spot optakt – et kig ind i maskinrummet med jesper thisgaard

Hvor mange år har du været med på festivalen?

Jeg deltog i min første SPOT Festival 2008. Så det må blive min 12. Festival i år. I 2008 var det som almindelig gæst, siden har jeg været med som en del af musikbranchen, og i år er mit tredje år som en del af maskinrummet.”

Har I gjort noget særligt i anledning af jubilæet?

Vi har som sådan ikke en decideret jubilæumskoncert, og vi prøver at skabe nye tiltag hvert år. Så de tiltag som kommer til at skille sig ud her i jubilæumsåret, ville vi nok også have gjort, hade det været nummer 26 i rækken. Når det er sagt, så er vi da glade for at kunne præsentere nogle af de artister som har noget historie på festivalen. Her tænker jeg selvfølgelig især på Mads Langer, som spillede her første gang i 2009, og Efterklang, som var forbi første gang i 2005. Det er jo navne, som har skabt sig bæredygtige, men også vidt forskellige karrierer i musiklivet, og som er med til at styrke fortællingen om, hvad det egentlig er vi laver på SPOT.

Undertegnede har faktisk haft fornøjelsen af at opleve Efterklang hele to gange på SPOT. Begge gange i Store Sal, men det er vigtigt at understrege, at den første gang foregik på bagscenen i Store Sal, hvor vi – publikum – befandt os på selve scenen i 2005, så det kom til at virke som en helt lille mørk intim scene. Og så igen på et senere tidspunkt (jeg er i tvivl om det har været 2008 eller 2010) spillede bandet på selve scenen, og vi befandt os på vores sæder i salen, som man kender Store Sal i dag. Det udnyttede bandet til fulde, og lavede nærmest en parade op igennem salen, hvilket løftede stemningen gevaldigt.

Hvordan foregår booking-processen til SPOT?

Booking-processen er et kæmpe samsurium af inputs. Vi har selvfølgelig vores ansøgningsrumde, som er et open-call for alle bands, som har ambitioner om at spille på SPOT. I år modtog vi omkring 1000 ansøgninger, som først bliver sorteret ned til ca. 300 af en stor lyttegruppe, som består af de ansatte i ROSA sekretariatet, og andre folk som er tilknyttet festivalen på den ene eller den anden måde. De sidste 300 ryger så videre til en lytte-jury bestående af repræsentanter fra den professionelle musikbranche. De vælger 30-40 debutanter til programmet. Så dem har os i bookinggruppen egentlig ikke nogen indflydelse på. Derudover er der jo en stor skare af bookere, managers, og labels, som arbejder med en masse bands, som de gerne vil have på, og her er det så det mere almindelige bookingarbejde går i gang, hvor vi skal finde frem til det resterende program, som vi gerne vil præsentere. Derudover er vi et helt kontor, som har fingrene nede i mange forskellige ting, som måske har hørt om et eller andet skævt projekt, som vi ender med gerne at ville præsentere for omverdenen. Yderligere! Har vi en laaaaang række samarbejdspartnere og eksterne arrangører, som f.eks. DUP, Way Up North, Strøm Festival, Rock The Region, Det Jyske Musik Konservatorium, Tape, og mange flere, som hvert år får forskellige former. Så bookingprocessen starter med en helt masse tråde, omkring september hvert år, som vi skal have bundet sammen, inden den første weekend i maj året efter.

Har du nogle særlige minder fra SPOT 2009?

Fra 2009 husker jeg bl.a. en koncert med A Kid Hereafter inde i Musikhusets Store Sal. Vi havde godt set at det var en ”special edition”, men havde ikke regnet med at han havde skiftet den storladne elektro pop ud med hvad jeg husker som værende en eller anden form for dødsmetal, og sange af ca. 30 sekunders varighed. Derudover var det mit første bekendtskab med Kellermensch, som spillede på Voxhall det år, og som min daværende arbejdsplads, Strange Ears, havde været med til at skubbe fremad. Et band som jeg stadig vælger over de fleste andre, hvis jeg har mulighed for at se dem. Yderligere kan jeg huske en koncert med Fagget Fairys, i et propfyldt Ridehus. Der var ca. 100 grader varmt, men det var en vild fest, da de spillede ’Feed The Horse’, og jeg mener også de spillede et remix af Bjørn Svin’s ’Mer’ Strøm’. Der stak det af 🙂

Hvem kan du anbefale os at gå ind og se på SPOT 2019?

Med over 300 koncerter har jeg svært ved at fremhæve nogle få uden at blive ved med at remse op. Men jeg vil da klart anbefale folk, at tage til nogle af vores særarrangementer som Naked, eller vores nye koncept Nordic Beats, som er en halvanden time lang showcase, hvor man kan opleve 8 af nordens største híp-hop talenter give smagsprøver på deres MC-evner, akkompagneret af DJ Pelle Peter. Hvis man gerne vil have rystet hovedet godt igennem, skal man tage til Metal på Train fredag aften, og så kan du passende tage stille og roligt rundt i byen lørdag formiddag og opleve nogle af vores mange butikskoncerter, eller SPOT Royal Scenen nede ved Magasin.

spot optakt – jesper bay og pirate bay

Som nævnt i vores SPOT+ guide, som jeg offentliggjorde for nogle uger siden, ville vi dykke lidt ned i ét af de mange emner det flotte og brede SPOT+ program omfavner; nemlig Pirate Bay og hvad internettet og hele streamingkulturen har gjort ved musikbranchen igennem årene. Derfor har vi talt lidt med én af arrangørerne af seminaret om emnet; Jesper Bay:

Hvorfor skal de 10 år markeres?

“Sådan et 10 års-jubilæum giver os en god anledning til at se på, hvad der er sket i den mellemliggende periode, gøre status på situationen i dag, og måske give et bud på udfordringer og muligheder i markedet for indspillet musik i de år, der kommer. Det er i hvert fald ambitionen. “

Ændrede dommen mod Pirate Bay på noget for 10 år siden?

“Dommen havde både betydning juridisk og symbolsk. Retssagen i Sverige afslørede for eksempel, at mændene bag The Pirate Bay, samtidig med at de førte sig frem i medierne som fortalere for “det frie internet”, tjente penge på at sælge reklameplads på deres ulovlige website. The Pirate Bay var en omvendt Robin Hood, og det var dem der skabte musikken, som mistede deres penge. Rent juridisk var sagen af stor betydning, fordi det en gang for alle blev slået fast, at det også er ulovligt at facilitere fildeling, selv om man ikke selv har de ulovlige filer liggende på sin server. Dommen førte bl.a. til, at internetudbyderne lukkede for The Pirate Bay’s trafik, og sagen ændrede også mange forbrugeres syn på pirateriet, fordi dobbeltmoralen blev så åbenlys. Men frem for alt medvirkede dommen til at skabe det forretningsmæssige grundlag for det lovlige streamingmarked.”

Hvad er der sket med musikbranchen i løbet af de 10 år?

“Det er jo en fuldstændig forandret branche. Streaming er blevet den foretrukne måde at høre musik på. Og det har skabt fornyet vækst i branchen oven på den lange nedtur i nullerne. Som ny kunstner har du fået lettere ved at gøre din musik tilgængelig. Men samtidig er det blevet sværere for publikum at finde dig i den enorme mængde af ukurateret musik, som hver dag uploades på streamingtjenesterne. De store internationale spillere – Spotify og Apple – har naturligt nok fokuseret på mainstream for at tiltrække flere brugere. Og streaming har ført til en styrkelse af det internationale repertoire på bekostning af det lokale. Så der er masser af paradokser i udviklingen: På ene side kan man glæde sig over, at det økonomisk går bedre i branchen – specielt for de tre internationale pladeselskaber, der er tilbage – end længe. På den anden side er dansk musik udfordret, og det bør også give anledning til bekymring, at væksten i streamingmarkedet ser ud til at være aftagende. Det bliver også noget, vi kommer til at snakke om på vores seminar.”

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved paneldebatten?

Jeg glæder mig fx. til starten, hvor RettighedsAlliancens direktør, Marie Fredenslund, der også var med da det hed Antipiratgruppen, og den tidligere formand for Piratpartiet, skal diskutere historien. Og så ser jeg frem til at hele panelet til sidst skal kigge i krystalkuglen og komme med bud på den fremtidige udvikling.

Hvilke andre paneldebatter/talks vil du anbefale?

Spot+-programmet er særdeles omfattende, og der er mange paneler og seminarer, jeg gerne ville se. Men heldags-konferencen om livemarkedet, “Musik- og Eventkultur i Danmark”, fredag fra 10-16, skal jeg i hvert fald være til en del af. Det er et godt program, og der er flere af de emner, som konferencen adresserer, som er relevante for mit daglige arbejde i brancheforeningen Danske Koncert- og Kulturhuse. Livebranchen har jo også mærket konsekvenserne af det paradigmeskift, som er sket på markedet for indspillet musik. Og fx. er det relevant at se på, om de eksisterende støtteordninger passer til de aktuelle behov. Ikke for at spare penge, men for at sikre, at de penge, der bliver brugt, kommer både musik og publikum bedst muligt til gavn.

Er der nogen koncerter du vil anbefale på SPOT? 

Spots 25-års jubilæumsprogram er jo imponerende i både bredde og dybde, og der har aldrig været så meget at vælge i mellem før. Jeg sætter altid krydser i spilleplanen hjemmefra. Men som regel ender jeg med, at se noget andet, end det jeg havde planlagt. Sådan er det jo tit på festivaler: Man møder nogen, der giver en et tip. Eller man kommer tilfældigt forbi en koncert med nogen man aldrig har hørt om før, og bliver fanget ind af musikken og stemningen. Så hvis jeg er heldig, har jeg set en lille håndfuld af de kunstnere, jeg havde sat kryds ved hjemmefra, når vi når til lørdag nat. Men så har jeg måske set 10 andre, jeg ikke vidste hvem var, da jeg kom. I år har jeg bl.a. sat kryds ved nogle af de unge kvindelige kunstnere, som de seneste par år har vist vejen på R&B- og popscenen. Fx. Bette, Josephin Bovién, Clara, Ea Kaya, Erika de Casier og Kwamie Liv. Jeg har kun set et par af dem tidligere, og det er sådan jeg ofte har brugt Spot: Til at indhente det forsømte. Men jeg kan med god samvittighed anbefale Who Killed Bambi i selskab med Jenny Wilson og HunSolo med et særligt nordisk line-up. Jeg ville også gerne have set Kristina Holgersens solokoncert, men det falder sammen vores seminar, så det går desværre ikke, men det bør bestemt ikke afholde andre! Og det er jo Spot i en nøddeskal: Man ville ønske man kunne være flere steder på én gang.

spot optakt – yebo


Vi fortsætter vores SPOT optakt bedste stil. Denne gang i hyggeligt selskab med Yebo (han ser ondere ud, end han i virkeligheden er) fra det legendariske pladeselskab Crunchy Frog, som også kan fejre 25 år i branchen i år, til en snak om SPOT Festival.

Hvad betyder SPOT Festival for dig?

Spot har eksisteret i 25 år – ligesom Crunchy Frog – så det har været en fast kompagnon gennem alle årene. I sin tid var det jo noget der forgik på spillesteder rundt omkring i landet. Snart sagt alle Crunchy bands gennem årene har spillet på SPOT fandt jeg ud af, da jeg skulle skrive nogle ord til deres 25 års-program. Så SPOT har faktisk betydet meget. Det er blevet en fast årlig ”picnic” for hele vores kontor og vel også for hele musikbranchen. Her møder vi gamle og nye venner, lytter på ny musik, og lærer også både fra os og lærer nyt på SPOT+. Hvad kan jeg sige? Jeg er fan.

Hov, reklameindslag: alle skal (må) komme til vores fødselsdagsfest på HeadQuarters torsdag den 2. maj. kl. 20 er der gratis gyldne damer og bagefter spiller D/troit og The Tremolo Beer Gut.

Har SPOT Festival nogensinde gjort en forskel for nogle af de bands du/I har repræsenteret på festivalen?

Ja bestemt. Mest udtalt for The Raveonettes, som jo blev hypet af David Fricke (red. senior editor fra Rolling Stone) efter han så dem på SPOT. Men også andre bands, som D/troit, PowerSolo, Thee Attacks etc. har fået meget ud af at spille for de danske og internationale delegerede. “

Har du nogle særlige minder fra SPOT 2009? 

Ha! 2009? Jeg er meget dårlig til at huske hvornår hvad skete. Men jeg kigger lige på hjemmesiden… [kigger lige på hjemmesiden]… åh, Beta Satan. Episk show. Jeg tror de blev signet til booking-bureauet FKP Scorpio i Tyskland pga. den koncert. Det er første gang jeg har oplevet at der nærmest var en ”bidding war” fra tyske live-agenter for et band. Beta Satan var bare for vilde… og de rør jo på sig igen. Har lige udsendt en påske-single som den først af en serie på 16 singler i forbindelse med Crunchys 25-års jubi. Den er fed. Beta Satan. Det var det eneste der skete på SPOT 2009 så vidt jeg ved.

Hvem kan du anbefale os at gå ind og se på SPOT 2019 (og du må ikke anbefale nogen du arbejder med)? 

Her er nogle jeg gerne vil se – chancerne er at jeg misser det meste og opdager noget andet… du ved. Det er ikke anbefalinger, da jeg ikke har set dem endnu – haha: Bisse, Brunsten, Boundaries (har jeg set før, de er ret gode), Bremer/McCoy, Collider, Excelsior, Ghost Coast Choir, Jenny Wilson (vi arbejder ikke med denne plade, så jeg må godt…), Liss, Mavoureen, Motorique, Nils Gröndahl & Bjørn Friis,  Nive Nielsen, Sara Lew, The Broken Beats, Yung.”