Dagene derpå…

Klub Geyser Festival er veloverstået. Hjaltalín spillede en dejlig koncert, og undertegnede fandt ud af at hun meget bedre kan lide dem live end på plade, da der er noget mere kant på deres lyd live, og knap så meget storladenhed. Kort sagt; de er meget mere indiepop live end hvad man måske lige havde regnet med, hvilket er en god ting. Der var god stemning alle tre dage. Og undertegnede blev hver aften positivt overrasket over mindst ét band. Men der var især ét band der løb med hele min opmærksomhed lørdag aften. Det drejer sig om det purunge band, Forgotten Fields On Fire (billedet), som spiller noget dejligt britisk 60’er rock/pop, med en snert af både Beatles og Libertines og alt derimellem. De har på én eller anden måde formået at spille sig ind på en plads i mit hjerte og ikke mindst i min hjerne, da jeg har haft nedenstående sang på hjernen lige siden jeg vågnede i går formiddags. Så derfor er jeg rigtig glad for at kunne dele den med jer også.

Mp3: Forgotten Fields On Fire – Under Your Skin

Hvis du kan lide hvad du hører, og du skulle befinde dig i København på fredag, så spiller drengene på Park på Østerbro. Der er GRATIS entré, men sikkert rift om pladserne. Mere info om koncerten, kan findes her.

Klub Geyser Festival

Sidste år var det et delvist islandsk fænomen der indtog en klar førsteplads på undertegnedes top 5 over årets koncerter. Chancen for at det samme vil komme til at ske i år, er ret stor eftersom det islandske band Hjaltalín gæster dette års Klub Geyser Festival, som finder sted på Islands Brygge fra torsdag til lørdag (9.-11. september) i den kommende uge. Da jeg efter at have rålyttet til bandets seneste udspil kaldet Terminal de seneste par uger, har bygget rimelig store forventninger op til netop denne koncert. Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvad det er der gør, at de har formået at charmere så grundigt ind under min hud, da deres hang til den storladende musicalprægede lyd ellers ikke ligger mit hjerte så nært, så gør de det alligevel så overbevisende, at jeg er solgt.

Udover Hjaltalín, som er endt med at blive festivalens absolutte hovednavn, kan jeg varmt anbefale af man tjekker navne som Penny Police og Forgotten Fields On Fire ud. Førstnævnte har jeg endnu ikke oplevet i levende live, men sidstnævnte overværede jeg derimod for nyligt på Rust som opvarmning for deres lidt mere syrede storbrødre i Treefight For Sunlight, hvilket var en hyggelig fornøjelse. Det kan så diskuteres hvor heldigt Forgotten Fields On Fire navnet er, men jeg kan godt lide deres Libertinske Beatles univers, hvis i forstår sådan en lille én. Men de skal opleves live, hvor man bliver inviteret ind i deres lille stue med deres akkustiske instrumenter og ungdommelige sind. Jeg ved dog ikke hvilket set-up de vil diske op med når de på lørdag gæster Klub Geyser Festivalen.
Derudover er jeg en smule spændt på at genopleve Il Tempo Gigante, efter at have fotograferet dem som support for en vis Rasmus Nøhr for nogle år tilbage.

Programmet ser således ud:

Torsdag:
C’est Tout Martine
Penny Police
Viktor Kingo (FO)
I Love Birds (N)
special guest: Mads Mouritz

Fredag:
Hjaltalín (ISL)
Klein (DE)
Ida Gaard
Simone Alexander (AUS)
My Cloudberry Mission
special guest: Lorey French (US)

Lørdag:
One-Eyed Mule
Il Tempo Gigante
Dreamjockey
Jacob Speake
Petterson
Forgotten Fields On Fire

Mere info om festivalen findes her.

Uafhængige bølger

Om 23 dage stævner Oslo-båden ud fra Københavns nordhavn med nogle helt specielle ting på programmet. Det drejer sig om Independent Waves, som DFDS i samarbejde med DUP (organisationen for de Danske Uafhængige Pladeselskaber) har stablet på benene. Et bredt og spændende program, der både kan være interessant for udenforstående, såvel som branchefolk, da det ikke kun kommer til at byde på koncerter, men også diverse workshops og paneldebatter er der blevet plads til. Vi har været så heldige her på blaa vinyl at blive inviteret med. Og undertegnede her ser frem til at skrive mere om turen både før, under og efter.

Læs mere om den her.

blaavinyl.dk byder velkommen!

blaa vinyl har nu været inaktiv i næsten en hel måned, til dels på grund af diverse ferier der skulle afvikles og til dels på grund af den side, du befinder dig på lige nu. Den er vi utrolig glade for at kunne præsentere for jer, og det er noget vi har glædet os rigtig meget til.

Efter mange overvejelser besluttede vi nemlig for et efterhånden lang stykke tid siden, at vi havde lyst til at have lidt mere råderet over vores eget layout, og selve serverpladsen vil være gavnende for os i fremtiden. Derfor er den gamle side på wordpress (blaavinyl.wordpress.com) nu blevet erstattet med blaavinyl.dk. Profilen er den samme, men layoutet er nyt.

Layoutet har Asger Behncke Jacobsen fra Kolding Designskole stået for, og vi er rigtig glade for det resultat der er kommet ud af det. Også vores gode ven Anders Mortensen har hjulpet os med at få det hele op og stå. Og dem er vi meget taknemmelige overfor, da vores egne programmerings- og designevner er yderst begrænsede.

Som sædvanlig har vi stadig mange jern i ilden, så selvom vi i fremtiden vil forsøge at have en hyppigere update-rate herinde, så er blaa vinyl stadig for vores egen fornøjelses skyld og altså uden kommercielle bagtanker.

For en nemheds skyld har vi oprettet en gruppe på facebook til hverdagsbrug når der kommer nye nyheder, artikler eller andre ting vi gerne vil kommentere på. Den vil vi gerne opfordre til at interesserede hægter sig på: blaavinyl.dk på facebook. Ligesom vores twitter-profil er at finde her: blaavinyl.dk på twitter.

Vi glæder os til at dele blaa vinyl’s fortsatte udvikling med jer!

bloggelige hilsner

Rikke og Rune Schlosser

P.S. Vi håber at de flinke mennesker der har linket til os, kunne finde på at rette vores link til vores nye link: blaavinyl.dk.