Kategori: Rikkes indlæg

en stemning. et minde.

Det er længe siden et stykke musik har vækket så mange referencer og minder i mig på én og samme tid. blaa vinyl modtog i sidste uge en mail fra Thomas Solgaard med et link til hans nye videoen til sangen And Beneath The Pillows I Created A World Dedicated To The Lonely Thoughts Of You fra hans EP Those Were Fireworks, som udkom for et år siden, og som blev til månedens demo i Gaffa i oktober sidste år.

Ved første lyt poppede der straks referencer til Patrick Watson og Dad Rocks! op i mit hoved, straks overskygget af et minde om en melankolsk stemning. En melankolsk stemning som jeg ikke har mærket siden jeg boede i jylland, og som kun Jylland kan bringe frem i mig…normalt. Ikke at dette er nogen kritik af sangen, tværtimod synes jeg at det er smukt og er meget betaget af det. Videoen rammer også sangens stemning meget godt, og får mig til at tænke på Eternal Sunshine of The Spotless Mind:

EP’en er iøvrigt spækket med gæstemusikere (hele 17!) hvoraf Anna Brønsted (Our Broken Garden) og Sara Saxild (Under Byen) er i blandt som henholdsvis korsangerinde og bassist. På trods af de mange besøg på pladens fire sange, står Thomas Solgaard dog ganske solo med både sangskrivningen (melodi som tekst) og alle arrangementer af sangene. Undertegnede har givet den et lyt et par gange og må ærligt sige at det ovennævnte åbningsnummer nok desværre har givet mig for mange forventninger til resten af EP’en, da den ikke rigtig når op på samme smukke niveau, som man kunne have håbet. Det er som om up-tempo tingen ikke passer Solgaard helt så godt igen. Lyt selv efter her:

Jeg er dog stadig nysgerrig på hvad den kreative sangskriver finder på fremover, og kan kun krydse fingre for at han holder fast i den smukke melankoli som han beskriver på så fantastisk vis.

Rrrrrroooooooskiiiiiildeeeeee!!!

Jeg havde ellers besluttet mig for ikke at have noget som helst med Roskilde at gøre i år, da jeg skal koncentrere mig om skolen, og derfor hverken har tid eller råd til at komme på festival. Stengade, min anden familie, har ellers gang i festivalens største bar i år (billede herunder), hvor jeg kunne have arbejdet mig til den halvpebrede festivalbillet. Men jeg har ikke haft overskuddet.

Anyways. Grunden til at jeg alligevel skriver et indlæg om Roskilde på trods af at jeg ikke skal afsted, er fordi jeg i går ved et tilfælde overværede Linkoban‘s produktionsøver på Stengade. Det er ikke noget musik jeg normalt dyrker som sådan, men det fangede mig alligevel og fik mig til at ønske at jeg kunne hoppe med publikum når de fyrer op for et brag af en fest på Pavilion Junior i aften kl. 20:30. Så gør dig selv den tjeneste at kigge forbi Linkoban i aften. Det bliver superfedt!!

Og når jeg nu alligevel er igang med at anbefale bands til Roskilde, kan jeg jo ligeså godt fortsætte. Kæmpe-musiker-kollektivet Copenhagen Collaboration (billedet øverst) byder på en unik multikoncert på Arena på fredag kl. 13, som er specielt designet til Roskilde. Jeg ved at de 30 musikere har været i intens øvelejr de sidste mange uger, så der er virkelig lagt i ovnen til en fed koncert! Undertegnede har oplevet dem live et par gange efterhånden. Den første gang i Huset I Magstræde med et yderst vellykket show og senest på SPOT hvor de var blevet remixed, det var ikke helt så vellykket, så lad os håbe at de har fundet tilbage til den fede oplevelse jeg havde på Huset i Magstræde. Her er en lille teaser:

Derudover vil jeg anbefale:
Larsen & Furious Jane lørdag kl. 13:30 på Pavilion- Lavede koncert med dem på Stengade i foråret, og det var også første gang jeg oplevede dem live på trods af at have fulgt dem siden den første plade (2004). Det var virkelig godt!

Sam Amidon torsdag kl. 19:45 på Gloria – Han er så fin så fin. Og så spiller han på én af Roskildes mest intime scener, så det bliver altså virkelig en fin oplevelse, selvom Roskilde normalt ikke er de bedste rammer til den slags musik.

Björk søndag kl. 22 på Orange – jeg oplevede hende på min første Roskilde tilbage i 2003. En uforglemmelig oplevelse!

Jack White fredag kl. 22:30 på Orange – Er ikke superbegejstret for hans seneste soloalbum, men der er et par guldkorn og manden er virkelig sej!

The Cure torsdag kl. 21 på Orange – Selvfølgelig!

Analogik torsdag kl. 19:15 på Cosmopol- sørger jo altid for en fest!

M83 lørdag kl. 20 på Arena – Ikke et band jeg har fulgt helt tæt, men kunne stadig godt tænke mig at opleve dem live.

The Shins torsdag kl. 18:00 på Arena – Endnu et band jeg har fulgt i årevis, men endnu ikke har oplevet live.

Bowerbirds lørdag kl. 15:00 på Gloria – Et band jeg har fulgt en del år, men endnu ikke har oplevet live. De har sådan en dejlig varm og rund lyd som kun kan gøre godt på Roskilde Festival.

Dry The River lørdag kl. 13:00 på Odeon – Et band jeg havde booket til Stengade sidste sommer, men som desværre aflyste i sidste øjeblik. Havde egentlig glædet mig til at se dem. De har været i DK et par gange siden, og jeg har kun hørt godt om dem.

Tune-Yards lørdag kl. 17:00 på Odeon – det her band kan da næsten kun være festligt live!

Håber i, i modsætning til mig, får oplevet nogle af mine anbefalinger og får tid til at kigge forbi Stengade baren som ligger lige ved Skate og har åben hver dag under hele festivalen (også nu). Skål!

lyden af sommer

Kender i det med at der bare er en række plader der har denne her lyd af sommer, og som bliver støvet af år efter år? Sådan et par stykker har jeg i hvert fald, og indimellem sker det at der bliver tilføjet nogle. Mine to faste plader som kommer frem hvert eneste år er The Velvet Undergrounds Loaded fra 1970 og J.K. & Co. psykedeliske vidunder Suddenly One Summer fra 1968, ligesom jeg også er inde på i dette indlæg fra sommeren 2010.

Hvert år vil der være nogle gode bud på nogle plader der vil komme til at følge én sommeren over. Plader der bare har den dér vibe.

Den ene som med garanti vil blive sat på en masse gange denne sommer, og som allerede er blevet hørt et utal af gange, er Snake & Jet’s Amazing Bullit Band’s seneste album Stuff That Rotates. Et band som har udviklet sig fra denne her skarpe surf-agtige lyd til den lidt mere 60’er vibe rock’n roll lyd. Jeg er lige så vild med deres nye lyd som med deres gamle. Lyt selv efter og forestil dig en eftermiddagschill på en varm strand:

Snake & Jet’s Amazing Bullit Band – Black Egg

En anden (knap så overraskende) plade som helt klart vil være at foretrække denne sommer, er selvfølgelig The Eclectic Moniker’s selvbetitlede debutalbum. Bandet tog undertegnede med på rejsen ind i deres sommeragtige naive caribiske tema da de sidste år vandt Karrierekanonen på Stengade, og jeg har siden haft fornøjelsen af at opleve dem i et kogende og dansende Lille Vega. Jeg elsker når der dukker sådanne bands op på den danske musikscene (!). For selvom teksterne på denne plade handler om ulykkelig kærlighed, mærker man slet ikke til den fordi de er pakket ind i sommer og sol. Træk i dit vildeste sommer outfit, find drinkskittet frem og se om du kan sidde stille til denne lille perle:
The Eclectic Moniker – Easter Island

Pop Revo pt. 2

Undertegnede er desværre blevet forhindret i at komme afsted til årets Pop Revo som for alvor starter i dag, men det skal da ikke forhindre mig i at skrive endnu et indlæg om den fine lille festival, hvor jeg kommer lidt ind på hvilke navne jeg ville have elsket at opleve live.

Hvis jeg skulle på Pop Revo ville jeg selvfølgelig give samtlige navne en chance, men der er nogle navne som jeg ville se mere frem til end andre. Grimes er ét af dem. Jeg ved ikke hvad det er med mig for tiden, men jeg er gået hen og blevet vældig glad for den elektronisk baserede musik. En bølge Turboweekend og Animal Collective i sin tid startede hos mig, som nu er oppe og vende igen. Jeg ved ikke om det bare er mig eller om det bare ER den tendens musikken har for tiden. Anyways, Grimes har fået min opmærksomhed på den konto, og jeg ville elske at få muligheden for at opleve dem live. Deres seneste plade Visions er endnu kun ved at komme ind under huden på mig, men jeg kan allerede nu ikke udelukke at den kommer med i kapløbet om årets plader.

I den lidt mere organiske og mere dæmpede ende, er det Lower Dens der har gjort indtryk med deres seneste plade Nootropics. Jeg håber at kunne komme afsted ud og se dem på Loppen på søndag.

Sidst men ikke mindst har jeg igennem noget tid gået og lyttet til Austra‘s (billedet) album Feel it Break fra sidste år. Det er én af de her sangstemmer som man enten ikke bryder sig om eller holder af. Jeg må indrømme at jeg igennem de første par lyt havde svært ved at kapere stemmen. Men forleden da jeg satte pladen på igen, skar Kate Stelmani’s stemme sig lige igennem og fandt vej til mit hjerte med sangen Lose It. Det er lidt spøjst som timing nogle gange kan have indflydelse på om man falder for et stykke musik eller ej. Anyways, jeg ville have elsket at opleve dem her live.

Pop Revo 2012

Siden 2004 har festivalen, der nu har til huse på Voxhall i Aarhus, budt på en række spændende alternative navne. Ét af de navne undertegnede har været mest ked af at glippe, er The Clientele som spillede på den første af slagsen. Jeg har kendt til festivalen en årrække nu, men har aldrig selv været afsted, hvilket jeg håber at komme i år, da fede navne som Lower Dens, Austra og Grimes spiller op til bal.

Som noget nyt er festivalen udvidet til at foregå på hele to spillesteder, nemlig Atlas og Voxhall, som på skift i aftentimerne vil byde på de forskellige navne fredag og lørdag d. 18. og 19. maj. Torsdag d. 17. maj er der præ-party på Radar ved Godsbanen hvor bl.a. Alasdair MacLean (The Clientele) og danske The New Spring kigger forbi. Lørdag eftermiddag er der day-party på Råbar som passende ligger ned til Aarhus å og imellem Atlas og Voxhall, hvor bl.a. Fossils og Girlseeker spiller.
Lørdag nat når det sidste band har spillet på Voxhall, er der afterparty på Café Paradis med specielle Pop Revo drinks og fede DJ’s. Altsammen kan man få hvis man erhverver sig et superbilligt partout armbånd til 250 kr + gebyr her.

Undertegnede håber i hvert fald rigtig meget på at komme afsted og få taget sin Pop Revo mødom.

smukke eksplosioner

De er fra Texas. Jeg har fulgt dem i snart 10 år, set dem live en enkelt gang og elsker at svæve væk i deres post rockede lydlandskaber. Explosions In The Sky har i dag offentliggjort en smuk smuk video til sangen Postcard From 1952 fra pladen Take Care, Take Care, Take Care (2011).

Det er en video som på smuk vis bringer dig igennem alle de klassiske barndomsminder på en forunderlig måde. Tag dine hovedtelefoner på, luk verden ude for en stund og tryk play:

Spot Festival here we go again

Som det er hvert år omkring denne tid, skal denne blog selvfølgelig afsted til årets SPOT Festival. For undertegnedes vedkommende er det den 9. gang i træk, så man kan vel efterhånden kalde sig en veteran. Jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn, som jeg altid gør. Det er og bliver én af mine yndlingsfestivaler. Og i år er ambitionerne høje, da jeg har en plan om at nå at se samtlige af følgende navne:

FREDAG:
CopCol – live reworked by T. Finland & Mikkel Meyer
Masha Qrella (DE) & Dangers of the Sea (DK)
Age of Giants
RebekkaMaria & The Hymnboy
Vessel
LCMDF
Waldo & Marsha
Carlis
Choir of Young Believers
Donkeyboy
Young Dinosaur
Lovespeed
Reptile Youth

LØRDAG:
Snake & Jet’s Amazing Bullit Band
Marybell Katastrophy (DK) & Nils Frahm (DE)
Shiny Darkly
In Memoirs
Indianna Dawn
Of The Wand & The Moon
My Bubba & Mi
Lukas Graham
Green Pitch
Rum 37
Mellemblond
Asbjørn
Prinspóló
Taragana Pyjarama
The Echo Vamper
Chorus Grant

Der er jo altid nogen man ser mere frem til end andre. Nogle af dem fordi man har set dem før og ser frem til at se hvordan og om de har udviklet sig, og andre fordi man har læst og hørt så meget godt om dem, men endnu ikke fået dem set. Det skal dog lige nævnes at der kun er 5 af ovennævnte navne jeg har set før, så jeg synes selv jeg har været dygtig til at overholde mit dogme i år. Nu må vi bare se om det holder i virkeligheden.

Som altid sker der også en masse andre ting udenfor SPOT, som oftest gør forvirringen større. I hvert fald for mig, hvilket resulterer i at jeg år for år prøver at navigere udenom disse arrangementer og kun fokusere på hvad der sker på selve festivalen. Men det er efterhånden svært kun at holde fokus, dels fordi disse arrangementer med årene har udviklet sig til nogle federe og federe arrangementer og knap så meget hemmelighedskrammeri, men dels også fordi at der ofte følger goder som gratis drikkelse og lignende med til disse arrangementer (har dog planer om at holde en nogenlunde sober SPOT i år, da der jo er lagt et stramt program for dagen). Så jeg har derfor sat mig for at starte min SPOT festival fredag med Pumpehusets Dayparty i M.P. Bruunsgade

Tjek det ud her.

Lørdag går turen – medmindre et seminar kommer i vejen – til V58, som jeg endnu mangler at stifte bekendtskab med i den virkelige verden, hvor en flok musikelskere har fundet sammen og stablet denne dayparty på benene:

genopfriskning

Han er én af de kunstnere som jeg til at starte med, ikke kunne fordrage. Det hele startede tilbage i 2003, da jeg af en dansk musiker fik anbefalet det her album Want One af ham her Rufus Wainwright. Jeg købte CD’en (det var før jeg var gået over til vinyler) og satte den på og lyttede den igennem fra ende til anden. Jeg tror endda jeg pillede den af inden sidste nummer, da jeg simpelthen ikke kunne holde ud at høre på denne her stemme. CD’en blev lagt på hylden og glemt i en række måneder.

Indtil en dag hvor jeg hev den ned fra hylden igen og tænkte at han altså måtte have en chance til. Denne gang var det forelskelse ved første lyt. Ikke ret lang tid efter udkom hans fjerde album, Want Two, som ligesom et’eren tog en del gennemlytninger før den vandt ind. Og kort tid efter besøgte han Store Vega, hvor jeg selvfølgelig tog ind og så ham, og for først gang var vidne til ét af de mest spektakulære shows jeg nogensinde har set med ham (har set ham 4 gange mere siden dette show). Det var helt sikkert overraskelsesmomentet i og med at man ikke regnede med noget specielt, så da han og bandet trådte ud iført alt fra lingeri til SM-kostume og sorte dildoer og jeg skal komme efter dig, skulle der fremover meget mere til at overraske mig. Ikke engang hans optræden som Messias der bliver korsfæstet alt imens han synger Gay Messiah (Want Two), da jeg så ham i Det Kongelige Teater senere samme år kunne rykke noget.

Overraskelser eller ej. Jeg tog ham virkelig til mig med tiden og lod mig charmere af den flamboyante ultramusikalske herre. Men som det er med så meget andet, så vokser man så at sige fra musikken på et tidspunkt og den kommer igen op på den støvede hylde for en periode. Indtil forleden hvor Rufus spillede i Falconer Salen, og en stor del af min omgangskreds skulle ind og se ham, og jeg igen blev mindet om hans plads i mit hjerte. Jeg har endnu ikke nået at høre hans nye plade, men faldt over dette klip i dag:

Han har stadig en stor plads i mit hjerte og selvom han sikkert vil opleve at skulle støves af en del gange mere, så vil hans plader altid være en del af mit liv.