Kategori: turboschlossers indlæg

Musikdebat til Århus

I overmorgen, torsdag den 11. marts, kl. 17.00 går det første Musikdebat Aarhus arrangement, i samarbejde med Musikparlamentet, i luften. Musikparlamentet har dog været tilstede under Spot festivalen, men det er altså første arrangement uden for Spot festivalens ramme.

Det kommer til at foregå på Kasernens Foyer, Langelandsgade 139, 8000 Århus, og det koster en flad 20’er.

Emnet til den første debat vil være “Musikanmeldelsens fremtid”. Vil bloggere udvande og overflødiggøre den seriøse og mere dybdeborende musikkritik? Hvad har bloggerne betydet indtil nu sammenlignet med klassisk anmelderi, og hvad er der af fremtidsperspektiver for begge parter?

Til at svare på disse spørgsmål er panelet, som ser sådan ud:

Niklas Steffensen Hessel (Anmelder, Redaktør ved Geiger)
John Fogde (Anmelder mm. på Gaffa, Grundlægger af Frekvens.dk)
Mads Krogh (Postdoc, Ph.d. ved Musikvidenskab, Forsker i musikkritik)
Martin Hjorth Frederiksen (Manden bag den ambitiøse blog börneblogger)
Marie Højlund (Musiker, Frontkvinde i Marybell Katastrophy)

Debatten vil blive omkranset af koncert med henholdsvis SilverGleamingSoundMachine, som har høstet roser for deres mini-album “All Tomorrow’s Gardens”, der blandt andet optrådte på undertegnedes liste over sidste års fedeste danske skiver. Derudover vil Marybell Katastrophy runde aftenen af med et kort set i tre personers line-up. Marybell Katastrophy der er aktuelle med deres album “The More”, som der giver noget af det dunkle og noget af det energiske i en særdeles opfindsom form.

Desuden vil Dj Indie-Peter også kendt fra Late Night på Musikcaféen i Århus, og som bloggeren bag Like A Gull Takes To The Wind og medskribent på Frekvens.dk, vende plade ind imellem og sørge for at stemningen er indhyllet i god musik.

Vi vil da gerne opfordre til at komme og deltage i debatten, og se hvilke sider panelet får vendt, samt give dit eget besyv med – og ikke mindst høre et par spændende navne.

Vi ses der!

Se mere info på: musikdebataarhus.blogspot.com & musikparlamentet.dk

blaa mandag #9 – Talk Talk

I denne sene stund på den niende mandag i år vil jeg gerne dele en fantastisk plade med jer, men jeg må desværre gøre det lidt kort i forhold til den omtale det pågældende band fortjener. Det drejer sig om den fantastiske plade “Laughing Stock” af Talk Talk fra 1991. Talk Talk der røg igennem nogle ubehagelige pladeselskabsproblemer med et selskab, der kun ville udgive greatest hit album, fordi briterne havde taget en ‘anti-kommerciel’ drejning. Talk Talk startede nemlig med at have en række større hits, blandt andet It’s My Life eller Life’s What You Make it, men begyndte at gå i en næsten moderne-kompositions-lignende retning modsat deres 80’er synth-pop. Det er vi nogen, der er rigtig glade for. For ud af den udvikling kom der en række fantastiske plader. “The Colour of Spring” var den første der trak i den retning, efterfulgt af “Spirit Of Eden” (se en glimrende anmeldelse fra min kollega Lasse) og afslutningsvis udgav de pladen “Laughing Stock”, som var det sidste officielle album udspil fra Talk Talk eller Mark Hollis, som egentlig var manden bag især “Laughing Stock”.

Pladen er en fantastisk svævende plade helt nede ved jorden. Kompositionerne er fantastisk atmosfæriske og virkelig vedkommende på kanten til drømmende. Pladen er et idéelt bud på en plade til når tankerne skal vendes indad, eller når der skal slappes af. Men hvordan så enkel opbygget musik kan være så tiltalende er mig en gåde, og den stil Talk Talk udførte, har mange senere gjort efter (Sigur Ros, Múm osv.). Prøv selv at tage et lyt på albummets højdepunkt After the Flood, det er ubeskriveligt smukt.

Når den magiske stol bliver trukket væk under dig

I morgen den 22.2.2010 udkommer Efterklangs nye album Magic Chairs, og jeg må erkende at det ikke var med små forventninger, at jeg åbnede en zip-fil til albummet, som jeg allerede nu godt kan afsløre, vil blive erstattet med vinyl udgaven. Albummet viser sig nemlig, at være endnu et højdepunkt i Efterklangs nu ganske fortrinlige diskografi.

Meget er sket siden de elektronisk-klassisk-dominerede plader, ep’en Springer (2003) og det første fuldlængde album Tripper (2004), som begge var nogle ufattelig kvalificerede albums. Hele det indadvendte univers der netop var på de to nævnte skiver, er sidenhen blevet trinvist overført til et mere åbent og tilgængeligt udtryk. Det startede et sted mellem den ensidede vinyl One Sided-LP (2006 ) og mini-ablummet Under Giant Trees (2007), som varslede nye takter fra Efterklang. Sidenhen kom Parades (også fra 2007) og bandet har nu, i forhold den kurs de satte i gang i 2006, nået til et foreløbigt højdepunkt.

Magic Chairs er et utrolig gennemarbejdet og ovenud optimistisk album, der så sandelig afspejler en noget lysere fremtid, end hvad tidens tendenser umiddelbart virker til. Finanskrise, krig og dårligdom virker ikke til at have en effekt på de kompromisløse og vældig dygtige cross-over artister fra Efterklang. Cross-over begrebet skal dog ikke have for meget på sig, for ligesom så mange andre låner Efterklang fra tidligere tiders æstetik, blandt andet med brug af renæssance-kor, romantiske arrangementer på diverse strygere, samt en veldoseret brug af blæsere i det omfang det er nødvendigt. Det bliver krydret med elektronisk-atmosfærisk-manipulation, som i hvert fald live, bliver udført af Mads Brauer, og af et meget sofistikeret rytmisk udgangspunkt.

Netop det rytmiske virker meget nøje arrangeret, og umiddelbart bidrager det med så meget, at det næsten kan høres for sig selv. At 90 % af albummet så byder sig til med utrolig umiddelbare melodier, der ikke virker til at dale i lytteværdi, netop takket være de tidligere omtalte elementer gør jo ikke skiven på nogen måde mindre lytteværdig.

Nogle særligt gode numre på Magic Chairs er blandt andet førstesinglen Modern Drift, Alike, I Was Playing the Drums, Raincoats, Full Moon, Scandinavian Love, Mirror Mirror og Natural Tune. Vent lige… var det ikke næsten hele albummet? Jo…så her er der lige en kort beskrivelse af en håndfuld af numrene:

Alike er et næsten Animal Collective’sk nummer der vel mest er på grund af deres utrolig tæt producerede beat, som hurtigt bliver akkompagneret af vokal og en varm akkordflade. Generelt et vildt energisk nummer, der både med blæse- og kor-arrangementer fører an. Casper Clausens vokalen er særdeles vellykket og Thomas Husmers trommer bliver ved med at dukke op med nye små figurer uden at det bliver rodet.

Et utrolig romantisk inspireret pop nummer er hvad der er kommet ud af I Was Playing Drums. Igen er rytmesektionen utrolig gennemarbejdet ligesom stryger-sektionen er det. Det når dog aldrig at blive kompakt da klaverets lyse melodier giver et nærmeste perfekt modspil til de andre lydlige indtryk.

Raincoats og Full Moon bliver begge sat i gang på en meget frisk måde. Raincoats bliver det med håndklap, og et atypisk uh-kor der ligesom sætter ens musikalske nysgerrighed igang. Full Moon starter meget dramatisk med det tidligere omtale renæssance-kor som giver en helt særlig stemning, mens et meget progressivt beat binder de elektroniske elementer med det igen meget klare klaver. Strygerne er ligeledes helt genialt doseret, og man må nok give en stor cadeau til vedkommende der har stået for arrangementerne.

Det sidste nummer jeg gerne vil kommentere er det spirende nummer Mirror Mirror. Med et klaver der med sin korte delay-effekter kommer til at virke meget billedligt på titlens gennemtænkte figur. Igen er det optimisme med stort O der er på spil.

Store dele af pladen skal efter sigende være undfanget i Feedback studierne i Århus, og det er så sandelig med et flot afkom. Efterklang følger en tendens hvor alternative orkestrer godt tør være umiddelbare og det klæder dem i høj grad. De gør det virkelig godt, og der er nogen der har lagt rigtig mange timer i de arrangementer, hvilket i sig selv giver en topkarakter fra denne blogger.

Efterklang – Alike

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/02-alike” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Efterklang – Full Moon

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/efterklang-full-moon” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

blaa mandag #7

Sjældent har et indlæg været så eksplicit en reference til vores eget navn. Ikke nok med at det drejer om en jazz musiker der spillede melankolske – blå toner, så hedder den plade der er på tale i dette indlæg: Kind of Blue. Det der gør pladen ekstra særlig, er at den er utrolig udbredt selv udenfor jazz-kredse. Trompetisten Miles Davis ramte nemlig et eller andet i 1959, sammen med en flok voldsomt talentfulde musikere (Blandt andet Bill Evans, John Coltrane, Paul Chambers, James Cobb), som appellerede bredt, rigtig bredt, og som havde en tidløs tone. Melodierne, improvisationerne og hele stemningen på pladen er lige nøjagtig hvad den hedder: En slags blå – og den er ubeskriveligt helende i sin lydlige form.

Det leder mig videre til anden del af dette indlæg, og til endnu en eksplicit navnehenvisning. Jeg var nemlig på biblioteket for nylig, og jeg faldt over den nye 50 års jubilæumsudgivelse af selvsamme album. Jeg troede bare, at det var en dvd og en cd, jeg skulle låne, men det viste sig at være fotos, posters, historisk gennemgang i en flot LP formet bog, to cd’er med originalsporene og diverse små takes (uudgivet- som udgivet), en dvd og en rigtig flot blå vinyl (der kom den!) – se billedet herunder:

Personlige favoritter af de kun fem numre på pladen er klart balladen Blue in Green og So What, men det skal ikke forstås at nogle af numrene er dårlige eller af ringere kvalitet, for de er ligeså fantastiske. Jeg nærer blot en stærkere forkærlighed for de to numre. Det er så ‘cool’, så simpelt og afslappende spillet, det virker næsten som om at musikerne ikke anstrenger sig. Det synes jeg er en bedrift, at kunne skabe musik, der lyder fuldstændig som om, at det er det letteste i hele verden, og samtidig formår at røre en så dybt, at man kan sidde i ave over det følelsesmæssige projekt, der bliver formidlet.

Kind of Blue er fantastisk, intet mindre, og jeg må nok erkende, at den jubilæumsudgave er noget lokkende. Den har godt nok ikke udelukkende fået gode anmeldelser, da den måske bærer meget præg af at være en pladeselskabsidé, der ikke kvalificerer til den helt store berettigelse. Det gør dog ikke originalen dårligere, og det ændrer heller ikke ved det faktum, at jubilæumsudgaven er fantastisk lækker. Alene den blå vinyl og de flotte studiebilleder fra optagelserne til det samme album er alle pengene værd. Hermed en anbefaling til at investere 500,- på en blå vinyl mm. Køb den her (Amazon).

Lige lidt afsluttende citater:

“A cornerstone” -Herbie Hancock

“How do you get in the Studio and get out with Eternity?” -Carlos Santana

Mp3:

Miles Davies – Blue in Green

blaa mandag #6

Ja undertegnede er tilbage fra Alperne, så nu vanker der glade tanker og superlativer i ugens mandagsindlæg. Det er med god slat inspiration fra min kære medskribents indlæg omkring Leonard Cohens fantastiske sang Hallelujah. Rikke og mig er enige om mange ting, men der er især en kunstner, hun aldrig har fået øjnene op for derfor dette motiveringsindlæg. Jeff Buckley og dennes (i mine øjne) fantastiske musikalske naturtalent er naturligvis, hvem der er på tale.

Det sjove er, at det netop var sangen Hallelujah, der var den første sang, undertegnede stiftede bekendtskab med i Jeff Buckleys mangefacetterede univers. Og jeg er, meget ulig min medskribent, af den overbevisning, at det er den flotteste og mest intense udgave af sangen, der findes, hvilket også vores kollega fra Goombay mener:

Måske den bedste indspilning og performance af det legendariske nummer nogensinde.

– Rasmus Otvald

Resten af debutalbummet Grace, som et absolut must for enhver musikinteresseret, er en fantastisk plade, i og med, at det også var det eneste færdige og endelig bud på et studiealbum, han nåede at lave før hans tragiske druknedød i Wolf River i 1997. Ti numre er der på pladen, hvoraf de tre er covernumre af Shelton, Cohen og Britten (Lilac Wine, Hallelujah og Corpus Christi Carol (For Roy)), og der er ingen svaghedstegn overhovedet. Numrene er ærlige, velskrevne og vanvittig velspillet. En af kvaliteterne er især, at mange af sangene virker utrolig spontane på trods af Jeff Buckleys kendte trang til perfektionisme. Derudover er hans vokal uden sidestykke. Den melankoli og nerve han signalerer via sit stemmekundskab er ufattelig. Højdepunktet på pladen er ubetinget nummeret Dream Brother, der af mange er blevet tolket som et svar til sin far Tim Buckley, der aldrig engagerede sig i musikeren Jeff’s liv:

Don’t be like the one who made me so old
Don’t be like the one who left behind his name
‘Cause they’re waiting for you like I waited for mine
And nobody ever came…

– Udsnit fra sangen Dream Brother

Posthumt er der udkommet et utal af koncerter, Legacy-Editions, genudgivelser og jeg skal komme efter dig. Desærre er det ikke alt, der er lige godt, men der er dog guldklumper at finde. Især Mystery White Boy er en fantastisk live-plade, Sketches for My Sweetheart the Drunk, der er de sange der lå i støbeskeen til efterfølgeren til Grace og sidst, men ikke mindst, Live at Sin-é. Sin-é er stedet, hvor Jeff Buckley udforskede sin musikalske bredde, og der er både fantastiske skitser af, hvad der blev til Grace, sjove monologer og nogle virkelig gribende covers af blandt andet Van Morrison og Billie Holiday.

Nu var Jeff Buckley vel soundtracket til undertegnedes gymnasietid, og derfor er han også havnet på en særlig plads på listen over mine musikalske præferencer, hvilket min Jeff Buckley samling også efterhånden bærer præg af (når man køber to eksemplarer af samme skive ved man den er ved at være der).

Om ikke andet så vil jeg anbefale enhver, der ikke har udforsket Jeff Buckleys univers at begynde nu. Han var en fantastisk instrumentalist, vokalist, sangskriver og en musikant, der for alvor har sat sine spor på hele den alternative rock-scene. Hermed en blaa mandag med superlativer, i kommer sikkert til at høre mere om Hr. Buckley fra min hånd – homage slut.

Her er der godter (de mest kendte numre, men der findes meget mere gemt på hans plader – grav!):

Jeff Buckley – Dream Brother

Jeff Buckley – Hallelujah

Jeff Buckley – Last Goodbye

Dagens største nyhed

Torsten Larsens overskydende demoer fabrikeret i forbindelse med Larsen & Furious Jane – “Zen Sucker” er nu tilgængelige, og det er endda gratis’t – tryk her.

Den hedder The Big Payoff og Torsten Larsen siger selv følgende:

“Demos. I suppose every musician has them. A secret stock of more or less detailed sketches that were dropped somewhere in the process. Because they didn’t fit in, because something better came up, because there was an unsolveable problem. The songs on “The Big Payoff” are a collection of demos from the three-year period, in which Larsen & Furious Jane worked on “Zen Sucker”. Each and every one of them was rejected at the door by the other band members. These sketches were conceived in very relaxed sessions. In the rehersal room or at home, alone or with a friend – and rarely without wine and smoke. They were recorded fast. Then we’d do a mixdown and delete the session, so these mp3’s are the only form in which these songs still exist.”

Jeg kan endnu ikke give min mening til kende omkring kvaliteten af demoerne, men mon ikke de er downloadtiden værd? Det vil undre mig meget hvis det ikke er tilfældet – god mandag!

Postkort fra et godt bekendtskab

Ja så udgiver Efterklang meget snart deres nye album Magic Chairs, og for at være mere specifik, så er det den 22. februar i år. Jeg har været stor fan siden udgivelsen af Tripper, og jeg glæder mig utrolig meget til at høre, hvad de nu har fundet på. Ud fra dette nytårspostkort de har smidt op på deres hjemmeside (se link), så tegner det godt – rigtig godt endda. En anmeldelse vil følge når tiden nærmer sig.

Jeg tror desuden heller ikke vi lavede et indlæg om første single fra den kommende plade Modern Drift, derfor vil jeg anbefale et lyt på den, følg vedlagte link (den skuffer ikke).

Nyd det ligesom jeg gjorde. (Jeg kan åbenbart ikke finde ud af embedde fra vimeo beklager, men linket er herunder).

Video postcard from Efterklang – Happy New Year

Efterklang – Modern Drift

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/efterklang-modern-drift” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

blaa mandag #1

Hver mandag i det kommende år vil vi skrive et indlæg om en kunstner eller en vigtig begivenhed der er værd at bemærke. Det betegner vi med den originale titel blaa mandage, ja vi kan ikke klandres for ikke at være opfindsomme.

I hvert fald, så er det måske knap så aktuelt lige nu og her, men et album er gået min opmærksomhed forbi. Det drejer sig om det posthume album New Moon af nu afdøde Elliott Smith. Han har lavet noget genialt singer/songwriter musik gennem tiderne, og især albummet Either/Or var et af de absolutte højdepunkter. Jeg ved, at min medskribent har værdsat andre albums som Fireglow XO og Figure 8, og det er ligeledes indiskutabelt pop-melankoli af absolut højeste kaliber og karat.

New Moon er efter sigende materiale netop indspillet omkring Either/Or pladen, og det kan så tydeligt høres. Der er så mange perler, der ligeså godt kunne have være med på Either/Or, lyden er den samme, og kvaliteten er så sandelig også den samme. Især når man i flere numre kan høre en udvikling i hvordan nogle numre er opbygget og arrangeret om lyt bare for eksempel til Miss Misery lige her under. Der er også et cover af favoritterne Big Star, som er et lyt værd, samt nummeret New Disaster der også er fremragende.

Godt nytår fra os, med årets første indlæg.

Elliott Smith – Miss Misery (Early Version), Fra New Moon

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/elliott-smith-miss-misery-early-version” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Elliott Smith – New Disaster, Fra New Moon

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/elliott-smith-new-disaster” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]