Så er tiden kommet til de traditionelle årslister her på vippen til et nyt år. Ifølge Spotify er dette de 10 sange jeg har lyttet allermest til i år, og på mange måder afspejler det også meget godt hvilke plader er der er i spil til dette års liste (med undtagelse af BØRNS, da den plade er fra 2015):
1. ‘Scattered Ashes (Song For Richard)‘ – Minor Victories
2. ‘Folk Arp‘ – Minor Victories
3. ‘10,000′ Emerald Pools‘ – BØRNS
4. ‘Daydreaming‘ – Radiohead
5. ‘Furnaces‘ – Ed Harcourt
6. ‘Electric Love‘ – BØRNS
7. ‘Dionysus‘ – Ed Harcourt
8. ‘Wilderness‘ – Explosions In The Sky
9. ‘Away From Me‘ – CHINAH
10. ‘American Money‘ – BØRNS
10. Nico Muhly & Teitur – ‘Confessions‘
Et umage makkerpar indeed, den rolige og nede på jorden dansk-færing møder den hurtigt snakkende og kreative amerikanske Nico Muhly. Teitur lægger her sang og tekster til Nico Muhly’s smukt komponerede musik. Muhly er i mine ører én af de dygtigste yngre klassiske komponister vi har i verden, så denne plade er en kæmpe fornøjelse at lægge ører til. Hvis du er sulten på mere Muhly, så tjek Sam Amidon pladen ‘All Is Well‘ ud.
9. CHINAH – ‘Once The Lights Are On‘
Endelig kom året hvor CHINAH endelig udkom med mere end blot singler. Denne EP har jeg ventet længe på, og den levede bestemt også op til mine forventninger. CHINAH er et af de få bands jeg har fulgt på sidelinjen siden før de fik deres bandnavn og en pladekontrakt, så det har været en stor fornøjelse at opleve hvor populære de er blevet på meget kort tid, først med et overvældende stort fremmøde til deres releasefest, og derefter at opleve dem modtage P3’s Talentpris. Virkelig stærkt!
8. Choir of Young Believers – ‘Grasque‘
Blandingen af tekster på dansk og engelsk er sprød. Der er i det hele taget tale om en god skæv popplade her, som jeg især i foråret fik lyttet en del til.
7. Bisse – ‘Højlandet‘
Én af årets absolutte store overraskelser har uden tvivl været Bisse. For hver gang man lytter til hans plader, opdager man en ny sproglig finurlighed og forelsker sig lidt mere. Live er han bestemt også en oplevelse værd.
6. Liima – ‘ii’
Mit første møde med denne plade, var i forbindelse med bandets koncert på FROST Festival nede i det rå og nedlagte køkken på Hotel Astoria. En stor oplevelse, og helt klart en plade der var med til at skyde mit 2016 igang på bedste vis. Er spændt på at høre mere fra dem.
5. Radiohead – ‘A Moon Shaped Pool‘
Har i mange år haft et lettere anstrengt forhold til Radiohead, og det på trods af at jeg i al den tid har ejet i hvert fald 4 af deres plader. ‘Amnesiac‘ sneg sig dog for alvor ind på mig for nogle år siden, og siden dengang har jeg fået hørt en del mere Radiohead end nogensinde før. Da ‘A Moon Shaped Pool‘ udkom, stod jeg nede hos min lokale pladepusher og lyttede til en koncert, som de streamede. Da nummeret ‘Daydreaming‘ dukkede op, var jeg solgt på stedet. En virkelig virkelig dejlig plade.
4. Ed Harcourt – ‘Furnaces‘
De af jer der har fulgt bloggen her længe, er ikke et sekund i tvivl om at Ed Harcourt i rigtig mange år har haft en helt speciel plads i mit hjerte. Pladen her har taget en del lyt før den lige så stille fik sneget sig ind under min hud, da det dels er nogle tunge emner Harcourt har bragt på banen, men også er en lidt rodet plade med meget forskellige numre. Hans debutplade ‘Here Be Monsters‘ fra 2001 vil til hver en tid være min favoritplade med ham, men denne plade kunne meget vel gå hen og lande et sted på en top 5 med hans udgivelser. Jeg glæder mig som et lille barn til at opleve ham live for 5. gang i mit liv d. 15. februar i Pumpehuset.
3. David Bowie – ‘Blackstar‘
Uden tvivl en plade der har ramt mange med storm. Især fordi den har denne her stærke symbolik, som kun blev vildere af at Bowie desværre gik hen og døde kort efter udgivelsen. Et vildere testamente findes ikke.
2. Explosions In The Sky – ‘The Wilderness‘
Jeg hørte denne her plade enormt meget i slutspurten på mit speciale. Jeg har alle dage arbejdet effektivt på eksamensopgaver, hvis jeg har lyttet til Explosions In The Sky, eller klassisk musik. Og denne seneste plade fra de eksploderende skyer har hjulpet mig igennem det meste af mit speciale. Deres koncert i Pumpehuset d. 15. juni var også ét af årets absolutte højdepunkter.
1. Minor Victories – ‘Minor Victories‘
Denne plade må nok være den plade jeg har lyttet allermest til i år. I forbindelse med et job jeg havde på et tidspunkt i løbet af i år, faldt jeg over denne her supergruppe af gode folk fra Mogwai, Editors og Slowdive, og det blev soundtracket for sommeren. De er på vej med en instrumental version af pladen, og jeg kan ikke vente til jeg får mulighed for at dagdrømme med den i mine ører.
Hvert år er der jo nogle plader der lige akkurat ikke når igennem nåleøjet, og eksempler herpå er Trentemøllers ‘Fixion‘, som er pissefed og fortsætter lidt i samme dystre spor som på hans forrige plade. Et andet eksempel er The Liberty Balance’s ‘Paper Mill‘ hvor Mike Højgaards altid sprøde stemme fører dig igennem et lækkert musikalsk landskab.
Som en ekstra bonus, har jeg i år også valgt at lave en top 5 over de koncerter som gav mig de største kuldegysninger i løbet af 2016:
1. Minor Victories, 7. november i Pumpehuset
2. The Clientele, 20. august i Jazzhouse
3. Schultz and Forever, 20. maj på Stengade
4. Explosions In The Sky, 15. juni i Pumpehuset
5. FROST Festival: Liima, 17. februar på Hotel Astoria