Under det store hvide lys

Jeg var for nogle uger siden, inde til galla præmieren på den nye dokumentar, Under Great Northern White Lights om The White Stripes. Som mange af jer sikkert ved, var det specielle ved denne galla, at filmens instruktør, Emmett Malloy og ikke mindst selveste Jack White kom ind og præsenterede den inden lyset blev slukket. The White Stripes er ét af de der bands jeg rådyrkede som teenager, men som pludselig røg på hylden. Og da jeg i sommers fik lyst til at genoplive dem ved at sætte live DVD’en Under Blackpool Lights på, kunne jeg overraskende nok slet ikke høre hvorfor i alverden jeg havde dyrket det her band så meget engang…for han kan jo slet ikke synge ham Jack!?

Så det var med en vis skepsis at min veninde havde fået mig lokket med ind til det her arrangement. Men når det så er sagt, så må jeg da indrømme at mit indre White Stripes hjerte bankede en smule, da Jack White en smule akkavet lister ind i salen lige i hælene på instruktøren, og forsøger at bløde lidt op på situationen ved at vende sig om med ryggen imod publkum og liste langs lærredet på en halvkomisk måde. Det må da også være underligt at skulle stå og præsentere en film om sig selv, som man samtidig ikke må fortælle alt for meget om. Men én af de ting han sagde, som jeg særligt bandt mig ved, var:

In this documentary you’ll see things you’ve never ever experienced in any music documentary before!

Så selvfølgelig sad jeg hele filmen igennem og prøvede på at finde ud af om det var rigtigt. Men syntes ikke rigtig at jeg kunne finde noget jeg ikke har set før, andet end at meget af konceptet mindede mig rigtig meget om den første musik dokumentar der nogensinde er lavet, nemlig Don’t Look Back fra 1967, hvor man følger Bob Dylan på sin Englandstour i 1965.

Når det så er sagt, så var filmen faktisk okay, og jeg måtte flere gange tage mig selv i at sidde og mime med på rigtig mange af de sange de spiller i livescenerne i løbet af filmen. Der var også nogle rigtig underholdende scener hist og pist, og det faktum at den er skudt i sort/hvid størstedelen af tiden, tiltalte også mit blødende sort/hvid hjerte vældig meget. MEN den manglede et klimaks og jeg tror generelt at filmen mest er noget guf for den ægte White Stripes fan.

Bob Dylan – manden med de mange ord

Jeg skal gerne indrømme at jeg blev enormt skuffet den første gang jeg satte noget på mit anlæg med Bob Dylan, for efterhånden en del år siden. Det var The Times They Are A-Changin’ fra 1964. Manden kunne jo ikke synge (!) og hvad fanden var alt det for noget pynt folk havde prakket på ham når de havde anbefalet ham, eller havde fortalt om ham i diverse dokumentarer ?! Der var jo ingenting at komme efter…!

Men årene er gået…jeg har siden læst hans selvbiografi Chronicles vol. 1 fra 2004, set diverse dokumentarer, erhvervet hele 3 af hans plader fra de glade 60’ere (The Freewheelin’ Bob Dylan (1963), Bringing It All Back Home (1965) og Nashville Skyline (1969)) og selvfølgelig set I’m Not There, som egentlig ikke handler om Dylan som sådan, men har mange elementer og personligheder og lignende fra hans ovennævnte selvbiografi. Og jeg må da indrømme, at han vinder mere og mere ind på mig som tiden går og jeg gentagende gange støder på hans musik. Jeg er endelig ved at give mig 100%.

Grunden til at jeg fortæller jer om alt det her, er fordi at der om en uges tid (mandag d. 21. september) bliver afholdt et seminar på Syddansk Universitet i Odense, hvor en række professorer hver især skal give deres bud på, hvorfor Bob Dylan burde få tildelt den næste Nobelpris i litteratur. De har valgt at fremhæve følgende sange, som vil dukke op i løbet af dagens program, som en baggrund for, hvorfor det lige præcis skal være denne gamle garvede sangskriver der skal indstilles som kandidat (klik på sangen, og du vil blive ført til lyrikken):

A Hard Rain’s A-Gonna Fall (1963)
Don’t Think Twice, It’s All Right (1963)
Subterranean Homesick Blues (1965)
The Ballad of the Thin Man (1965)
Sad Eyed Lady Of The Lowlands (1966)
All Along The Watchtower (1967)
Positively 4th Street (1967)
Every Grain of Sand (1981)
Jokerman (1983)
Cross the Green Mountains (1989)
Series Of Dreams (1961-1991)
Highlands (1997)

Hvis du skulle få lyst til at dukke op (hvis der da stadig er pladser) skal du ringe til Anya Aarestrup på 65504062 inden d. 14. september og reservere plads. Det koster 200 kr. Hvis du er studerende på SDU, er det gratis.

Herunder er lidt yderligere Bob Dylan inspiration…

Dokumentaren Don’t Look Back, som siges at være den første musikdokumentar der nogensinde er lavet. Giver et rimlig intimt portræt af Bob Dylan (og til dels også Joan Baez), da de besøgte England i 3 uger i 1965. Den kan ses her:

1. del
2. del
3. del
4. del
5. del
6. del
7. del
8. del
9. del
10. del

Sigende albumcovers

Eksamensperioden nærmer sig igen med hastige skridt. Det er dog forhåbenligt den sidste for mit vedkommende i denne omgang. I den forbindelse skal jeg skrive to opgaver på ca. 10-15 sider, og er efter et stykke tid kommet frem til, at de begge skal tage udgangspunkt i albumcoveret som objekt. Så derfor har jeg været min pladesamling igennem og er kommet frem til følgende mulige kandidater:

Akron/Family - Love Is Simple
Nick Drake - Pink Moon
Gorky's Zygotic Mynci - How I Long To Feel That Summer In My Heart
Ed Harcourt - The Beautiful Lie
Muse - Absolution
Cocorosie - Noahs Ark
Bob Dylan - Bringing It All Back Home
Pink Floyd - Dark Side Of The Moon
The Flaming Lips - Yoshimi Battles The Pink Robots
Led Zeppelin - Led Zeppelin III
The Beatles - Sgt. Pepper's Loney Hearts Club Band
Lou Reed - Transformer
Love - Forever Changes
David Bowie - Aladdin Sane
John Lennon - Walls and Bridges

Jeg kan umuligt skrive om dem allesammen, så det bliver meget svært at sortere i dem. Men kom endelig med nogle forslag selv, eller eventuelle kommentarer!