Tag: Hunch Bettors

albums 2011 – et lille oprør

Jeg gør lige oprør imod det Rune og jeg ellers havde aftalt som grundregler for året albumlister. Vi havde aftalt at vi skulle lave en top 10 på udenlandske albums og en top 5 på danske albums, som selvfølgelig er udkommet i år. Men da undertegnede kun har fået lyttet grundigt nok til 5-6 ud af de 14 udenlandske plader jeg har liggende fra i år, og har mange flere danske plader på samvittigheden end der ville være plads til på en top 5, så har jeg besluttet mig for at gøre oprør og lave en samlet top 10, som er blevet som følger:

#10: Loney Dear – Hall Music
Selvfølgelig skulle én af mine absolutte yndlingsmusikere finde vej til min top 10, når nu han har udgivet nyt igen. Det er en rigtig dejlig og smuk plade som man ville kunne forvente, men den er efter min mening dog ikke helt så helstøbt som hans tidligere værker, og det gør at han på trods af favoriseringstendensen, er havnet så langt nede på denne liste.

#09: Hunch Bettors – Splash-Dancing Kids EP
En rigtig dejlig EP som har fået åbnet mine ører for alvor for det her band. Er spændt på at se hvad de har at byde på når de engang udkommer i albumformat. Indtil videre tegner det rigtig godt, og jeg er helt forelsket i vokalen.

#08: Kurt Vile – Smoke Ring For My Halo
Som så mange andre, opdagede jeg først ham her i år med denne dejlige plade. Jeg ved ikke helt hvad det er ved pladen her som har charmet sig sådan ind på mig.

#07: The New Spring – The New Spring
Som vi har været inde på et par gange herinde, så er dette en dejlig let og enkel plade, som vi er meget glade for. Undertegnede dyrkede den især lige omkring dens udgivelse hvor hun erhvervede den på den fine musikcafé, Musiksmag i Jægersborggade til releasen.

#06: Hymns From Nineveh – Hymns From Nineveh
Vi havde som bekendt meget store forventninger til denne plade på bloggen her, og den levede bestemt også op til det. Det er en ganske helstøbt plade som har noget på hjerte hele vejen igennem.

#05: Larsen & Furious Jane – Dolly
Nok én af de mest helstøbte danske plader i år. Den er genial fra ende til anden og, som jeg også var inde på i Årets Sange indlægget, skaber et fantastisk rum til denne her drømmeverden som vi alle hver især kan leve os ind i nu og da. Det er en plade som har taget mig månedsvis at komme ind på, men det er jo, som man siger, som regel også den slags plader der holder længst.

#04: The Antlers – Burst Apart
Endnu en plade som har taget det meste af året at komme ind på livet af. Men da det endelig skete, var undertegnede meget overbevist og købte straks billet til årets koncertoplevelse nr. 1, hvor også sangene fra denne plade virkelig kom til sin ret.

#03: Dirty Beaches – Badlands
Den her plade har virkelig ramt mig de sidste par måneder. Rune og jeg skulle have været inde og se dem på Mercury Lounge i New York i maj måned, men var for trætte da det kom til stykket. Dog minder musikken mig stadig om et af årets højdepunkter som var turen til New York. Det er en kort, men yderst lækker plade, især på en sløv tømmermændssøndag.

#02: Alcoholic Faith Mission – Ask Me This
Helt sikkert også blandt årets danske plader! Den er så gennemført lækker. Kan ikke rigtig sætte ord på hvorfor jeg er så glad for den, men den har i hvert fald fortjent en flot 2. plads blandt årets plader.

#01: Ulige Numre – Ulige Numre EP
Årets absolutte positive danske overraskelse! Selvom sammenligningerne er mange i pressen, og jeg selv synes at forsangeren, Carl Emil, minder mig om en blanding af C.V. Jørgensen, Nikolaj Nørlund og en ung Michael Falch (fra Malurt dagene) når jeg oplever dem live, så synes jeg stadig de i den grad er deres egne. Det er en dejlig EP, som har fulgt mig i tykt og tyndt siden den dag den udkom, hvor jeg var lige ved at fare vild i København op til flere gange fordi jeg koncentrerede mig for meget om musikken. Jeg er meget spændt på hvad de har at byde på engang i fremtiden…

Her er en teaser på hvad EP’en har at byde på:

Normalt plejer jeg at skille EP og albumformatet ad, men det er som om at det ikke giver så meget mening mere.

Af andre plader der er værd at nævne fra 2011, men som enten ikke nåede igennem nåleøjet eller jeg for den sags skyld ville have ønsket jeg havde fået lyttet mere til:
Beirut – The Rip Tide
Tyler, The Creator – Goblin
Powersolo – Buzz Human
One Year From Home – The Strip
Penny Police – Thieves Like Us
Cass McCombs – Wit’s End
Yellow Ostrich – The Mistress

One Year From Home har begået en smækker lækker EP, som jeg ville ønske jeg havde haft plads til på min liste. Penny Police har også fat i den lange ende, og jeg er spændt på at se hvad hendes fuldlængde debut kommer til at byde på i 2012.

Tak fordi i følger med og godt nytår fra mig! 🙂

poetry in mono #1 i glimt

hunch bettors var første band på programmet, og de gjorde en fremragende figur.
gruppens forkærlighed for post-rocken viste sig momentvis, og det var med kuldeskærende smukke resultater.
forsanger jeppe ladegaard (billedet) viste flere gange, at han besidder en ganske sublim vokal, blandt andet til et af hunch bettors' nye numre, som skal være med på det album, gruppen skal til at arbejde på.
kvartetten annoncerede desuden til vores jomfruaften, at det er deres sidste koncert i et stykke tid - netop grundet de omtalte albumplaner.
den lidt atypiske opsætning med trommerne, klokkespil og to trompeter, gør, at hunch bettors skiller sig ud i deres lydbillede, og til Poetry In Mono efterlod de et særdeles godt indtryk. man bør ikke spare sig selv for at se dem live!
with no arms and legs tog over efter hunch bettors, og de sparkede for alvor gang dansefødderne.
medlemmerne i wnaal virkede virkelig tændte og opsatte på at "fyre den af", og det var bestemt også, hvad de gjorde!

 

with no arms and legs virkede som en naturlig forlængelse af hunch bettors' musik, hvorfor de to gik fint i spænd med hinanden, og aftenen havde en naturlig udvikling.
gruppen havde desuden to korsangere med til at underbygge deres sprudlende alternative pop/rock-musik. alt I alt en fremragende præstation ligeså. en energi-udladning uden lige!

 

poetry in mono-crewet siger mange tak for en fremragende første sejllads, og vi ser allerede glædesfuldt frem til vores kommende arrangement. tak til at alle som kom og til den aldeles fremragende musik!

Se vores foreløbige program-status i bjælken til højre under “poetry in mono“. Du kan i øvrigt finde flere billeder her, som alle var af michael @ livefoto.co

Poetry In Mono Opening Night: Hunch Bettors & With No Arms And Legs

Tidligere har vi fortalt jer om det nye indie-kollektiv, som vi her på blaa vinyl har involveret os i sammen med Danielle Mandix (The Banana Hold-Up). Derfor er vi naturligvis meget glade og stolte af, at præsentere vores første arrangement på fredag den 9. september kl. 21.00 på Stengade, hvor de to talentfulde grupper Hunch Bettors og With No Arms And Legs kickstarter sæsonen og konceptet.

Det er begge grupper, som vi her på blaa vinyl glæder os utrolig meget til at høre, og vi har blandt andet givet vores anerkendelse af hunch bettors’ musik til kende tidligere, ligesom både rikke og undertegnede har været særdeles glade for – først Attrap, og siden hen også With No Arms And Legs, som vi glæder os rigtig meget til at høre. De er begge ude på samme label – it was gnarled – og derfor anbefaler vi, at man giver begge grupper et lyt på it was gnarled’s facebook-side.

Vi håber at se dig på Stengade på fredag den 9. september – det koster en flad halvtredser. Se i øvrigt meget mere info herunder:

Poetry In Mono Opening Night @ Facebook

Poetry In Mono Opening Night @ Stengade

Poetry In Mono @ Facebook

 

hunch bettors (med en lille konkurrence)

En tilfældig eftermiddag i en weekend på Mejlgade i Aarhus i 2010 havnede jeg i en baggård med planter, gratis økologisk mad og et bytte-bytte-loppemarked. Pludselig i hurlumhejet toner en fremragende stemme frem – hvor kommer den fra? Ikke inde fra lokalet, hvor jeg på det tidspunkt har forvildet mig ind sammen med en flok afslappede og små-tømmermandsramte mennesker, men igennem et havlåbent vindue, leder mine auditive fornemmelse mig ud i en baggård, hvor en gruppe drenge står og spiller musik. Flere og flere strømmer til, og der bliver hvisket i krogende: “Hvem er det, der spiller?”

Jeg nåede at høre et par numre, før mit følgeskab tog mig videre. Jeg kan faktisk ikke huske om jeg nogensinde fandt ud af, hvad drengene kaldte sig selv. Jeg tror første det var senere, at det gik op for mig, men heldigvis så ved jeg det i hvert fald nu – det var nemlig hunch bettors. Indtrykket fra dengang var rigtig godt, og jeg må sige, at efter at have hørt de selvsamme drenges nyligt udgivende debut Splash Dancing Kids EP, så har dette positive indtryk ikke ændret sig.

Det er en fin lille sag, med nogle yderst behagelig og vellydende numre. Jeg har en eller anden ting med Jeppe Ladegaards vokal, som er meget lys og dragende. Bandets lyd kaster mange associationer af sig. Min kollega Simon Christensen sammenligner dem blandt andet med Fleet Foxes, som jeg også tilskriver gruppen, ligesom jeg selv finder en stor lighed i gruppens lyd med den britiske gruppe Starsailor. Min eksplicitte reference kommer mest til udtryk i nummeret The Beast Is No Longer Powerful, men også i The First Landmark Is The Last Pole.

Lyden er meget tidstypisk i en eller anden forstand. Ikke at det skal få musikken til at virke mindre lytteværdig eller for at underminere noget som helst. De er blot med i en bølge af bands, der alle har håndspillet musik, perkussion og håndklap med mere i fokus. De har fint tilegnet sig denne stil, og videreudviklet den til, hvad der nu kan høres på ep’en. De fem numre på Splash Dancing Kids EP er dog ikke helt nok til at stille undertegnedes lyttelyst, hvilket heldigvis ikke kan falsificere det faktum, at hunch bettors er et lovende navn på den spirende danske upcoming scene, hvor vi allerede ser frem til flere numre på et forhåbentlig snarligt debutalbum.

Hvis du bor i København, har du i øvrigt mulighed for at se bandet på lørdag den 18. juni, hvor kvartetten giver koncert på Huset i Magstræde sammen med to andre bands.

Skulle du have lyst til at vinde Splash Dancing Kids EP, så skal du blot skrive i facebook-linket til dette indlæg på blaavinyls facebook-profil, hvad de to bands hedder, som hunch bettors skal spille med til den omtalte koncert? Vinderen vil få besked via facebook, og konkurrencen slutter netop på lørdag. Pladen er venligst doneret af gruppen selv.

Hør her to tracks fra Splash Dancing Kids EP (som du i øvrigt kan streame i sin helhed på bandcamp) samt nummeret The Canned Sound of Old Battleplanes:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/playlists/725694″ params=”show_comments=true&auto_play=false&show_playcount=true&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”145″ ]

Ømme fødder og udmattelsens sørgmodighed

Måske ikke den mest positive overskrift på et indlæg omhandlende den netop overståede SPOT Festival, som undertegnede havde en rigtig god en af. Jeg forlod pladsen for sidste gang i år i en taxa for snart to timer siden med tårer i øjnene og en kæmpe klump i halsen. Måneders forberedelser og resultaterne af disse var blevet leveret og afsluttet. På blot to dage. Mange håndtryk, indtryk og visitkort er blevet delt ud i løbet af to meget hektiske dage og aftener. Pladsen imellem Musikhuset og Ridehuset er vadet tyndt og fødderne dunker nu af smerte. Men alle minderne er bevaret og hjertet er fyldt til renden af kærlighed og kærligheden til musikken. Det er en dejlig fornemmelse der rumler i min mave, når jeg tænker tilbage på torsdag, fredag og lørdag. En fornemmelse af at have opnået netop alle de ting jeg kom for og mere til.

Egentlig oplevede jeg ikke så meget musik i år, men nåede da lige at få Slaraffenklang med i torsdags, hvilket var en smuk og underholdende oplevelse. Jeg kan godt lide at man kan mærke den der venskabelige ping-pong med et blink i øjet eller tre, som de to bands kører imellem hinanden. Både imellem numrene såvel som når musikken spiller og der bliver eksperimenteret på livet løs. Jeg glæder mig faktisk til allerede at opleve dem for tredje gang på torsdag d. 27. maj i Pumpehuset, hvor de skal spille dobbeltkoncert med Marybell Katastrophy og de søde Regnskyer kommer og vender plader (mere info fåes her).

Fredag nåede jeg på trods af travlhed forbi Label Love showcasen for at se Benni Hemm Hemm, hvilket var en fantastisk rar oplevelse. Akkompagneret med tre blæsere og velsignet med lækker lyd i et mørkt og tyst Archauz, var det ikke til at tage fejl af hvem der stod på scenen. Benni Hemm Hemm leverede et hyggeligt og velspillet lille set, og som det så ofte er på SPOT, var det lige kort nok. Så jeg håber at han kommer tilbage til Danmark meget snart og spiller en hel koncert med et størrer band.

Derudover nåede jeg forbi SPOT’s nye scene Pick-Up scenen, fredag aften for at se Twins Twins give den gas. Og det skal jeg da lige love for at de fik gjort! De leverede et tight og energisk set, som umuligt kan have skuffet nogen blandt det talrige fremmøde. Drengene kan roligt være stolte. Senere fik jeg fornøjelsen af at skulle være stand-in for ét af pladeselskaberne i DUP-boden og kunne derfra høre Alcoholic Faith Mission udføre en særdeles fremragende koncert nede i den anden ende af Ridehuset.

Lørdag mistede jeg hurtigt overblikket, og endte derfor kun at opleve snapshots af Betting On The Mouse, Sleep Party People, The Sad Lovers, Hunch Bettors, Marie-Louise Munck og Tremolo Beer Gut. Der var ellers sat ringe rundt om en masse andre navne + spændende seminarer, men prioriterede på starten af dagen nogle andre ting, og da jeg fik tid for mig selv igen, havde jeg mistet overblikket og tog blot tingene som de kom.

Én ting lod jeg dog ikke gå min næse (ører) forbi, og det var SPOT efterfesten nede på Studenterhuset hvor bl.a. Bodebrixen spillede op til dans, smil og sang, i selskab med en masse farverige balloner og intense regnbyger af glitrende konfetti. Det var én stor fest med det efterhånden meget velspillende band, og det gik lige i mit blod og smilebånd og fuldendte den fantastiske SPOT Festival, for mit vedkommende, på den bedst tænkelige måde.