Den Store Stjerne – Big Star

Hm ja… Jeg vil rigtig gerne fremhæve et band der ikke altid har fået den tiltænkte opmærksomhed, og fået anerkendt den indflydelse dette band har haft på 90/00’ernes indie bands. Bandets navn er Big Star og de startede allerede i 1971, men desværre uden den helt store succes, dette var især på grund af en række tekniske problemer.

Bandets debut ‘#1 Record’, blev nemlig offer for en kæmpe distributions brøler, hvor det nystartede pladeselskabet Ardent kiksede fatalt i udgivelsen af albummet, og det nåede faktisk aldrig ud til butikkerne. På trods af nogle fantastiske numre og vokalharmoniske elementer især med henvisning til bands som: The Kinks, The Byrds, The Beatles, The Who og mange flere.

Der var interne stridigheder i bandet, da bandets to mest fremtrædende figurer Alex Chilton og Chris Bell, der primært stod for sangskrivningen. Kontroversen gik især ud på hvorvidt bandet skulle satse på, at spille live eller bruge tiden i studiet. Og det var primært Alex Chilton der løb med al opmærksomheden, da han var kendt fra tidligere bands. Det kulminerer da Chris Bell i 1972 forlader bandet, og Alex Chilton selv står i spidsen for Big Star.

I 1974 udgiver de album nummer to, ‘Radio City’ hvor de numre bandet havde størst succes med. Især September Gurls, og I’m In Love With A Girl. Men Alex Chiltons aggressioner over for en pladeindustri der har svigtet igennem en årrække, gør at han er meget selvdestruktiv overfor sit eget materiale. På bandets tredje album ‘Third/Sister Lovers’, der først udkommer næsten 5 år efter indspilningerne, er det især tydeligt, at der bliver lavet bevidste forsøg på selvsabotage. ‘Third/Sister Lovers’ bliver dog ikke nødvendigvis ringere af den grund. Klassikere der især er kendt for cover versioner af især Jeff Buckley der har kopieret ‘Kangaroo’ og Placebo med et ‘Holocaust’ cover. Pladen er en sand diamant og generelt er Big Star en sand pose gulv, hvor man kan blive ved med at hive den smukkeste, mest genneførte Powerpop op ad hatten. Deres indflydelse til indie og popmusikken kommer op på kant med meget store kunstnere, og er i følge allmusic.com, kun overgået af Velvet Underground.

Her er lige nogle numre der kunne støves op:

(Jeg undskylder for de mange Youtube-klip i halvdårlig kvalitet)

Sigende albumcovers

Eksamensperioden nærmer sig igen med hastige skridt. Det er dog forhåbenligt den sidste for mit vedkommende i denne omgang. I den forbindelse skal jeg skrive to opgaver på ca. 10-15 sider, og er efter et stykke tid kommet frem til, at de begge skal tage udgangspunkt i albumcoveret som objekt. Så derfor har jeg været min pladesamling igennem og er kommet frem til følgende mulige kandidater:

Akron/Family - Love Is Simple
Nick Drake - Pink Moon
Gorky's Zygotic Mynci - How I Long To Feel That Summer In My Heart
Ed Harcourt - The Beautiful Lie
Muse - Absolution
Cocorosie - Noahs Ark
Bob Dylan - Bringing It All Back Home
Pink Floyd - Dark Side Of The Moon
The Flaming Lips - Yoshimi Battles The Pink Robots
Led Zeppelin - Led Zeppelin III
The Beatles - Sgt. Pepper's Loney Hearts Club Band
Lou Reed - Transformer
Love - Forever Changes
David Bowie - Aladdin Sane
John Lennon - Walls and Bridges

Jeg kan umuligt skrive om dem allesammen, så det bliver meget svært at sortere i dem. Men kom endelig med nogle forslag selv, eller eventuelle kommentarer!

The Good ol’ Albion

The Libertines

Jeg genopdagede et band i morges da jeg satte mig op på min cykel, og ikke var i humør til hverken M. Ward, Loney Dear eller noget som helst andet, som ellers har været i varm rotation på det seneste. Bandet jeg genopdagede, er – som de fleste nok allerede havde gættet på enten titel eller billede eller begge dele – de engelske The Libertines. Et band der siges at have revolutioneret den engelske musikscene i starten af dette nye århundrede. De nye Beatles om man vil (ikke at jeg er af helt samme opfattelse, men…), da der kørte lidt samme intensitet imellem bandets to hovedpersoner, Peter Doherty og Carlos Barât, som startede ud som et godt broderligt venskab og endte i svigt, misforståelser og stofmisbrug. En konflikt som pressen udnyttede til fulde, og dermed spolerede hele eventyret om The Libertines for nytilkommere, så de fremstod som den typiske lev-stærkt-dø-ung rock’n’roll kliché, der overskyggede den musikalitet og det band de i virkeligheden var – et band der bare elskede at spille for deres fans, som de også holdt af at forkæle med bl.a. intime koncerter i diverse lejligheder rundt omkring i London og lignende, inden det store mediecirkus og stofmisbruget gjorde kål på det vel at mærke.

Jeg var selv én af disse nytilkommere, da jeg i 2006 langt om længe hoppede på vognen, på trods af at min veninde forsøgte at få mig til at lytte til dem allerede i 2002-2003 stykker, men lyttede jeg?! På dette tidspunkt (2006) var de gået i opløsning for længst, så jeg oplevede dem desværre aldrig live da de var på deres højeste. Det tætteste jeg har været på at opleve dem live, var da Carl og hans nu daværende band, Dirty Pretty Things, optrådte med ‘I Get Along‘ i Pumpehuset i november sidste år. Hvilken oplevelse!

Heldigvis findes der en rigtig god bog – ‘The Libertines – Bound Together‘, der fremstiller et sandfærdigt billede af bandet både før, under og efter. Den er flot illustreret og fantastisk spændende læsning (ja..næsten en slags mini-Beatles-Anthology!). Den kan på det varmeste anbefales!

Dette nummer var førstesinglen til deres andet og selvbetitlede album fra 2004. Det er ellers ikke min favorit med dem…men et meget sigende nummer for det humør jeg var i i morges…

…mit favoritnummer derimod, er det følgende, som var 2. single fra deres debutalbum, ‘Up The Bracket‘ fra 2002 (singlen er fra 2003):