grizzly bear – sleeping ute

Grizzly Bear på Pitstop, Kolding i 2006.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med gruppen Grizzly Bear, var som militærnægter på det lille spillested Pitstop i Kolding. Jeg kom med heftige tømmermænd over middagstid, for at skulle gøre stedet klart (og rent) til aftenens koncert med selv samme gruppe, der umiddelbar efter udgav Yellow House – så vidt jeg husker. Der stod imidlertid allerede en gruppe mennesker, der ikke så ud som om, at de kom fra Kolding.

Det viste sig at være Grizzly Bear, der var kommet tidligt, hvorfor stedet sejlede efter gårs-dagens strabadser. De viste sig dog som nogle tilbagelænede sympatiske gentlemænd, der blot ville have en kop kaffe og et sted, de kunne sidde og slappe af indtil aftenens totalt intime koncert. Næste gang de kommer til Danmark, er det så i Falconer Salen i oktober, og der er sandelig sket meget siden. De har fx beriget os med deres seneste album Veckatimest, samt deres udmærkede nyfortolkninger af eget materiale m.m. til filmen Blue Valentine, som bestemt var et behageligt bekendtskab – om end en tankestreg i gruppens fremdrift.

Nu står de klar med den første smagsprøve til deres kommende album, der udkommer før, de besøger Danmark – den 18. september . Koncerten er den 28. oktober. Men lyt lige til nummeret Sleeping Ute. Fremragende. Gruppens samklang med Seattle-gruppen Fleet Foxes er at spore, hvor Robin Pecknold fra Fleet Foxes også tidligere har udgivet en duet med Ed Droste fra bjørnegruppen, men det lyder stadig meget, som vi kender dem.

Jeg er vild med den afdæmpede slutning, der nærmest tager sig ud som et decideret coda-stykke. Derudover er det egentlig gruppens vanlige småskramlede lyd, med melodierne, og de små figurer, der går i fint samspil instrumenterne imellem. Drostes fantastisk indfølte vokal er klar og ude i fjæset på os, og nummeret er også et af de mere “popppede”, ligesom vi hørte det på de fremragende Two Weeks og While We Wait For The Others fra Veckatimest. Synth-arpeggios, guitar-picking og andre violin-lignende dybdegivende elementer er med til at gøre Sleeping Ute til et spændende bekendtskab. Der er umiddelbart meget at se frem til.

Grizzly Bear – Sleeping Ute:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/48759127″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

blaa vinyl på hjemmebane pt. 1

At rejse hjem til min hjemby Kolding, er på mange måder et nostalgisk trip hver gang. Endnu mere historisk og nostalgisk blev det, da undertegnede og Rune begge drog til Kolding i lørdags for dels at overvære en udstilling om The Beatles og 60’erne i byens historiske knudepunkt Koldinghus, men også for at lave en reportage om Efterklang, som senere på aftenen skulle optræde på byens regionale spillested, Godset. Mere herom i bloggens næste indlæg.

Udstillingen om The Beatles var ganske gennemført. Den tog udgangspunkt i slottets ruin-sal (den del af slottet som i sin tid brændte helt ned til grunden, og som man har bygget op igen omkring ruinerne, så de stadig består), hvor man nede i kælderen kunne få et indtryk af hvordan det var at se The Beatles i The Cavern dagene, og se billeder fra Hamborg-dagene, helt op til deres Ed Sullivan shows (se billede). Næste etage bød hovedsageligt på The Beatles’ besøg i Danmark, da de spillede i KB Hallen i 1964, og alt den virvar det bragte det ganske land. Etagen over denne bød dels på en masse rekvisitter fra de glade 60’ere, og til og med en opstilling af et typisk pigeværelse fra det glade årti.

Øverste etage var nok den allermest underholdende, da man her kunne skabe sit eget Sgt. Peppers-cover med en masse af vor tids kendisser, danske som udenlandske plus et par af datidens. Man kunne klæde sig ud som én af de fire Beatler, og så ellers tage sig en mindre vandretur i kulissen.

Udstillingen kan anbefales på det kraftigste. Den varer helt indtil den 27. februar, hvor man den 26. februar imod køb af en særlig billet, til og med kan få et foredrag af Søren Koch og Per Wium med sig på opleveren.
Læs mere om hele udstillingen her.