Vi har allerede være forbi årets bedste danske plader fra 2012 her på bloggen. Nu er vi imidlertid klar med vores liste fra årets udenlandske musik, som spænder meget vidt – os to imellem. Ikke desto mindre har der været ufattelig meget spændende musik, hvor r&b-bølgen for alvor er blevet etableret med officielle udgivelser, hiphop bliver udgivet på alternative rock-labels, soveværelse-musik bliver skabt i særklasse, og 80’er-helte skaber ny magi.
Rune:
10. SpaceGhostPurrp – Mysterious Phonk: The Chronicles of SpaceGhostPurrp
– En dyster debutplade fra Raider Klan-medlemmet SpaceGhostPurrp, der indhylder sine budskaber i tåge, skærpede blik, knyttede næver og nervøs energi. En smagsprøve på en rapper, der formår at gå ubemærket hen over lamme klichéer, og skabe stor vedkommende uhygge.
09. Tame Impala – Lonerism
– Australierne har skabt et fantastisk popalbum, hvor indtrængende popmelodier fås i metervarer. Music To Walk Home By, Endors Toi, Feels Like We Only Go Backwards og Apocalypse Dreams er gode numre at starte med – det er i hvert fald mine favoritter.
08. Sharon Van Etten – Tramp
– Jeg så Sharon Van Etten på Brooklyns Northside Festival i 2011, og jeg bed så sandelig fast i navnet, efter at se hende stå på scenen før Guided By Voices. På Tramp er hun fremragende. Ganske enkelt. Hun formår at drage med sin dejlige stemme og sin solide sangskrivning – hør for eksempel Give Out eller In Line. En glimrende plade.
07. Miguel – Kaleidoscope Dream
– Endnu en musiker har skrevet sig ind i den ‘nye’ r&b-bølge med sin nyfortolkning af genren. Miguel er i den mere polerede ende, end flere af sine kollegaer, men det gør nu heller ikke noget, når han stadig formår at tilføre kant og personlighed. Jeg er vild med grund-guitar-riffet i The Thrill, ligesom den arrogant tilbagelænede Pussy Is Mine viser nye grader af selvglæde. Hits og en vokal med stor personlighed.
06. Nils Frahm – Screws
– Den tyske pianist Nils Frahms lille samling sange på Screws var mit efterårs soundtrack. Det tyste og nærmest anonyme klaverspil har så meget sjæl og underspillet nerve, at det er kuldeskærende. Han rør ikke en finger forkert på den hjemme-indspillede sag.
05. Frank Ocean – Channel Orange
– Vel en af årets mest hypede kunstere med sin officielle debut Channel Orange. Han har i min bog lavet årets bedste nummer med Pyramids. Som klar forgangsmand for den føromtalte r&b-bølge, er han et utroligt talent, der har formået at skabe en kæmpe opmærksomhed omkring sig med udmeldinger om homoseksualitet og at karrieren skulle på hylden. Det håber jeg nu ikke, for selvom personen har fået stor opmærksomhed, så er musikken så sandelig også efter det. Ærlighed, produktioner af en anden verden og en naturlig poppet tilgang.
04. Cold Specks – I Predict A Graceful Expulsion
– Al Spx er en fantastisk kvinde. Hun er fuldstændig cool og tilbagelænet i sin fremtoning, men for dælen den drama, der samtidig befinder sig i den kvinde. Hun ligger så højt, fordi hun har overrasket mig så meget. Hector og The Mark er ganske forrygende og intense, men albummet er nu bedst i sin helhed, hvor nuancernes i Spx’ vokal bredes ud i et vidtfavnende spektrum.
03. Kendrick Lamar – good kid, m.A.A.d city
– En plade, der er vokset på mig den sidste måneds tid. Måske det mest helstøbte album fungerende i sin helhed fra i år. Jeg har nydt Lamars mixtape Overly Dedicated, og hans Section.80, der også er gode, men ikke i nærheden af, hvad der er at finde på good kid, m.a.a.d city. Samples fra Quadron og Tabu-lejren gør sejren større, men den fortælling Compton-rapperen formidler som albummet skrider frem er dragende, og du forstår den kun bedre for hvert lyt. Dr. Dre hjalp ham lidt, men han er for alvor kommet på rette hylde.
02. Grizzly Bear – Shields
– Kvartetten fra Brooklyn står med endnu et mesterstykke i hænderne med Shields. Igen er der så umiddelbar en tilgang til et album, som det også blev kendt på Veckatimest. Et alsidigt album, hvor Daniel Rossen og Ed Droste formidabelt har opdelt numrene mellem sig, ligesom deres harmonier går op i en højere enhed, når der synges i kor. Det er meget svært at fremhæve noget, men lukkeren Sun In Your Eyes var i meget lang tid kandidat til årets nummer for mig, hvor den storslåede orkestrering og lyrik kan slå benene væk under enhver. Lavt til højt, og så er stemmerne og melodierne så udsøgt smukke, at det forbliver en fryd, lang tid efter klangen er tonet ud.
01. Paul Buchanan – Mid Air
– Nu fik jeg nævnt Kendrick Lamar, som leverandør af den måske mest helstøbte plade, men Paul Buchanan er leverandør af det album, med den mest gennemført stemning og det helt gennemsyrede mode. The Blue Nile-forsangeren debuterer som solist med Mid Air, og det er altså ikke så voldsomt langt fra det glimrende materiale, der også kan findes hos den skotske gruppe. Det er meget svært for mig at forklare, hvorfor det netop er Mid Air, der for mig har været årets plade. Den er smuk (Mid Air). Intens. Varm. Sårbar (Tuesday). Minimalistisk. Skæv (på sin egen enkle måde). Sofistikeret. Smuk (Half The World). Hjerteskærende (Buy A Motor Car). Nærværende (Two Children). Jeg er voldsomt imponeret over, hvor eftertænksomt og enkelt tingene bliver fortalt af Buchanan – for eksempel på Wedding Party:
It’s a good day / For a landslide
There are tears / In the car park outsideA long walk / In the long grass
We were lost / Under glittering skiesAre you trying to tell me / What I already know?
Let me goTear stains / On your pillow
I was drunk / When I danced with the brideLet it go / Let it go
Albummets numre varer sjældent mere end 2:30 min., og med sine 14 numre er Mid Air ovre, før man overhovedet følte, at den var gået i gang. Det er smukt, og det er stærkt – ingen store armbevægelse – bare en vanvittig stemningsfuld samling små sange udført af en fantastisk stemme, som ingen bør spare sig for.
