Jeg troede virkelig at jeg var ovre mit teenage-stadie, hvor jeg kunne komme i den syvende himmel og falde over mine egne ord når jeg med hamrende hjerte, skulle slå over i engelsk for at kunne føre en samtale med én af mine absolutte yndlingsmusikere, når han spørger mig hvordan det går, som var vi gode gamle bekendte (hvilket vi i princippet også er efter at have mødt hinanden en enkelt gang for 3 år siden). Men hvem ville ikke blive bare lidt mundlam, når manden der altid redder dit humør, ikke alene husker dit navn, men også hvordan det staves (!!)?!
Beklager indledningen til dette indlæg er blevet lidt “oh my god”-agtig, men det er tilsyneladende det stadie jeg er i, i skrivende stund. Aftenens koncert var som sagt min fjerde af slagsen, men uden tvivl den bedste af dem alle. Ed var i sit muntre hjørne og publikum opførte sig eksemplarisk. Alt sammen noget der var med til at gøre denne solokoncert sublim. Mit til alle tider yndlingsnummer God Protect Your Soul dukkede allerede op som andet nummer i settet, og rækken af favoritter – nye som gamle – blev bare ved med at dukke op i det godt halvanden time lange set, med det absolutte højdepunkt i den selvjamende udgave af I’ve Become Misguided. Der blev blandet godt rundt i bagkataloget og gjort brug af en del forskellige instrumenter og virkemidler, hvilket passede undertegnede ganske udemærket, og var med til at bære koncerten op på et yderst tilfredsstillende niveau.
Og når alt det så er sagt, får i lige favoritten i liveudgave (dog her med band). Godnat og sov godt!:
Ikke fordi jeg vil sammenligne disse to brilliante musikere, men jeg synes de har nogle fællestræk et eller andet sted. Hvor Regina Spektor som regel passer rigtig godt til både sommer og efterår, er Ed Harcourt mere passende til efterår/vinter og forår. Genialt at have årstiderne dækket ind på den måde, at der altid er noget musik man kan falde tilbage på uanset hvad.
På onsdag skal jeg opleve Ed Harcourt live for fjerde gang i mit liv. Jeg glæder mig med nerverne lidt udenpå tøjet, da det har været nogle vældig blandede fornøjelser at opleve ham live førhen – forstået på den måde at du aldrig helt ved hvor du har ham. Jeg har bl.a. oplevet at han straks forlod scenen med hele bandet engang, da teknikken ikke ville som han ville, og engang hvor han nærmest var parat til at slå én af hans fans ned, bare fordi vedkommende havde snakket lidt i pausen imellem sangene (han sagde dog undskyld efter koncerten, og alt endte godt). Han er en mand man næsten aldrig ved hvor man har når man går til koncert med ham, hvilket i sig selv kan være et plus ved oplevelsen. Jeg er jo kommet igen og igen uanset hvordan koncerterne er forløbet, så der må være noget om det.
Siden jeg så ham sidst, er han blevet far (og dermed måske lidt mindre nærtagende?!), og koncerten på onsdag er en solokoncert. Så jeg er meget spændt på at se hvordan det forløber, og ikke mindst spændt på at opleve min yndlings-musiker live igenigenigenigen. Som opvarmning, kommer her et par videoer…
Ed taler her om sangene på hans seneste album ‘Lustre‘ fra i år. Og samtidig viser han sig også fra én af sine bedre sider. Manden er jo i bund og grund en ganske rar og imødekommende fyr (dette kunne undertegnede konstatere efter at have mødt ham en enkelt gang):
Man kunne krydse fingre for at han spiller denne her:
På mandag kommer det længe ventede album fra duoen med det drabelige navn, Murder. Albummet har fået titlen Gospel of Man og undertegnede har været så heldig at have været med på en lytter siden de tidlige mix tilbage i april i år, så kender derfor efterhånden pladen pænt godt. Jeg var faktisk overrasket over forleden at finde ud af hvor godt de fleste numre har sat sig fast.
Ligesom deres forrige plade, har denne plade melodier der lige så stille lister sig ind på dig i dine drømme, så du vågner op med dem klistret fast i din indre radio. Jeg har i løbet af de sidste par måneder oplevet det op til flere gange, og tager det som et ganske godt tegn. Især den såkaldte “julesang” (fordi de i omkvædet synger “I am getting what I want for Christmas…”) No Room For Mistake har forårsaget en del svævende morgener, og i sidste uge var det Subrosa, der nok er den sang, sammen med dens næsten navnebror Supervalu på hele pladen der ligger tættest på deres forrige udspil. Hvor stort set resten af pladen skiller sig ud ved noget større instrumentation end der var tale om på Stockholm Syndrome, hvilket bestemt er et plus i min bog.
Også live er bandet noget ganske andet end de var den første gang undertegnede oplevede dem på SPOT for efterhånden 3 år siden. For hvor de førhen sad ned, og som oftest optrådte som duo (hvilket de dog også vil være på deres kommende efterårsturné), så kan de til foråret opleves i en noget mere sprudlende kvintet, hvor Jacob Bellens som den eneste er stadigt siddende. Undertegnede oplevede det dels i Huset i Magstræde tilbage i april måned og igen i juli under Copenhagen Jazzfestival. Så sæt et stort kryds i din kalender fra d. 23. februar til d. 6. marts 2011, hvor Murder som kvintet vil slå et smut forbi Danmark, inden de rammer Europa. Men inden da, kan de opleves som duo her:
For lige at vende tilbage til pladen, så er det en plade som uden tvivl vil lande et sted på undertegnedes top-x liste over årets bedste indenlandske plader, når dette år er omme.
Og her får i så chancen til at lytte til min absolutte yndlingssang fra pladen, som jeg siden første lyt har holdt uendeligt meget af. Picker of Cotton:
Det gamle hus i Magstræde lagde i går rammer om en fantastisk underholdende farvelfest for 1 2 3 4, som har valgt at gå i opløsning lige om lidt (dvs. når de har spillet deres allersidste koncerter om 16 dage). Den var fyldt med velkendte ansigter og fine gæsteoptrædender fra bl.a. Pato, Christian Hjelm (Figurines) og Nikolaj Nørlund. Alt i alt en dejlig aften.
I morgen lørdag lægger Huset i Magstrædes musikcaféen rammer om noget mere farverig fest stopfyldt med nogle lidt anderledes overraskelser og gøgl. Señor Ding Dong disker op med bands som Bodebrixen, Dans og Lær og Akiri er der lagt i ovnen til endnu en fantastisk aften med smil på læben, dans og sang…eller som de selv skriver på facebook eventen: Er du til fest, farver, fugle, tegnsprog, gak & løjer, 8bit musik og dans til den lyse morgen er Señor Ding Dong den glade mexicaner du skal besøge lørdag aften.
Señor Ding Dong er Husets nyeste klub, der går ud på at præsentere festligt upcoming musik i rammer, som man aldrig har oplevet det før…Så gå ej glip af det når de i morgen aften, lørdag d. 2. oktober, for første gang slår dørene op kl. 21 og tager blot 100 kr i entré og giver en gratis øl til alle dem der dukker op før kl. 23! Kom frisk, kom glad! Undertegnede glæder sig i hvert fald!
Dag 2 på Independent Waves er så småt ved at være omme. Den har været præget af tømmermænd og regn, men bortset fra det, har det været endnu en vellykket dag med et pakket lærerigt program.
Gensynet med Oslo var en våd omgang. Det silede ned fra vi ankom til vi sejlede afsted imod Danmark igen. Men jeg fik en god gåtur i den indre by og hængt lidt ud med lidt forskellige folk fra turen her. Oslo er en meget smuk by på trods af regn.
Dagens Independent Waves program blev skudt igang med en såkaldt brancheworkshop, hvor vi sad i grupper og fik præsenteret musikbranchen som den var i gamle dage (før digitaliseringen), hvilket Torben Eik (fra Musikparlamentet og Yourwaves) fremførte på smukkeste metaforvis igennem et eventyr. Derefter præsenterede han os for musikbranchen som den ser ud i dag, efter digitaliseringens indtog. Vi skulle derefter forestille os at den gamle musikbranche var et skib og digitaliseringen et isbjerg, som er skyld i at skibet er ved at synke, så vi fik lidt forskellige samarbejdsopgaver med følgende overskrifter:
The old industry is sinking
The Iceberg is digitalization
What is worth rescuing?
Choosing the right course
Avoiding reefs
Det kom der nogle ganske interessante snakke og nye bekendtskaber ud af. Min gruppe valgte f.eks. at redde albumformatet, vinylen (det fysiske format), talentudvikling og investering fra den gamle musikbranche. Og vi valgte at satse på sponsorship og streaming som en del af den nye musikbranche, hvor vi skulle tale om fordele og ulemper og om hvordan man evt. kunne styre redningsflåden udenom disse ulemper (isbjergene). Alt i alt en meget interessant og lærerig workshop, som bl.a. var styret af Morten Jaeger.
Efter workshoppen fik vi besøg af sangskriver workshoppen, som siden vi ankom til skibet i går, har arbejdet på højtryk for at skrive et par sange. Kaspar Kaae (CODY), Jonas Villumsen (Entakt), Laurids Smedegaard (Before The Show) og Andreas Stæhr (Before The Show) havde i fællesskab fået strikket nogle rigtig fine sange sammen. En dansksproget og en engelsk af slagsen. En rigtig fin afslutning på konference delen af programmet her.
Om 10 minutter går Pernille Gunvad på scenen i færgediskoteket Heaven 11 på dæk 9, efterfulgt af Supercharger. Så det skal nok blive en interessant aften.
Independent Waves er skudt godt igang med Musikparlamentets debat-seminar og efterfølgende hyggelig middag med tre fjerdedele af panelet fra debatten er veloverstået. Tilbage er koncerterne, som undertegnede dog med vilje har valgt at nedprioritere lidt i forhold til de andre ting i dette vældige program.
Programmets første hovedpunkt var Musikparlamentets debatseminar, med det spændende emne der lød således: “Diskussion af talentkonkurrencer med særlig fokus på X Factor”. Hvad betyder X Factor for pladebranchens økonomi? Er der flere gavnlige end negative effekter ved de mange talentkonkurrencer?
Hvilket jo er perfekt i undertegnedes ører, med et bachelor projekt, som netop har taget udgangspunkt i denne form for reality TV. Hvad kom der så ud af debatten?! Ja se der var mange interessante (en del dog allerede velkendte) punkter, som jeg fandt værd at bringe videre her på bloggen:
Konferencier: Thomas Borre (Rytmisk Konservatorie m.m.) Paneldeltagere: Nicolai Winther (Apollo Live Music, bestyrelsen m.m. i det nye Stengade), Kaspar Kaae (forsanger i CODY m.m.), Morten Hjort (Copenhagen Records m.m) og Nicolaj Hyltén-Cavallius (bl.a. kommunikationschef på KODA)
Første fakta som blev smidt på bordet var den åbenlyse (hvis man bare har fulgt lidt med), med at dem som har vundet de her talentkonkurrencert, for det meste forsvinder lige så hurtigt som de dukker op (med undtagelse af Julie Berthelsen, som fik en 2. plads i Popstars tilbage i 2002). Der kunne man måske fristes til at stille spørgsmålet, om konceptet fungerer bedre i nogen lande i forhold til andre?! Hvor paneldeltager, Nicolai Winther straks var inde og pointere at man rent befolkningsmæssigt ikke måtte sammenligne Danmark med lande som England og USA. Men med tanke på i hvor mange år/årtier der efterhånden har været tradition for denne form for konkurrencer (dog uden nødvendigvis TV deltagelse som i X-Factor tilfældet), så falder det måske meget mere naturligt i de lande, at vinderne af TV-konkurrencerne, også har udsigt til noget der ligner en reel karriere, som varer mere end 3 måneder, har han sikkert også ret.
I forhold til her i Danmark, hvor vi har noget så smart kaldet Janteloven, som netop gør at TV-konkurrence (indenfor reality-grenen kaldet Gameshow), gør det svært for deltagere, såvel som vindere fra disse programmer, at skabe en længerevarende karriere. For at citere Morten Hjort fra Copenhagen Records, som oveni antydede at ikke engang den ellers såkaldte nationalradio på DR ville røre disse såkaldte artister med en ildtang: “Nobody wants to touch these artists from X-factor”. Er det ikke ret opsigtsvækkende, at selv samme medie (DR), som kører det her program, også takker nej til vinderens singler på selvsamme nationalradio?!?! Det giver jo overhovedet ingen mening!
Det er så her den såkaldte lynproces kommer ind i billedet. Med den hentyder jeg
til den korte tid en X-factors såkaldte karriere kommer igang, og hvor længe den overhovedet kommer til at køre (gennemsnitteligt 2-3 måneder hvis man er heldig. Hvem kan f.eks. huske vinderen af X-Factor vinderen 2008??). Der var mange både kendte og knap så kendte problematikker oppe og vende på denne debat. Men især én ting slog mig, og som var ret paradoksalt/dobbeltmoralsk, for at komme i national radio i det her land som konkurrencedeltagende “talent”/”musiker”, skal du gerne have deltaget i nogen af de radiovenlige konkurrencer såsom især Karrierekanonen, ellers har du ingen chance, og det er ret ironisk, eftersom vore dages teknologi jo netop drager det brede publikum nærmere TV, end radio….
(undertegnede vil helt sikkert komme med flere inputs omkring denne debat med mere på et andet tidspunkt. Men pga. plads, vil det blive delt op)
Jeg er netop vendt tilbage fra én af de fine koncerter på denne tour…Thee Attacks var nok én af de fedeste færgekoncerter (og dette var måske undertegnedes første!) nogensinde! Så må tiden vise i morgen, om der er nogen af de optrædende der, som lever op til samme level. Jeg troede jeg havde lagt garagerock bag mig for længst, men der har hele tiden været ét eller andet som har tiltalt mig ved netop dette band, og dette blev netop blev bekræftet live. At lyden så var superb i forhold til at vi befandt os på et færgediskotek, lægger bare et ekstra + oveni hatten. Dog gav jeg op halvvejs igennem pga. skrivepres (jeg var jo netop kommet med på denne tur for at holde jer opdateret) + de meget underlige rammer, som et typisk færge diskotek/lounge jo giver, med gulvtæpper og velourklædte sofaer. Ergo, jeg må hellere se bandet i meget mere vante/bedre omgivelser før jeg giver nogen fyldestgørende anmeldelse. Indtil da vil jeg præsentere jer for en video der viser jer ret meget hvad i vil kunne komme til at opleve hvis i nogensinde begiver jer til en koncert med ovenstående band. Jeg elsker det!:
Som bekendt, havde undertegnede drøntravlt med alt andet end at høre musik på årets SPOT Festival, hvilket forhindrede mig i at spotte et navn som belgiske The Bear That Wasn’t. Men selvom jeg ikke fik oplevet Nils Verresen’s noget så fine røst i levende live, var jeg så heldig at få stukket hans plade i hånden på et tidspunkt i foråret, men har først nu rigtigt fået ørerne op for den. And So It Is Morning Dew er hermed blevet min nye yndlings-efterårsplade, og kan varmt anbefales. Lyt selv:
Han kommer til Danmark igen her i foråret, men desværre kun til Århus i forbindelse med Recession Festivalen i den Lille Sal på Vestergade kl. 20:30 d. 9. oktober. Læs mere her.
Bandet er iøvrigt opkaldt efter børnebogen med samme navn af Frank Tashlin fra 1946. I 1967 blev bogen animeret, og det gav følgende resultat:
Klub Geyser Festival er veloverstået. Hjaltalín spillede en dejlig koncert, og undertegnede fandt ud af at hun meget bedre kan lide dem live end på plade, da der er noget mere kant på deres lyd live, og knap så meget storladenhed. Kort sagt; de er meget mere indiepop live end hvad man måske lige havde regnet med, hvilket er en god ting. Der var god stemning alle tre dage. Og undertegnede blev hver aften positivt overrasket over mindst ét band. Men der var især ét band der løb med hele min opmærksomhed lørdag aften. Det drejer sig om det purunge band, Forgotten Fields On Fire (billedet), som spiller noget dejligt britisk 60’er rock/pop, med en snert af både Beatles og Libertines og alt derimellem. De har på én eller anden måde formået at spille sig ind på en plads i mit hjerte og ikke mindst i min hjerne, da jeg har haft nedenstående sang på hjernen lige siden jeg vågnede i går formiddags. Så derfor er jeg rigtig glad for at kunne dele den med jer også.
Hvis du kan lide hvad du hører, og du skulle befinde dig i København på fredag, så spiller drengene på Park på Østerbro. Der er GRATIS entré, men sikkert rift om pladserne. Mere info om koncerten, kan findes her.
