I tirsdags stod der igen Frost Festival på menuen. Denne aften i fint selskab med Lowly og islandske Júníus Meyvant på Arbejdermuseet, som i aftenens anledning var badet i lys-installationer af Ungt Lys og selve lyskunsten under koncerterne var udført af Obscura.
Lowly var de første der gik på. Jeg gik desværre glip af de første to numre, da jeg sad fast i køen til garderoben, så der var allerede godt gang i både band og lyskunst da jeg kom op i den smukke festsal. Lyskunstnerne havde i aftenens anledning gjort det meget idylliske maleri på endevæggen levende ved hjælp af projektorer. En effekt der på én gang var meget fascinerende og en måde hvorpå man gjorde scenen mere levende, men desværre også så fascinerende at det til tider tog opmærksomheden helt væk fra det der skete på scenen. Under én af de sidste numre vibrerede hele maleriet i takt med Soffie Viemose’s smukke vokal så det hele gik op i en højere enhed. Desværre var der en del af publikum der ikke lod til at være imponerede eftersom de havde mere travlt med at snakke end at lytte, hvilket var en skam.
Efter en lille pause kom Júníus Meyvant på scenen. Jeg skal ærligt indrømme at jeg intet forhold havde til hans musik i forvejen, men det blev hurtigt klart at det var ham en stor del af publikum var kommet for at høre, for snakken stilnede af og blev overtaget af grin når Júníus Meyvant fyrede jokes af om Kim Larsen og det danske sprog inden han gik igang med koncerten. Så var stemningen ligesom blødt op og der var lagt an til en aften i det stand-up komiske hjørne imellem sangene, som er én eller anden ting det er som om de nordatlantiske singer/songwriters har det med at være gode til, da alle de forskellige jokes bragte mine tanker hen på færøske Teitur der heller ikke er bleg for at fortælle komiske historier og jokes.
Cirka halvvejs inde i sættet joker han med at han fyrer bandet da det er for dyrt at have dem med, og spiller så 5-6 numre solo. Personligt synes jeg for alvor det er her Júníus Meyvant træder i karakter og stråler om kap med lyskunsten der som fyrværkeri giver genspejlninger i det smukke loft i festsalen. Alle de ovennævnte jokes og sjove historier ender da også med at give bagslag, da han skal præsentere et lettere sørgeligt nummer der bygger på en lidt tragisk historie om én af hans gode venner som har været i fængsel hele 5 gange, fordi han ifølge Júníus Meyvant konstant bliver misforstået. Humøret og stemningen kommer dog igen tilbage i den høje ende da bandet bliver inviteret tilbage på scenen og Júníus Meyvant opfordrer publikum til at danse hvis de vil.
Alt i alt en ganske dejlig aften i historiske rammer med stemningen i højsæde. Jeg ser allerede frem til næste års Frost Festival.