spot optakt: shy shy shy del 1

Vi fortsætter vores #spotoptakt, men denne gang med et lidt anderledes interview som er delt op i 3 dele fordi undertegnede gav Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard fra Shy Shy Shy til opgave at gå på opdagelse i min pladesamling og vælge 3 plader som på den ene eller den anden måde har en betydning for dem (hvad end det er personligt eller musikalsk). Det endte ud i en længere og meget interessant snak hvor vi udover at snakke om de valgte plader, bl.a. kom vidt omkring i bandets historik og oprindelse. I denne første del har bandet valgt en plade vi alle tre har som favorit, nemlig ‘Heartbreaker’ af Ryan Adams:

Astrid: Vi har valgt Ryan Adams – ’Heartbreaker’
Simon: Og den var vi helt enige om
Astrid: Det der er med Ryan Adams, er at han skriver pisse gode sange og så er den plade bare SÅ heartbreaker-agtig. Det er virkelig en god titel til den plade.
Simon: I virkeligheden er jeg ikke ret stor fan af ret mange af hans andre plader. Men den der lyder så latterligt godt, for den er mega godt produceret og det er nogle virkelig gode melodier og han synger sindssygt godt på den.
Astrid: Ja der er sådan en magi omkring den der plade på én eller anden måde. Og nu har jeg også set Ryan Adams live, og der opstår den der magi bare ikke på samme måde, men det er måske også fordi der kommer nogle andre numre indimellem. For de numre der er på denne her plade fungerer bare sindssygt godt i sammenhæng og stemning. Det synes jeg virkelig. Men du har ret, han har lavet alt for mange plader! Jeg tror måske godt man kunne have skåret lidt ned på de plader og måske have lavet nogle der var lidt mere gennemarbejdet. Jeg synes faktisk også hans Taylor Swift plade er pisse god.
Simon: Den har jeg ikke hørt.
Astrid: Det er jo det der Taylor Swift album som hedder ’1989’ som jeg faktisk også synes er godt. Jeg har et pophjerte der banker for Taylor Swift fordi hun skriver nogle ret gode sange, og det kan man jo så også høre når Ryan Adams laver cover af hele det der album. Det er jo nogle sindssygt gode sange. Det kan jeg godt anbefale!
Simon: ’Heartbreaker’ er bare virkelig sådan en go-to plade hvis jeg lige skal sætte et eller andet på, så hænder det ofte med at være den der ryger på.
Astrid: Ja, man bliver aldrig træt af den, og det gælder alle de plader vi har valgt i aften.

Hvilke højdepunkter er der på pladen?
Astrid: ’Winding Wheel’
Simon: Yes!
Astrid: og ’Oh, My Sweet Carolina’ og ’Come Pick Me Up’. Sidstnævnte er nok min yndlingssang. Hvis jeg bare kunne få lov til at være den kvinde der synger kor på den.
Hvad med dig Simon?
Simon: Vi er i grunden meget enige om dem. ’Amy’ er også en virkelig god sang.
Det er også svært at sidde og vælge ud fra sådan en helstøbt plade ikk?
Astrid: Ja, og det er jo heller ikke meningen man skal med den der plade, den skal man bare høre.
Simon: Den er jo bare helt suveræn, og så ser han mega sej ud.
Astrid: Han er pæn hva? Det gør heller ikke noget. Haha.
Astrid: Hvornår hørte du først denne her plade Simon, kan du huske det?
Simon: Det tror jeg faktisk jeg gjorde ret sent.
Astrid: Jeg anede slet ikke hvem han var dengang den udkom (i år 2000 red.). Jeg tror først det var engang imellem 2005 og 2010, hvor den åbnede sig op for mig.

Hvordan faldt i over den?
Astrid: Jeg tror faktisk første gang jeg hørte en Ryan Adams sang, der var det Randi fra Lady Lion og Simon fra Jonah Blacksmith, hvor jeg hørte de to synge ’Come Pick Me Up’ sammen. De to bare med akkustisk guitar, og de er jo meget gode sangere i sig selv, men fuck det lød godt! Det er jo også en god sang, og efterfølgende fandt jeg den og fandt ud af at det var den her plade, og så har jeg hørt den rigtig mange gange siden. Så det er Randi og Simon’s fortjeneste at jeg kender den.
Simon: ’Come Pick Me Up’ kendte jeg i forvejen, men jeg vidste i lang tid ikke hvem det var der havde lavet den.
Astrid: Det er så sindssygt den der overgang fra vers til omkvæd, det rammer bare uanset hvor mange gange jeg hører den, og det er ligegyldigt hvem der synger den nærmest. Det er både harmonierne, melodierne og teksten der rammer en højere enhed. Det er SÅ godt skrevet! Det gad jeg virkelig godt at have skrevet.
Astrid: Hvad plejer du at gøre med den der diskussion pladen starter ud med Simon?
Simon: Det springer jeg for det meste over, for hvorfor skulle man høre det?
Astrid: Det ved jeg ikke. Man gider bare ikke høre det hver gang man hører pladen.

Vi lytter lidt til pladen…
Astrid: Det er sjovt for pladen ligger faktisk ret langt væk fra vores lyd. Der er ikke meget Shy Shy Shy i den der plade.
Simon: Nej det er der ikke. Det er der heller ikke rigtig i de andre plader vi har valgt.
Astrid: Jeg er meget inspireret af den måde han skriver tekster på. Det er ikke så abstrakt, det er en historiefortælling og han rammer ned i stemninger ret præcist. Det prøver vi at lade os inspirere af.
Simon: Ja, og så er det jo popsange.

Hvornår hører i denne her plade?
Simon: Meget når jeg er alene faktisk.
Astrid: Ja det er lidt en alene-plade.
Simon: Men jeg sætter den også på når jeg er sammen med nogen som jeg godt ved også kan lide den. Den er god til en stille stund, men det kan også være en plade jeg sætter på hvis jeg laver lektier f.eks. Haha.
Astrid: Hvis man skal høre den sammen med nogen, synes jeg det er vigtigt at høre den sammen med de rigtige.
Undertegnede lægger op til at vi rykker videre til næste plade, men da nummeret ’Why Do They Leave’ begynder i baggrunden fortsætter snakken…
Astrid: Ej det er fandme også et godt nummer. Det er bare så tungt og det sniger sig lige ind under huden.
Simon: Der er i de fleste numre rigtig meget plads, der er meget luft.
Astrid: Men så er det der bliver spillet til gengæld overbevisende ad helvedes til! Det er ikke søgende du ved, det er bare virkelig få midler og masser af plads, og så er det bare perfekt.

Vi sætter den næste plade på og læner os tilbage og lytter. Hvad der kom ud af den kan du læse i næste del her på bloggen om et par dage. Stay tuned!