Tag: Asbjørn

årets danske plader 2012

Traditionen tro afslutter vi her på blaavinyl.dk året med vores bud på hvilke plader, der har fyldt rigtig meget i vores øregange det seneste år. Reglerne er simple; udgivelserne skal være udkommet i 2012, og vi skelner ikke imellem album og EP. Vi skal dog lige gøre opmærksom på, at det har været et drønsvært valg i år, både på den danske såvel som på den udenlandske liste, da der har været overdrevet mange fede udgivelser at vælge imellem, ligesom der også er en del, der enten er gået vores ører forbi eller, som vi ganske enkelt ikke har haft tid til at få ind under huden, men her er listerne over de plader, vi synes har været de bedste danske udgivelser i 2012:

Rikke:
Sådanne lister her er selvfølgelig altid præget af rene musikalske perler og ligeså af musikalske perler der har ført til en række gode oplevelser i løbet af året, som for evigt vil minde én om hvilket fantastisk år, det har været på både godt og ondt. Det er på baggrund af dette, jeg har lavet min liste, som bestemt ikke var nem at komme frem til:

10. Teitur – Four Songs
– Med denne EP er Teitur på vej tilbage til sine rødder, og det er jeg ovenud glad for. Jeg har hørt den rigtig meget og især åbningsnummeret Home har gjort indtryk. Man kan kun håbe på at han fortsætter stilen på sin næste plade, det ville pynte.

9. Efterklang – Piramida
– Det er jo en ret vild historie denne plades byggesten er brygget på. Om ikke andet er resultatet blevet intet mindre end fantastisk flot. Efterklang er gået lidt væk fra det poppede udtryk de havde på deres forrige plade, og tilbage til det lidt mere eksperimenterende. Undertegnede var så heldig at opleve dem i Radiohusets koncertsal i forbindelse med 60 minutes konceptet i oktober, og det var en lækker oplevelse.

8. The New Spring – Secret Amour
– Det har taget mig en del tid at komme ind på denne her plade, men det har jo samtidig krævet en masse gennemlytninger. Min favorit på pladen er Poet’s Mouth og den minder mig om en dejlig aften jeg havde i foråret i selskab med Xiu Xiu og The New Spring på Stengade, og om en tømmermændsramt dag på festival på Bornholm hvor Kallesøe troppede op i shorts og spillede på scenen med Hammershus i baggrunden. Skønne minder.

7. Snake & Jet’s Amazing Bullit Band – Stuff That Rotates
– Som jeg rigtigt nok forudsagde, var det her en plade jeg satte rigtig meget på i sommers fordi den har den der vibe.

6. Islets of Dust – People and Birds
– Virkelig virkelig smuk EP, som har haft mange gennemlytninger siden den udkom midt i 2012. Den skal bare høres!

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/44310918″ params=”” width=” 100%” height=”166″ iframe=”true” /]

5. Christian Hjelm – Før Vi Blev Lette
– Jeg har ikke altid haft det lige nemt med dansksproget musik på trods af at være vokset op med det (Anne Linnet, Gasolin osv.), men denne her plade er jo fantastisk. Om det er fordi Hjelm’s specielle stemme passer rigtig godt til det dansksprogede eller om det er fordi pladen giver association til min barndoms lydspor, er ikke helt til at sætte finger på. Men pladen har fanget min opmærksomhed og jeg har skamlyttet til den i år, så selvfølgelig skulle den være på denne her liste.

4. The Eclectic Moniker – The Eclectic Moniker
– Hvor mange danske bands er det lige der kan prale af at kunne skabe den perfekte calypso-fest? Der er kun 1, og det er The Eclectic Moniker, som var prikken over i’et i min white russians brandert på sommerens WonderFestiwall på Bornholm. En koncert der var skyld i at jeg kom for sent til en overdådig middag på Hammershus Caféen, men det var bestemt det hele værd. Denne her plade skriger af sommer, og jeg elsker den!

3. Jetsi Kain – EP
– Jeg har efterhånden fulgt disse drenge rimlig tæt i små 3 år, så det var rigtig fedt at opleve dem blomstre op her i 2012 med EP udgivelse og se at de fik deres bagland på plads, samt langt om længe overbevist mig om at deres nye bandnavn kunne det det skulle. Når det så er sagt, så var det fedt endelig at opleve noget af alt deres fede materiale i velindspillede og velproducerede versioner som man kan her på EP’en. Jeg er spændt på at høre deres debutalbum som skal indspilles i foråret. Måske 2013 for alvor bliver deres år?

2. Jacob Bellens – The Daisy Age
– Det er ikke mange måneder jeg har haft til at nyde denne plade, men for fanden da…! Som jeg også skrev, så sker det ikke særlig tit at en plade tager mig med sådan en storm fra første lyt. Derudover er Bellens’ stemme jo aldrig til at stå for. Det er en meget behagelig plade.

1. Asbjørn – Sunken Ships
– Er der en plade og en artist der har fyldt meget i mit 2012, så er det uden tvivl Asbjørn. Magen til musikalsk talent skal man lede længe efter. Det er især live han formår at vise det, men det skinner også igennem på denne fine debutplade. Min indre poptøs bliver virkelig pleaset her og hvis du spørger mig, er det nok én af de mest undervurderede danske udgivelser i år!

Rune:

Det har været et ganske udmærket år i dansk musik, der dog overordnet set, var en kende stærkere i fjor. Det skal dog ikke overskygge, de ganske formidable plader, der bliver nævnt nedenfor. For der har virkelig været nogle – for undertegnede – skæve indslag, der bringer overraskelse for en selv. En Town Portal-plade. En heldyrket elektronisk plade som Taragana Pyjarama – og 80’er-kitch med Cæcilie Trier. Nuvel, et godt år – der ansporer til optimisme for 2013. Tak 2012.

10. Jakob Bro / Thomas Knak – Bro/Knak

– Et virkelig dejligt album af den dynamiske duo Jakob Bro og Thomas Knak. Den ene halvdel er uden de elektroniske elementer, men er virkelig smukt bygget op, mens Knaks elektroniske takes på materialet er en sand fornøjelse.

09. Christian Hjelm – Før Vi Blev Lette

– Et af de bedste dansksprogede albums i meget lang tid. En Larsen og en Nørlund samlet i et kækt udtryk med sproglige og lyriske twist. Alibi og Scenen Skifter Nu er decideret fremragende.

08. Chorus Grant – …And the Villa Nova

– Kristian Finne Kristensens soloprojekt Chorus Grant stikker faktisk i ret mange retninger, men det gør, at pladen, …And the Villa Nova virkelig kan bruges meget i forskellige sammenhænge. En plade, hvor jeg har numrene meget for sig. Til gengæld har jeg hørt dem utrolig meget. Blood Brothers, Everything Red, Her Face In The Sun og Big Guns er virkelig stærkt materiale – jeg ser frem til at lytte til Kristensens nye projekt Cancer – sammen med Nikolaj Vonsild.

07. Kala-OK – Reminiscience of a Bodily Blues

– Et rigtig drømmende og 60’er-poppet album. Der er både plads til bredende horisonter og The Beatles-referencer, uden at det tager overhånd. Virkelig dejlig plade.

06. Jacob Bellens – The Daisy Age

– Murder og I Got You On Tape-medlemmet har ganske enkelt leveret en formidabel plade, der med sin ro og eftertænksomme lyrik virkelig er en af årets bedre udgivelser. Heart Of Africa og Champion Sound er mine personlige favoritter.

05. Efterklang – Piramida

– Den danske – nu trio – har undergået en spændende proces med deres seneste album Piramida. Med field recordings fra en forladt by i Svalbard er historiefortællingen på plads, men det bliver heldigvis bakket op af en virkelig interessant skive.

04. CTM – Variations

– Cæcilie Trier har for alvor bevæget sig ud af en tangent på Variations, hvor hun med kitch 80’er-stemning etablerer et meget dragende univers med sine dybe fyldige stemme. Et meget spændende projekt, som snart skulle være klar med en udgivelse mere.

03. Town Portal – Chronopoly

– Gruppen har leveret et top tre-album i år med sin progressive stemningsfulde instrumentalmusik, hvor kompleksitet ikke overstiger det kunstneriske udtryk. Chronopoly er så levende en plade, at den konsekvent kalder på mere – jo mere du lytter.

02. Taragana Pyjarama – Tipped Bowls

– Nick Kold Eriksens sfæriske løb på Tipped Bowls er ganske fortryllende og vanedannende. De momentvis strukturerede figurer, der bliver suppleret af mere uhåndgribelige musikalske billeder, er en ganske formidabel duo, som stadig gør den en fast spilleliste på iTunes-biblioteket.

01. The New Spring – Secret Armor

– Med Secret Armor har The New Spring endnu engang fundet vej til top tre med sin inspirerende guitar-baserede singer/songwriter-stil.  Der er en anderledes guitarklang over dette album. Der er mere fylde, og en større varme end på det fremragende The New Spring. Secret Armor tager mig et sted hen, hvor jeg glemmer tid og sted. Pladen fremstår jævn, men uden at det er negativt, for det betyder, at den bedste bliver hørt i sin fulde længde – ja, igen og igen. Med nedlæggelsen af Shout Wellington Air Force bliver det desuden meget spændende at følge, hvad Bastian Kallesøes næste projekt bliver.

poetry in mono #10 i glimt

Den 1. december blev Poetry In Monos tiende arrangement afholdt på Stengade. Og det var en virkelig god aften i selskab med Asbjørn og Soffie Viemose, som billederne ovenfor (taget af Jakob Møldrup Petersen) også eksemplificerer.

Soffie Viemose startede fremragende ud med sin meget følte nordiske elektronika, der denne aften var nedbarberet til en duo, hvor de plejer de at spille som en trio. Viemose og trommeslager Victor Dybbroe gav en fremragende koncert, der kun kort blev afbrudt af et computer-breakdown. Et fint lille intermezzo, som blot fremhævede Soffie Viemoses tilbageholdne charme på scenen. Gift, To The Woods og et meget rytmisk drevet/energisk nummer undertegnede desværre har glemt titlen på, var store højdepunkter. Især det nyere mere uptempo klædte Viemoses univers glimrende.

Asbjørn tog over sammen med sit særdeles velspillende orkester, der på vanlig hvis sørgede for et betydeligt energi- og tempoløft. Asbjørn, der med sine dansable tilstedeværelse løftede intensiteten, præsterede virkelig at give en dejlig “sidste” koncert i denne omgang. Gutterne fra bandet sørgede i høj grad for, at der ikke var ét ben, der stod stille i løbet af koncerten, som for alvor nåede nye højder mod slutningen. The Criminal og Strange Ears tog kegler. Det må man blot erkende.

Vi takker for to virkelig gode koncerter af to lysende talenter, som vi glæder os til at følge videre frem. Vi ses i 2013 til mere Poetry In Mono. Se i øvrigt resten af billederne fra Poetry In Mono #10 på Stengades hjemmeside.

et kærligt interview – del 2

Så kom ugen. På lørdag går det løs. Vinderne af konkurrencen er fundet og har fået besked. Og vi bringer hermed som lovet anden del af interviewet mellem Soffie Viemose og Asbjørn. Denne gang er det Soffie der giver os et indblik i hendes forhold til Asbjørn og hans musik:

Beskriv dit første møde med Asbjørn’s musik
– Asbjørn og jeg går på konservatoriet sammen, så jeg mødte ham første gang der. Jeg var lige flyttet til Århus og var rimelig mistroisk overfor alle jyder, men Asbjørn kunne jeg ikke rigtig modstå. Vi skulle lave et skoleprojekt sammen hvor jeg hørte ham synge og bare tænkte, at han virkelig sang fantastisk. Lidt senere inviterede han mig med på optagelserne til hans video ‘The Criminal’, og blev igen vildt betaget af hans energi og udtryk. Den dag på sættet husker jeg som en magisk dag, hvor jeg følte mig beæret over at være med. Jeg kan huske jeg kiggede gennem linsen og tænkte: denne dreng er en stjerne, mon der er andre der kan se det? Det er der heldigvis!

The Criminal

Har Asbjørn haft indflydelse på dig og din musik?
– Ja helt sikkert, vi bruger hinanden som sparringspartnere, og hans mening er en, jeg respekterer dybt.
Nogle gange har han spillet en skitse for mig og jeg har bare siddet bagefter og tænkt at han slet ikke forstår hvor dygtig han er.
Jeg har siddet med en følelse af at være slået helt bagover af en smuk sang og samtidig med en snært af bitterhed over ikke selv at have skrevet sangen.

Hvilken kvindelig artist ville kunne charmere bukserne af Asbjørn?
– Hvis Robyn og Beyonce dansede rundt om Asbjørns seng i platformboots og glitteroutfits til et mix af ‘Who Run The World’ og ‘Dancing On My Own’, tror jeg ikke han ville kunne holde fingrene fra dem.
Hvilken mandlig?
– James Blake eller Frank Ocean ville også kunne synge ham blød i knæene.

Hvis Asbjørn var et stykke tøj, hvordan ville det så se ud og ville du ta’ det på og til hvilken lejlighed?
– Hvis Asbjørn var et stykke tøj, ville han være en mavebluse med hætte, med pailletter og gerne noget opklippet militant stof. Eller en kæmpe velourfrakke med kæmpe skulderpudder. Han er ikke bange for at blive set, den mand.

Fortæl en hemmelighed om Asbjørn
– Han kan sove alle steder, det er meget beundringsværdigt. Til gengæld snorker han som en gammel mand med tilstoppede luftveje, så man skal passe på han ikke falder i søvn for tæt på ens ører!

Til sidst: Hvad forventer du af Asbjørn’s koncert på Stengade d. 1. december?
– Jeg holder af, og beundrer samtlige medlemmer af hans band, så jeg forventer at bliver revet rundt i fabelagtige lydmekkaer og sindsyge rytmer. Jeg glæder mig til at se Asbjørn være en diva og jeg glæder mig til at høre hans dejlige sange og igen blive inspireret.

Det er som sagt på lørdag du kan opleve Soffie Viemose og Asbjørn i levende live i forbindelse med den 10. Poetry In Mono. Dørene åbner kl. 21 og det koster 80 kr. Mere info her.

Til at underholde før, imellem og efter koncerterne, får vi fint besøg af DJ Video Musik, som du kan tjekke ud her:

et kærligt interview – del 1

I forbindelse med det næste Poetry In Mono arrangement d. 1. december, har vi sat Asbjørn og Soffie Viemose i stævne til et kærligt interview, hvor de taler om det personlige forhold de har til hinanden og ikke mindst hinandens musik. Her kommer første del hvor Asbjørn taler om Soffie.

Beskriv dit første møde med Soffie’s musik
– Jeg hørte sladder om en melankolsk københavnertøs med gråt hår, der havde forvildet sig til Århus. Fortørnet over at det jo plejer at være den anden vej folk flytter, så jeg videoen til ’Gift’ en sensommerdag i 2011 og blev taget med paraderne nede. På én måde var hun skabet og distanceret med glimmer i hele hovedet, mens hendes ærlige og rå fremtoning fortalte mig at der stak meget mere bag. Siden da har sangen været soundtrack til epokegørende øjeblikke, og jeg er sikker på den vil være underlægning til mange break- og makeups i min fremtid.

Gift:

Har Soffie haft indflydelse på dig og din musik?
– Soffie har været en muse siden jeg mødte hende! Den seriøsitet og nerve hun lægger i sin kunst er inspirerende som bare pokker, og derudover respekterer jeg hende meget for hendes DIY kompromisløshed. Vi står i mange af de samme karrieremæssige overvejelser og jeg spejler mig tit i hende, for svaret er altid helt ærligt.

Fortæl en hemmelighed om Soffie
– Hun hader dukker. Og har et outfit der ligner en stor laks! Og så bliver hendes plade et mesterværk – hør forsmagen på 1. singlen ’To The Woods’ med min yndlingsvideo af hendes her:

Hvilken artist kunne charmere bukserne af Soffie?
– Mariam Walentin fra Wildbirds and Peacedrums får hendes parader helt ned, og det er vel det bedste fundament for elskov! Og Thom Yorke kunne uden tvivl danse hende i kanen mens han synger om en lille ’Lotus Flower’.

Hvis Soffie var et stykke tøj, hvordan ville det så se ud og ville du ta’ det på og til hvilken lejlighed?
– Hun ville være noget varmt i kulden. Lavet af 80% øko-uld og 20% stiv neon-plastik i en krave, der kunne strækkes op over hovedet, når man havde brug for at være alene. Jeg ville helt sikkert have hende på på tour for at holde kontakt til den jyske muld, samt kunne lukke af for alle de nye indtryk i ny og næ.

Til sidst: Hvad forventer du af Soffie’s koncert på Stengade d. 1. december?
– En nærværende og selvudleverende kvinde, utallige kuldegysninger samt let præstationsangst over at skulle fylde scenen efter hende.

Husk at vi har en konkurrence igang i forbindelse med koncerten hvor du kan vinde 2 billetter til koncerten + signerede plader fra begge kunstnere. Læs mere om det og deltag her!

Poetry In Mono #10: Konkurrence!

Som nævnt i tidligere Poetry In Mono indlæg, har vi fat i den helt brede palet i dette efterår. I lørdags befandt vi os som bekendt i det mere dunkle og støjende hjørne, d. 17. november kommer vi lidt mere frem i lyset og springer over i det mere lavmælte fingerspillende hjørne med Dad Rocks! og TM Hunter. Men i forbindelse med vores 10. Poetry In Mono d. 1. december befinder vi os ude midt på dansegulvet i selskab med Asbjørn og Soffie Viemose, og i den forbindelse har vi en konkurrence i ærmet. Præmierne lyder på 2 vindere á:
1 x signeret album fra Asbjørn + 1 x signeret EP fra Soffie Viemose (se billede) + 2 stk. billetter til koncerten

Det eneste du skal gøre for at vinde det, er at svare på følgende:
Asbjørn kaldte sit projekt noget andet inden han udgav sin debutplade Sunken Ships tidligere i år, hvad var navnet på projektet?
Send dit svar til blaavinyl (at) gmail.com senest d. 25. november. Vinderne får direkte besked!

I får her en smagsprøve på hvad aftenen byder:

good ol’ forelskelse

Forelskelse er en underlig størrelse, som kan give både lykkelige stunder såvel som ulykkelige stunder. Forelskelse kan kort sagt have mange ansigter, faconer og udfald, og ikke mindst forandre et menneske. Grunden til at forelskelse er endt som udgangspunkt for det her indlæg, har noget at gøre med at der det seneste døgn er blevet udgivet et par nye videoer med nogle ar mine favorit artister, som på hver deres måde behandler emnet, og i den forbindelse er jeg faldet over et par andre videoer af lidt ældre dato med lidt samme emne, men igen beskrevet på helt helt andre måder:

Én af de nye videoer, er den europæiske udgave af musikvideoen til Loney Dears ‘Loney Blues‘ fra hans plade Hall Music fra sidste år. Det er egentlig en meget simpel video, men den har den her dejligt gennemblæste efterårs-stemning, som et eller andet sted rummer alt det en forelskelse også kan være:

Loney Dear – “Blues” OFFICIAL EUROPEAN VIDEO from 777 on Vimeo.

Asbjørn offentliggjorde også en ny video i går til sin kommende single ‘Bones Bad Bones‘ fra debutpladen Sunken Ships fra i år. Sangen handler om den her overvældende forelskelse, eller for at sætte Asbjørns egne ord på det: “that crazy-bubbly-uncontrollable desperation“, som dog er på det stadie hvor man stadig ikke kan hverken vise det eller fortælle det til den udkårne. Det er én af mine personlige favoritter fra pladen, så jeg blev glad for at se at der er lavet en video til den:

En anden, knap så ny video jeg faldt over i dag, er videoen til ‘Be Comfortable, Creature‘ fra Explosions In The Sky’s sjette studiealbum, Take Care, Take Care, Take Care fra sidste år. Den skildrer denne her for længst tabte forelskelse/kærlighed, og den hvileløse søgen efter den:

Den sidste video jeg faldt over i dag, er en video jeg ikke har set før i dag på trods af at det efterhånden er en ret gammel sag. Det er videoen til ‘Viðrar vel til loftárása‘ fra Sigur Rós’s andet album Ágætis byrjun fra 1999. Den handler om denne her tabubelagte første forelskelse, som jeg ikke vil beskrive meget nærmere, da videoen og musikken klarer det ganske godt:

tre x spot 2012

Godsbanen, Spot Festival 2012, Foto: Peter L. Nielsen

Vi havde fornøjelsen af, at være repræsenteret på årets Spot Festival, hvor undertegnede desværre først nåede forbi festivalen sidst på eftermiddagen lørdag. Der var dermed – beklageligvis – en masse musik, der ikke blev set.  Jeg selv nåede forbi navne som Marybell & Nils Frahm, Lotte Rose, Thee Attacks, Of the Wand & the Moon, Green Pitch, Rum 37, Asbjørn, Taragana Pyjarama og Chorus Grant. Der var dog også især tre navne, der fortsat har været forplantet i min bevidsthed.

Marybell Katastrophy & Nils Frahm:

Nils Frahm, Store Sal, Musikhuset, Foto: Per Lange

Eftersom jeg er stor tilhænger af Marybell K.’s ofte meget legesyge og skræddersyede konstellationer, så var det ikke helt værst, at de skulle spille med en af 2011’s største favoritter Nils Frahm. Under Frost Festival spillede Nils Frahm en aldeles fremragende koncert i Blågårds Kirken (eller hvad den hedder), og derfor var det på papiret et fremragende match efter undertegnedes smag. Det viste det sig heldigvis også at være i levende live.

Det var en kombination/cross-over-versioner af Marybell Katastrophys artpop og Nils Frahms sfæriske tangent-lydflader, hvor der var en fin disponering mellem hver kunstner. Jeg havde desværre ikke lyttet nok til Katastrophys seneste Amygdala til at være i stand til at vurdere, hvad der var nyt, for det lod til, at der rent faktisk også var nyt materiale ind over, hvor Marie Højlunds vokal blev tilsat Frahms underfundigt smukke piano-ekstravaganza.

Der var ligeledes deciderede improvisatoriske elementer, hvor hele gruppen stimlede sammen om Frahms flygel, for at lave perkussion og vokal ned i pianomikrofonen. Det var helt overordnet en utrolig smuk oplevelse, især eftersom det foregik i Store Sal, hvor pladsen var god og sæderne komfortable. Den helt rigtige setting til denne hybrid. Frahm og Katastrophy må for min skyld meget gerne gøre mere ud af dette samarbejde.

Green Pitch:

Green Pitch, Pressefoto, Foto: Kasper Teiner

En af de store krydser, der var blevet sat forud for Spot Festivalen var ved siden af Green Pitchs programtidspunkt på Radar. Efter at have nørklet en del med gruppens seneste (meget anbefalelsesværdige) EP’er Awake, Asleep og Alert, gik jeg ind til koncerten med med ret høje forventninger.

Det var en utrolig intens koncert, hvor publikummet på Radar var musestille og meget lydhøre. Det tyste akkompagnement, der supplerede den lysestemme forsangerinde Rex Garfield (fedt navn ikk’) besidder. Undervejs kom også Chorus Grant aka. Kristian Finne Kristensen ind og supplerede vokalt, som han også gør det på flere af gruppens udgivelser. Kombinationen af Finne Kristensen og Garfields vokaler fungerede fortryllende godt live, om end det også var afvekslingen af det vokale udtryk, der gjorde et ekstra udsalg.

Green Pitchs’ sangskrivning står for alvor i den bedste ende, af det tyste danske repertoire, og det kan stærkt anbefales at tage ind og se/nyde en koncert med dem. De formår som få, at give plads til det helt rigtige på de helt rigtige tidspunkter. De tre ep’er, der har været i a-rotation i privaten, er i hvert fald ikke blevet mindre værd for undertegnede efter koncerten. Virkelig god figur de gjorde sig på Spot.

Du kan lytte til alle tre udmærkede EP’er lige her (via Mortoise).

Taragana Pyjarama:

Taragana Pyjarama, Katapult, Foto: Toke Hage

Det sidste navn undertegnede gerne vil fremhæve, er den elektroniske musiker Nick Kold Eriksen, der også er kendt under navnet Taragana Pyjarama (tidligere Eim Ick). Taragana Pyjaramas elektroniske univers, er ikke lig noget, der ellers findes på dansk jord. Det er aldeles eksperimenterende og meget udfordrende i sit udtryk, samtidig med at repetitionen dyrkes i høj grad.

Det var et tremands-set-up, der indtog Katapult-scenen på Godsbanen lørdag nat, hvor der var stuvende fuldt. Det samplebaserede lydbillede blev underbygget af diverse synths, ligesom der var en livetrommeslager med. Det fungerede som udgangspunkt rigtig godt. Det musikalske kom ikke mindst til at stå i centrum, hvor tre meget indadvendte og fokuserede musikanter arbejdede sig igennem deres sæt.

Bortset fra få perioder, hvor koncentrationen overskyggede energien, leverede de en solid performance, hvor materialet fra det kommende debut-album Tipped Bowls var gruppens udgangspunkt. Det er alle de små detaljerige sekvenser, der er kendetegnende ved TP’s musik, hvor selv små samplede bidder, kan have tillægges en dominerende rolle i det samlede lydbillede. Det handler altså om, at koncentrere sig og lytte, når man beskuer og lytter til denne musik. Ikke desto mindre var det en god forsmag på, hvor Kold Eriksen er på vej hen, og der følger man gerne med.

Taragana Pyjarama – Growing Forehead:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/43189740″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]

Spot Festival here we go again

Som det er hvert år omkring denne tid, skal denne blog selvfølgelig afsted til årets SPOT Festival. For undertegnedes vedkommende er det den 9. gang i træk, så man kan vel efterhånden kalde sig en veteran. Jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn, som jeg altid gør. Det er og bliver én af mine yndlingsfestivaler. Og i år er ambitionerne høje, da jeg har en plan om at nå at se samtlige af følgende navne:

FREDAG:
CopCol – live reworked by T. Finland & Mikkel Meyer
Masha Qrella (DE) & Dangers of the Sea (DK)
Age of Giants
RebekkaMaria & The Hymnboy
Vessel
LCMDF
Waldo & Marsha
Carlis
Choir of Young Believers
Donkeyboy
Young Dinosaur
Lovespeed
Reptile Youth

LØRDAG:
Snake & Jet’s Amazing Bullit Band
Marybell Katastrophy (DK) & Nils Frahm (DE)
Shiny Darkly
In Memoirs
Indianna Dawn
Of The Wand & The Moon
My Bubba & Mi
Lukas Graham
Green Pitch
Rum 37
Mellemblond
Asbjørn
Prinspóló
Taragana Pyjarama
The Echo Vamper
Chorus Grant

Der er jo altid nogen man ser mere frem til end andre. Nogle af dem fordi man har set dem før og ser frem til at se hvordan og om de har udviklet sig, og andre fordi man har læst og hørt så meget godt om dem, men endnu ikke fået dem set. Det skal dog lige nævnes at der kun er 5 af ovennævnte navne jeg har set før, så jeg synes selv jeg har været dygtig til at overholde mit dogme i år. Nu må vi bare se om det holder i virkeligheden.

Som altid sker der også en masse andre ting udenfor SPOT, som oftest gør forvirringen større. I hvert fald for mig, hvilket resulterer i at jeg år for år prøver at navigere udenom disse arrangementer og kun fokusere på hvad der sker på selve festivalen. Men det er efterhånden svært kun at holde fokus, dels fordi disse arrangementer med årene har udviklet sig til nogle federe og federe arrangementer og knap så meget hemmelighedskrammeri, men dels også fordi at der ofte følger goder som gratis drikkelse og lignende med til disse arrangementer (har dog planer om at holde en nogenlunde sober SPOT i år, da der jo er lagt et stramt program for dagen). Så jeg har derfor sat mig for at starte min SPOT festival fredag med Pumpehusets Dayparty i M.P. Bruunsgade

Tjek det ud her.

Lørdag går turen – medmindre et seminar kommer i vejen – til V58, som jeg endnu mangler at stifte bekendtskab med i den virkelige verden, hvor en flok musikelskere har fundet sammen og stablet denne dayparty på benene: