Endnu et år er gået og traditionen tro er det blevet tid til årslister. Det varierer fra år til år hvordan vi hver især sætter dem op. Jeg har valgt at blande udenlandsk og dansk og er ikke gået efter et bestemt antal. I år har været et travlt år især for undertegnede som har knoklet på at få mit speciale i hus (jeg kæmper fortsat), så opmærksomheden på bloggen og nye udgivelser har ikke været så stor, og det bærer både bloggen og min årsliste tydeligt præg af;
1. Purity Ring – Another Eternity
Jeg forudsagde tidligere på året at denne plade snildt kunne ende på min årsliste, og jeg fik sørme ret. For her er den på 1. pladsen, fordi den har fulgt mig i tykt og tyndt, når der skulle trænes, skrives speciale, feste, eller været med på farten.
2. Destroyer – Poison Season
Som nævnt herinde tidligere på året, faldt jeg tilfældigvis over denne plade fordi album åbneren tog mig med storm. Senere på året var jeg så så heldig at opleve Destroyer live, hvilket på trods af en lidt lunken anmeldelse var en stor oplevelse. Det er helt bestemt én af de plader jeg har lyttet allermest til i 2015.
3. Son Lux – Bones
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at denne plade gik rent ind ligesom forgængeren Lanterns fra 2013 gjorde sidste år. Men det er bestemt en plade der er vokset på mig især i forbindelse med de to gange jeg fik fornøjelsen af at opleve Son Lux live i løbet af 2015. Det er en yderst skæv pop-plade som bandet har fået støbt sammen ved hjælp af en masse fede effekter. En plade der fortsat vokser på mig for hvert lyt.
4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
Denne her plade irriterede mig faktisk til at starte med og jeg ved ikke hvorfor. Den minder jo enormt meget om Stevens’ Seven Swans fra 2004 som jeg i sin tid rådyrkede og er så vidt jeg er orienteret også det tætteste man kommer den udgivelse i Stevens bagkatalog. Men det er nu ikke alene derfor den er havnet på listen her, for jeg gav pladen en chance mere i sommers og irritationen forsvandt som dug for solen og pladen gav pludselig meget mere mening for mig. Det er jo en smuk og på samme tid sørgelig plade, som har præget mit efterårs soundtrack ret meget. Koncerten med ham i Falconer Salen i september var gåsehudsfremkaldende.
5. Blaue Blume – Syzygy
Bandets EP var udover Chorus Grant’s Space den eneste plade der gik igen på både min og Runes årslister for 2014. Det tegnede allerede godt dengang og debutalbummet har bestemt ikke skuffet.
6. Björk – Vulnicura
Björk gjorde tidligere på året et kæmpe come back i mit musikalske univers med Vulnicura. Jeg blev igen inviteret ind i hendes univers og det var en skøn fornemmelse. Især de smukke strygerarrangementer, skrevet af en Björk med kærestesorger, gjorde indtryk.