Det regner og det har givet undertegnede lyst til at dykke ned i vores indbakke, for at finde lækkert nyt musik, som man kan nyde til sin kop the. Følgende spændende aktuelle singler er dukket op;
Vi starter ud med de dejligt poppede folk i Shy Shy Shy, som har været buret inde i studiet hele sommeren, og nu er klar med deres første single i et godt stykke tid. Den er dejligt fængende, og handler ifølge Astrid Cortes fra bandet om “…alle dem, der bare lige er lidt sejere end én selv.“. Vi er spændte på at høre om resten af den kommende plade bliver lige så poppet og fængende:
Vi fortsætter med endnu en blog-favorit, nemlig The New Spring, som i dag udgiver sin første single fra sit kommende album. Et album vi glæder os til at få lov til at høre i sin helhed, da det er første gang at Bastian Kallesøe har samlet et helt band til indspilningerne af den nye plade, hvilket har resulteret i en kombination af de stærkeste sider af Kallesøes sangskrivning med en frisk og fyldig ny lyd. Førstsinglen her er bl.a. en hyldest til den store amerikanske komponist George Gershwin, som Kallesøe her forklarer lidt mere uddybende: “Sangen konfronterer den ultimative katastrofe: At vågne op og opdage at du er død. Denne opdagelse leder til en række af følelser. Der er den åbenlyse skuffelse over ikke at være i live længere. Og der er den ligeså åbenlyse fascination ved muligheden for endelig at kunne røre ved din egen døde krop. Og til sidst er der den flotte, lidt fjollede og i hvert fald komplet nytteløse erkendelse af, at du engang rent faktisk var i live. Det er meget passende også albummets sidste sang, måske kan man endda kalde den for albummets ‘død’.
Herudover er det også en hyldest til den store amerikanske komponist George Gershwin (manden bag klassikere som ‘Summertime’ og ‘Rhapsody in Blue’), der allerede som 38-årig døde af en hjernesvulst i 1937.”
Vi slutter af med en ørehænger fra Dangers of The Sea, som i dag udgiver anden singlen til deres kommende album ‘Our Place in History‘ (ude d. 20. oktober). Det er en sang der handler om at komme igennem en krise, og det at komme ud på den anden side forandret med en lyst til at råbe sine omgivelser op. Et meget sigende tema for hvilken verden vi lever i idag på både det samfundsmæssige plan, såvel som det personlige plan. Et lys i efterårets melankolske mørke:
Endelig! I morgen starter SPOT Festival for alvor og i den forbindelse er det vist på sin plads at fremhæve de ting vi her på bloggen ser mest frem til udover de bands vi har lavet #spotoptakt med; Liima, Palace Winter, CHINAH, Ida Wenøe, ShyShyShy og selvfølgelig store dele afDUP‘s program.
FREDAG: DRENGEBANDE er et band vi her på bloggen løbende har holdt øje med, og nu ser frem til endelig at opleve når de optræder på den åbne scene ved Godsbanen som en del af Thy Music Collective‘s program på SPOT Festival fredag kl. 16:00.
Når man har tjekket Thy Music Collective og DRENGEBANDE ud, kan man meget passende gå over på Atlas og se Bloody Beach (NO) som er et nyt norsk bekendtskab der på deres kommende plade minder undertegnede enormt meget om det britiske band Mystery Jets og deres storhedstid fra 2003-2008:
Hør selv (dette er dog et ældre nummer, men giver en meget god indikation):
Er man til god indie-pop, kan det i hvert fald anbefales at kigge forbi Atlas kl. 17:45 fredag.
Senere samme aften kan vi anbefale at man går en tur ned på det nye spillested TAPE i Mejlgade, hvor Musikforeningen PB43 holder afslutningsfest/koncerter med bl.a. We Like We og Speaker Bite Me på plakaten. Tjek hele programmet ud på deres facebook event og her på flyeren:
Hvis man ikke lige orker at gå tilbage til Musikhuset, Voxhall eller hvor SPOT Festival nu også ellers foregår, så kan man blive hængende på TAPE hvor man bl.a. kan opleve GENTS, som vi anbefalede her på bloggen for nogle måneder tilbage. Tjek programmet ud her.
Af andre anbefalinger fredag kan vi nævne: Dør Nr. 13 i Radar kl. 16:05 Helmet Compass på HQ kl. 17:00 Quick Quick Obey på Godsbanen kl. 17:35 Who Killed Bambi + Steffen Brandt kl. 18:45 i Symfonisk Sal
LØRDAG:
Kan man starte dagen ud med at tage til UHØRT Festival’s dayparty på Fidel’s fra kl. 12:30 og hele eftermiddagen, hvor man kan høre cremen fra sidste års festival. Bl.a. Shy Shy Shy og Deadpan Interference. Tjek hele programmet ud her.
Kl. 19:00 samme aften spiller norske KakkMaddaFakka på den ene scene i SCC. De lyder meget spændende synes vi, og vi glæder os til at opleve dem live:
Efter den koncert kan man gå over til B-Huset ved Godsbanen, hvor konceptet Limbo holder til både fredag og lørdag fra kl. 19. Her spiller bl.a. Schultz and Forever og She Dives. She Dives er et nyt band der er opstået ud fra et andet band vednavn Temple, som undertegnede havde besøg af på Stengade for nogle år siden. Så jeg er meget spændt på at se hvordan det har udviklet sig når nu de har skiftet navn og noget af besætningen ud. She Dives spiller kl. 20:20:
Af andre anbefalinger lørdag kan vi nævne: Guldregn på FF kl. 16:40 Jomi Massage i Filuren kl. 17:00 Søren Juul (tidligere Indians) i Symfonisk Sal kl. 22 Farveblind i Kammermusiksalen kl. 22:45
Yes! Så er der under 1 uge til SPOT Festival løber af stablen og vi glææææder os. Spot optakten fortsætter med tredje og sidste del af interviewet med Shy Shy Shy hvor Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard fra bandet har fundet 3 plader i Rikkes pladesamling som har en form for betydning for dem (se del 1 her og del 2 her). Tredje og sidste plade vi sætter på pladespilleren er Grizzly Bear’s ‘Shields’ fra 2012…
Simon:Så er vi kommet lidt over i indie-genren, selvom det stadig er lidt langt fra det vi laver. Jeg havde glædet mig til at høre denne her plade da den kom. Jeg tænkte at det kunne kun komme til at skuffe mig, og så blev jeg virkelig positivt overrasket over at den er god fra start til slut. Genre-mæssigt er det helt vildt meget af denne her type musik jeg har hørt igennem tiden. I hvert fald i en årrække. Astrid: Ja, jeg tror også vi hørte sådan noget meget da vi begyndte at snakke meget sammen. Vi er blevet lidt mere poppet sidenhen.
Tror i at i er blevet endnu mere poppet nu? Er i begyndt på noget nyt materiale? Astrid:Ja…men altså det der med pop og ikke-pop, jeg tror for mig handler det meget om og skrive en god sang, og hvis man skriver en rigtig god sang så kan den gå i mange forskellige retninger. Forhåbentlig bliver vi bedre og bedre til at skrive stærkere sange, men derfor synes jeg ikke nødvendigvis at det behøver at blive poppet. Fordi jeg synes f.eks. at den plade vi hører lige den er fyldt af superstærke numre, men den er jo ikke poppet på den måde. Og det synes jeg også gælder både Beatles pladen og ’Heartbreaker’, at det er nogle sindssygt stærke numre, men den kunne garanteret sagtens sende den til Timberlake eller sådan noget og så kunne han producere det op til at blive sådan et eller andet helt vildt popnumre. Men altså, gode sange kan mange ting.
Har i nogen favoritnumre på pladen? Simon: ’Yet Again’ pga. melodien. Astrid: Det ved jeg faktisk ikke lige. Jeg kan virkelig godt lide åbningsnummeret ’Sleeping Ute’. Jeg tror ikke det er så meget teksterne, men mere lyden af Grizzly Bear der inspirerer mig ved dem.
Vi snakker lidt om Chris Taylor’s vilde evner som multiinstrumentalist… Astrid: Det synes jeg er meget sejt det der med at være multiinstrumentalist, fordi når man som vi er opvokset i musikskolemiljøet, blive for fokuseret på det ene instrument man nu går til. Det tror jeg også har været en slags barriere for Simon, har det ikke det? Simon:Jo. For mig har det aldrig handlet om at blive bedst til at spille guitar, jeg vil lige så gerne spille klaver eller synge. Astrid: Hvordan kan det egentlig være at du valgte guitaren, du er jo lige så god til at spille klaver? Simon: Jaah… Astrid:Simon spiller hammergodt klaver. Simon:Arh jeg spiller helt klart bedre guitar nu.
Har i nogensinde set Grizzly Bear live? Astrid:Nej, men det ville jeg fandme gerne!
Hvornår var det i begyndte at lytte til Grizzly Bear? Astrid:Jeg kendte dem godt før ’Veckatimest’ via nogle af de der seje indie-fyre som jeg hang ud med som snakkede om Grizzly Bear, så der har jeg sikkert bare ladet som om jeg vidste hvem det var og så bagefter gået hjem og lyttet helt vildt til det. Jeg tror den første plade jeg hørte var ’Horn Of Plenty’.
Har i nogle afsluttende kommentarer til pladen? Astrid: Det er en god plade, men jeg kan nu bedre lide ’Veckatimest’. Simon: Ja men det kan jeg ikke.
Hvad ser i mest frem til på SPOT udover at spille selv? Astrid:Jeg elsker SPOT! Jeg synes det er en hammerfed festival. Det er så fedt det der format med at det er små korte koncerter. Man kan mærke at de bands der spiller har strammet balderne sammen. Og så kan jeg også rigtig godt lide at man ikke skal sove i telt, jeg er simpelthen så sart med det larm om natten. Roskilde er super, men jeg er simpelthen nået dertil hvor jeg godt kan finde på at tage hjem og sove. Simon:Jeg synes det er to vidt forskellige oplevelser af en festival. Hver festival har sin charme. Men Roskilde er sådan noget jeg skal tage mig sammen til og planlægge. Astrid:Det der også er sjovt ved SPOT er at der er hele tiden folk man kender. Jeg synes det er supergrineren på SPOT, at man går 5 minutter og så møder man folk som man måske ikke har snakket med i et stykke tid. Det er bare hyggeligt fordi at man møder sine venner og sine kollegaer og at koncerterne ikke varer hele natten så man kan feste. Det er en god festival. Simon:Jeg synes også der er noget fedt med at man går ind på et spillested hvor bandet har haft tid til at gøre rigtig klar. Der er et bedre mulighed for at lave et rum til en koncert end der f.eks. er på en udendørs festival.
Vi fortsætter hvor vi slap i sidste uge med del 1 hvor Shy Shy Shy havde fået til opgave at finde 3 plader i undertegnedes pladesamling som på den ene eller den anden har en betydning for dem. I denne del af interviewet har bandet hevet fat i en plade som viste sig at have en hel del mere betydning for dem end ved første øjekast, da der er en sang på denne plade som man på en måde kan sige er inddirekte skyld i at Shy Shy Shy i det hele taget blev til. Læs og lyt herunder når vi sætter ‘Abbey Road’ med The Beatles på pladespilleren….
Astrid: Orh fuck man! Det havde jeg fuldstændig glemt, den starter med ‘Come Together‘, det er fandme et stærkt åbningsnummer. Simon: Ja! Faktisk måske det mest aparte nummer på hele pladen. Astrid:Aparte? Synes du det? Simon:Jeg synes det er det der skiller sig mest ud. Astrid:Hvad med ‘Octopus’s Garden‘? Den er bare super Ringo agtig. Simon:Tjo, men jeg synes de andre er meget forskellige, men den her har en helt anden lyd. Astrid:Jeg synes bare den passer godt sammen med både ‘Here Comes The Sun‘ og ‘Sun King‘, ej jeg elsker ‘Sun King‘ Simon:Men det er da den eneste sang der er sådan lidt funky (‘Come Together‘) Astrid:Ja den er måske lidt funky. Simon:Det er der ikke nogen af de andre sange der er. Astrid:Det er en fræk sang. Simon:Selvom det er et sindssygt godt nummer, så er det samtidig det nummer jeg bedst kunne være foruden på denne her plade. Jeg kunne godt finde på at sætte denne her plade og så starte med ‘Something‘. Astrid: ‘Something‘ det var det første nummer vi spillede sammen os to! Simon:Det er faktisk rigtigt. Astrid:Det er 10 år siden. Det er altså også et godt nummer og fandme en god start på vores karriere sammen. Vi kendte jo godt hinanden i forvejen, men vi havde ikke spillet sammen, og jeg tror det var fordi jeg synes du var lidt kedelig og det var fordi du ikke sagde aldrig noget, og jeg sagde rigtig meget, så det er måske også svært at få et indtryk. Da vi så spillede denne her sang sammen kan jeg huske at jeg tænkte at du måske var meget sej alligevel. Simon: Det er meget sjovt.
Hvor mødte i hinanden? Astrid: På musikskolen i Skive. Der var noget fællesundervisning på MGK i Skive hvor vi mødte hinanden. Hvornår var det så i fandt ud af at i skulle lave noget sammen? Simon:Meget lang tid efter. Astrid:Vi snakkede ikke så meget sammen i starten, men da prøvede vi at spille sammen synes jeg måske at Simon var meget sej alligevel. Vi snakkede dog stadig ikke så meget sammen, men så var vi i byen i Århus og havde det rigtig sjovt, og så begyndte vi at snakke sammen. Simon:Det som gjorde at vi overhovedet var i byen sammen, var fordi vi havde en rigtig god fællesveninde, og så begyndte vi at snakke lidt sammen. Senere startede vi begge på kons og manglede begge et sted og bo, og så flyttede vi sammen i 2009. Astrid:I den periode snakkede vi rigtig meget sammen. Men vi spillede slet ikke sammen. Simon:Det er først efter vi flyttede fra hinanden at vi begyndte at spille sammen. Astrid:Så flyttede vi fra hinanden i 2010 fordi jeg flyttede sammen med min kæreste. Jeg havde et band som jeg skrev sange til, og Simon var begyndt at skrive sange. Men så gik det band jeg skrev til i opløsning, og så sad vi begge med en masse sange som vi ikke vidste hvad vi skulle gøre med. Så vi lavede en aftale om at skulle mødes 2 gange om ugen og skrive sange sammen og sparre med hinanden, og det var første gang vi rigtig begyndte at have noget med hinanden at gøre rent musikalsk. Simon: Ja, og det har været verdens langsomste bandopstart, fordi vi spillede også et par koncerter sammen, med nogle af de sange vi havde skrevet, men ikke som band. Astrid: Det er rigtigt, det var aldrig meningen vi skulle være et band.
Hvorfor synes i ikke det skulle være et band dengang? Astrid: Det var bare slet ikke på tale. Simon: Det giver ikke nogen mening når man kigger tilbage nu, at vi ikke havde tænkt på det før. Men det var bare meget naturligt at vi skrev lidt sange hver for sig og spillede dem sammen i forskellige konstellationer. Astrid:Ja det var meget mere selve det at skrive sange vi havde i fokus.
Er der nogen af sangene fra dengang som i stadig spiller? Astrid og Simon i kor:Ja. Simon:Fløjtesangen (’Do Not Ask’ red.) tog sine første skridt der. Den var rigtig lang tid undervejs, men det var alligevel den sang der fik mig til at tænke at jeg kunne prøve at skrive sange på en ny måde. Astrid:Simon havde skrevet et skide godt omkvæd og et rigtig godt fløjtetema, og så drillede verset ham, så han tog det med i sangskriverklubben og så hjalp jeg ham med verset, og så sangen kunne blive færdig. Men der gik et år igen før Simon ringede og sagde at det der nummer var virkelig godt og spurgte om vi ikke skulle prøve at lave noget demo eller lignende på det. Vi var dog stadig ikke noget band. Simon: Jeg tænkte bare at sangen skulle indspilles ordentligt. Astrid:Det var egentlig Simons sang, så han havde indspillet omkvædet og fløjtetemaet, men fordi han var lidt usikker på verset endte det med at jeg sang det så han havde noget at lytte til, og så sang han også verset og prøvede at høre hvordan det lød når vi begge sang. Vi blev hurtigt enige om at det var pissesejt og at vi skulle have et band hvor vi begge synger! Simon: Vi var egentlig lidt usikre på om vi kunne synge på samme tid til at starte med, men efter at have hørt det et par gange tænkte vi at det var meget sejt. Så gik vi i studiet dagen efter og indspillede den uden at have ret meget andet materiale.
Er det den sang som også samtidig har åbnet nogle døre for jer? Simon: Ja det tror jeg ikke man kan komme udenom at den har. Astrid: Nej det kan man ikke komme udenom. Det er også den sang flest kender, da den er blevet spillet i radioen og alt det der. Når i spiller sangen live, fløjter i så også selv eller har i en sampler? Astrid: Vi fløjter den! Har i nogensinde oplevet problemer med at fløjte den når i har spillet den live? Astrid:Altså vi kigger meget flygtigt på hinanden når vi fløjter, for det er ikke fedt at få øjenkontakt med nogen når man fløjter. Man må virkelig ikke smile når man fløjter det lyder rigtig skidt. Simon: Hahaha, ja! Det er jo virkelig svært. Astrid: Det vigtigste er at vi ikke kigger på hinanden, for hvis der er én af os der kommer til at grine, så fløjter den anden heldigvis videre. Haha.
Men hvornår var det i blev enige om at i skulle være et band? Astrid: Det var tidligt forår 2014.
Astrid: Der var ’Something’… Simon:Ja vi kom heller aldrig videre med den. Astrid:Hvad for nogle sange synes du der er pisse-gode? Simon:Jamen ’Something’…’I Want You… Astrid:….(She’s So Heavy )’ den er altså også virkelig god. Simon:Jamen også rigtig meget de andre. Astrid: ’Here Comes The Sun’ den er også rigtig god. ’Because’…hvordan er det nu den lyder?
Simon nynner sangen lidt.. Astrid:Det er altså også et sindssygt nummer. Jeg kan huske at de havde den på bånd i min mormor og morfars Toyota og så hørte vi den altid når vi var ude og køre i bil, så den minder mig bare helt vildt meget om den der Toyota og helt vildt meget om min morfar og mormor. Simon:Den er også lidt uhyggelig… Astrid:Ja…’Sun King’ det er også ét af mine yndlingsnumre. Simon: ’You Never Give Me Your Money’ er også et godt nummer Astrid:Haha det er svært at vælge numre fra. Hvis du skulle vælge dit absolut yndlingsnummer, hvad skulle det så være? Simon: Så ville det nok være ’Golden Slumbers’. Astrid:Er det rigtigt? Simon:Ja. Men ellers ’Give Me Your Money’ måske? Astrid:Jeg elsker bare ’Sun King’, jeg elsker hvordan stemningen er i nummeret og den åbner op lige ind til hjertet.
Astrid:Ej jeg kan bare virkelig lugte hvordan der lugter i den der Toyota der. Der er sådan en helt bestemt sommerdag hvor jeg sidder inde i den bil der, det er virkelig sjovt. Jeg kan huske de havde sådan et olivengrønt striktæppe….jeg kan huske alt om den Toyota når jeg hører den her plade. ’Fantastiske Toyota’, men det er en helt anden snak.
Vi springer frem til ’You Never Give Me Your Money’ på pladespilleren… Astrid: Eeeej…. Simon:Det er et godt nummer.
Astrid:Hvem er din yndlings-Beatles egentlig? Simon: Det er Paul McCartney. Hvorfor er det det? Simon: Det er måske farvet af at John Lennon altid bliver så favoriseret af de to. Om det er fordi han er død og det gør det lidt mere eksotisk, det ved jeg ikke. Men der er helt klart flest af mine favoritsange der er skrevet af Paul McCartney. Når du har det sådan med McCartney, er der så slet ikke nogen Lennon sange der er favoritter? Simon:Jamen det er der da helt klart. ’Lucy In The Sky With Diamonds’ for eksempel. Astrid:Jeg synes når man hører dem, så kan man tit godt gætte sig til hvem det er. Men at huske på stående fod hvem der har skrevet hvad synes jeg er svært. Simon:Vi fandt aldrig ud af hvem der var din favorit? Astrid:Nej, og jeg ved det ikke. Jeg synes det er svært for jeg kan virkelig godt lide dem alle sammen. Jeg kan virkelig godt lide John Lennon, men du har måske ret i at det er fordi han er lidt mytisk… Simon:Da jeg så Paul McCartney på Roskilde sidste år, stod jeg og tænkte hold kæft hvor er det stærkt. F.eks. sådan en fuldstændig gennemtæsket ’Let It Be’ som man har hørt i alle mulige forfærdelige coverversioner igennem tiden, men live er den bare virkelig fed. Astrid:Det er jo svært med John Lennon fordi han er død, og det er altid et godt trumfkort fordi han er død. Men man må sige at Paul McCartney er virkelig svær at sætte en finger på. Men hvis du skulle skrive en sang med én af Beatle’erne, så skulle det være Paul McCartney? Jeg tror også han er nemmere at skrive sange med end John Lennon. Simon:Men for eksempel med McCartney må jeg også sige at det siden The Beatles kun har været få sange jeg kunne finde på at høre. Astrid:Ej han har jo lavet nogle gode med Linda i The Wings. Simon: Ja, men det er kun få sange. Astrid:Ej men jeg tror da helt sikkert at de to (McCartney og Lennon) har været gode for hinanden, eller i hvert fald kunstnerisk, måske ikke personligt. Jeg tror de har rivaliseret altid, og altid konkurreret på sangskrivningen. Jeg tror hele tiden der har været sådan lidt gnidninger. Simon: Det er svært at sige en helt masse om, de har jo også været sammen dag og nat i 10 år.
Og på den note sluttede vi snakken om ‘Abbey Road’ og satte næste udvalgte plade på pladespilleren. Hvilken kan i finde ud af i næste del af Shy Shy Shy interviewet som vi bringer i slutningen i denne uge.
Vi fortsætter vores #spotoptakt, men denne gang med et lidt anderledes interview som er delt op i 3 dele fordi undertegnede gav Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard fra Shy Shy Shy til opgave at gå på opdagelse i min pladesamling og vælge 3 plader som på den ene eller den anden måde har en betydning for dem (hvad end det er personligt eller musikalsk). Det endte ud i en længere og meget interessant snak hvor vi udover at snakke om de valgte plader, bl.a. kom vidt omkring i bandets historik og oprindelse. I denne første del har bandet valgt en plade vi alle tre har som favorit, nemlig ‘Heartbreaker’ af Ryan Adams:
Astrid: Vi har valgt Ryan Adams – ’Heartbreaker’ Simon: Og den var vi helt enige om Astrid:Det der er med Ryan Adams, er at han skriver pisse gode sange og så er den plade bare SÅ heartbreaker-agtig. Det er virkelig en god titel til den plade. Simon: I virkeligheden er jeg ikke ret stor fan af ret mange af hans andre plader. Men den der lyder så latterligt godt, for den er mega godt produceret og det er nogle virkelig gode melodier og han synger sindssygt godt på den. Astrid:Ja der er sådan en magi omkring den der plade på én eller anden måde. Og nu har jeg også set Ryan Adams live, og der opstår den der magi bare ikke på samme måde, men det er måske også fordi der kommer nogle andre numre indimellem. For de numre der er på denne her plade fungerer bare sindssygt godt i sammenhæng og stemning. Det synes jeg virkelig. Men du har ret, han har lavet alt for mange plader! Jeg tror måske godt man kunne have skåret lidt ned på de plader og måske have lavet nogle der var lidt mere gennemarbejdet. Jeg synes faktisk også hans Taylor Swift plade er pisse god. Simon:Den har jeg ikke hørt. Astrid:Det er jo det der Taylor Swift album som hedder ’1989’ som jeg faktisk også synes er godt. Jeg har et pophjerte der banker for Taylor Swift fordi hun skriver nogle ret gode sange, og det kan man jo så også høre når Ryan Adams laver cover af hele det der album. Det er jo nogle sindssygt gode sange. Det kan jeg godt anbefale! Simon: ’Heartbreaker’ er bare virkelig sådan en go-to plade hvis jeg lige skal sætte et eller andet på, så hænder det ofte med at være den der ryger på. Astrid:Ja, man bliver aldrig træt af den, og det gælder alle de plader vi har valgt i aften.
Hvilke højdepunkter er der på pladen? Astrid: ’Winding Wheel’ Simon: Yes! Astrid:og ’Oh, My Sweet Carolina’ og ’Come Pick Me Up’. Sidstnævnte er nok min yndlingssang. Hvis jeg bare kunne få lov til at være den kvinde der synger kor på den. Hvad med dig Simon? Simon:Vi er i grunden meget enige om dem. ’Amy’ er også en virkelig god sang.
Det er også svært at sidde og vælge ud fra sådan en helstøbt plade ikk? Astrid:Ja, og det er jo heller ikke meningen man skal med den der plade, den skal man bare høre. Simon: Den er jo bare helt suveræn, og så ser han mega sej ud. Astrid: Han er pæn hva? Det gør heller ikke noget. Haha. Astrid:Hvornår hørte du først denne her plade Simon, kan du huske det? Simon: Det tror jeg faktisk jeg gjorde ret sent. Astrid:Jeg anede slet ikke hvem han var dengang den udkom (i år 2000 red.). Jeg tror først det var engang imellem 2005 og 2010, hvor den åbnede sig op for mig.
Hvordan faldt i over den? Astrid:Jeg tror faktisk første gang jeg hørte en Ryan Adams sang, der var det Randi fra Lady Lion og Simon fra Jonah Blacksmith, hvor jeg hørte de to synge ’Come Pick Me Up’ sammen. De to bare med akkustisk guitar, og de er jo meget gode sangere i sig selv, men fuck det lød godt! Det er jo også en god sang, og efterfølgende fandt jeg den og fandt ud af at det var den her plade, og så har jeg hørt den rigtig mange gange siden. Så det er Randi og Simon’s fortjeneste at jeg kender den. Simon: ’Come Pick Me Up’ kendte jeg i forvejen, men jeg vidste i lang tid ikke hvem det var der havde lavet den. Astrid:Det er så sindssygt den der overgang fra vers til omkvæd, det rammer bare uanset hvor mange gange jeg hører den, og det er ligegyldigt hvem der synger den nærmest. Det er både harmonierne, melodierne og teksten der rammer en højere enhed. Det er SÅ godt skrevet! Det gad jeg virkelig godt at have skrevet. Astrid:Hvad plejer du at gøre med den der diskussion pladen starter ud med Simon? Simon:Det springer jeg for det meste over, for hvorfor skulle man høre det? Astrid:Det ved jeg ikke. Man gider bare ikke høre det hver gang man hører pladen.
Vi lytter lidt til pladen… Astrid:Det er sjovt for pladen ligger faktisk ret langt væk fra vores lyd. Der er ikke meget Shy Shy Shy i den der plade. Simon: Nej det er der ikke. Det er der heller ikke rigtig i de andre plader vi har valgt. Astrid:Jeg er meget inspireret af den måde han skriver tekster på. Det er ikke så abstrakt, det er en historiefortælling og han rammer ned i stemninger ret præcist. Det prøver vi at lade os inspirere af. Simon: Ja, og så er det jo popsange.
Hvornår hører i denne her plade? Simon: Meget når jeg er alene faktisk. Astrid:Ja det er lidt en alene-plade. Simon:Men jeg sætter den også på når jeg er sammen med nogen som jeg godt ved også kan lide den. Den er god til en stille stund, men det kan også være en plade jeg sætter på hvis jeg laver lektier f.eks. Haha. Astrid:Hvis man skal høre den sammen med nogen, synes jeg det er vigtigt at høre den sammen med de rigtige. Undertegnede lægger op til at vi rykker videre til næste plade, men da nummeret ’Why Do They Leave’ begynder i baggrunden fortsætter snakken… Astrid:Ej det er fandme også et godt nummer. Det er bare så tungt og det sniger sig lige ind under huden. Simon:Der er i de fleste numre rigtig meget plads, der er meget luft. Astrid: Men så er det der bliver spillet til gengæld overbevisende ad helvedes til! Det er ikke søgende du ved, det er bare virkelig få midler og masser af plads, og så er det bare perfekt.
Vi sætter den næste plade på og læner os tilbage og lytter. Hvad der kom ud af den kan du læse i næste del her på bloggen om et par dage. Stay tuned!
Normalt ville der her have været et gæsteindlæg fra den anden kunstner der skal optræde til blaavinyl præsenterer… på Kulturstationen Vanløse i morgen aften, men Kristian Marstal har desværre måtte melde fra pga. sygdom. Men så er vi så heldige at PEACH er sprunget til i stedet. PEACH er Peter Skibsted’s (Dad Rocks!, Maskinvåd, Martin Ryum, Shy Shy Shy m.fl.) nye soloprojekt som har et erklæret mål om at nedbryde de normer og den retorik der styrer vores samfund. Det gør Skibsted ved at blande croonet avantgardisme med provopop, der med sin popmelodik og avantgardistiske træk melder sig ind i debatten om køn, seksualitet og den retorik som præger samfundet. Netop samfundsretorikken har en stor rolle i sangteksterne som rummer lige dele humor, ironi og skarpe vendinger.
PEACH kan også opleves som band, men i morgen aften er det PEACH i soloversionen. Vi glæder os rigtig meget til at høre og se hvordan det tager sig ud live. Som opvarmning kan du høre første single ‘She Sang’ herunder med den dertilhørende smukke video med Lin Rosenbeck (Navneløs), en hest og Peter Skibsted selv i hovedrollerne:
Du kan finde info om eventet på Facebook her. Vi glæder os til at se jer i morgen kl. 20:00 på Kulturstationen Vanløse hvor undertegnede vanen tro leverer en playliste der spiller før, imellem og efter koncerterne.
Den 19. Poetry In Mono var som altid en hyggelig og stemningsfuld aften. Shy Shy Shy lagde ud og satte stemningen med deres lettere legesyge popsange, og efter en kort pause blev det Waitress’s tur til at spille deres længeventede debutkoncert hvilket gik rigtig godt. Efter koncerterne kom Rikke på hårdt arbejde på Retrograd (Stengades 1. sal) som solo Sexy Sauce DJ, da Martin Ryum desværre var blevet syg. Men efter lidt opvarmning med nogle gode gamle klassikere, kom der lige så stille gang i dansegulvet og det endte ud i en vulgær farverig popbuket, hvor bl.a. et par tidligere Poetry In Mono darlings viste hvor skabet skulle stå på dansegulvet.
Vi takker Mathias Fredslund for den fine og stemningsfulde billedereportage herunder:
I dag er der præcis 1 uge til sæsonens eneste Poetry In Mono. Den 19. i rækken og en aften hvor vi er så heldige at have Shy Shy Shy og Waitress på plakaten (Facebook event). Traditionen tro, får vi bands der spiller på Poetry In Mono til at lave et gæsteindlæg til bloggen her. I denne omgang gælder det Shy Shy Shy, som har valgt at lave en slags tour-dagbog om deres tur til Kolding og Odense for et par weekender siden. Hvis navnet Shy Shy Shy ikke lige siger dig noget, kan du lytte til dem herunder imens du læser om deres jyske/fynske eventyr:
Shy shy shy har netop taget hul på, hvad der med lidt god vilje kan kaldes bandets første tour. I dette indlæg vil vi sætte nogle ord på, hvordan sådan noget forløber i vores lille band.
Det er fredag, og vi mødes i øvelokalet på Nørrebro til en hurtig finpudsning af repertoiret. Til weekendens koncerter optræder vi som duo, da det giver gode muligheder for at rejse rundt og spille opvarmningsjobs. Dette har dog også betydet, at vi har måttet lave særlige arrangementer af vores sange, som fungerer uden vores rytmegruppe. I stedet for rytmegruppen, har vi allernådigst lånt en trommemaskine, der holder takten for os.
Efter at have øvet og pakket vores instrumenter sammen går turen mod Kolding, hvor aftenen byder på en supportkoncert. Som et næsten ubeskrevet blad i dansk populær musik foregår transporten ikke i de store nightlinere, når bandet ruller ud. Vi tyr til en proppet buslinie 5A, hvor vi akkurat får mast os ind med vores oppakning af udstyr. På hovedbanegården vil vi nå at proviantere inden turen går videre med DSB. Dankortsystemet er imidlertid gået ned, hvilket umuliggør foretagendet. Nogen tager dette med højere humør end andre. Denne nogen trøster dog den anden part med, der er mad i Kolding kl 19…
Vi når sikkert frem til Kolding og efter endt lydprøve står maden ganske rigtigt klar. Boller i karry. Det er noget, sådan et par eksiljyder kan forstå.
Indtil nu har Shy Shy Shy kun spillet koncerter i København, så vi er spændte på, om vi kan lokke et publikum til et par hundrede kilometer fra hjemmebanen. Vi kan ikke dy os for jævnligt at kigge ud i salen i ventetiden. Salen er gabende tom, men pludselig går døren op, og ind træder Astrids kære svigermor med sin nabo under armen. De skal dog ikke vise sig at være de eneste, der møder op. En tredje kvinde, vi ikke kan identificere, finder også vej til spillestedet.
Showtime! Vi spiller naturligvis det bedste, vi har lært, så svigermor får sig en på opleveren. Det lille publikum lytter, og lader sig indfange af musikken. Nu var de i princippet også taget som gidsler i en situation, hvor det ville være pinligt at gå, eller for den sags skyld bare gå på toilettet. Jane Doe tager sig dog friheden til at finde mobiltelefonen frem for at opfordre folk til at komme på facebookeventet.
Efter koncerten med det andet band pakkes bilen på rekordtid, og vi kører i samlet flok mod Odense, hvor vi lørdag skal spille koncert.
Vores managers gæstfrie forældre står for vores indlogering, og efter en god nats søvn tager vi på sightseeing. Astrid har over natten fået sig et forkølelsessår, men hvad gør det, når man kan dække det med en softice-næse.
Rygterne om gårsdagens storslåede koncert har spredt sig som en steppebrand, for da vi træder på scenen i Odense er der mindst 50 publikummer. Det kunne måske også have lidt at gøre med det andet bands tilhørsforhold til byen. Hvor om alt er, så er det simpelthen super skønt at spille for et publikum, og publikum synes også at nyde det. Efter koncerten går vi mod stationen for at returnere til København. Vi tager os til takke med en ståplads i gangarealet på et fyldt IC-tog. Åh, det glamourøse musikerliv.
Vi slutter med en troværdig statistisk fremskrivning af besøgstallene til vores koncerter i marts.
