Traditionentro skal undertegnede på denne tid af året en tur til Århus og nyde en masse musik i to hele dage på yndlingsfestivalen SPOT. Sidste år indebar den 7. af slagsen en masse arbejde i forbindelse med en praktik, men i år er der knap så meget at se til og dermed meget mere at se på og lytte til. Jeg har glædet mig meget, og sidder her i toget og forstår ikke helt at jeg allerede er på vej…
Det har været en meget hektisk tid her op til festivalen, så har knap haft tid eller overskud til at sætte mig ind i programmet, men som det ser ud lige nu, kunne jeg godt tænke mig at se følgende:
Let Me Play Your Guitar feat. Talking To Turtles (DE), Bigbang, Pil & Liv, The William Blakes, 4 Guys From The Future, Jenny Wilson feat. Tensta Gospel Choir, Darkness Falls, Just a Number 05272011, Mugison, Thulebasen, Helsinki Poetry, Girls in Airports, Treefight For Sunlight og Iceage…phew. Se det var bare i dag fredag…
Lørdag byder på: Hess Is More feat. Rasmus Zwicki, Some Speak of The Future, Dad Rocks!, Il Tempo Gigante, Deer Bear, Glass Arena, Raised Among Wolves, The Malpractice, Orka feat. Ben Osborne’s Noise of Art with The Pile and Dec Shoes og Messy Shelters.
Ud af alle de navne har jeg én stor favorit, som jeg virkelig ser frem til at opleve…nemlig The Malpractice. Fra at have været en plade som jeg synes brugte lidt for mange Kashmir’ske elementer, er Tectonics virkelig vokset på mig det sidste stykke tid, og jeg kan slet ikke stoppe med at lytte. Lyt selv:
Derudover ser jeg ekstra meget frem til Glass Arena efter min medskribents fine anmeldelse af dem tilbage i marts. Og jeg er meget nysgerrig på Helsinki Poetry, Raised Among Wolves og Deer Bear.
Bliver spændende at se hvor mange af dem jeg egentlig nåede og hvilke der overraskede eller skuffede, når vi når om på den anden side af festivalen…ha en dejlig weekend!
For efterhånden to uger siden var jeg til en fremragende koncert, som skulle have været omtalt på denne blog netop efter, men af føromtalte tekniske komplikationer, var det desværre ikke muligt. I hvert fald var jeg så heldig at være vidne til en koncert med Murder og Glass Arena på Godset i Kolding lørdag den 26. februar, og det var et par rigtig positive musikalske oplevelser, jeg var vidne til.
Glass Arena:
En meget charmerende duo. Indadvendt og delikat. Primært musik udført for to guitarer tilsat samples, beats og sporadisk percussion. De to 22-årige kvinder har en meget speciel lyd, der kunne lede tankerne hen på britiske Anna Calvi – måske primært i kraft af den elektrike guitars hovedrolle og den særegne vokal. Derudover kan stilen bedst beskrives som en kombination og afart af noget meget Cæcilie Trier’sk og flere elementer fra den fantastiske norske sangerinde Stina Nordenstams musik, duoen også må have haft på anlægget.
Duoen formåede at tage undertegnede ind i deres meget dragende univers, der består af store dele nærvær og intimitet. De meget atypiske korarrangementer var en af de ting, der var mest bemærkelsesværdige, men også deres samplede beats med lyde indspillet i øvelokalet var veludførte. For min skyld kan de godt holde alt rytmisk på samples eller også bør det overlades til andre, for det var helt klart når de begge havde fokus på guitaren – at musikken kom til at fremstå stærkest. Hør selv det nummer, der også stod frem under koncert, fra deres demo, herunder. Jeg glæder mig meget til at høre flere mixede numre med Glass Arena.
For hede hulen, hvor er Murder blevet et vanvittig fedt band. Det er nu ikke fordi, at jeg nogensinde har været i tvivl om det, men i den nuværende band-konstellation fungerer det bare til perfektion. Sidste gang jeg bevidnede de herrer, var til en mere lavmælt koncert på Voxhall i februar sidste år. Denne gang var der tilføjet en ekstra elguitar, og for dælen, hvor var det en god idé. Det var Slaraffenlands Christian Taagehøj, der tog sig af det, og det var virkelig klædeligt til Murders skrøbelige univers, at der kom noget kant i kraft af næsten støjende guitar-indslag.
Jeg har ikke delt samme uforbeholdne begejstring for Murders seneste plade, som min medblogger har, men jeg må sige, at mine forbehold blev gjort til skamme denne gang. Udover en – i mine øjne – mere velfungerende gruppe, så er Jacob Bellens blevet helt vanvittig overlegen i sin vokal. Han har altid været fantastisk og uden sammenligning, men jeg fornemmede nu alligevel en anden ro og et betydeligt overskud, som de mange jobs må have ført med sig. Denne gang er rutinen blevet til Murders es, som de smed i puljen, og det resulterede i fuldt hus denne aften på Godset.
Under koncerten observerede min sidekvinde, at jeg noterede på en blok, og hun spurgte, om jeg var journalist. Jeg forklarede relativ kort, at jeg havde en blog, hvor koncerten skulle være genstandsfelt for et indlæg. Hun sagde, at hun ikke kunne forstå gruppens kommentarer indimellem. Bellens kom blandt andet med kommentarer om at de fik flæskesteg til aftensmad, og at de “virkelig var glade for at spille for os” – som i øvrigt blev gentaget flere gange af Anders Mathiasen. Hun havde opfattet en ironi heri, omend jeg havde opfattet det fuldstændig modsat, og hun henvendte sig endda under koncerten direkte til bandet, at hun ikke forstod kommentaren om flæskestegen.
Grunden til at denne lille anekdote er relevant i et indlæg om en koncert, hvor musikken jo egentlig bør være i centrum, er fordi, at Murders fremtoning i den grad har sine betydelige styrker. Undertegnede har altid opfattet det som utrolig forfriskende, og at man kan slappe af i selskab med de herrer, fordi der ikke er nogen dikkedarer eller, at der ikke bliver kigget ned fra et tårn på en masse, der bare skal købe cd’er. Murder er i øjenhøjde. Det er deres største kvalitet. Det lyser igennem i deres musik, deres arrangementer og naturligt nok også i deres personlige fremtræden under en koncert.
Jeg er ikke klar over, hvor udbredt denne misforståelse (s0m den omtalte kvindes) findes blandt nytilkomne publikummer, men til fremtidige vil jeg dog blot anbefale et åbent sind – jeg opfattede ikke mindst gruppen som helt reelle, men ret mig endelig Jacob og Anders – I spillede i hvert fald fremragende. Mine yndlingsnumre på aftenen var Queen Of Calm fra deres forrige plade, men også Bodies Collide,Picker of Cotton og Daughters Of Heavy – skønhed i sin reneste form.
Murder – Providence + Picker Of Cotton + Aqueduct: