gæsteindlæg – Eucrid Elms

Nu er der kun 1 dag til vi skal ud på Kulturstationen Vanløse, og hygge os i selskab med lækker musik, og i den forbindelse får i her et fint lille gæsteindlæg fra Esben, som står bag Eucrid Elms:

Eucrid Elms

Et opmuntrende indlæg om din og verdens undergang i kunsten

Jeg har været besat af kunst og kultur, der på den ene eller anden måde forholder sig til undergang i lang tid. Da mit debutalbum “Digital Funeral”, der udkom i december, er et konceptalbum, hvor sangene kredser om både verdens og den personlige undergang, tænkte jeg, at det måtte være på sin plads at skrive noget om det og anbefale gode undergangskunstværker (langt ord!).
Jeg ser undergangen mange steder i kunsten i disse og måske er det ikke så underligt med en omfattende klimakrise, politisk ustabilitet og en digital virkelighed, der med sikkerhed vil ændre menneskeheden, og hvad det vil sige at være menneske på sigt. Måske er der slet ikke større fokus på undergang i kunsten, måske ser jeg spøgelser – men der er mange spændende værker derude og kunst og kultur er livsvigtig for mennesker i tider, hvor mange føler sig afmægtige.

Undergangskunst er for mig mange ting og ikke kun noget, der handler om en depressiv og politisk reaktion på verdens tilstand, den kan også omhandle det enkelte menneskes undergang. Og den er ikke kun noget negativt. Det er den ikke, da undergangen er uomgængelig: vi går alle under, uanset om vi vil det eller ej. Derfor kan den også være noget smukt, og ikke mindst derfor har mennesker altid haft behov for at forholde sig til den ved hjælp af kunsten, som en forberedelse på intetheden, en forberedelse vi på ingen andre måder kan finde ud af at praktisere især i vestlige samfund, hvor vi er uendeligt bange for at forholde os til og tale om død og undergang.

Inden det bliver alt for emo det hele, må jeg hellere præsentere noget af det, som jeg mener er undergangskunst, når det er allerbedst og har den mest voldsomme påvirkning.
Jeg må fremhæve Mount Eerie’s album A Crow Looked at Me, et album jeg kun har hørt tre gange, den ene gang live i det nu hedengangne Jazzhouse. Et album hvor den fantastiske sangskriver Phil Elverum i et anti-metaforisk sprog beskriver konkrete detaljer omkring sin kones sygdom og død. Hele pladen starter med ordene:

Death is real,    
Someone’s there and then they’re not
And it’s not for singing about
It’s not for making into art

Mount Eerie – ‘Death is Real‘:

Og det er så alligevel det han gør. Han skaber et værk, der i alle sine detaljerede, nøgterne beskrivelser bliver et anti-kunstværk, som denne begyndelse også understreger. Den virkelige død gør kunsten overflødig, men i al sin modsætningsfuldhed bliver kunsten også en udvej for ham. A Crow Looked at Me er næsten umulig for mig at lytte til, men hvis man kan give sig hen og følge katastrofen, så får man i sidste ende en stor gave i forhold til at forstå sit eget liv og dem der betyder noget for én.

Et andet og anderledes værk jeg vil fremhæve er Sam Amidons mageløse album I see the Sign. Folk-fortolkeren, der nok er mit største musikalske idol!, synger om mange ting på albummet, hvor der blandt andet er et glimrende cover af R. Kellys Relief. Titelsangen I See the Sign er en gammel amerikansk traditional om verdens undergang og hans og Nico Muhlys version af den er gruopvækkende, hektisk og virkelig smuk. Når Sam Amidon rustent råbende gentager sætningen “Loose horse in the valley” ser man billedet af undergangen tydeligt for sig.
Det smukkeste soundtrack til verdens undergang, man kan forestille sig:

En tredje sang, som er oplagt at nævne er Sun Kil Moons Carissa fra mesterværket Benji. Han beskriver sin halvkusine Carissas pludselige død i en brandulykke med en tekst, der bevæger sig på grænsen til det overfølsomme, men han formår med sit helt særlige udtryk aldrig at gå over den grænse, en kunst i sig selv. Den er i sin dagbogsagtige lyriske form i familie med Mount Eerie, men dog fornemmer man den større afstand, der trods alt er til dødsfaldet. Det gør det ikke sangen mindre værdifuld, men er blot et andet bud på en kunstnerisk repræsentation af undergangen.

For at det hele ikke bliver et rent singer/songwriter-helvede bliver jeg selvfølgelig også nødt til at nævne Lars von Triers “Melancholia” i denne sammenhæng uden yderligere beskrivelse. En vidunderlig undergangsfilm.

Og så håber jeg selvfølgelig at du vil fortsætte din udforskning af undergangen med at give mit nye album Digital Funeral et lyt!  

blaavinyl præsenterer

Og med de ord, håber vi at vi ses i morgen aften kl. 20:30 på Kulturstationen Vanløse. Billetter kan erhverves her.

blaavinyl præsenterer… eucrid elms + supertanker

blaavinyl præsenterer

Efter et års pause, er vi endelig klar med endnu en omgang blaavinyl præsenterer… på Kulturstationen Vanløse d. 2. marts. Det er os en stor ære endnu engang at få lov til at arrangere sådan en hyggelig aften, som denne gang er i fint selskab med Eucrid Elms og Supertanker.

Eucrid Elms pressefoto

I december sidste år, udkom Esben Hansen aka Eucrid Elms debutalbum, ‘Digital Funeral‘. Et såkaldt sci-fi soul-album med Esben Hansens dybe og nærværende vokal i centrum. Som titlen på albummet antyder, er temaet undergang; både den personlige undergang i form af sorg og død, men også de katastrofer der venter menneskeheden. Ikke et videre opløftende tema, men det bliver akkompagneret på fineste vis med glimtvis af håb i både musik og tekst. På albummet har vi iøvrigt fornøjelsen af Anders Bach (Bisse, Silvester, Ice Cream Cathedral) på trommer, Anja Lahrmann (Excelsior, Ice Cream Cathedral) på sang, og Michael Bjerre (Mai Miyako) på guitar. Men når vi skal opleve Eucrid Elms live på Kulturstationen Vanløse d. 2. marts, så bliver det solo, hvilket vi er meget spændte på.

Supertanker

Bag navnet Supertanker, finder vi Johann Kolstrup, som nogle måske blot vil huske som JOHANN. Kolstrup har de seneste par år brygget på det nye projekt kaldet Supertanker, som er dansksproget, og eftersigende lyder som et romantisk møde mellem The Flaming Lips og CV. Jørgensen. Kortene er holdt tæt på kroppen, og det eneste vi har fået lov til at lytte på so far, er C.V. Jørgensen coveret ‘Bellevue‘, som i kan lytte til her på Spotify. Vi er meget spændte på at høre mere d. 2. marts.

Facebook eventet findes her. Og du kan købe billetter her.

blaavinyl præsenterer… peach

Peach

Normalt ville der her have været et gæsteindlæg fra den anden kunstner der skal optræde til blaavinyl præsenterer… på Kulturstationen Vanløse i morgen aften, men Kristian Marstal har desværre måtte melde fra pga. sygdom. Men så er vi så heldige at PEACH er sprunget til i stedet. PEACH er Peter Skibsted’s (Dad Rocks!, Maskinvåd, Martin Ryum, Shy Shy Shy m.fl.) nye soloprojekt som har et erklæret mål om at nedbryde de normer og den retorik der styrer vores samfund. Det gør Skibsted ved at blande croonet avantgardisme med provopop, der med sin popmelodik og avantgardistiske træk melder sig ind i debatten om køn, seksualitet og den retorik som præger samfundet. Netop samfundsretorikken har en stor rolle i sangteksterne som rummer lige dele humor, ironi og skarpe vendinger.

PEACH kan også opleves som band, men i morgen aften er det PEACH i soloversionen. Vi glæder os rigtig meget til at høre og se hvordan det tager sig ud live. Som opvarmning kan du høre første single ‘She Sang’ herunder med den dertilhørende smukke video med Lin Rosenbeck (Navneløs), en hest og Peter Skibsted selv i hovedrollerne:

Du kan finde info om eventet på Facebook her. Vi glæder os til at se jer i morgen kl. 20:00 på Kulturstationen Vanløse hvor undertegnede vanen tro leverer en playliste der spiller før, imellem og efter koncerterne.