For efterhånden to uger siden var jeg til en fremragende koncert, som skulle have været omtalt på denne blog netop efter, men af føromtalte tekniske komplikationer, var det desværre ikke muligt. I hvert fald var jeg så heldig at være vidne til en koncert med Murder og Glass Arena på Godset i Kolding lørdag den 26. februar, og det var et par rigtig positive musikalske oplevelser, jeg var vidne til.
Glass Arena, Foto: Jonas Bang
Glass Arena:
En meget charmerende duo. Indadvendt og delikat. Primært musik udført for to guitarer tilsat samples, beats og sporadisk percussion. De to 22-årige kvinder har en meget speciel lyd, der kunne lede tankerne hen på britiske Anna Calvi – måske primært i kraft af den elektrike guitars hovedrolle og den særegne vokal. Derudover kan stilen bedst beskrives som en kombination og afart af noget meget Cæcilie Trier’sk og flere elementer fra den fantastiske norske sangerinde Stina Nordenstams musik, duoen også må have haft på anlægget.
Duoen formåede at tage undertegnede ind i deres meget dragende univers, der består af store dele nærvær og intimitet. De meget atypiske korarrangementer var en af de ting, der var mest bemærkelsesværdige, men også deres samplede beats med lyde indspillet i øvelokalet var veludførte. For min skyld kan de godt holde alt rytmisk på samples eller også bør det overlades til andre, for det var helt klart når de begge havde fokus på guitaren – at musikken kom til at fremstå stærkest. Hør selv det nummer, der også stod frem under koncert, fra deres demo, herunder. Jeg glæder mig meget til at høre flere mixede numre med Glass Arena.
For hede hulen, hvor er Murder blevet et vanvittig fedt band. Det er nu ikke fordi, at jeg nogensinde har været i tvivl om det, men i den nuværende band-konstellation fungerer det bare til perfektion. Sidste gang jeg bevidnede de herrer, var til en mere lavmælt koncert på Voxhall i februar sidste år. Denne gang var der tilføjet en ekstra elguitar, og for dælen, hvor var det en god idé. Det var Slaraffenlands Christian Taagehøj, der tog sig af det, og det var virkelig klædeligt til Murders skrøbelige univers, at der kom noget kant i kraft af næsten støjende guitar-indslag.
Jeg har ikke delt samme uforbeholdne begejstring for Murders seneste plade, som min medblogger har, men jeg må sige, at mine forbehold blev gjort til skamme denne gang. Udover en – i mine øjne – mere velfungerende gruppe, så er Jacob Bellens blevet helt vanvittig overlegen i sin vokal. Han har altid været fantastisk og uden sammenligning, men jeg fornemmede nu alligevel en anden ro og et betydeligt overskud, som de mange jobs må have ført med sig. Denne gang er rutinen blevet til Murders es, som de smed i puljen, og det resulterede i fuldt hus denne aften på Godset.
Under koncerten observerede min sidekvinde, at jeg noterede på en blok, og hun spurgte, om jeg var journalist. Jeg forklarede relativ kort, at jeg havde en blog, hvor koncerten skulle være genstandsfelt for et indlæg. Hun sagde, at hun ikke kunne forstå gruppens kommentarer indimellem. Bellens kom blandt andet med kommentarer om at de fik flæskesteg til aftensmad, og at de “virkelig var glade for at spille for os” – som i øvrigt blev gentaget flere gange af Anders Mathiasen. Hun havde opfattet en ironi heri, omend jeg havde opfattet det fuldstændig modsat, og hun henvendte sig endda under koncerten direkte til bandet, at hun ikke forstod kommentaren om flæskestegen.
Grunden til at denne lille anekdote er relevant i et indlæg om en koncert, hvor musikken jo egentlig bør være i centrum, er fordi, at Murders fremtoning i den grad har sine betydelige styrker. Undertegnede har altid opfattet det som utrolig forfriskende, og at man kan slappe af i selskab med de herrer, fordi der ikke er nogen dikkedarer eller, at der ikke bliver kigget ned fra et tårn på en masse, der bare skal købe cd’er. Murder er i øjenhøjde. Det er deres største kvalitet. Det lyser igennem i deres musik, deres arrangementer og naturligt nok også i deres personlige fremtræden under en koncert.
Jeg er ikke klar over, hvor udbredt denne misforståelse (s0m den omtalte kvindes) findes blandt nytilkomne publikummer, men til fremtidige vil jeg dog blot anbefale et åbent sind – jeg opfattede ikke mindst gruppen som helt reelle, men ret mig endelig Jacob og Anders – I spillede i hvert fald fremragende. Mine yndlingsnumre på aftenen var Queen Of Calm fra deres forrige plade, men også Bodies Collide,Picker of Cotton og Daughters Of Heavy – skønhed i sin reneste form.
Murder – Providence + Picker Of Cotton + Aqueduct:
Som det fremgår af Rikkes seneste indlæg, så var blaa vinyl i sidste weekend et smut forbi hjemstavnen i Kolding. Udover den særdeles anbefalelsesværdige The Beatles-udstilling, så var der også herlig musik i byen – ja du gættede rigtigt, Efterklang. De slog vejen forbi Godset, og med sig havde de Sleep Party People. Umiddelbart efter de to skrivende bloggere fik overstået nostalgi-trippet på den omtalte udstilling, havde Efterklang overstået sin lydprøve, og forsanger Casper Clausen inviterede på slik og sodavand i Godsets fine opholdsrum. Her kommer et uddrag af vores snak med Efterklang-frontmanden, der kom vidt omkring fremtidsplaner, arbejdsprocesser, filmplaner, og hvordan man bliver ved med at holde gejsten, når man er så aktivt et band – som Efterklang.
Hvad skete der sådan umiddelbart efter i udgav Magic Chairs (bandets seneste album red.)?
Det var faktisk utroligt tjekket…altså sådan hele udgivelsen generelt. Vi havde spillet ret meget efter Parades (bandets forrige album red.). Så vi har faktisk haft mulighed for at planlægge turneerne, som vi havde lyst, stort set altså. Og det var ret tydeligt lige omkring Magic Chairs. Udgivelsen faldt på samme tidspunkt, som vi tog til by:Larm i Norge og spillede den første koncert. Så var vi i USA og spille en måned i foråret, og derefter tog vi en europæisk turné, hvor vi spillede sommerfestivaler, hvorefter vi tog tilbage til USA i september, og så tager vi en europæisk turné her i november igen. Men en anden slags europæisk turné, fordi vi vil helst ikke spille samme steder igen, så vi prøver ligesom og lave lidt om på det.
Lave lidt afveksling?
Ja, det tror vi har fundet ud af virker bedst, sådan at det ikke bliver for overdrevet. Vi har været heldige at få en masse gode tilbud fra blandt andet Portugal, hvor vi ikke har været før, og Rusland skal vi faktisk også til. Vi skal spille i Moskva og Skt. Petersborg.
Har i kunne mærke, at i er kommet ud på 4AD på jeres turné i USA – har der været en skærpet interesse?
Jamen det er jo klart. Det rammer flere ører, fordi at det netværk, der hedder 4AD, ikke bare er 4AD, det er faktisk noget der hedder Beggars Group, som også er Matador og XL og Rough Trade. Så det er…
En fornem klub…
Ja. Altså det er et ret stort selskab, og det betyder, at der er flere mennesker, der hører det. Det er den umiddelbare reaktion, vi har fået… At det rammer flere ører, når musikken bliver udgivet. Hvor vi har været fantastisk glade for Leaf Label (bandets tidligere pladeselskab red.), og vi har fået lov til at gøre præcis det samme med 4AD. Det var meget vigtigt for os, at få den samme form for frihed til at lave hvad vi ville. Samtidig har vi fået det der kæmpestore promotion-team bygget på, som gør en forskel.
Det er selvfølgelig også svært at sige, om det lige er pga,. at I har fået et større selskab, at der er kommet et større publikum…?
Ja, men jeg tror, at hvis man skal snakke om, hvordan vi har udviklet os, så er det meget sjældent, at vi sådan lige pludselig har fået et kæmpe boost af publikummer. Altså sådan fra at spille i en lille klub på 100 og så til, at der står 500 mennesker. Det stadie har vi ikke rigtig nået. Vi har sådan støt udviklet en form for profil. En gang imellem har vi slået den profil i stykker, men der er opstået en større bevidsthed omkring os rundt omkring i verden, end der var for 5 år siden, og det har meget at gøre med, at vi spiller ekstremt meget, og at vi holder os aktuelle. Det passer egentlig ret godt til os. Selvfølgelig ville man være et skarn og sige, at man ikke vil have det der kæmpestore gennembrud, men egentlig så er det meget rart at føle de der små sejre, og se at det går støt fremad, og at vi ikke falder pladask og heller ikke bliver smidt højt op i luften på én eller anden måde. Det kan jeg sgu egentlig meget godt lide.
Foto: Rikke Schlosser, Godset, Efterklang
En puster på ubestemt tid
Når I nu engang har overstået de her turnéer – hvad har I så af planer?
Jamen så har vi juleferie. Vi spiller den sidste koncert i Sverige i Uppsala i starten af december, og derefter holder vi lidt fri. I februar har vi et projekt sammen med en islandsk komponist/arrangør, der hedder Daniel Bjarnason. Projektet hedder: “Efterklang and Daniel Bjarnason and their Messing Orchestra”. Det er foreløbigt fire koncerter, som vi skal spille sammen med Owen Pallett og The National. Det bliver ligesom os tre, i forbindelse med en festival der hedder Cross Linx, som er en hollandsk festival. Det bliver en turné med fire datoer i nogle koncerthuse.
Som er samme aften?
Ja præcis. Det hele fungerer samme aften, så det er i den forbindelse, vi har fået det her samarbejde op og stå. Det bliver os sammen med Daniel og så et otte mand stort brassorkester. Det vil sige, det bliver tromboner, trompeter og saxofoner, og der kommer en ekstra percussionist med, så det bliver ret spændende. Vi har også lidt nyt materiale til den koncert. Efter det, så tager vi en måneds sidste Magic Chairs-turné, som slutter i starten af april. Derefter er vi faktisk færdige med Magic Chairs.
Så ligger i den bag jer, eller hvad man skal sige?
Ja eller, så er det slut med at koncentrere sig om den, og så har vi valgt at tage sådan en – det er faktisk første gang, vi nogensinde har gjort det – sådan en ferie på ubestemt tid eller en slags pause på ubestemt tid.
Fra næste forår eller?
Ja fra april og det meste af året ud. Rasmus skal til Portland og bo i tre måneder. Mads og jeg bor jo i Berlin, og vi kan godt have brug for at få en puster. Mest af alt handler det også om, at vi, siden Parades, faktiskhar turneret konstant, selv da vi lavede Magic Chairs turnerede vi. Vi har været igennem en periode, som har været ekstremt inspirerende, hvor vi har prøvet at holde os fra at isolere os i et studie, som meget var det, vi gjorde førhen. Det kunne være meget rart at komme tilbage til det igen.
Foto: Rikke Schlosser, Godset, Efterklang
“Her er vi, lyt til os”
Men har det ikke også været ret hårdt at turnere så meget?
Jo, det er hårdt, men vi er virkelig glade for at turnere. Selvfølgelig bliver det lidt fragmenteret til tider, fordi man ikke er hjemme nok, til at man er rigtigt hjemme. Generelt har vi været virkelig været glade for at turnere. Det har været lidt af en åbenbaring for os at prøve det. Den baggrund vi har, hvor vi kom fra, at musik, det er sådan noget man konstruerede i et studie. Derfra til at opleve, at vi er blevet et bedre og bedre liveband, og faktisk bedre og bedre til at spille som et band, det har været ekstremt rart. Samtidig med at tage rundt i hele verden. Det er jo…det føles ret heldigt. Selvfølgelig er der dage engang imellem, men generelt er vi rigtig glade for det.
Det du siger med, at I er blevet et bedre liveband. I er blevet mere og mere sådan udadvendte når man ser jer live, hvordan har i selv reflekteret den proces?
I Tripper-perioden og i særdeleshed også Parades, der var vores fokus lidt anderledes. Det, at spille koncerter var sådan lidt en anden ting. Jeg tror ikke, at vi anskuede koncerterne som sådan en kommunikation med nogen. Det var mere en præsentation, af det vi lavede, og så prøvede vi egentlig i større grad at lave en visuel oplevelse ud af det. Det der med at få lagt film på og sådan… Det var mere sådan en: “her er vi, lyt til os”. Jeg tror, vi fandt ud af efter Parades, at der blev det lidt mere spændende, det der med at kunne lave en eller anden form, og få skabt noget imellem publikum og os. Se hvad der rent musisk virkede. Hvor, vi kunne tage ting hen, og hvordan man kunne holde folk i ilden. Der var en masse ret spændende ting ved det, som begyndte at optage os mere. Det blev sådan, at kommunikationen gled lidt mere frit imellem scenen og publikum. Det kulminerede, da vi lavede sangene til Magic Chairs, hvor vi tog de her nye sange med ud for første gang og spillede dem live, før vi havde indspillet dem og testet dem. Simpelthen bare for at se hvordan de virkede live, og for at kunne spille dem live, før vi…
Før i indspillede dem?
Ja præcis. Det er gået fra at være én slags ting, hvor vi udvikler os, fordi vi bliver inspireret af at være et band i større grad, end at sidde lidt fragmenteret derhjemme foran en computer.
Men er det den proces, i arbejdede med på jeres tidligere plader?
Ja det kan man sige. Vi er nok mere et band, hvor vi på Tripper og Parades i større grad gled ud og blev et studieband. Men dybest set, så er Efterklang funderet meget som et studieband. Det er også derfor, at det er ret spændende for os. Jeg føler stadigvæk ikke, at det er det her, jeg gør. Altså jeg føler stadig det er sådan en bi-bonus ved at lave musik. Altså at man kan tage ud og stå på en scene og spille. Det er vildt sjovt og fedt altså. Det er ikke…mit fulde fokus er ikke der… hvis jeg sådan rent artistisk skal se på det, så er det mere sådan noget med at skulle prøve…og der er det spændende at kreere noget og skabe noget i en hvilken som helst sammenhæng. Om det skal være til Efterklang, til en film eller et teater. Musik i særdeleshed eller lyde. Den skabelsesproces synes vi også er ekstremt spændende. Men det føles mere som en bonus, at skulle ud og spille.
Foto: Rikke Schlosser, Godset, Efterklang
Berlin og isolation
Hvordan tror i, at i vil komme til at arbejde sammen i fremtiden?
Det er det, der bliver spændende at se. For det ved vi jo dybest set ikke, før vi rigtig kommer igang. Lige nu har vi fundet et studie i Berlin, hvor Mads og jeg er flyttet ned. Det er vores lille byggeprojekt. Vi har lagt gulv, lavet væg og malet et toilet. Det er faktisk sådan et baghus i en gård. Det er sådan et hus i to etager, og det er et ret sjovt sted. Det bliver lidt spændende, at få det op og køre. Der er vi ved at få det til at være et studie, og så er vores umiddelbare tanke – det er primært Mads og jeg, der skriver – så kommer vi til at sidde dernede og prøve og lave musikken. Når vi skal spille turneer, så er det som regel lidt sådan, at vi planlægger en uges øvning. For vi øver ikke, for at være helt ærlig. Når vi skal noget, så skal vi øve. Når vi turnerer, så øver vi også lidt til lydprøver, men de sidste tre år tror jeg, at vi har spillet næste 100 koncerter hvert år. Det er deroppe, hvor man spiller sangene så meget, at nærmest kan spille dem til døde. Det er faktisk rart nok, at komme lidt på afstand af det en gang imellem. Så er vi også mere fokuserede på det, når det endelig er. Det er lidt sådan, vi tænker, at det skal gå, men det kan vi jo reelt ikke vide.
Vil i fortsætte den arbejdsproces, hvor i spiller numrene live inden i indspiller igen eller?
Jeg kunne godt tænke mig noget, der minder om det. Men måske bliver det en lidt anden måde. Jeg tror, at vi synes, det kunne være sjovt, at lave et lidt mere isoleret projekt, hvor vi isolerer os lidt igen.
Som før i tiden?
Ja det kan man sige, men måske nærmere at finde et sted, hvor vi kan isolere os og bruge et sted på en eller anden måde. Jeg kunne forestille mig, uden at røbe for meget, at vi finder sådan et sted og prøver, os fire, at kreere et album ud fra det sted. Jeg tror måske, at vi glemmer den der liveting til at starte med, ligesom vi gjorde i gamle dage. Men så tror jeg også, at vi tænker på musikken på en anden måde, når vi kommer tilbage. Så bliver det et friskt pust, at komme tilbage og spille live. Dét, at komme inde fra et mørkt lokale ud i en frisk forårsluft, det er virkelig en ubeskrivelig oplevelse. Hvis man gør det for meget, så glemmer man, hvordan det føles. Jeg tror, at vi skal ind i det der mørke rum for at finde tilbage igen.
Foto: Rikke Schlosser, Godset, Efterklang
“At lave noget sammen” og det at følge normen
Tror du i vil bibeholde det, at i er meget interagerende med publikum?
Vi har en masse tanker om, hvad man kan gøre, og hvad man kunne gøre. Hvilke opsætninger for nu har vi efterhånden spillet…..nu lyder jeg som sådan en gammel en (griner)..Men vi har spillet rigtig mange koncerter, så vi har virkelig set- og spillet mange steder – og til tider, kan det godt være lidt stift, altså spillesteder og scener. Det hele er ofte set før, så måske kunne det være meget rart at tænke over den form, hvor man spiller koncerter. Hvis man kunne bryde den lidt op. Som band er der faktisk også ret mange formaliteter, når man har lavet en plade og spillet nogle koncerter, så begynder man lidt at se den der ring.
Album – koncerter og så tilbage igen?
Ja det kører i ring, men vi har utrolig mange projekter kørende på sidelinjen. Jeg har for eksempel lige lavet en film med Vincent Moon, der får premiere engang næste år. Hvor vi har lavet en musikfilm sammen. Derudover har vi et projekt, der hedder Efterkids, som er musikskoler. Det er et projekt, der kunne være rigtig interessant at dykke lidt ned i. Vi har en masse af sådan nogle små projekter hist og pist, som vi egentlig har lavet rigtig rigtig hurtigt, fordi vi ikke har haft tid til at fokusere på dem. Enten fordi vi har spillet eller lavet plade. Man kunne godt forestille sig, uden at jeg ved præcis ved det, at vi kunne dykke ind i nogen af de her projekter og give det tid.
Investere nogle flere kræfter i det?
Ja, at tage det lidt seriøst i stedet for, at det bare er sådan nogle ting, der foregår på sidelinjen. Det synes jeg, personligt, er ligeså vigtigt, som at lave en plade eller tage ud og spille. Det der gør det så fantastisk ved at være i Efterklang er, at vi laver alle de her ting. Hvis vi bare spillede, så tror jeg ikke vi ville eksistere som band i særlig lang tid. Det, der hele tiden har været omdrejningspunktet i Efterklang har været at lave noget og gøre noget sammen. Jeg tror, at det er det, der driver værket. At vi hele tiden flytter fokus lidt rundt, og passer på at det ikke bliver sådan – at så gør man det, og så gør man det. Det kan det nogen gange godt blive, hvis ikke man passer på.
Skabe lidt kaos?
Ja, at prøve og bryde det lidt. Prøve at gå en lidt anden vej, i stedet for at gå den vej man ellers ville gøre. Det ligger ikke rigtig til os, bare at følge formen.
Foto: Rikke Schlosser, Godset, Efterklang
En naturlig rollefordeling
Hvordan får i tiden til det hele?
Det er meget et stykke koordineringsarbejde. Det kan lade sig gøre, fordi jeg tror at vores band er ret arbejdsmæssigt opdelt. Rasmus gør det han gør, han er nok den, der arbejder allermest af os. Det er meget den praktiske del af det og få det til at fungere rent praktisk. Mads er lydmanden. Det er ham der mikser, og det er ham, der lytter, og så er han også en kæmpestor arbejdshest . Jeg er som regel ham, der kommer med idéerne til at starte med, men jeg kan til gengæld aldrig selv få dem færdiggjort. Derfor har jeg ekstrem meget brug for, at de andre også er der. Thomas glider rundt inde midt i det hele. Han er måske den eneste rigtige musiker af os. Han er den eneste, der sådan rigtig spiller et instrument – eller han spiller mange instrumenter, og så er han også en stor hjælp for Rasmus – med webshop osv. Jeg tror, at det at vi har det så defineret, det er der meget få bands, der har. Mange bands er bare de bands, som man er. Der laver man bare musik, og det skal man også bare gøre. Der er vi bare konstrueret lidt anderledes. Sådan en som Rasmus, han interesserer sig ikke særlig meget for at lave musik, han vil meget gerne være med, når musikken er lavet og responderer på den og komme med idéer osv. Men det at starte sange, det betyder ikke så meget for ham. Så derfor når der kommer sådan nogle projekter ind mod os – mod Efterklang flowet, så får vi ret hurtigt uddelegeret ting. Hvis vi skal gøre det her, så gør du lige det, og så gør du lige det og sådan… Og så kan man faktisk få lavet ret mange ting rimelig hurtigt. Selvom vi ellers er et ret langsomt band, selvom vores processer går ret langsomt, så bliver det hurtigt en overskuelig praktisk opgave.
Rollerne falder jer naturlig ind?
Ja. Det har de i hvert fald gjort mere og mere. Vi føler os mere og mere til rette, i det vi gør.
Foto: Rikke Schlosser, Godset, Efterklang
John eller Paul
Rikke og jeg var inde og så The Beatles udstillingen på Koldinghus, men har du nogensinde været en Beatles-dyrker?
Jeg havde sådan et rødt-dobbeltbånd med deres tidlige best of, men jeg vil ikke kalde mig selv dyrker.
Men hvis du nu skulle vælge – John eller Paul?
Så er jeg total sikker på, at det er John, hvis jeg skulle vælge. Men jeg synes, at det er en helt fantastisk gruppe, og de har jo defineret enormt meget. Jeg tror også, at jeg har fået en større respekt senere for dem, end hvis du havde spurgt mig for fem år siden. Det er et sjovt band, og de ligger en skygge over meget rytmisk musik, men man finder også ud af, at det er med god grund, fordi deres karriere er jo helt fantastisk. Deres udvikling som band har været fantastisk at følge.
Følg med i Efterklangs mange projekter på www.efterklang.net, og så bør du også investere i bandets seneste album Magic Chairs såfremt, du ikke allerede har gjort det.
Som nogle af jer sikkert ved, så var jeg såkaldt husfotograf på det regionale spillested, Godset i Kolding fra august 2007 til januar 2009. Det resulterede i mindst 75 koncerter af vidt forskellige arter, samt en masse forskellige udtryk og vinkler (så kan i selv begynde at regne på hvor mange billeder det nåede at blive til). Jeg har smidt et udvalg fra samtlige koncerter op her.
Men i får også lige et særligt udvalg herunder (som jeg stik imod mine princippet om, ikke at pille ved billederne, har pillet ved alligevel. Men det er også kun fordi jeg har en stor forkærlighed for S/H koncertbilleder):
Jeg har gået og sagt det længe efterhånden (læs her og her), og med politikens (1, 2, 3, 4, 5, 6, 7) og gaffa’s skriverier i disse dage, ser det ud som om, at der er nogen der langt om længe er ved at vågne op til dåd. Jeg læste hertil aften denne klumme fra Kolding Ugeavis d. 16. december 2009. Klummen er skrevet af Christian Haugk, der er den daglige leder af det regionale spillested Godset, her i Kolding. Han gentager ganske vist det jeg har sagt og skrevet om for længst, men han formulerer det ganske godt og kommer med konkrete facts der understreger min pointe supergodt (dermed ikke sagt at han har den fra mig).
Læs selv:
Flere og flere spillesteder i Danmark rapporterer om krise og fyringsrunder blandt personalet. Skurken er for dette område nøjagtig den samme som alle andre steder, nemlig konsekvensen af den globale finanskrise og deraf stigende ledighed og faldende forbrug. Flere af de kriseramte spillesteder mærker det tydeligst på baromsætningen, men også billetsalget til den levende musik er ramt.
På Godset i Kolding er vi heldigvis mindre sårbare. Finanskrisen har selvfølgelig også kunnet mærkes her og også på baromsætningen, men i forhold til billetsalget er største konsekvens mere, at publikum venter længere med at købe billet – men de køber en billet!
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om hvorfor foreningerne på Godset rammes i mindre grad end den generelle situation for spillestederne i Danmark. Det handler om frivillige!
Langt de fleste spillesteder i landet er organiseret på en måde hvor kommunerne/institutionerne betaler langt mere i tilskud til spillestedet, end tilfældet er for Godset. Pengene bruger spillestederne på ansatte. Medarbejdere der udfører opgaver som bartendre, garderobefolk, cateringfolk, »hands« til artisterne osv.
Alt dette arbejde udføres på Godset af ca. 100 frivillige og dette kan kun lade sig gøre fordi Godset fra starten har været bygget op som de musikarrangererende foreningers hus, og dermed fra starten har været baseret på frivillighed.
Godset som kommunal institution har et årligt nettobudget på kr. 2.738.000,00 – disse penge sikrer udover lokalerne til et spillested med ca. 150 årlige arrangementer, også foreningslokaler og 12 øvelokaler, hvor ca. 200 musikere spiller musik. Kolding Kommune bruger ikke en eneste krone på selve musikken i spillestedet – det står foreningerne for.
Godset er et af 16 Regionale Spillesteder i Danmark og Statens Kunstråd bidrager derigennem med et årligt tilskud til musikken på kr. 1.400.000,00. Ser man på Godsets aktiviteter, de 100 frivillige, foreningernes kæmpestore arbejde, kommunens omkostning og statens tilskud, koster Godset netto, hver borger 15 kroner og 21 øre om året. Det er da fantastisk billigt! – kobler man det med en utrolig stærk organisationsmåde der sikrer stabilitet også i en global finanskrise samt et kulturelt tilbud lavet AF borgere FOR borgere, så er det svært at få armene ned.
Alle borgere, frivillige, foreninger og samarbejdspartnere ønskes en rigtig god jul og et dejligt nytår.
Jeg var én af de få udvalgte, som fik lov til at dokumentere den langt fra udsolgte intimkoncert med N*E*R*D på Godset i lørdags. Jeg har som sådan ikke rigtig noget forhold til den genre, og føler mig derfor heller ikke berettiget til at anmelde koncerten. Jeg syntes bare det var sjovt at få lov til at deltage, og prøve at se om jeg kunne finde ud af hvad det store fuss handlede om, men jeg fandt aldrig rigtig ud af det. Der herskede dog generelt en god stemning, folk var glade, fulde og helt med på den når de fyrede hits af. Jeg ville dog hellere have hørt Snoop Dogg selv, da de fyrede op for ‘Drop Like It’s Hot‘, for der er Pharell ikke gangster nok…og så kan han have nok så mange cookie-ædende gorillaer med på slæb.
Jeg ville have vist jer flere billeder, men det drillede lidt. Så her er et lille udpluk:
Det er et emne der bliver diskuteret på mange forskellige planer for tiden. Læs, læs, læs og læs.
De har alle forskellige synsvinkler og indgangsvinkler på det, men i bund og grund omhandler de alle mere eller mindre det samme emne: krisen i livebranchen. Som jeg også har været inde på tidligere herinde. Det er efter min mening en meget interessant debat, som jeg følger meget tæt, idet jeg selv på en måde er en del af livebranchen og såsandelig ikke har tænkt mig at forlade den lige forløbig.
Derfor var det et/en yderst interessant seminar/paneldebat jeg deltog i på SPOT i sidste weekend (billedet). Musikparlamentet stod bag Hvad nu spillemand? som selvfølgelig bragte flere interessante synsvinkler på banen. Blandt andet blev der snakket en del om at diverse spillesteder i Danmark har så travlt med at udvide deres kapacitet, at de glemmer at gøre plads til vækstlaget, som netop ikke kræver så store scener, hvilket selvfølgelig er en stor skam. Men til det kunne jeg kommentere at vi gør noget ved her i Kolding, i og med at Godset som regionalt spillested har fået indarbejdet i deres seneste aftale med kunstrådets musikudvalg, at kunne lave koncerter ud af huset for de bands der endnu ikke kan fylde Godsets ellers så fine store lokale med plads til ca. 700 stående publikummer, så disse bands kan få lov til at spille i rammer der er mere passende til deres forløbige niveau. Til det blev der kommenteret at man måske hellere skulle koncentrere sig om at afprøve nye spændende og anderledes omgivelser at afvikle koncerter i fra gang til gang. For er de eksisterende spillesteder i Danmark efterhånden så institutionaliserede, at der bliver stillet for mange krav og at der er for mange udgifter til, at det efterhånden kan betale sig overhovedet at lave koncerter ? At kunne satse på alle de mindre navne indimellem de få store ?
Jesper Bay som jeg har linket til ovenfor, er inde på at der skal nedsættes en gruppe der undersøger livescenen til bunds, så der kan findes nogle konkrete løsninger, til livescenens nuværende problemer. Men jeg tror ikke på at det alene kan gøre det…for som det også blev nævnt mange gange på debatten til SPOT, har vi at gøre med et ‘mangehovedet uhyre’, da der er mange instanser og sider af sagen, der skal tages hensyn til hele tiden. Sagt på en mindre billedlig måde, det er en kompliceret sag, ligesom med så mange andre ting i musikbranchen. Men det er der heller ikke noget at sige til, da vi jo har at gøre med ‘åbne værker’ for at citere Umberto Eco, der i et essay fra 1962 forsøger at finde et konkret svar på hvordan man eksempelvis sætter et stykke musik – ‘det åbne værk’ eller det uhåndgribelige so to say – i bås.
Anyways, ligesom Umberto Eco, har jeg heller ikke noget endegyldigt svar på denne debat, men det var heller ikke meningen med indlægget, som blot skulle gøre opmærksom på nogle af debattens mange aktører. Det var meget grænseoverskridende at rejse mig op og få sagt min mening til debatten på SPOT, men det gav god feedback og er helt klart nok ikke sidste gang man har hørt min røst til sådanne debatter. Især ikke i denne debat!
Det er jo ikke nogen hemmelighed at Danmarks nuværende regering fra starten har været rigtig dårlige til at dele resourcerne ud på bl.a. kulturområdet. Først med den katastrofale duksedreng Brian Mikkelsen, der ikke engang kunne finde ud af at udtale sit “favorit band” Swan Lee’s navn ordentligt, og nu med den mindst lige så kedelige og konservative Carina Christensen, som godt nok har en Cand.negot. i baghånden. Den skulle forestille at klæde den studerende på med 50% økonomi og 50% sprog og kultur, i form af fag som Historie og samfundsforhold, Kulturhistorie, Mundtlig kommunikation, Interkulturel kommunikation, Forhandlingstræning og grammatik og så en række økonomiske fag som er irrelevante for dette indlæg. Så er det jeg sidder og tænker – som studerende på universitetet og en næsten gennemført bachelorgrad – det kan da godt være at alle de her fag lyder ih og åh så fancy…men de klæder dig sgu ikke på til at kunne gå ud og tage 100% stilling til alt hvad der rører sig i kulturen! Og det viser Carina Christensens seneste kedelige udspil sørgeligt nok, holder stik – hun har nemlig afvist spillesteder.dk’s appel til kulturministeriet om en nødpakke på 10 millioner kroner. Det er så hvad det er, ingen overraskelse. Men det er jo også så nemt at skyde skylden på politikerne…
Der er efterfølgende dukket nogle artikler op om, at de jyske spillesteder altså lever i bedste velgående. Det er da også bemærkelsesværdigt, at hver gang der har været en artikel om et lukningstruet spillested, så har der været tale om et københavnsk spillested. Senest har man måttet fyre to medarbejdere på Vega. Her kommer min undring så ind i billedet, da jeg efter lidt research er kommet frem til at netop Vega f.eks. har ca. 235 timelønnede ansatte og 15 fuldtidsansatte, og sammenligner man det med eksempelvis Godset (der har været så heldige at få det største tilskud tildelt fra Kunstrådets Musikudvalg i forbindelse med udnævnelsen af regionalt spillested i perioden 2009-2012, bl.a. fordi de afholder ca. 12-14 koncerter ude af huset, på enten Pitstop eller Klostret) eller Voxhall der begge steder kører rundt med 5-6 fuldtidsansatte og en masse frivillige hænder til bar, garderobe, dør, afvikling, håndtering af lys og stagehands m.m. Jeg er godt klar over at Vega har en kapacitet der er tre-fire gange så stor som de jyske eksempler, og at de derfor også har brug for det flere hænder. Men hvis nu de 235 timelønnede ansatte var frivillige, så ville deres udgifter jo ikke være så mange, og deres krise ville ikke være så stor, at de ville blive nødt til at gå til kulturministeriet og bede om hjælp. Jeg har desværre ikke kunne finde frem til om nogle af de andre kriseramte spillesteder kører samme politik som Vega uden frivillige, så kan derfor ikke generalisere og sige at alle de københavnske spillesteder burde følge den jyske model. Men måske Vega burde kigge sine jyske kollegaer over skuldrene og følge deres eksempel. Måske billetpriserne dermed også kunne sænkes i samme ombæring, hvis de gjorde brug af frivillige hænder istedet for timelønnede ? – Jeg dagdrømmer vist nu. Men hallo! Det er jo logik for burhøns at skære ned på de timelønnede.
Til de af jer, der kender mig i forvejen, kan jeg sige…ja…det måtte jo komme før eller siden…Så det gør det nu!
Jeg er netop hjemvendt fra Tim Christensen’s første rigtige koncert i lang lang tid. Kigger jeg min kalender efter i sømmene, er det faktisk over 4 år siden jeg har været til en rigtig koncert med manden sidst. Så der var rimlig store forventninger til aftenens første koncert på touren på Godset. Der kommer desværre ingen slibrige detaljer, såsom setliste og lignende her, da jeg vil anbefale jer at tage ud og se/høre det på egen hånd. Men jeg kan sige så meget, at jeg havde glædet mig som et lille barn, og er egentlig heller ikke gået skuffet hjem, men det er som om der er et eller andet anti-klimaks et sted. Hvorfor ved jeg ikke helt præcis. Tror bare jeg var kommet til at skrue forventningerne for højt op, eller også skal jeg lige op i gear igen. Hehe. Det var by the way rigtig tydeligt at høre at der er kommet nye kræfter bag trommer, bass og tangenter, og det er måske også det jeg bare skal vænne mig til. Jeg tror det er sundt med fornyelse.
Men når det så er sagt, var det en aften både fuld af overraskelser, store smil og headbang. Den største overraskelse, var opvarmningen Mads Langer, som jeg i forvejen ikke havde et for positivt indtryk af, da jeg (ligeså for over 4 år siden) så ham varme op for Saybia, og kedede mig bravt. Men i aften overraskede han stort med et smukt smukt cover af et Bob Dylan nummer. Hans stemme har også udviklet sig noget mere siden jeg så ham sidst. Så selvom han ikke er et must have (på plade that is), imponerede han.
