Destroyer har i rigtig mange år for mit vedkommende været et navn der har cirkuleret rundt i periferien af mit musikalske univers, indtil en dag for nogle måneder siden hvor den nyeste plade dukkede op i mine øregange ved en tilfældighed, og jeg faldt pladask (som jeg også snakker om her). Jeg har dog ikke haft mulighed eller tid til at dykke videre ned i bagkataloget, som eftersigende skulle være meget forskelligartet. Så jeg var meget spændt på at se hvad aftenens koncert i Pumpehuset ville byde på.
Koncerten startede lige på med sangen “Bangkok” fra føromtalte plade Poison Season fra i år. Der var overvældende mange musikere på scenen, hele 8 fik jeg det til. En saxofonist, en trompetist, to guitarister, en trommeslager, en bassist, en pianist, og Dan Bejar på vokal i midten af det hele. I forhold til hvor fyldig Poison Season er på den instrumentale side, gav det meget god mening – jeg savnede dog personligt nogle strygere – men så igen er det jo også begrænset hvor meget man kan tage med på tour.
Det var en koncert der bar meget præg af et band der var meget fokuseret på at levere musikken uden så mange dikkedarer, så det var derfor meget sparsomt med snak imellem sangene, hvor Dan Bejar det meste af tiden sad på hug og ventede på at resten af bandet skød sangene igang. Med undtagelse af de få gange hvor han skulle orientere sig om starten på en sang, hvor han som en anden orkesterleder eller dirigent stod med ryggen til publikum for at give tegn eller ventede på tegn. Selv når han havde mulighed for at få folk med, da han i et enkelt nummer fandt en tambourin frem, foregik det desværre med ryggen til publikum. Det resulterede desværre i et meget snakkende og uopmærksomt publikum, fordi vi ikke rigtig blev inviteret ind i varmen. En ting undertegnede især bed mærke i og blev en anelse irriteret over i den over 1 minut lange intro til den mere afdæmpede sang “Girl In A Sling“, hvor saxofonen var blevet skiftet ud med en tværfløjte, som kæmpede med at bryde igennem muren af det snakkende publikum, så man havde svært ved at høre og forstå hvad det var der skete på scenen. Det var en skam synes jeg, for det var jo et meget velspillende band, og musikken fejlede bestemt ikke noget. Og heldigvis kunne musikken det meste af tiden overdøve det snakkelystne publikum.
Hovedsættet sluttede af på perfekt vis med den meget bombastiske “Dream Lover“, der endte i et instrumentalt fest-orgie på scenen. Dan Bejar fandt et par raslere frem og gav den gas det sidste minuts tid, inden han afsluttende lavede velsignende bevægelser mod publikum og forlod scenen med resten af bandet, for så at vende tilbage og spille et enkelt ekstra nummer et par minutter senere.
Alt i alt var det en rigtig god koncert, hvor man på intet tidspunkt kedede sig rent musikalsk – der skete hele tiden noget. Hvad end det bare er noget man skal lære at leve med når man tager til koncert med Destroyer, eller mig der har for høje forventninger til underholdningsværdien, så jeg savnede desværre stadig min invitation til den helstøbte oplevelse.
En tanke om “destroyer @ pumpehuset 20.11.15”