Frost Festival – blaa vinyl

SPOT optakt: Liima

Som en optakt til SPOT festival der løber af stablen om en halvanden måneds tid, kommer vi her på bloggen til at bringe en række interviews med SPOT-aktuelle bands. Det første interview vi bringer er med Liima som udgiver deres debutplade ‘ii‘ i dag. Vi kan hilse og sige at det er en dejlig forårsplade, så tjek den evt. ud imens du læser lidt om hvordan den er blevet til med mere.

Efter koncerten med Liima på dette års Frost Festival, satte undertegnede sig i morgenmads-restauranten på Hotel Astoria sammen med bassisten Rasmus Stolberg. Dels for at finde ud af hvordan og hvorfor Liima opstod, om tilblivelsen af ‘ii‘, og ikke mindst om hvad der er blevet af Efterklang.

Hvor længe er det Liima har eksisteret?
Vi startede i juli 2014. Men der hed vi ikke Liima, der vidste vi slet ikke vi ville have et band. Det startede med at os 4 (Casper Clausen, Rasmus Stolberg, Mads Brauer og Tatu Rönkkö red.) blev inviteret af en festival i Finland til at komme op i 10 dage. Så gav de os et sted hvor vi kunne skrive musik sammen, og planen var så at vi skulle spille det musik vi lavede og have præmiere på deres festival den sidste dag. Så vi tog bare derop og tænkte det er et projekt det her, nu ser vi hvad der sker. Men så gik det helt vildt godt, og vi synes det var helt vildt inspirerende og synes også vi fik lavet en masse god musik, så vi kunne faktisk med det samme efter den der første koncert, besluttede vi at vi skulle lave et band. Og vi besluttede også at vi ville fortsætte med at arbejde på den måde der. Så lavede vi den der residens i Finland hvor vi skrev 6 numre på 1 uge, og har så efterfølgende lavet residens i Berlin, Istanbul og på Madeira, allesammen på 1 uge hver. Det er sådan cirka i løbet af 1 år det her. Og alle steder skrev vi en masse sange og så med det samme spillede vi dem live. Og den plade der nu kommer her den har nogle af de bedste sange som vi har lavet. Vi har lavet 20 i alt eller sådan noget og vi indspillede 16 og der er 10 på pladen. Det er meget fint det der med at vi har skrevet en masse musik, og tit har vi skrevet 1 sang om dagen og så har vi spillet den live og set om det virkede og så har vi taget den med videre. Det fungerer superfedt. Vi sidder ikke og arbejder med noget når vi ikke er sammen. Der er ikke nogen der sidder og laver skitser eller sidder og redigerer som det var i Efterklang.

Som man kunne sige var en meget klassisk bandting eller?
Jeg ved snart ikke hvordan. Det her det er i virkeligheden sådan et klassisk garagerock band, hvor man står og spiller sammen. Altså nu er man jo vant til at man kan optage og sidde og spille demoer i computeren og sådan noget og det gør vi ikke. Vi står kun og spiller sammen og så optager vi live hvad det er vi laver, og har det som referencer.

I har ikke sådan nogle dogmer?
Nej det synes jeg ikke. Altså vi har jo et dogme…eller vi har en arbejdsmetode som er ret præciseret og som gør at musikken også får den natur den har. Altså vi skriver kun når vi er sammen, og vi skriver fælles. Der er ikke nogen der kommer med nogen idéer eller skitser. Vi starter fra nul og så improviserer vi og jamer og så optager vi det og så lytter vi på det og så hvis der er et eller andet vi synes der er fedt, så prøver vi at arbejde videre på det. Altså f.eks. den der sidste sang vi spillede i dag (Leather In Pain red.), da vi startede i går morges startede vi bare med at improvisere i en time og der kom det der frem i en del af den der times tid, og så lyttede vi på det her i dag og så tænkte vi at det fungerede da meget godt og så spillede vi den lige inden koncerten og prøvede at finde ud af hvad det var og så spillede vi den så live i aften. Så det er gået meget meget stærkt. Den er jo heller ikke helt færdig, men jeg ved heller ikke om den sang bliver til noget, den stikker lidt ved siden af alle de andre ting vi laver.

Det lyder spændende, men tror du det er noget i vil blive ved med det her?
Ja. For det første så fungerer det for os, for det andet så bor vi i 3 forskellige byer (København, Berlin og Helsinki red.) så vi har ikke noget øvelokale, så vi har ikke noget sted så det giver rigtig god mening at vi får de her invitationer.

Spiller i også ‘normale’ koncerter?
Altså vi har spillet 50 koncerter eller sådan noget imellem de 4 residenser vi havde inden pladen, hvor vi har prøvet materialet af, fordi det er vigtigt når man laver noget så hurtigt, så er det jo ikke helt sikkert – nogle gange fungerer det fra starten af, men tit skal det lige have noget arbejde. Så der har vi bare brugt de der livekoncerter til at blive bedre til at spille og til at finde ud af hvordan vi skulle skære det helt præcist.

Man kan jo sige at i i forvejen har en rigtig god indgangsvinkel til hele verden i forhold til at Efterklang har været rundt i hele verden op til flere gange, ikk?
Ja, det er klart at der er nogle ting vi kommer lidt nemmere til. Det er klart. Der er også nogle ting der er svære fordi vi er også nogle gamle røvhuller. Altså der er også rigtig mange der ikke er interesserede fordi at vi ikke er spritnye. Folk har nogle gange et indtryk af hvad man gør og hvad man er, og der er jo rigtig meget musik, man kan ikke lytte til det hele, og så beslutter man et eller andet; ”Ej men det er ikke interessant for mig” eller sådan noget. Og så tager man fejl nogle gange. Jeg er aldrig kommet ordentligt ind på hip hop for eksempel. Jeg har hørt en masse hip hop som jeg synes er spændende, men jeg har aldrig rigtig haft tid til at sætte mig ind i det, der er bare for meget musik. Haha. Man bliver nødt til at vælge lidt.

Bliver i sammenlignet meget med Efterklang fordi i jo praktisk talt er de samme medlemmer?
Det er jo klart at de fleste gør det eller kommer til at gøre det, men det er lidt ligesom at sammenligne Xx med Neil Young og det giver ikke rigtigt mening udover at vi deler en masse medlemmer. For det er et helt andet sprog synes jeg i hvert fald.

Var det også et sprog i trængte til at komme ud i?
Ja det er helt klart en lyst vi har haft, altså det her musik er meget mere umiddelbart og det er sådan meget mere én eller anden energi man prøver at fange og prøver at fange et eller andet øjeblik sammen. Vi har jo aldrig skrevet 1 sang pr. dag i Efterklang for eksempel, så det er enormt forfriskende det her for os.
Så det er rigtigt at vi havde brug for at kunne lave andre ting, og også ting som ikke passede ind i hvad Efterklang var, men vi har ikke stoppet Efterklang overhovedet. Vi laver rigtig mange Efterklang ting hele tiden. Lige nu har vi en 3-4 projekter i gang der har med Efterklang at gøre, og vi lavede den der opera i sommers. Så bandet er ikke stoppet, overhovedet ikke, vi er bare stoppet med at være det der band der turnéer hele tiden og laver albums hvert 2.-3. år. Så vi stoppede med at være Efterklang på den måde som vi var Efterklang i rigtig mange år, og det handler mere om at kunne skrue ned for denne der heftige aktivitet og så i stedet for også kunne åbne op for at være med i andre projekter, og gøre andre ting. For eksempel det her band, eller for eksempel The Lake Radio eller vi har skrevet nogle danseforestillinger, og vi har lavet den der opera og nu er Efterklang jo ved at lave et hjerneprojekt sammen med to hjerneforskere, så der sker en masse ting. Så Efterklang det er ét band der kører fortsat, og Liima er et andet band der kører parallelt med Efterklang, men to forskellige bands. Så det er ikke noget med at Liima er det nye Efterklang, det er bare et nyt band.

Interviewet lakker mod ende, men inden vi går hver til sit stiller Rasmus mig pludselig følgende spørgsmål, og det kom der denne lille samtale ud af;
Var der noget du tænkte under koncerten, hvad fanden er det, eller hvorfor er det sådan der?
Jeg tænkte med Casper med alle hans mikrofoner at det kunne være et meget sjovt koncept. Haha.
Jeg ved ikke hvorfor han har så mange mikrofoner, der er kommet en ny én hver dag.
Så i morgen så er der 5 mikrofoner eller? Hahaha.
Ja det tror jeg. Hehe.
Der var også en sang som jeg kunne forestille mig at man kunne danse til…altså det er sådan meget dansevenligt musik meget af det…
Ja men meget af det er, og det er også super spændende at man kan, fordi det er meget mere grooveorienteret.
Jeg tog mig selv i at stå og prøve at tænke tilbage på hvad for noget Efterklang fordi det vil man gøre pr. automatik som vi også snakkede om lige før, for at prøve at høre forskellen på Liima og Efterklang, men det var aldrig en tanke jeg fik ført til ende, andet end at jeg blev enig med mig selv om at det ikke er det samme. Hehe.
Nej det var ikke sådan der. Hehe.
Nej det har været meget mere storladent ikk?
Jo, mere komponeret. Mere orkestralt.
Præcist. Hvor Liima er mere maskinelt på én eller anden måde?
Ja. Vi har en idé om at vi er et elektronisk garageband.
Haha ja, det passer måske meget godt.

Blevet nysgerrig? Så hør bandets seneste single ‘Roger Waters‘ fra debutpladen ii:

Og tjek dem ud på SPOT Festival hvis du skal med.

frost festival – júníus meyvant + lowly @ arbejdermuseet 23.02.16

I tirsdags stod der igen Frost Festival på menuen. Denne aften i fint selskab med Lowly og islandske Júníus Meyvant på Arbejdermuseet, som i aftenens anledning var badet i lys-installationer af Ungt Lys og selve lyskunsten under koncerterne var udført af Obscura.

Lowly var de første der gik på. Jeg gik desværre glip af de første to numre, da jeg sad fast i køen til garderoben, så der var allerede godt gang i både band og lyskunst da jeg kom op i den smukke festsal. Lyskunstnerne havde i aftenens anledning gjort det meget idylliske maleri på endevæggen levende ved hjælp af projektorer. En effekt der på én gang var meget fascinerende og en måde hvorpå man gjorde scenen mere levende, men desværre også så fascinerende at det til tider tog opmærksomheden helt væk fra det der skete på scenen. Under én af de sidste numre vibrerede hele maleriet i takt med Soffie Viemose’s smukke vokal så det hele gik op i en højere enhed. Desværre var der en del af publikum der ikke lod til at være imponerede eftersom de havde mere travlt med at snakke end at lytte, hvilket var en skam.

Efter en lille pause kom Júníus Meyvant på scenen. Jeg skal ærligt indrømme at jeg intet forhold havde til hans musik i forvejen, men det blev hurtigt klart at det var ham en stor del af publikum var kommet for at høre, for snakken stilnede af og blev overtaget af grin når Júníus Meyvant fyrede jokes af om Kim Larsen og det danske sprog inden han gik igang med koncerten. Så var stemningen ligesom blødt op og der var lagt an til en aften i det stand-up komiske hjørne imellem sangene, som er én eller anden ting det er som om de nordatlantiske singer/songwriters har det med at være gode til, da alle de forskellige jokes bragte mine tanker hen på færøske Teitur der heller ikke er bleg for at fortælle komiske historier og jokes.

Cirka halvvejs inde i sættet joker han med at han fyrer bandet da det er for dyrt at have dem med, og spiller så 5-6 numre solo. Personligt synes jeg for alvor det er her Júníus Meyvant træder i karakter og stråler om kap med lyskunsten der som fyrværkeri giver genspejlninger i det smukke loft i festsalen. Alle de ovennævnte jokes og sjove historier ender da også med at give bagslag, da han skal præsentere et lettere sørgeligt nummer der bygger på en lidt tragisk historie om én af hans gode venner som har været i fængsel hele 5 gange, fordi han ifølge Júníus Meyvant konstant bliver misforstået. Humøret og stemningen kommer dog igen tilbage i den høje ende da bandet bliver inviteret tilbage på scenen og Júníus Meyvant opfordrer publikum til at danse hvis de vil.

Alt i alt en ganske dejlig aften i historiske rammer med stemningen i højsæde. Jeg ser allerede frem til næste års Frost Festival.

Frost Festival – Liima @ Hotel Astoria 17.02.16

Rikke havde i onsdags fornøjelsen af at opleve én af de mange fede koncerter som Frost Festival traditionen tro byder på her i kolde og grå februar. I onsdags stod der Liima lyttesession + koncert på Hotel Astoria på menuen. Hotel Astoria kender vi alle, det er bare de færreste der er klar over at det er et hotel der ligger i den grå funktionalistiske bygning fra 1934 der tårner sig op som et skib ved siden af indløbningen til Hovedbanegården fra Vesterport. Det er da også et historisk vingesus man bliver mødt med idet man træder ind ad hotellets fordør og bliver mødt af Københavns ældste og nok smukkeste svingdør fra 1935. Hotellet bærer tydeligvis præg af at være blevet istandsat til at efterleve nutidens standarder uden at gå på kompromis med æstetikken fra hotellets fødsel. Virkelig gennemførte og smukke omgivelser der skulle danne ramme om aftenens oplevelser.

Lyttesession
Efter betagelsen af denne fine svingdør blev jeg vist ind i morgenmadsrestauranten hvor Frost Festival havde indrettet garderobe i det bagerste lokale. Og så var der ikke andet for end at sætte sig ned og vente på at alle 15 der skulle være med til lyttesessionen ankom. Nogle brugte ventetiden til at finde nye venner, og andre sad tavst og stirrede ud i luften, afventende. Klokken passerede 17:00 og selvom vi stadig manglede 3, kunne vi ikke længere vente med at gå igang.

Den smalle trappe ned til det gamle køkken

Én af de frivillige fra Frost Festival kom og præsenterede sig selv og fortalte om hvordan Liima har stået nede i det gamle restaurationskøkken siden mandag og skrevet nyt materiale og øvet, og at vi lige skulle ned forbi dem og sige hej inden vi ville blive fulgt op i et hotelværelse, hvor vi som nogle af de første skulle lægge ører til 5 af numrene fra bandets kommende plade. Hun fører gruppen tilbage forbi den smukke svingdør, ned ad en meget smal trappe og ind til bandet der nærmest ikke ænser at gruppen sniger sig ind, fordi de er så optaget af musikken.

De spiller det nummer de var igang med færdigt, siger hej til os og forklarer lidt om hvad de har bedrevet indtil videre i de rå rammer. Men knap nok er denne præsentation færdig før én fra bandet udbryder; “hey lad os prøve at spille dem ud i et!“, og inden vi får set os om er bandet igang med at spille igen, hvor vi får lov til at overvære dem lave et forsøg på at koble 2 numre sammen. Vi klapper, hilser af og bliver herefter ført op til lytte-værelset. Indtrykket af deres materiale er allerede yderst positivt for undertegnede.

Lytte-værelset ligger for enden af en lang gang på 3. sal. Man har fjernet møblerne fra midten af rummet og lavet en form for lys-installation (samme som man har brugt på scenen i kælderen og i garderoben) for at give rummet noget liv. Vi får noget at drikke og kan så ellers sætte os ned og lytte (hvis vi kan finde en siddeplads) til højttalersystemet der står i hjørnet af værelset. Stemningen var en smule akkavet uden at det var ubehageligt.

Udsigt fra lytte-værelset til den ene side - Solnedgang over Vesterbrogade — Udsigt fra lytte-værelset til den ene side – Solnedgang over Vesterbrogade

Undertegnede lister sig under nummeret ‘Amerika‘, som jeg i forvejen kendte, ud på altanen og når at fange solnedgangen henover myldretidstrafikken på Vesterbrogade. Som med så meget andet er det svært at danne sig et bestemt indtryk når man hører noget for første gang, men som jeg skulle opdage til koncerten senere, var der alligevel noget der blev hængende.

Udsigt til den anden side fra Lytte-værelset - Hovedbanegården — Udsigt til den anden side fra Lytte-værelset – Hovedbanegården

Efter de 5 numre fik vi lov til lige at gå ud på altanerne eller blive hængende i lytte-værelset og snakke med de fremmødte om hvad man lige havde lyttet til. De fleste endte dog med at gå ud på altanerne og snakke lidt om den fantastiske udsigt der var udover byen inden vi én efter én fandt ned mod garderoben igen for at tage vores overtøj og gå ud og finde noget at spise.

Ventetid

En times tid senere vender jeg igen tilbage til hotellet og sætter mig i venteposition i den – i dagens anledning – blå morgenmadsrestaurant. For igen skal vi vente på at blive hentet ned til bandet fordi at de stadig er i fuld sving med at skabe ny musik. Der er nu noget særligt over denne her måde at skulle vente på at komme ind til en koncert på, for i modsætning til normalen hvor man kan stå i hvad der føles som en evighed og stirre op mod en mørklagt og tom scene, skaber denne her ventetid ekstra forventninger og nysgerrighed, fordi man ikke har nogen anelse om hvad der venter én (medmindre man har været med til lyttesessionen selvfølgelig).

Koncerten

Lidt over kl. 20 bliver vi vist ned til de rå rammer i det gamle restaurationskøkken. Stemningen er fra start hyggelig og rigtig god, og det er tydeligvis et tændt band vi skal til at opleve, for lige da repræsentanten fra Frost skal til at præsentere bandet og give et par praktiske informationer, åbnes døren til backstage og bliver så hurtigt smækket igen, da bandet opdager at det er for tidligt. Publikum griner. Præsentationen og informationen bliver da også knap nok færdig, da man kan høre bandet stå og råbe bag den lukkede dør. Endelig får de lov til at hoppe op på scenen og går straks igang med at spille.

Det specielle ved denne Frost oplevelse er nemlig at næsten hele bandet er flyttet ind på hotellet, og selvom de har hver deres hotelværelse, så er det det gamle restaurationskøkken der er det rum der bliver brugt allerflest timer i. Rummet fungerer nemlig både som øvelokale, studie og koncertsal med plads til omkring 70, hvilket giver de rå rammer en helt særlig hjemlig og hyggelig atmosfære. Det er dog langt fra første gang at Liima er centrum i en sådan konstellation, da bandet faktisk alle dage har arbejdet på denne her måde rundt omkring i verden, lige fra Finland, til Berlin, Istanbul, Madeira m.fl.

Forsanger Casper Clausen har i aftenens anledning fået sig forvildet ud i at bruge hele 4 forskellige mikrofoner. 3 til at synge i og 1 til at tale til publikum i. Eftersigende var det en tilfældighed, men det leder da til en vis forvirring hos sangeren og god underholdning i løbet af koncerten som iøvrigt ikke bliver mærket yderligere af denne detalje. Tredje nummer i sættet bliver præsenteret som ét af de numre de har fået skrevet i løbet af dagene i hotellets kælder. En sang der er inspireret af og navngivet efter Nintendo spillet ‘Kirkbys Dreamland‘ efterfulgt af endnu et nummer de har kreeret i de rå rammer, nemlig nummeret ‘Always Always‘, som man snildt kunne danse en lille dans til.

Efter en præsentation af bandet, fortsætter bandet i et lidt roligere tempo med nummeret ‘Life is Dangerous‘ hvor bassist Rasmus Stolberg især spillede en rolle i tæt samarbejde med den finske perkussionist Tatu Rönkkö. Et rigtig fint nummer som sagtens kunne gå hen og blive en favorit for mit vedkommende. Det er iøvrigt helt hypnotiserende at stå og overvære Tatu Rönkkö’s meget intense spil på sin MPC sampler som langt henad vejen var i centrum for bandets sange sammen med Mads Brauer’s synths.

De næste to sange, ‘Black Beach‘ og ‘Amerika‘, er skrevet til deres session på Madeira, som bandet i dagens anledning havde valgt at prøve og mikse sammen til 1 sang. Hvor vellykket det var, kan diskuteres, men det lød sjovt. Vi fik selvfølgelig første-singlen ‘Amerika‘ i sin oprindelig form efterfølgende og her slog det undertegnede hvor industriel en lyd Liima har i forhold til det band bandet her faktisk stammer fra, nemlig Efterklang. Denne her industrielle lyd fortsætter i nummeret opkaldt efter forsangeren fra Pink Floyd, ‘Roger Waters‘ og kulminerer så i én af de første sange bandet skrev i Finland; ‘Trains in The Dark‘ hvor lyden af save der saver i takt såvel som ude af takt skal forestille at lyde som et lokomotiv.

Det er blevet tid til en lille puster. Alle i bandet er løbet tør for vin, så der bliver lige fyldt op i glassene (se billede ovenover) og skålet inden bandet går igang med aftenens sidste sang kaldet ‘Leather In Pain‘, som blev skrevet i tirsdags, og derfor stadig bærer præg af at være meget en skitse. Den er meget højtragende og ender i en lidt blødere up-tempo tilgang.

Koncerten er slut og bandet går af scenen. Undertegnede står tilbage med en følelse af at have været fluen på væggen i en til meget en kreativ process i en miniature-udgave af en forladt fabrikshal. Den industrielle lyd som Liima ligger for dagen passede perfekt ind i de rå rammer som det gamle køkken serverede, og jeg glæder mig rigtig meget til at høre mere fra det produktive band der udgiver deres første album d. 18. marts. Indtil videre kan du lægge ører til bandets spritnye anden single ‘513‘ herunder:
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/234704510″ params=”color=ff5500&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

frost 2014

FROST Festival startede allerede i sidste weekend med When Saints Go Machine i et totalt udsolgt forhenværende Danmarks Akvarium. I dag fortsætter festivallen der nu for 4. år i træk skaber nye koncertoplevelser i alternative omgivelser. På aftenens program finder vi Eggs Laid By Tigers, som vil spille hele 3 gratis koncerter i foyeren på Hotel Kong Arthur under temaet Songs From a Hotel Suite inspireret af bandets såkaldte ophavsmand, Dylan Thomas som levede og døde på Chelsea Hotel i New York. Også i aften kan man opleve 60 minutes of Indians, hvor Indians fremfører en hel times lækker såkaldt “indie-klassisk” musik i samarbejde med Sjællands Symfoniorkester i det gamle Radiohus’ smukke koncertsal (også kaldet Det Kongelige Musikkonservatories koncertsal). De gentager succesen på lørdag på Kulturværftet i Helsingør. Begge dele kræver at man køber billet (se link nedenfor). Det skal nok blive rigtig fint og jeg ville ønske jeg havde tid og mulighed for at opleve det;

Også i morgen fredag er der et gratis FROST arrangement hvor FROST festival er gået sammen med Statens Museum for Kunst’s (SMK) fredagsarrangement også kaldet SMK Fridays. Det særlige ved det her arrangement, er at man ikke ved hvilke tre artister der vil spille op til bal i de forskellige udstillingsrum på museet før på selve dagen. I morgen er den ene af dem dog Spillemændene. Det er en enestående mulighed for at få en idé om hvilke bands der spiller på festivalen uden at det koster en rød reje.

Allerede på søndag kan man igen opleve Spillemændene gratis når FROST Festival gør brug af en såkaldt klassiker, nemlig Frost on ice ved skøjtebanen ved Frederiksbergs runddel. Vi må håbe at vejret bliver godt så man kan få en rigtig sprød søndagsudflugt ud af det.

FROST Festival varer en hel måned endnu og dukker op på steder som Chr. IV’s Bryghus, Bremen, Koncertkirken, pool party i Hollænderhallen, Huset KBH, Store Vega og Pumpehuset. Med navne som Erlend Øye, SOHN, Baby In Vain, of Montreal, Connan Mockasin, 4 Guys From The Future, Chorus Grant, Linkoban, The Mountains, The New Spring, Moonface, Lucky Dragons, Turboweekend og mange flere på plakaten.
Der er flere arrangementer der allerede er udsolgt eller er tæt på. Følg med og køb dine billetter her.

Undertegnede glæder sig personligt meget til of Montreal og 4 Guys From The Future, og efter at have lyttet til f.eks. SOHN, Moonface og Connan Mockasin, skulle man da være et skarn ikke at kigge forbi til dem også:

FROST Festival er et dejligt pust til den ellers så mørke og grå vinter, fordi festivalen fylder ens kalender med en masse fede musikoplevelser og det er vist en festival der er kommet for at blive.

poetry in mono #11 i glimt

For præcis en uge siden tog vi hul på forårets Poetry In Mono arrangementer (som der dog kun er 2 af i denne sæson). Det var en aften i det dansksprogede musiks tegn. Mellemblond stod for at vende plader før, imellem og efter koncerterne, og det var de pænt gode til eftersom at der var gang i dansegulvet det meste af aftenen.

Atomfax var de første til at indtage Stengades scene og skabte straks en stemning som var man på Roskilde en lørdag formiddag i den bagende sol med en øl i hånden siddende på græsplænen foran scenen. Det var nogle dejligt positive sange som bandet bød på, og publikum var helt med på den.

Maskinvåd gjorde Atomfax kunsten efter og havde ligeså publikum i deres hule hånd med deres to forsangere, Mathias Winther Kjeldsen og Peter Skibsted som i den grad var på og fyrede den af. Det her er et band der virkelig vokser på undertegnede, som kan være rimelig kræsen på den dansksprogede front. Prøv og hør her:

Denne aften var lidt en såkaldt “special edition” eftersom vi udover at holde efterfest for Poetry In Mono, også havde inviteret Frost Festival, Speaker Bite Me og DJ Rafle på besøg efter midnat, som omdannede salen på Stengade til én stor fest. Folk hyggede sig så meget at det var svært at forlade Stengade da de lukkede kl. 3. Hele aftenen var generelt indhyllet i denne her helt specielle og dejlige stemning som man ikke finder magen til andre steder.

Vi ses til den næste Poetry In Mono d. 6. april som byder på følgende: Young Dinosaur + Waldo & Marsha + DJs: Jens Ramon (Figurines) og Bastian Kallesøe (The New Spring), hvor vi forhåbenligt for skabt en lignende stemning gange 10!

Tak til Jakob Møldrup Petersen for billeder.

frostklare nætter

All rights reserved @ Malthe Ivarsson, www.maltphotography.com og Frost Festival

Så er det en kendsgerning. Frost Festival er ovre. Endnu engang har tonerne fra alternativ musik flydt ud af højtalerne og lokalerne hos (a)parte lokationer rundt i byen. Det er ingen hemmelighed, at vi er store Frost-Fans på blaa vinyl, og det har så sandelig ikke ændret sig efter denne omgang af kældre med mørke, kirker med andægtighed, intimitet og unikke musikalske oplevelser.

Vi var tilstede ved to Frost-koncerter i år. Martin Ryum hos Copenhagen Piano, ligesom vi kiggede forbi Blågårdskirken, hvor Cancer og svenske Mariam the Believer slog vejen forbi.

Lokaliteten i sig selv

En af grundene til at Frost Festivalen for undertegnede altid er en succes, er ganske enkelt, at de tager udgangspunkt i det sted, vi skal have denne musikalske oplevelse. Er man blot en gang blevet snydt ved at have købt en billet til en koncert på Store Vega, der er rykket til større lokaler – Falconer eller lignende, så ved man, hvor meget rummet betyder.

Copenhagen Piano var en perfekt uhøjtidelig setting for Martin Ryum og sangerinderne Maria L. Friis og Signe H. Wille-Jørgensen til førstnævntes retur som soloartist (hvor han er fremragende, må jeg indskyde – Uden Garanti er et af de glemte små mesterværker på dansk). Jeg er ikke stor digtlæser. Ofte har jeg betragtet det som (selv)højtidelig litteratur, der ikke er særlig inkluderende. Få har ramt mig med deres digte. Ikke at jeg kender dem synderligt fra tidligere, men Inger Christensens digte åbnede sig fuldstændig i Ryums hule hånd, smukt foranlediget af den kvindelige atmosfære, som udsmykkede strofernes billedsprog og ordkrøller med unisone, dissonerende og harmoniske klange.

Et af højdepunkterne var fortolkningen af “Alfabeterne findes”, jeg mener – læs denne tekst:

(…)
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
lungernes musklernes
ansigtets hjernens
og nervernes lyde

jeg skriver som hjertet
der banker skriver
blodets og cellernes
synernes grådens
og tungens råb

Det var et højspændt kvarter dette nummer foregik i med en luftig Ryum og et karakteristisk dynamisk klimaks. Ryum sang, som hjertet, der banker synger. Lige der i piano-dybet. Et lukket rum, der kun lige knap kunne rumme Ryums nærvær, som overstrålede selv den mest dystre og mørke afkrog.

Andægtigt og monumentalt

En anden fremragende sparring af rum og menneske blev også opnået i Blågårdskirken, der atter husede en koncertrække på Frost. Kristan Finne Kristensen og Nikolaj Vonsilds bekymrende duonavn Cancer, agerede som en modsætningsfyldt velkomstkomité i det store kirkerum, hvor klangen af naturlig reverb hang ned langs kirkevæggende som undergardiner over mosaikvinduerne.

Mit første møde med duoen (fire mand live), men ikke mit første møde med stemmerne. Finne Kristensens varmende ulmende lune og Vonsilds sitrende og tillokkende dans med sit stemmebånd. Samples, synths, sub og en nærmest varm tristesse, der momentvis bar præg af, at nederlaget er erkendt – og nu må vi bare lære at leve med det. Også i de rent instrumentale øjeblikke formåede gruppen at oparbejde intensitet og nærvær. De mere psykedeliske indslag var kærkomne, hvor den bekymrende udvikling gjorde gruppens navn underværker. Endnu engang i Frost-regi gik tingene op i en højere endhed, hvor det animerede Frost-logo på gulvet, pludselig kunne kaste tankerne på kampen mellem de røde og hvide blodlegemer.

Cancers dualitet og kontrasterende musikalske opbygning er spændende, og den skal ned på bånd nu.

Mariam the Believer var også “godt castet” til rummet, hvor sange om evolution, spiritualitet, samfund og (med)menneskelighed for alvor tog sig godt ud i “guds hus”, hvor “baren var åben i kælderen” ifølge festivalansvarlig Mikael Pass, der bad om lydløse telefoner.

Mariam Wallentins stemme stråler af urkraft, og det er vitterligt en kvinde med vilje og indlevelse af en sjælden slags. Hun bruger konstant sin stemme som et instrument, som dirrer på et bånd nede i kroppen på Wallentin, der nærmest fremstår ivrig for at komme ud. Det er virkelig intenst at være vidne til. Små dynamiske dyk. Små vokale spring.

Det var bestemt en sitrende oplevelse, at opleve Wallentin på Nørrebro, selvom lyden desværre var en kende stor til rummet. Wallentin forsvandt af og til, og det til trods, så var hun lysende klar, når hun nåede igennem lydmuren med sine små og udfarende statements. All There Is And More, The String of Everything og Invisible Giving var dem, der fremstod stærkest i rummet. Især den nærmest jazzede førstenævner og den sidstnævnte dynamiske højdespringer.

Frost Festival var atter i år eksponent for unikke oplevelser i fantastiske rammer, man ikke nødvendigvis oplever andre steder. Det giver vi point for herfra, og vi glæder os meget til endnu en festival, hvor der ikke bliver gået på kompromis med rammen. For den er nu engang en slående faktor for helhedsoplevelsen.

frosten er over os

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at vi er store tilhængere af de koncerter, der kommer fra Frost Festivalen tilbagevendende program. Unikke lokationer med unikke kunstnere. Skæve indslag. Sjove idéer og tiltag. En forfriskende spiller på festival-scenen i DK.

Vi har taget os den frihed, at anbefale en række af dem, vi meget gerne vil ind og se under festivalen (i kronologisk rækkefølge):

Martin Ryum, den 19. februar, Copenhagen Piano
Uden Garanti-pladen fra 2004, der så vidt vi er bekendt, er den eneste soloplade Martin Ryum har lavet, står helt centralt hos os begge. Fremragende singer/songwriter-album med spændende lyrik der kredser om en ungdommelig og ubekymret reflektion, men også meget dybere lag, der seriøst lader en tænke over teksterne lang tid efter musikken er ebbet ud.

Til Frost står han klar med nogle fortolkninger af Inger Christensens poesi. Helt nedbarberet og helt nøgent. Noget der ganske sikkert vil stå godt til stedet, koncerten bliver afholdt. Lyt selv på demoerne på Ryums soundcloud.

Jacob Bellens (solo) + Schultz And Forever, den 20. februar, Copenhagen Piano
Hr. Bellens var på vores begges top 10 over årets bedste danske plader i 2012 med hans første solo udspil, Daisy Age. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at han uden tvivl er på vores must-see-liste på Frost festivalen. Jeg (Rikke) har altid fundet en fantastisk ro i Bellens sprøde stemme, og de gange jeg har oplevet ham live med Murder har det altid været en udsøgt fornøjelse.

På SPOT Festival sidste år, tog jeg på en lille udflugt ned til gården ved V58 lørdag eftermiddag for at støtte op om Music Management folkenes fine event. Jeg kendte de fleste bands i forvejen, men pludselig blev velkendthedens døsen afbrudt af denne her rene og klare sangstemme. Schultz and Forever var gået på scenen, og undertegnede var tryllebundet på stedet. Hans anden EP, Cèline, udkom i sidste uge og det har været en fornøjelse at blive mindet om hvad det præcis var der tryllebandt mig sådan en solbeskinnet forårslørdag i Århus.

Der er alt i alt lagt i ovnen til en fantastisk aften i selskab med to unikke herrer.

Ducktails (US) + Max Gaia, den 22. februar, Stengade
Jeg (Rikke) har selv haft en finger med i spillet omkring denne koncert, men derfor er det jo netop ikke forbudt at glæde sig og anbefale den videre. Ducktails er et sideprojekt for guitarist Matt Mondanile, som også spiller i Real Estate. Begge projekter byder på en tilbagelænet sommer-vibe, og jeg er blevet svært glad for Ducktails’ plade, The Flower Lane, som udkom tidligere på ugen. Det bliver rigtig spændende at opleve dem i Stengades alt for fede rammer!

Mariam the Believer + Cancer, den 28. februar, Koncertkirken
Wildbird & Peacedrum-medlemmet Mariam Wallentin sprang ud som solist i januar måned med albummet “Blood Donation”. Og det er en ganske stærkt samling sange, der ganske sikkert vil gøre sig rigtig godt live med sine rytmiske opbygning, vokale kvaliteter og energi. Har man set W&P, så vil man også vide, at de er et rigtig fornuftigt liveband – derfor også store forventninger hertil. Derudover er vi jo også begge ret nysgerrige omkring at få hørt Nikolaj Vonsild og Kristian Finne Kristensens nye projekt Cancer. Vi kan jo lide begge de herrer, så mon ikke at de kan diske op med noget ret interessant på Frost i Koncertkirken?

Speaker Bite Me + Broken Twin, den 1. marts, Koncertkirken
Mit (Rikkes) første møde med Speaker Bite Me ligger så langt tilbage at jeg ikke kan huske det helt præcist, men jeg oplevede dem i hvert fald live for første gang på Pitstop i Kolding tilbage i 2004. Senere det forår stiftede jeg bekendtskab med Signe Høirup Wille-Jørgensens soloprojekt, Jomi Massage, da hun i 2004 udgav pladen Aloud, og senere gav en koncert jeg sent glemmer på Pitstop. Det var samme forår både Rune og jeg stiftede bekendtskab med makkeren, Martin Ryum’s soloprojekt som er beskrevet nærmere ovenfor.
Jeg har siden oplevet Speaker Bite Me live et par gange og har været lige begejstret hver gang. Jeg må ærligt indrømme at den plade der har gjort størst indtryk, er deres seneste udspil fra 2007, Action Painting. Men selvom det langt fra er den plade det kommer til at handle om denne aften hvor de fremfører deres album fra år 2000, If love is missing it must be imposed, skal denne koncert stadig anbefales på det kraftigste.

Efter koncerten holder Speaker Bite Me iøvrigt efterfest lige rundt om hjørnet på Stengade i samarbejde med Frost og Poetry In Mono, hvor DJ Rafle fra det såkaldte gamle crew har taget turen hele vejen fra Skotland for at fyre op under dansegulvet.

Colin Stetson + Synd og Skam, den 1. marts, Jazzhouse
Både Colin Stetson og Synd og Skam er to virkelig spændende indslag til dette års Frost. Stetson er kendt fra Bon Iver, og hvis man har været vidne til Justin Vernon og co., så vil man også vide, at Stetson ved koncerterne også har fået stort frirum og spilletid live. De udsyrede jazz-soli og den legesyge tankegang der befinder sig i den mands hoved. Skingre ansatser, der nærmest blot består af ren luft, men også ganske varme klange og universer. Spændende fyr.

Synd og Skam står bare på min must-see-liste indenfor nær fremtid. Jeg har stadig min første koncert til gode, og mens deres Blafret Ør Af Kjoler er et virkelig spændende bekendtskab. Hør den selv her. Derudover spillede de på P6 Beat Rocks, hvor jeg desværre missede dem. Det er dog blevet foreviget med dette fremragende nummer – det er energi i sin pureste form.:

Hør i øvrigt vores favoritter på Spotify ud fra årets program: