Det sker i ny og næ at en såkaldt albumstarter aka albummets åbningsnummer slår benene væk under mig og suger mig direkte ind i det musikalske univers albummet nu måtte have. Det er vel i virkeligheden også det albummets åbningsnummer skulle kunne… Lidt ligesom for eksempel “Oh What A World” på Rufus Wainwright’s Want One fra 2003, den bygger op til det det her ekstravagante og storslåede album som vi skal til at lytte til på den fineste vis:
Må dog ærligt indrømme at jeg i sin tid ikke bed på ved første lyt, men det handlede nu mere om hans stemme end så meget andet. Want One blev lyttet igennem 1 gang, og lå så på min reol og samlede støv i 3 måneders tid før jeg gav det en chance mere og væltede bagover. Grunden til at jeg fremhæver denne, er fordi at jeg længe har gået og ville skrive et indlæg om det her emne, og i den forbindelse har tænkt på albumåbnere i min pladesamling, som udover de nedenstående har gjort et stort indtryk, og paradoksalt nok har jeg kun kunne komme i tanker om denne. Forskellen fra ovennævnte og de næste to albumåbnere, er at de har formået at slå benene væk under mig ved allerførste tone.
Albumåbneren som inspirerede mig til dette indlæg, er “Times Square, Poison Season 1” på Poison Season af Destroyer. Det er et nummer som ved et tilfælde sneg sig ind i mine øregange en dag jeg sad dybt begravet i mit speciale, og med ét glemte jeg hvad det var jeg havde gang i og måtte læne mig tilbage og skrue op. Det er det smukkeste strygerstykke jeg har hørt længe, og jeg kan høre nummeret igen og igen, og svæve helt væk:
Den mindede mig utroligt meget om en anden albumåbner som også i sin tid slog benene væk under mig, nemlig Patrick Watson’s “Lighthouse” fra Adventures In Your Own Backyard fra 2012. En på mange måder simpel, men samtidig storladen albumåbner. Denne albumåbner adskiller sig dog fra de ovennævnte, da resten af albummet aldrig rigtig har gjort det store indtryk:
