig. Nogle kompromisløse kunstnere og musikere, der formår at bevare en ægthed, varme, nerve og frem for alt æstetikken omkring at få folk til at lytte til hele albums… på vinyl… og hele romantikken der omkring, som ellers synes at være ved at drukne.

Jeg er særlig begejstret for (småbesat af) Jack White. 

Han har altid en særlig holdning til samfund, kærlighed og måden at lytte til musik på, der både provokerer mig og gør mig lykkelig! Han er fascinerende produktiv, og ER efter min mening lig med god stil.

Den lille sorte

Her en min lille sorte Moleskine notesbog! Den bærer jeg med mig overalt.. arty-farty agtigt eller ej, så er det vigtigt for mig at kunne skrive ordene ned, lige når de kommer til mig og ikke fem minutter for sent. Jeg vågnede for nogle år tilbage en nat i et telt i Afrika med min storebror, hvor jeg helt panisk ikke kunne finde min bog, men jeg turde heller ikke at gå udenfor at lede efter den.. bad situation!

(…4)

Derudover kan jeg ikke undvære mit band. Nogle af os er ret nye sammen, andre har jeg spillet med over længere tid, men de er altid meget hurtigt på pletten, når jeg har skrevet noget nyt, og så går vi ofte direkte i studiet og forsøger at forme numrene. Det sidste halve år har jeg været mere produktiv end hidtil, og vi planlægger derfor en albumudgivelse i 2014. Det er noget vi glæder os helt vildt til at lave, og jeg kan næsten garantere, at der vil blive lagt usædvanligt meget kærlighed i den produktion. Jeg glæder mig.

Og vi glæder os til på torsdag!

Tjek Facebook eventet ud her.

Rrrrrroooooooskiiiiiildeeeeee!!!

Jeg havde ellers besluttet mig for ikke at have noget som helst med Roskilde at gøre i år, da jeg skal koncentrere mig om skolen, og derfor hverken har tid eller råd til at komme på festival. Stengade, min anden familie, har ellers gang i festivalens største bar i år (billede herunder), hvor jeg kunne have arbejdet mig til den halvpebrede festivalbillet. Men jeg har ikke haft overskuddet.

Anyways. Grunden til at jeg alligevel skriver et indlæg om Roskilde på trods af at jeg ikke skal afsted, er fordi jeg i går ved et tilfælde overværede Linkoban‘s produktionsøver på Stengade. Det er ikke noget musik jeg normalt dyrker som sådan, men det fangede mig alligevel og fik mig til at ønske at jeg kunne hoppe med publikum når de fyrer op for et brag af en fest på Pavilion Junior i aften kl. 20:30. Så gør dig selv den tjeneste at kigge forbi Linkoban i aften. Det bliver superfedt!!

Og når jeg nu alligevel er igang med at anbefale bands til Roskilde, kan jeg jo ligeså godt fortsætte. Kæmpe-musiker-kollektivet Copenhagen Collaboration (billedet øverst) byder på en unik multikoncert på Arena på fredag kl. 13, som er specielt designet til Roskilde. Jeg ved at de 30 musikere har været i intens øvelejr de sidste mange uger, så der er virkelig lagt i ovnen til en fed koncert! Undertegnede har oplevet dem live et par gange efterhånden. Den første gang i Huset I Magstræde med et yderst vellykket show og senest på SPOT hvor de var blevet remixed, det var ikke helt så vellykket, så lad os håbe at de har fundet tilbage til den fede oplevelse jeg havde på Huset i Magstræde. Her er en lille teaser:

Derudover vil jeg anbefale:
Larsen & Furious Jane lørdag kl. 13:30 på Pavilion- Lavede koncert med dem på Stengade i foråret, og det var også første gang jeg oplevede dem live på trods af at have fulgt dem siden den første plade (2004). Det var virkelig godt!

Sam Amidon torsdag kl. 19:45 på Gloria – Han er så fin så fin. Og så spiller han på én af Roskildes mest intime scener, så det bliver altså virkelig en fin oplevelse, selvom Roskilde normalt ikke er de bedste rammer til den slags musik.

Björk søndag kl. 22 på Orange – jeg oplevede hende på min første Roskilde tilbage i 2003. En uforglemmelig oplevelse!

Jack White fredag kl. 22:30 på Orange – Er ikke superbegejstret for hans seneste soloalbum, men der er et par guldkorn og manden er virkelig sej!

The Cure torsdag kl. 21 på Orange – Selvfølgelig!

Analogik torsdag kl. 19:15 på Cosmopol- sørger jo altid for en fest!

M83 lørdag kl. 20 på Arena – Ikke et band jeg har fulgt helt tæt, men kunne stadig godt tænke mig at opleve dem live.

The Shins torsdag kl. 18:00 på Arena – Endnu et band jeg har fulgt i årevis, men endnu ikke har oplevet live.

Bowerbirds lørdag kl. 15:00 på Gloria – Et band jeg har fulgt en del år, men endnu ikke har oplevet live. De har sådan en dejlig varm og rund lyd som kun kan gøre godt på Roskilde Festival.

Dry The River lørdag kl. 13:00 på Odeon – Et band jeg havde booket til Stengade sidste sommer, men som desværre aflyste i sidste øjeblik. Havde egentlig glædet mig til at se dem. De har været i DK et par gange siden, og jeg har kun hørt godt om dem.

Tune-Yards lørdag kl. 17:00 på Odeon – det her band kan da næsten kun være festligt live!

Håber i, i modsætning til mig, får oplevet nogle af mine anbefalinger og får tid til at kigge forbi Stengade baren som ligger lige ved Skate og har åben hver dag under hele festivalen (også nu). Skål!