hunch bettors (med en lille konkurrence)

En tilfældig eftermiddag i en weekend på Mejlgade i Aarhus i 2010 havnede jeg i en baggård med planter, gratis økologisk mad og et bytte-bytte-loppemarked. Pludselig i hurlumhejet toner en fremragende stemme frem – hvor kommer den fra? Ikke inde fra lokalet, hvor jeg på det tidspunkt har forvildet mig ind sammen med en flok afslappede og små-tømmermandsramte mennesker, men igennem et havlåbent vindue, leder mine auditive fornemmelse mig ud i en baggård, hvor en gruppe drenge står og spiller musik. Flere og flere strømmer til, og der bliver hvisket i krogende: “Hvem er det, der spiller?”

Jeg nåede at høre et par numre, før mit følgeskab tog mig videre. Jeg kan faktisk ikke huske om jeg nogensinde fandt ud af, hvad drengene kaldte sig selv. Jeg tror første det var senere, at det gik op for mig, men heldigvis så ved jeg det i hvert fald nu – det var nemlig hunch bettors. Indtrykket fra dengang var rigtig godt, og jeg må sige, at efter at have hørt de selvsamme drenges nyligt udgivende debut Splash Dancing Kids EP, så har dette positive indtryk ikke ændret sig.

Det er en fin lille sag, med nogle yderst behagelig og vellydende numre. Jeg har en eller anden ting med Jeppe Ladegaards vokal, som er meget lys og dragende. Bandets lyd kaster mange associationer af sig. Min kollega Simon Christensen sammenligner dem blandt andet med Fleet Foxes, som jeg også tilskriver gruppen, ligesom jeg selv finder en stor lighed i gruppens lyd med den britiske gruppe Starsailor. Min eksplicitte reference kommer mest til udtryk i nummeret The Beast Is No Longer Powerful, men også i The First Landmark Is The Last Pole.

Lyden er meget tidstypisk i en eller anden forstand. Ikke at det skal få musikken til at virke mindre lytteværdig eller for at underminere noget som helst. De er blot med i en bølge af bands, der alle har håndspillet musik, perkussion og håndklap med mere i fokus. De har fint tilegnet sig denne stil, og videreudviklet den til, hvad der nu kan høres på ep’en. De fem numre på Splash Dancing Kids EP er dog ikke helt nok til at stille undertegnedes lyttelyst, hvilket heldigvis ikke kan falsificere det faktum, at hunch bettors er et lovende navn på den spirende danske upcoming scene, hvor vi allerede ser frem til flere numre på et forhåbentlig snarligt debutalbum.

Hvis du bor i København, har du i øvrigt mulighed for at se bandet på lørdag den 18. juni, hvor kvartetten giver koncert på Huset i Magstræde sammen med to andre bands.

Skulle du have lyst til at vinde Splash Dancing Kids EP, så skal du blot skrive i facebook-linket til dette indlæg på blaavinyls facebook-profil, hvad de to bands hedder, som hunch bettors skal spille med til den omtalte koncert? Vinderen vil få besked via facebook, og konkurrencen slutter netop på lørdag. Pladen er venligst doneret af gruppen selv.

Hør her to tracks fra Splash Dancing Kids EP (som du i øvrigt kan streame i sin helhed på bandcamp) samt nummeret The Canned Sound of Old Battleplanes:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/playlists/725694″ params=”show_comments=true&auto_play=false&show_playcount=true&show_artwork=true&color=0055ff” width=”100%” height=”145″ ]

Cop. Col.

Jeg er ikke helt sikker, men jeg mener bestemt at jeg før har udråbt Planeten i Huset i Magstræde til min absolutte favorit scene i hele København (hvis ikke hele Danmark med) udover Stengade selvfølgelig. Fordi den er så dejlig intim og lyden for det meste er kanon. Disse dejlige omgivelser var med til at give mig en kæmpe oplevelse i lørdags, da jeg havde lagt billet ind på Copenhagen Collaboration, som den opmærksomme musikelsker sikkert er stødt på en gang eller to i løbet af den sidste uge, pga. deres fremragende coverversion af Band of Horses sang The Funeral;

Det er længe siden at jeg på den måde har kunne forsvinde ind i min helt egen bobbel og bare svæve væk med musikken. Jeg var især svært glad for de visuelle drømmescenarier de havde blæst op på bagvæggen, som stod i fin harmoni med musikken. Det var en rigtig god musikalsk oplevelse. Bandsene spillede sammen på kryds og tværs og mange af musikerne havde op til flere roller hele koncerten igennem. Af højdepunkter kan jeg nævne Before The Show (som efter min mening spillede 1 nummer for lidt), Sleep Party People (som jeg dog førhen ikke har været så glad for) og My Name Is Legion og Hellraiserten, som begge var store overraskelser. Førstnævnte fordi de med ét forvandlede scenen til et stort rave, hvor danseskoene ikke fik for lidt og sidstnævnte, fordi jeg aldrig før har hørt bandet og musikken tiltalte mig yderst meget. From Sarah var også et rigtig godt input og selvfølgelig var koncertens afslutning med hele banden på scenen der fremførte det førnævnte Band of Horses nummer det absolutte højdepunkt. Man kunne nærmest ikke have afsluttet en så dejlig aften bedre eller smukkere…og med disse ord kommer her et sidste stemningsbillede fra den netop nævnte afslutning:

Señor Ding Dong inviterer til fest

Det gamle hus i Magstræde lagde i går rammer om en fantastisk underholdende farvelfest for 1 2 3 4, som har valgt at gå i opløsning lige om lidt (dvs. når de har spillet deres allersidste koncerter om 16 dage). Den var fyldt med velkendte ansigter og fine gæsteoptrædender fra bl.a. Pato, Christian Hjelm (Figurines) og Nikolaj Nørlund. Alt i alt en dejlig aften.

I morgen lørdag lægger Huset i Magstrædes musikcaféen rammer om noget mere farverig fest stopfyldt med nogle lidt anderledes overraskelser og gøgl. Señor Ding Dong disker op med bands som Bodebrixen, Dans og Lær og Akiri er der lagt i ovnen til endnu en fantastisk aften med smil på læben, dans og sang…eller som de selv skriver på facebook eventen:
Er du til fest, farver, fugle, tegnsprog, gak & løjer, 8bit musik og dans til den lyse morgen er Señor Ding Dong den glade mexicaner du skal besøge lørdag aften.

Señor Ding Dong er Husets nyeste klub, der går ud på at præsentere festligt upcoming musik i rammer, som man aldrig har oplevet det før…Så gå ej glip af det når de i morgen aften, lørdag d. 2. oktober, for første gang slår dørene op kl. 21 og tager blot 100 kr i entré og giver en gratis øl til alle dem der dukker op før kl. 23! Kom frisk, kom glad! Undertegnede glæder sig i hvert fald!

Læs mere her.