For efterhånden to uger siden var jeg til en fremragende koncert, som skulle have været omtalt på denne blog netop efter, men af føromtalte tekniske komplikationer, var det desværre ikke muligt. I hvert fald var jeg så heldig at være vidne til en koncert med Murder og Glass Arena på Godset i Kolding lørdag den 26. februar, og det var et par rigtig positive musikalske oplevelser, jeg var vidne til.
Glass Arena:
En meget charmerende duo. Indadvendt og delikat. Primært musik udført for to guitarer tilsat samples, beats og sporadisk percussion. De to 22-årige kvinder har en meget speciel lyd, der kunne lede tankerne hen på britiske Anna Calvi – måske primært i kraft af den elektrike guitars hovedrolle og den særegne vokal. Derudover kan stilen bedst beskrives som en kombination og afart af noget meget Cæcilie Trier’sk og flere elementer fra den fantastiske norske sangerinde Stina Nordenstams musik, duoen også må have haft på anlægget.
Duoen formåede at tage undertegnede ind i deres meget dragende univers, der består af store dele nærvær og intimitet. De meget atypiske korarrangementer var en af de ting, der var mest bemærkelsesværdige, men også deres samplede beats med lyde indspillet i øvelokalet var veludførte. For min skyld kan de godt holde alt rytmisk på samples eller også bør det overlades til andre, for det var helt klart når de begge havde fokus på guitaren – at musikken kom til at fremstå stærkest. Hør selv det nummer, der også stod frem under koncert, fra deres demo, herunder. Jeg glæder mig meget til at høre flere mixede numre med Glass Arena.
Glass Arena – Night Falling:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/11187234″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=005dff” width=”100%” height=”81″ ]
Murder:
For hede hulen, hvor er Murder blevet et vanvittig fedt band. Det er nu ikke fordi, at jeg nogensinde har været i tvivl om det, men i den nuværende band-konstellation fungerer det bare til perfektion. Sidste gang jeg bevidnede de herrer, var til en mere lavmælt koncert på Voxhall i februar sidste år. Denne gang var der tilføjet en ekstra elguitar, og for dælen, hvor var det en god idé. Det var Slaraffenlands Christian Taagehøj, der tog sig af det, og det var virkelig klædeligt til Murders skrøbelige univers, at der kom noget kant i kraft af næsten støjende guitar-indslag.
Jeg har ikke delt samme uforbeholdne begejstring for Murders seneste plade, som min medblogger har, men jeg må sige, at mine forbehold blev gjort til skamme denne gang. Udover en – i mine øjne – mere velfungerende gruppe, så er Jacob Bellens blevet helt vanvittig overlegen i sin vokal. Han har altid været fantastisk og uden sammenligning, men jeg fornemmede nu alligevel en anden ro og et betydeligt overskud, som de mange jobs må have ført med sig. Denne gang er rutinen blevet til Murders es, som de smed i puljen, og det resulterede i fuldt hus denne aften på Godset.
Under koncerten observerede min sidekvinde, at jeg noterede på en blok, og hun spurgte, om jeg var journalist. Jeg forklarede relativ kort, at jeg havde en blog, hvor koncerten skulle være genstandsfelt for et indlæg. Hun sagde, at hun ikke kunne forstå gruppens kommentarer indimellem. Bellens kom blandt andet med kommentarer om at de fik flæskesteg til aftensmad, og at de “virkelig var glade for at spille for os” – som i øvrigt blev gentaget flere gange af Anders Mathiasen. Hun havde opfattet en ironi heri, omend jeg havde opfattet det fuldstændig modsat, og hun henvendte sig endda under koncerten direkte til bandet, at hun ikke forstod kommentaren om flæskestegen.
Grunden til at denne lille anekdote er relevant i et indlæg om en koncert, hvor musikken jo egentlig bør være i centrum, er fordi, at Murders fremtoning i den grad har sine betydelige styrker. Undertegnede har altid opfattet det som utrolig forfriskende, og at man kan slappe af i selskab med de herrer, fordi der ikke er nogen dikkedarer eller, at der ikke bliver kigget ned fra et tårn på en masse, der bare skal købe cd’er. Murder er i øjenhøjde. Det er deres største kvalitet. Det lyser igennem i deres musik, deres arrangementer og naturligt nok også i deres personlige fremtræden under en koncert.
Jeg er ikke klar over, hvor udbredt denne misforståelse (s0m den omtalte kvindes) findes blandt nytilkomne publikummer, men til fremtidige vil jeg dog blot anbefale et åbent sind – jeg opfattede ikke mindst gruppen som helt reelle, men ret mig endelig Jacob og Anders – I spillede i hvert fald fremragende. Mine yndlingsnumre på aftenen var Queen Of Calm fra deres forrige plade, men også Bodies Collide, Picker of Cotton og Daughters Of Heavy – skønhed i sin reneste form.
Murder – Providence + Picker Of Cotton + Aqueduct:
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/playlists/414722″ params=”show_comments=true&auto_play=false&show_playcount=true&show_artwork=true&color=005dff” width=”100%” height=”145″ ]
