Tæt på kanten

Yes: Rick Wakeman, Jon Anderson, Alan White, Steve Howe og Chris Squire.

Mandagens indlæg gav en ganske forudsigelig gisning om hvad mit næste indlæg skulle dreje sig om. Det er der hermed en opfølgning på nu. Året var 1972 og bandet var Yes. Prog-Rock af allerførsteklasse. Et album der gik i top fem på begge sider af atlanten efter udgivelsen. En fin bedrift, men albummets kvalitet taget i betragtning, ikke ufortjent. Det er et formidabelt album. Der er så mange facetter i de tre (!) numre lange album. Det er et vidunderligt vanvid i et sammensurium af mange stemninger og mange genrer. Det er vitterligt prog-rock når det er bedst. Jeg kender ikke selv et sidestykke der lever op til denne legendariske plader, og det er trods mit forholdsvis korte kendskab til netop denne plade.

Jeg er mest til I Get Up delen af første del, samt hele And You and I på anden del. Et helt fantastisk stemningsfuldt nummer. Lydflader og ængstelig forventning. Lad dig dog ikke narre af min prog-rock label, for indimellem på de længerevarende numre er der nogle fantastiske sfæriske flader, som hele den islandske melodisk-post-rock bølge har lært af.

En beklagelse til læseren over at der ikke er noget tilgængeligt musik, men tag og køb vinylen, det fortryder du sandelig ikke (Jeg var selv heldig at finde den i Stardust). Jeg kan henvise til mit tidligere indlæg og dette ekstra youtube klip. God lyttelyst.

Fuck Buttons

Da Fuck Buttons sidste udgav deres album ‘Street Horrrsing’ gik det åbenbart mig forbi. Det har jeg så heldigvis kunne råde bod på her i det nye år hvor jeg, lidt forsinket, må sige at have opdaget en guldgrube. Til alle der kan lide My Bloody Valentine, de hårdere numre med The Raveonettes, men også Mogwai og andre Post-Rock agtige bands, ja så er Fuck Buttons dælemer også lige noget for dig. Jeg tror jeg har haft pladen i flere måneder, men da jeg endelig gav den et ordentlig skud en søndag eftermiddag (for ikke at sige denne søndag eftermiddag), må jeg sige at den gror på en. Det er voldsom musik, med trommemaskiner og og guitarflader der looper og looper igen. Men i det crescendo der altid følger i deres musik, kombineret med en ond ond distortion på vokalen, bliver det pludselig håndgribeligt. Stadig ondt, men håndgribeligt. Forvent derfor mere end en gennemlytning for at få noget ud af disse gutter, det kræver tid, men det er heldigvis godt givet ud.

Lyt og se her: