spot optakt anno 2019

det er endelig ved at være den tid på året igen, hvor bloggen her sætter fokus på den århusianske branchefestival, SPOT. i år starter vi lidt senere end vi plejer, og vi starter endda også lidt bagvendt, med SPOT+ programmet. et program der synes at blive bedre og bedre år for år, og særligt i år, er det også blevet langt mere overskueligt, da man i år har valgt at dele nogle af de mange paneldebatter, præsentationer, og talks, ind under en række overskrifter;

  • Let’s Talk Music & Brands
  • Let’s Talk Music & Media
  • Let’s Talk Music Publishing
  • Let’s Talk Music Business
  • Let’s Talk A.I. & Algorithms
  • Let’s Talk Sync
  • Let’s Talk…
  • Let’s Talk Music Rights – 10 år efter Pirate Bay
  • Product Presentations
  • Meet The Talent
  • Meet The Music Publishers
  • Meet The Music Supervisors
  • Musik & Eventkultur i Danmark
  • STRØM – Safer Spaces

undertegnede er især interesseret i en enkelt debat under Let’s Talk Music & Media, som handler om musikbloggens fremtid…men den ligger i skarp konkurrence med Music & Eventkultur i Danmark, som starter deres 5 punkter store program ud på samme tid under overskriften: Dansk Live: Strategier mod en mere mangfoldig musikbranche.

dagen efter, om lørdagen, kan jeg heldigvis få det til at hænge bedre sammen, da Let’s Talk A.I. & Algorithms lægger ud med en keynote af Scott Cohen (tidl. stifter af The Orchard, og nu en del af Warner Music), som han godt nok også holdt sidste år, men det var så inspirerende en keynote, at den godt kan tåle at blive hørt igen. derefter skal vi diskutere de forskellige tilgange til musikken via A&R rollen og A.I., og til sidst skal vi tale om Fremtidens Musikformidling – algoritmens smag? i smuk forlængelse kommer hele Let’s Talk Music Rights – 10 år efter Pirate Bay, som jeg vil komme nærmere ind på ved et interview med Jesper Bay i løbet af den kommende uges tid.

og således blev årets SPOT optakt skudt igang. følg med her på bloggen i de kommende uger, og bliv klogere på festivalens program, og måske endda også nogle af de bands der skal spille på festivalen.

spot optakt – spot+

SPOTplus-logo

Til de af jer der enten er branche-delegeret, eller har investeret i en SPOT+ billet, kommer her en lille guide over hvilke paneldebatter/keynotes vi gerne vil anbefale. Vi kan hilse jer at sige at det har været rigtig svært at vælge, da programmet for SPOT+ i år er særlig stærkt og meget bredt. Vi kan i hvert fald allerede nu afsløre, at vi kommer til at gå glip af noget musik fordi vi er alt for nysgerrige. Nogle af dem når vi nok kun dele af, eller slet ikke, fordi de enten ligger oveni hinanden, eller fordi der er noget musik vi bare ikke kan gå glip af, men det er jo charmen ved SPOT Festival. Men først vil vi lige bringe et lille interview med Jesper Mardahl fra Promus, som står bag hele programmet i samarbejde med en masse aktører fra musikbranchen:

Jesper Mardahl

Hvordan opstod SPOT+ ?
Der har altid været en form for konference eller seminarer på SPOT i de sidste 20 år. Da Promus startede i 2010, begyndte vi at samarbejde med festivalen om mindre seminarer og netværksaktiviteter – især med fokus på sync og branding. Det udviklede sig, og derfor gik vi mere ”formelt” sammen og fra 2015 kørte vi så for første gang SPOT+-konceptet med konferencer, seminarer og netværksaktiviteter over to dage i sit eget område kun for branche. Af øvrige partnere i SPOT+ er MXD også en vigtig aktør.

Idéen er jo at skabe en stærk B-2-B-platform for udveksling af viden og netværk mellem den danske og internationale musikbranche.

Hvad er Promus’ rolle ift. SPOT+ ?
Udover at være med-initiativtager, er det vores rolle at producere, arrangere og koordinere programmet for SPOT+

Det gør vi i tæt sammenspil med en række brancheaktører – her især MXD og Musikforlæggerne. Endvidere laver vi også et ”open-call” for eksterne aktører, der kan byde ind med aktiviteter, og her er der i år bidrag fra bl.a. Dansk Live , Volume og Limelight.

I år er der godt 25 arrangementer under SPOT+ over de to dage.

Er der noget bestemt tema på årets SPOT+ ? Eller har det været båret af de forskellige bidragsydere?
Som udgangspunkt prøver vi selvfølgelig at afspejle behov og tendenser i branchen, men vores ”claim to fame” er nok vores faste netværks- og seminar-aktiviteter som eks. Meet The Music Supervisors, Let’s Talk Sync, Let’s Talk Data og Let’s Talk Brands & Bands. Desuden forsøger vi hvert år, at holde de forskellige tematikker indenfor en fast blok. D.v.s. når vi taler om sync, så er det over et sammengængende seminar med flere undertemaer. Så undergår vi for meget spredning og vi kan målrette det mere specifikt til vores gæster.

Og så har vi oplevet langt flere bud fra eksterne bidragsydere, som har givet en række nye spændende emner – eks. Let’s Talk Networking, Let’s Talk Equality, Musikpodcasten, Let’s Talk Radio, Musikjournalistik og Nordic Music Export.

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til på SPOT+?
I al beskedenhed, så syntes jeg at vi har fået en flot program i år som jeg selvfølgelig håber så mange som muligt vil benytte sig af. At gå til seminarer og netværksmøder er jo lidt et ”Kinderæg” – der er både noget viden, der formidles og der skabes mulighed for nye netværk med både danske og internationale aktører- altså de berømte ”hele tre ting”.

Hvis jeg skal anbefale et par seminarer, så vil jeg foreslå alle ”Let’s Talk-sessions”, der spænder vidt, men kommer godt omkring. Endvidere tror jeg, at “Nordic Music Export and the Role of The Manager” bliver meget interessant, og ikke mindst ”Dissectiing The Digital Dollar” med altid underholdende Chris Cooke ved roret. Sidstnævnte er et meget komplekst emne, men det bliver underholdende formidlet – og så starter det først kl. 11:00 om lørdagen.

Hvad glæder du dig selv til på SPOT festival?
Jamen, her må jeg så helt skamfuldt reklamere for vores Music Cities Showcase, som vi afholder sammen med vores ”søster-byer”, Hamburg og Bergen. Her præsenterer vi tre nye spændende navne fra hver by; Athletic Progression fra Aarhus, Ilgen-Nur fra Hamburg og 9 Grader Nord fra Bergen – og det hele kan opleves på HeadQuarters, lørdag d. 12. maj fra kl 20:00.

Guiden
Fredag er klart det mest intense program med keynotes, paneldebatter og lign. fra 10:00-17:00 nærmest uden pauser. Man kan enten vælge at starte ud med De Nye Arrangører, som er en paneldebat arrangeret af Dansk Live, hvor man udover at kunne møde fem “nye arrangører” fra Aarhus Volume, det turkise telt, Back To Future Sounds, Honeyland Palace, og STRØM, også får mulighed for at debattere nutidens og fremtidens vilkår for nye arrangører i den danske musikbranche. Eller også kan man gå ind og høre Scott Cohen fra The Orchard, tale om hvordan man fikser musikbranchen. En keynote undertegnede glæder sig rigtig meget til. Efter hans keynote kan man blive hængende i Room 12 og følge op på den med Jakob Sørensen fra The Bank, og Sidsel Nørgaard-Larsen fra Sony Music Entertainment. Jesper Bay fra Music Matters er moderator. Kl. 12 kan man gå over i Room 4 og få afmystificeret begrebet networking, med Steffen Blashke fra CBS, Cecilie Maria Nielsen, Kristian Riis fra NordicLA, Gitte Wetterstein fra Sony Music Denmark. Kl. 13 præsenterer Volume i samarbejde med Promus og SPOT+ en omgang Amplify med titlen: Let’s Talk Bands & Brands, her kan man møde Nick Bridge fra Girls Are Awesome, Chloé Bernhardsson fra Dr. Martens, og Philip Wedgwood fra Royal Beer, og blive klogere på hvordan store virksomheder i stigende grad samarbejder med musikere fra den alternative scene, og hvad det er de er på udkig efter når de er på udkig efter nye samarbejder, og sidst men ikke mindst hvordan man som musiker kan samarbejde med brands uden at gå på kompromis med sin integritet. Inden denne spændende snak slutter, går Malle Kaas fra Women In Live Music.eu (WILM) på podiet i Room 12, hvor hun vil fortælle lidt om den nystartede forening for alle de kvinder i musikbranchen, som ikke står på selve scenen. Man kan blive hængende i lokalet og høre om PRS Foundation’s Keychange, som er en ny international kampagne, som går ud på at få de større festivaler til at deltage i arbejdet om at få ligestilling på festivalplakaten, så der præsenteres 50/50 mænd og kvinder når vi når 2022. Det bliver Francine Gorman fra PRS Foundation, som kommer og fortæller om det. Kan man ikke få nok at af snakke ligestilling i musikbranchen, kan man blive hængende i Room 12 til Let’s Talk Equality, arrangeret af 3rd Tsunami i samarbejde med Promus og SPOT+. Her kan man møde Ali Sufi fra Mellemfingamuzik, Esben Marcher fra Dansk Live, Anna Brink fra Live Nation, Stefan Gejsing fra Roskilde Festival, Jesper Frydenlund fra 3rd Tsunami, Theis Petersen fra Grøn Koncert, Anne Sofie Jeremiassen fra ArtPeople, og Rikke Andersen fra Fermaten. Og så blev det vist også tid til at skulle ud og høre noget musik.
Spot+fredag

Lørdagens program starter allerede 09:55, så man skal nok holde lidt igen med fredagsøllen. I hvert fald kan man gå ind i Room 11 kl. 09:55, og deltage i SPOT+’s femte version af Let’s Talk Sync, som i år er præsenteret i samarbejde med NARIP (National Association of Record Industry Professionals). Dette arrangement varer helt indtil kl. 13:15, så man skal ikke gå herind hvis man også vil med til nogle af de andre SPOT+ seminarer. For kl. 10 starter f.eks. paneldebatten om musikpodcastens udvikling, udbytte og udfordringer, med gode folk som Casper Bach-Hegstrup fra P6, Jakob Trolle fra SOLO Podcast, og Benedikte Granvig fra Selvskrevet Podcast. Eller også hvis man ikke lige kom op til kl. 10, så kan man kl. 10:30 starte ud med at høre hvordan man arbejder med musikere i streamingtjenesternes verden. Her kan man møde Stefan Cristopher Petersen fra Phlake Mansion, Jakob Sørensen fra The Bank, Lydmor, og Esben Marcher fra Dansk Live. Frilands v. Claus Vittus, inviterer os kl. 11:15 ind i Room 3, hvor Lucia Odoom fra Politiken, Eik Frederiksen fra Sony, og Simon Sandfeld fra Stars, tager en snak med de store udfordringer der pt. er i mediebranchen, og hvordan det ændrer på musikjournalistikken. Man kan blive hængende i Room 3 (man kan faktisk bare blive hængende der resten af dagen), og kl. 12:15 høre hvor vigtig managerens rolle efterhånden er blevet når det kommer til at udvikle international karriere. Her kan man møde Rasmus Damsholt fra ATC Management, Stefan Cristopher Petersen fra Phlake Mansion, Karen Norbakk fra Mandelbaum Management, Kristian Riffo fra Nivy, og moderator Christian Taagehøj fra Camp Paven Management. Kl. 13:15 kan man høre om et rigtig vigtigt og rigtig spændende område indenfor livebranchen, nemlig det såkaldte Secondary Ticketing, da det er et stigende problem i flere lande, at folk bliver snydt med falske billetter til overpris, eller blot billetter der sælges til overpris. Her kan man møde Karolina Hansen fra Beatbox, Poul Martin Bonde fra Smukfest, Claus Visbye fra Horsens & Friends, og Jakob Lund fra Ticketmaster. Kl. 14:15 kan man møde Jan Sneum, Kristoffer Rom fra Tambourhinoceros og Nordic Waves, Sofie Trolde, Andreas Westmark, Lis Rom Andersen fra Aalborg Kommune, og Jens Ole Amstrup fra Det Musiske Hus, når de tager en snak om hvorvidt der er en ny bølge nordjyske artister på vej i musikbranchen, ligesom der var for 10 og 20 år siden med bands som Figurines, Junior Senior, Oh No Ono, og mange flere. Vi slutter dagens seminarprogram i yderområderne, hvor der sættes fokus på hvordan man kan arbejde systematisk med at skabe musikalsk vækst derude, og hvilke udfordringer der skal overkommes. Her kan man møde Jens Ole Amstrup fra det Musiske Hus, Stig Sylvest Hansen Thy Music Collective, Asger Degett Holmsted fra Nordbooking, og Emil Sørensen fra Volume og Lydkanten.
Spot+ Lørdag

Frihedens balance

The Liberty Balance

Har man sagt SPOT, har man også sagt Start! I hvert fald hvis man hedder Rikke. I år var min første Start! Festival nogensinde, og selvom jeg kun nåede at opleve det for en enkelt dag (hvor halvdelen blev spenderet bag en bar ved Club 55 scenen), så er jeg helt sikkert klar på at snuppe begge festivaler igen næste år.

Anyways, nok om festivaler fra min side. Nu gælder det en musikanbefaling. Bandet som tog mig med storm, først på SPOT og igen i går aftes på Start!, hedder The Liberty Balance, som, hvis man endelig skal sammenligne dem med nogen, minder en del om Murder. Hovedkræfterne bag er singer/songwriteren, Mike H og multi-instrumentalisten Albert Raft, som live er i fint selskab med Henriette Groth og Jakob Falgren (Le Fiasko m.fl.), hvor de alle fire sidder ned, og spiller på henholdsvis klarinet, banjo, guitarer, bass og bratch, hvilket går rigtig godt i spænd med Mike H’s lækre sprøde stemme. En rigtig smuk og laid back oplevelse, som kan anbefales på det varmeste!

Ofte er det sådan med sådanne nedbarberede, men smukke oplevelser, at musikken på pladen er en stor skuffelse, fordi der enten er mere slagtøj eller andre forstyrrende elementer og at den er for overproduceret. Men det er rent faktisk ikke tilfældet med The Liberty Balance’s debutplade, idet slagtøjet er holdt på sit laveste og klaveret, samt alle de andre små ting som sav, violin, cello og diverse blæserinstrumenter m.m. derimod giver numrene mere fylde, og gør at pladen bliver en endnu større oplevelse.

Så gør dig selv den tjeneste, og tjek dem ud her og nyd numre som den José Gonzalske ‘Burn My Brand‘ og den fængende ‘Viva (We All Sing)‘.

Spot Festival: Live-scenens status

Undertegnede deltager i debat på SPOT

Det er et emne der bliver diskuteret på mange forskellige planer for tiden. Læs, læs, læs og læs.

De har alle forskellige synsvinkler og indgangsvinkler på det, men i bund og grund omhandler de alle mere eller mindre det samme emne: krisen i livebranchen. Som jeg også har været inde på tidligere herinde. Det er efter min mening en meget interessant debat, som jeg følger meget tæt, idet jeg selv på en måde er en del af livebranchen og såsandelig ikke har tænkt mig at forlade den lige forløbig.

Derfor var det et/en yderst interessant seminar/paneldebat jeg deltog i på SPOT i sidste weekend (billedet). Musikparlamentet stod bag Hvad nu spillemand? som selvfølgelig bragte flere interessante synsvinkler på banen. Blandt andet blev der snakket en del om at diverse spillesteder i Danmark har så travlt med at udvide deres kapacitet, at de glemmer at gøre plads til vækstlaget, som netop ikke kræver så store scener, hvilket selvfølgelig er en stor skam. Men til det kunne jeg kommentere at vi gør noget ved her i Kolding, i og med at Godset som regionalt spillested har fået indarbejdet i deres seneste aftale med kunstrådets musikudvalg, at kunne lave koncerter ud af huset for de bands der endnu ikke kan fylde Godsets ellers så fine store lokale med plads til ca. 700 stående publikummer, så disse bands kan få lov til at spille i rammer der er mere passende til deres forløbige niveau. Til det blev der kommenteret at man måske hellere skulle koncentrere sig om at afprøve nye spændende og anderledes omgivelser at afvikle koncerter i fra gang til gang. For er de eksisterende spillesteder i Danmark efterhånden så institutionaliserede, at der bliver stillet for mange krav og at der er for mange udgifter til, at det efterhånden kan betale sig overhovedet at lave koncerter ? At kunne satse på alle de mindre navne indimellem de få store ?

Jesper Bay som jeg har linket til ovenfor, er inde på at der skal nedsættes en gruppe der undersøger livescenen til bunds, så der kan findes nogle konkrete løsninger, til livescenens nuværende problemer. Men jeg tror ikke på at det alene kan gøre det…for som det også blev nævnt mange gange på debatten til SPOT, har vi at gøre med et ‘mangehovedet uhyre’, da der er mange instanser og sider af sagen, der skal tages hensyn til hele tiden. Sagt på en mindre billedlig måde, det er en kompliceret sag, ligesom med så mange andre ting i musikbranchen. Men det er der heller ikke noget at sige til, da vi jo har at gøre med ‘åbne værker’ for at citere Umberto Eco, der i et essay fra 1962 forsøger at finde et konkret svar på hvordan man eksempelvis sætter et stykke musik – ‘det åbne værk’ eller det uhåndgribelige so to say – i bås.

Anyways, ligesom Umberto Eco, har jeg heller ikke noget endegyldigt svar på denne debat, men det var heller ikke meningen med indlægget, som blot skulle gøre opmærksom på nogle af debattens mange aktører. Det var meget grænseoverskridende at rejse mig op og få sagt min mening til debatten på SPOT, men det gav god feedback og er helt klart nok ikke sidste gang man har hørt min røst til sådanne debatter. Især ikke i denne debat!