To sange af fantastiske The Posies er, hvad denne blaa mandag består af. En weekend med ekstrem lidt søvn og en skole hvor det spidser lidt til, resulterer i manglende blogging overskud, men disse to sange skulle nu lige findes frem. Det er fra pladen: Frosting On the Beater fra 1993, som er en helt fantastisk plade. Det er lidt i samme omgang som vores omtale om afdøde Alex Chilton, for netop to medlemmer fra The Posies var backingband for Alex Chilton i den sidste tid. Men Frosting On the Beater kan anbefales på det varmeste – Powerpop af første klasse.
Til stream er Coming Right Along og en youtube video med nummeret Solar Sister. Vi lover en mere fyldestgørende mandag næste gang.
Det er ikke svært at gætte, hvem der er en af de store inspirationskilder for Daniel Johnston.
Når autenticitet ikke er det, man stræber efter, fordi det er det, man er – plain and simple. Det er meget kort fortalt historien og forklaringen bag Daniel Johnstons store kultstatus hos rigtig mange store musikere. Vi snakker Sonic Youth, Nirvana (heraf Kurt Cobain i høj grad), Mark Linkous (må han hvile i fred) med flere. Grunden til denne autenticitets-aura omkring Daniel Johnston er i høj grad på grund af en sygdom, der paradoksalt nok både er hans forbandelse og hans musikalske velsignelse. Han har i hele sin karriere været manio-depressiv, som det ikke altid har været nemt at kontrollere. Hvilket man kan se meget mere om i en yderst anbefalelsesværdig dokumentarfilm fra 2005: The Devil And Daniel Johnston. Men det er Daniel Johnston talen falder på denne 15. mandag i året.
Coveret til dokumentarfilmen fra 2005
Daniel Johnstons depressive tilstand har betydet, at hans altid meget lavmælte og simple sange har været meget forskellige og ofte svingende i kvalitet. Generelt balancerer hans musik på en hårfin grænse mellem absolut genialitet og en naivistisk ligegyldighed. De er ofte akkompagneret af hans selvlærte guitarspil, et simpelt klaverspil og psykedeliske eksperimenter. Der er også eksempler på, at Daniel Johnston bliver akkompagnement af større bands, for eksempel det hollandske band BEAM, der har været med på hans to danske koncerter på henholdsvis Vega og Voxhall.
Logoet og t-shirten der bidrog til en voksende hype omkring Daniel Johnston.
En af grundende til at Daniel Johnstons karriere begyndte at tage fart var, da Kurt Cobain ved rigtig mange offentlige begivenheder optrådte i en t-shirt med Daniel Johnstons logo fra albummet Hi, How Are You (blandt andet ved den legendariske optræden til MTV VMA i 1992). Det betød naturligvis, at rigtig mange blev interesseret i, at finde ud af hvem denne Daniel Johnston var.
Daniel Johnston havde indtil 1990 kun udgivet musik på bånd, som han selv optog og selv fabrikerede. Da efterspørgslen steg, kom han på Atlantic Records, det samarbejde holdt dog ikke længe, blandt andet på grund af et lavt salg. Daniel Johnstons sange er centreret omkring et tegneserieunivers, som han også besidder et utrolig charmerende talent for.
Undertegnede var tilstede i går søndag på Voxhall til en aften i selskab med Daniel Johnston. Først blev The Devil and Daniel Johnston fremvist, mens mandens tegninger kunne ses i det medbragte uddrag af de utallige tegninger, han har fabrikeret. Aftenen sluttede af med en fantastisk koncert, hvor Daniel Johnston blev akkompagneret af det vanvittig dygtige orkester BEAM. Den koncert understregede blot for undertegnede, hvor oprigtig et menneske han er på en scene. Med hans mimik og nervøsitet der sidder så langt ude på tøjet, og hans små finurlige kommentarer, der gør, at man ikke kan andet end at blive grebet af hans fantastiske univers og i særdeleshed hans tekster.
Der er ikke nogen tvivl om at jeg vil anbefale Daniel Johnston på det varmeste. Derfor har jeg vedlagt et fantastisk gribende videoklip fra slutscenen fra den omtalte dokumentarfilm, og desuden to fremragende numre, til at starte med hvis man er Daniel Johnston jomfrulytter. Start desuden med pladerne: 1990 (1990), Hi, How Are You (1983), FUN (1994)og hans seneste reelle solo-udspil skal efter sigende også være et lyt værd – den hedder Is And Always Was, men 1990 er nu min personlige favorit, og det har jeg tidligere omtalt her.
Hymns From Nineveh på Voxhall, Foto: David Bust (tyvstjålet fra Gaffas galleri)
“I always had the voice and now I am a singer.
The audience grows silent when I open up my mouth.
I sing the words I’ve written every night before a crowd.
As if I were a poet or some legendary mind.”
– Teitur fra pladen og sangen af samme navn ‘The Singer’
Da undertegnede tirsdag aften i indeværende uge, var tilstede ved en ganske utrolig koncert på Voxhall i Århus, var dette citatet, der faldt mig i tankerne. Et for mange ikke så kendt navn (endnu) indtog scenen, for at varme de spændte sjæle op, der ventede på at høre Jacob Bellens og Anders Mathiasen i deres konstellation som Murder, og det var en ung mand, vi tidligere har omtalt herinde her og her, og som desuden toppede min medskribents liste over danske albums for 2009. Det er selvfølgelig Hymns From Nineveh also known as Jonas Petersen.
Teitur citatet hørte undertegnede opført på et udsolgt Train i forbindelse med The Singer touren, hvor færingen opførte sangen The Singer fuldstændig low-fi kun med sin vokal. Sjældent har noget, kunne få de små hår til at rejse sig så meget, og det var lidt den samme oplevelse, jeg havde med Jonas Petersen og co.
Jonas Petersens fremragende vokal alene legitimerer projektet Hymns From Nineveh mere, end de fleste projekter nogensinde kommer til selv efter mange års hårdt arbejde. Navne som Bon Iver og Bob Dylan er meget nærliggende, men det er alligevel vældig originalt, især via de yderst velgennemtænkte arrangementer og den smilende ærlighed, der ligger i fremførelsen af musikken. Også akkompagneret af de to herrer, Nikolaj Paakjær og Mikael Kjærsgaard (Munich, Kites And Komtes), var et fremragende lavmælt supplement, med dybe kontrasterende vokaler, klokkespil, mundharmonika, fine små perkussive indslag og flygel! Publikum tog desuden vel imod Hymns From Nineveh, og det samme Teitur beskriver i sin tekst, var i høj grad tilfældet ved denne koncert – the audience grew silent.
Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg har glædet mig mere til at høre opvarmningsbandet end selve hovednavnet, og det er rigtig lang tid siden, at opvarmningsbandet også har levet op til den forventning. Det gjorde Hymns From Nineveh altså i høj grad, selvom Murders nye numre (som de spillede en del af) virkelig lyder fantastisk lovende, og som også var et glædeligt gensyn.
Det er lidt svært at acceptere, at der først kommer et debutalbum til september, men indtil da, må jeg anbefale ep’en fra 2009 Uncomplicated Christmassongs, og også dette radio-interview (Link fra hymns.dk) med to sange fra det kommende album indspillet helt akustisk. Desuden ligger der tre ganske fremragende numre på Hymns From Ninevehs myspace, og Jonas Petersen medvirker desuden på et anbefalelsesværdigt nummer på Mikael Kjærsgaards solo-projekt Kites And Komets – nummeret hedder Rewinding Floors.
I år ser det sørme ud som om at vi begge her på blaa vinyl regner med at få råd og tid til at komme på Roskilde Festival. Så i den forbindelse har vi sat os ned og kigget på den foreløbige bandliste, som ikke er så lang indtil videre, og fundet de navne frem som vi godt kunne tænke os at tjekke ud. Rikkes liste er endnu ikke så lang som Runes, men det håber vi selvfølgelig ændrer sig efterhånden som vi nærmer os…
RIKKE:
Beach House
C.V. Jørgensen
Casiokids
Dizzy Mizz Lizzy
Efterklang
The Temper Trap
RUNE:
Alice In Chains
Beach House
C.V Jørgensen
Casiokids
Dirty Projectors
Dizzy Mizz Lizzy
Efterklang
Gorillaz
Kasper Spez
NOFX
Pavement
Tech N9ne
The Temper Trap
Them Crooked Vultures
Generelt ser Roskildes program lovende ud, de har både offentliggjort, hvad man må formode er en god del af deres hovednavne i år, men vi ser alligevel frem til at se, hvad de ellers har tilbage i posen.
I dette indlæg er jeg en kende på dybt vand, og folk der er bekendt med fænomenet DJ Shadow er meget velkommen til at byde ind med rettelser eller fortalelser. I hvert fald vil jeg gerne gribe tilbage i 90’ernes dybe sæk af hengemte guldklumper og anbefale DJ Shadows efterhånden 14 år gamle album Endtroducing (se cover herunder). Pladen fra 1996 er (stadig i takt med tiden) kun bestående af samples og beats. Der er, så vidt jeg har forstået intet fabrikeret af Josh Davis aka DJ Shadow selv. Det er en kombination af gamle (glemte) vinyler og nyere numre, der er udgangspunktet for pladen, hvilket coveret giver en meget god idé om. Gamle funk klassikere og smadrede horror-soundtracks.
Selv hvis man ikke er meget til Hip-Hop, så er denne plade virkelig for enhver smag. Ligesom Fat Freddys Drop gjorde det for reggae og dub, som Air gjorde det for electronica, så synes denne plade også, at være af en sådan bredt favnende kvalitet for den instrumentale Hip-Hop og scratch æstetikken i al almindelighed.
Det er fængende historier, der bliver fortalt med mange forskellige elementer. Albummet er utrolig varieret, og på trods af de mange vidt forskellige samples, så virker pladen utrolig helstøbt. Lydbilleder og sindsstemninger er, hvad der præger albummet og numre som Stem/Long Stem og Building Steam With A Grain Of Salt (hør mp3’er) er helt igennem hjertegribende. Stem/Long Stem består blandt andet af saxofon soloer, violin-fraser, vokal-samples, dryppende lyde af klokkespil og drømmende dynamiske højdepunkter, der alle underbygger den samme storbys-melankoli. Building Steam With A Grain Of Salt er for alvor også et nummer, der med sin repitative klaverfigurer, sit engle-agtige kor, den mandlige fortæller stemme som nærmest bekender sig til lytteren, og de andre små kommentarer, viser et eksempel på et håndværk udført til perfektion med stort P. Også beatet i Mutual Slump er noget nær orgasmisk (undskyld formuleringen).
På mange måder må en kunstner som DJ Shadow klart have været første skridt på vejen for andre lyd-manipulatorer, der er opstået på den anden side af milleniumsskiftet. Kunstnere som for eksempel Girl Talk og mere generelt for DJ’s, må DJ Shadow have været en gevaldig inspiration, for hans måde at få tingene til at passe så godt sammen, og give Endtroducing denne følelsesmæssige medrivende karakter. Endtroducing: Dit næste køb.
Jeg faldt over en forfærdelig tragisk nyhed, som leder mig til opfordringen af et minuts stilhed for en genial musikalsk inspiration. Big Stars sidste levende frontfigur Alex Chilton er afgået ved døden ved et hjerteanfald den 17. marts 2010 – må hans fantastiske musikalske sjæl leve videre.
Et nyt spændende pladeselskab tager i disse dage sin form i Århus. Kanel Records er navnet, og det er tre gutter, der står bag dette yderst interessante projekt. De skriver selv, at deres æstetiske fokus er meget bredt, men at de er af opfattelsen af, at intet kan være for råt eller for skrabet, og at det i høj grad også er den retning, de vil søge.
Derfor er det også meget nærliggende, at det er en kunstner der falder inde for den kategori, der nu bliver den første udgivelse fra de tre herrer.
Det drejer sig om solo-projektet Dad Rocks! (billedet), som er et alias for Snævar Njáll Albertsson, der også er kendt fra Death-Indie bandet Mimas. Den 10. april udgiver han i samarbejde med Kanel Records Digital Age EP, der blandt andet udkommer i en WowWollet CD og naturligvis digitalt, som navnet jo ekspliciterer.
Selvom der indtil nu kun har været en youtube video og en enkelt mp3 indenfor rækkevidde, så tegner det aldeles spændende. Det lyder foreløbigt som om, at der bliver sunget mere croonet og i et betydeligt leje end hvad undertegnede sædvanligvis har været vidne til, hos den så udmærkede Mimas lead-vokalist. Derudover er det en behagelig og meditativ finger-picking, der bliver udtrykt på den seksstrengede. Klaver og (især) trompet er også yderst velkomment på det foreløbige materiale. Trompetens varme toner bidrager til en vis sentimentalitet uden at overstige nogen barrierer. Produktionen skal også være meget analogt gennemført i musikkollektivet i Gammel Harlev uden for Århus. Vi glæder os meget til at høre far rocke resten af Digital Age EP, og vi vil helt sikkert vende tilbage, når vi har givet resten af materialet et lyt.
Indtil da lyt selv på vedlagte youtube-klip og mp3 fil.
Det er ikke mange mandage siden, at undertegnede havde en musiker på tale, der desværre måtte lide druknedøden. Det var Jeff Buckley der som bekendt druknede i Wolf River i 1997, og netop tyve år tidligere i 1977 udkom der et album med en anden kunstner, der desværre i 1983 måtte lide samme skæbne som Jeff Buckley. De inkarnerede Beach Boys fans vil vide, at det er trommeslager Dennis Wilson, den mellemste broder af de tre (Carl og Brian), talen nu falder på.
Han nåede (ligesom Jeff Buckley) kun at udgive et solo-album i sin levetid. Pacific Ocean Blue er titlen, og den blev genudgivet i 2009 i en fornem Legacy Edition med numre, der skulle have indgået på Dennis Wilsons andet album Bamboo (som kollegaer også har omtalt). Ud over at det minder mistænkelig meget om, hvad der skete efter Jeff Buckleys afsked med verden, så skal Dennis Wilson også have udtalt, at Bamboo var hundrede gange bedre end Pacific Ocean Blue. Det vil undertegnede umiddelbart lade andre lyttere om at vurdere, men de er helt sikkert også spændende.
Jeg vil dog gerne have lov til at fremhæve et par perler fra et album, der virkelig viste, hvor stort et sangskrivertalent Dennis Wilson også var. Det er meget muligt, at han ofte har stået i skyggen af de Brian og Carl Wilson på det musikalske, men med dette album er der ikke mange, der kan betvivle mandens ærlige musikalske univers. Hans måde at afspejle 70’ernes afslappede surfer-liv og de smertelige kærlighedsforhold der gik i vasken, er utrolig beundringsværdig. Han skal efter sigende have været ‘ude med riven’, når det kom til stoffer og kvinder og have haft rigtig mange forhold, og han har dermed måske ikke altid haft det letteste følelsesmæssige liv. Derfor afspejler sangene også i høj grad en slags dagbog for Dennis Wilson, som skrev albummet over en periode på syv år.
To sange, der i høj grad er værd at fremhæve, selvom albummet er utrolig helstøbt, er Thought of You (som jeg selv fik anbefalet for et års tid siden) og Time, som begge er utrolig smukke numre. Især Time er vidunderlig med en solo af den kultiverede Chet Baker på trompet. Begge numre er både intime og dybsindige, men bygger op og indeholder en dejlig storladen kontrast, til de stille passager. Også You & I, som er et laid-back bossa-agtigt nummer, og det næsten soulede titelnummer. Dennis Wilsons eneste officielle værk kan i den grad anbefales.
