tre blaa #2


The Frames – When Your Mind’s Made Up

Først og fremmest, til den opmærksomme læser; vi beklager at blaa vinyl har været nede. Præcis hvorfor ved vi ikke…men vi arbejder pt på at få siden top tunet igen. Derfor skal i selvfølgelig ikke snydes for indlæg…

Det nyeste tiltag her på bloggen, kaldet “tre blaa #x” hvor Rune og jeg skiftevis vil komme med bud på hvilke 3 sange der pt. er blandt favoritterne, hvadend det kommer til at være lige så blandet som et mixtape, eller om der kommer til at være en tematik over, vil være op til den enkelte. Undertegnede her vil starte ud med en tematik.

Der er højt til himlen i Irland, eller det er i hvert fald hvad man kan gætte sig frem til når man hører en typisk irsk singer/songwriter. Dette blev undertegnede mindet om en søndag eftermiddag, da jeg satte filmen Once på og skrålede med fra start til slut. For som jeg har været inde på før herinde, så har de irer altså et eller andet med at råbe deres sange ud, og i søndags fandt jeg ud af at man ikke nødvendigvis behøver at føle det de synger om i deres sange, men bare det at skråle med, gjorde alligevel underværker.

Videoen herunder viser ét af mine yndlingsklip fra filmen, nemlig da bandet er i studiet for at indspille deres demo, og de er kommet til sangen When Your Mind’s Made Up. Jeg elsker energien i den… (sangen er desværre klippet lidt i videoen, men kan høres i sin fulde længde nedenunder):

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/11825561″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]


Damien Rice – Elephant

Og når man nu alligevel er ved de højlydte irer, hullede guitarer og hvad ved jeg, så kan man selvfølgelig ikke komme uden om Damien Rice, som altid er god for en sang hvor følelserne hænger udenpå tøjet, og videoen nedenfor demonstrerer netop dette. En smuk smuk sang!:


Bell X1 – Tongue

Damien Rice’s gamle band (tilbage i 90erne) Juniper, der den dag i dag går under navnet Bell X1, slipper da heller ikke udenom denne top 3. Deres album Music In Mouth fra 2003 har mere eller mindre fulgt mig lige siden, og det er en lige stor fornøjelse hver gang jeg genopdager pladen. Især nummeret her, vil altid være blandt favoritterne: