Endtroducing: blaa mandag #13

I dette indlæg er jeg en kende på dybt vand, og folk der er bekendt med fænomenet DJ Shadow er meget velkommen til at byde ind med rettelser eller fortalelser. I hvert fald vil jeg gerne gribe tilbage i 90’ernes dybe sæk af hengemte guldklumper og anbefale DJ Shadows efterhånden 14 år gamle album Endtroducing (se cover herunder). Pladen fra 1996 er (stadig i takt med tiden) kun bestående af samples og beats. Der er, så vidt jeg har forstået intet fabrikeret af Josh Davis aka DJ Shadow selv. Det er en kombination af gamle (glemte) vinyler og nyere numre, der er udgangspunktet for pladen, hvilket coveret giver en meget god idé om. Gamle funk klassikere og smadrede horror-soundtracks.

Selv hvis man ikke er meget til Hip-Hop, så er denne plade virkelig for enhver smag. Ligesom Fat Freddys Drop gjorde det for reggae og dub, som Air gjorde det for electronica, så synes denne plade også, at være af en sådan bredt favnende kvalitet for den instrumentale Hip-Hop og scratch æstetikken i al almindelighed.

Det er fængende historier, der bliver fortalt med mange forskellige elementer. Albummet er utrolig varieret, og på trods af de mange vidt forskellige samples, så virker pladen utrolig helstøbt. Lydbilleder og sindsstemninger er, hvad der præger albummet og numre som Stem/Long Stem og Building Steam With A Grain Of Salt (hør mp3’er) er helt igennem hjertegribende. Stem/Long Stem består blandt andet af saxofon soloer, violin-fraser, vokal-samples, dryppende lyde af klokkespil og drømmende dynamiske højdepunkter, der alle underbygger den samme storbys-melankoli. Building Steam With A Grain Of Salt er for alvor også et nummer, der med sin repitative klaverfigurer, sit engle-agtige kor, den mandlige fortæller stemme som nærmest bekender sig til lytteren, og de andre små kommentarer, viser et eksempel på et håndværk udført til perfektion med stort P. Også beatet i Mutual Slump er noget nær orgasmisk (undskyld formuleringen).

På mange måder må en kunstner som DJ Shadow klart have været første skridt på vejen for andre lyd-manipulatorer, der er opstået på den anden side af milleniumsskiftet. Kunstnere som for eksempel Girl Talk og mere generelt for DJ’s, må DJ Shadow have været en gevaldig inspiration, for hans måde at få tingene til at passe så godt sammen, og give Endtroducing denne følelsesmæssige medrivende karakter. Endtroducing: Dit næste køb.

DJ Shadow - Endtroducing (1996 på Mo' Wax)

Mp3: Dj Shadow – Stem / Long Stem (fra Monkton Versus Plankton)

Mp3: Dj Shadow – Building Steam With A Grain Of Salt (fra bloggen med det svulstige navn Feel My Bicep)

Jeg faldt desuden over dette indlæg, da jeg søgte efter mp3’er. Monkton Versus Plankton ridser 00’erne rigtig godt op – lidt i tråd med vores føljeton, som i helt sikkert vil høre mere til snart.

Udgivet af

Rune

specialezombie og musiknarkoman.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *