Vi fortsætter traditionen op til Poetry In Mono på lørdag, hvor Emil fra Goldie Chorus i denne omgang har skrevet et gæsteindlæg ud fra hvad han synes er spændende og lader sig inspirere af. Udover Goldie Chorus, har vi også Feel Freeze på plakaten og Andreas og Laurids fra Stærosaurus til at skabe noget stemning fra DJpulten før, imellem og efter koncerterne.
Klik her for mere information om arrangementet. Vi ses!
Det synes jeg er spændende og derfor lader jeg mig inspirere af det:
Jeg er igennem de sidste år blevet meget betaget af en “mentalitet” inden for popmusikken som i hvert fald for mig, har været ny og anderledes. En tilgang til det at skrive og udøve musik og at være band/kunstner. Noget som jeg synes skaber og har skabt en opblomstring i branchen og generelt i musik miljøet.
Denne mentalitet kan jeg bedst beskrive som en til tider ironisk/selvironisk tilgang til det at lave og udøve musik. Denne “ironiske” tilgang gennemsyrer ikke musikken og lyrikken, men er for mig blot et gimmick som river lytteren og kunsteren ud af de vante rammer.
I erkendelse af at være meget mere poppet end jeg gik og forstillede mig jeg var, har denne mentalitet/tilgang været vigtig i min proces omkring Goldie Chorus. Både fordi at poppen hurtig blev for ren og for lettilgængeligt, men også fordi at jeg hurtigt indså at jeg ofte gik død i skriveprocesen med ideen om at alt det jeg lavede, var lavet før.
Så min åbenbaring har kort fortalt handlet om at bruge poppen, klicheerne, give sig selv lov til at tage tingene langt ud, men også smadre og ødelægge dem, for så igen at vende tilbage og lade poppen være pop. Generelt bare et frisk pust til en scene som efter min mening længe har haft brug for at blive blæst igennemHer er der nogle eksempler på kunstnere som for mig har bidraget med at gøre poppen spændende og nytænkende.
Father John Misty (live i Letterman):
Ariel Pink:
Connan Mockasin:
Mac DeMarco:
Tame Impala:
