Vi havde fornøjelsen af, at være repræsenteret på årets Spot Festival, hvor undertegnede desværre først nåede forbi festivalen sidst på eftermiddagen lørdag. Der var dermed – beklageligvis – en masse musik, der ikke blev set. Jeg selv nåede forbi navne som Marybell & Nils Frahm, Lotte Rose, Thee Attacks, Of the Wand & the Moon, Green Pitch, Rum 37, Asbjørn, Taragana Pyjarama og Chorus Grant. Der var dog også især tre navne, der fortsat har været forplantet i min bevidsthed.
Marybell Katastrophy & Nils Frahm:
Eftersom jeg er stor tilhænger af Marybell K.’s ofte meget legesyge og skræddersyede konstellationer, så var det ikke helt værst, at de skulle spille med en af 2011’s største favoritter Nils Frahm. Under Frost Festival spillede Nils Frahm en aldeles fremragende koncert i Blågårds Kirken (eller hvad den hedder), og derfor var det på papiret et fremragende match efter undertegnedes smag. Det viste det sig heldigvis også at være i levende live.
Det var en kombination/cross-over-versioner af Marybell Katastrophys artpop og Nils Frahms sfæriske tangent-lydflader, hvor der var en fin disponering mellem hver kunstner. Jeg havde desværre ikke lyttet nok til Katastrophys seneste Amygdala til at være i stand til at vurdere, hvad der var nyt, for det lod til, at der rent faktisk også var nyt materiale ind over, hvor Marie Højlunds vokal blev tilsat Frahms underfundigt smukke piano-ekstravaganza.
Der var ligeledes deciderede improvisatoriske elementer, hvor hele gruppen stimlede sammen om Frahms flygel, for at lave perkussion og vokal ned i pianomikrofonen. Det var helt overordnet en utrolig smuk oplevelse, især eftersom det foregik i Store Sal, hvor pladsen var god og sæderne komfortable. Den helt rigtige setting til denne hybrid. Frahm og Katastrophy må for min skyld meget gerne gøre mere ud af dette samarbejde.
Green Pitch:
En af de store krydser, der var blevet sat forud for Spot Festivalen var ved siden af Green Pitchs programtidspunkt på Radar. Efter at have nørklet en del med gruppens seneste (meget anbefalelsesværdige) EP’er Awake, Asleep og Alert, gik jeg ind til koncerten med med ret høje forventninger.
Det var en utrolig intens koncert, hvor publikummet på Radar var musestille og meget lydhøre. Det tyste akkompagnement, der supplerede den lysestemme forsangerinde Rex Garfield (fedt navn ikk’) besidder. Undervejs kom også Chorus Grant aka. Kristian Finne Kristensen ind og supplerede vokalt, som han også gør det på flere af gruppens udgivelser. Kombinationen af Finne Kristensen og Garfields vokaler fungerede fortryllende godt live, om end det også var afvekslingen af det vokale udtryk, der gjorde et ekstra udsalg.
Green Pitchs’ sangskrivning står for alvor i den bedste ende, af det tyste danske repertoire, og det kan stærkt anbefales at tage ind og se/nyde en koncert med dem. De formår som få, at give plads til det helt rigtige på de helt rigtige tidspunkter. De tre ep’er, der har været i a-rotation i privaten, er i hvert fald ikke blevet mindre værd for undertegnede efter koncerten. Virkelig god figur de gjorde sig på Spot.
Du kan lytte til alle tre udmærkede EP’er lige her (via Mortoise).
Taragana Pyjarama:
Det sidste navn undertegnede gerne vil fremhæve, er den elektroniske musiker Nick Kold Eriksen, der også er kendt under navnet Taragana Pyjarama (tidligere Eim Ick). Taragana Pyjaramas elektroniske univers, er ikke lig noget, der ellers findes på dansk jord. Det er aldeles eksperimenterende og meget udfordrende i sit udtryk, samtidig med at repetitionen dyrkes i høj grad.
Det var et tremands-set-up, der indtog Katapult-scenen på Godsbanen lørdag nat, hvor der var stuvende fuldt. Det samplebaserede lydbillede blev underbygget af diverse synths, ligesom der var en livetrommeslager med. Det fungerede som udgangspunkt rigtig godt. Det musikalske kom ikke mindst til at stå i centrum, hvor tre meget indadvendte og fokuserede musikanter arbejdede sig igennem deres sæt.
Bortset fra få perioder, hvor koncentrationen overskyggede energien, leverede de en solid performance, hvor materialet fra det kommende debut-album Tipped Bowls var gruppens udgangspunkt. Det er alle de små detaljerige sekvenser, der er kendetegnende ved TP’s musik, hvor selv små samplede bidder, kan have tillægges en dominerende rolle i det samlede lydbillede. Det handler altså om, at koncentrere sig og lytte, når man beskuer og lytter til denne musik. Ikke desto mindre var det en god forsmag på, hvor Kold Eriksen er på vej hen, og der følger man gerne med.
Taragana Pyjarama – Growing Forehead:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/43189740″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]