blaa vinyl – Side 10

spot optakt: shy shy shy del 2

Vi fortsætter hvor vi slap i sidste uge med del 1 hvor Shy Shy Shy havde fået til opgave at finde 3 plader i undertegnedes pladesamling som på den ene eller den anden har en betydning for dem. I denne del af interviewet har bandet hevet fat i en plade som viste sig at have en hel del mere betydning for dem end ved første øjekast, da der er en sang på denne plade som man på en måde kan sige er inddirekte skyld i at Shy Shy Shy i det hele taget blev til. Læs og lyt herunder når vi sætter ‘Abbey Road’ med The Beatles på pladespilleren….

Astrid: Orh fuck man! Det havde jeg fuldstændig glemt, den starter med ‘Come Together‘, det er fandme et stærkt åbningsnummer.
Simon: Ja! Faktisk måske det mest aparte nummer på hele pladen.
Astrid: Aparte? Synes du det?
Simon:Jeg synes det er det der skiller sig mest ud.
Astrid: Hvad med ‘Octopus’s Garden‘? Den er bare super Ringo agtig.
Simon: Tjo, men jeg synes de andre er meget forskellige, men den her har en helt anden lyd.
Astrid: Jeg synes bare den passer godt sammen med både ‘Here Comes The Sun‘ og ‘Sun King‘, ej jeg elsker ‘Sun King‘
Simon: Men det er da den eneste sang der er sådan lidt funky (‘Come Together‘)
Astrid: Ja den er måske lidt funky.
Simon: Det er der ikke nogen af de andre sange der er.
Astrid: Det er en fræk sang.
Simon: Selvom det er et sindssygt godt nummer, så er det samtidig det nummer jeg bedst kunne være foruden på denne her plade. Jeg kunne godt finde på at sætte denne her plade og så starte med ‘Something‘.
Astrid: ‘Something‘ det var det første nummer vi spillede sammen os to!
Simon: Det er faktisk rigtigt.
Astrid: Det er 10 år siden. Det er altså også et godt nummer og fandme en god start på vores karriere sammen. Vi kendte jo godt hinanden i forvejen, men vi havde ikke spillet sammen, og jeg tror det var fordi jeg synes du var lidt kedelig og det var fordi du ikke sagde aldrig noget, og jeg sagde rigtig meget, så det er måske også svært at få et indtryk. Da vi så spillede denne her sang sammen kan jeg huske at jeg tænkte at du måske var meget sej alligevel.
Simon: Det er meget sjovt.

Hvor mødte i hinanden?
Astrid: På musikskolen i Skive. Der var noget fællesundervisning på MGK i Skive hvor vi mødte hinanden.
Hvornår var det så i fandt ud af at i skulle lave noget sammen?
Simon: Meget lang tid efter.
Astrid: Vi snakkede ikke så meget sammen i starten, men da prøvede vi at spille sammen synes jeg måske at Simon var meget sej alligevel. Vi snakkede dog stadig ikke så meget sammen, men så var vi i byen i Århus og havde det rigtig sjovt, og så begyndte vi at snakke sammen.
Simon: Det som gjorde at vi overhovedet var i byen sammen, var fordi vi havde en rigtig god fællesveninde, og så begyndte vi at snakke lidt sammen. Senere startede vi begge på kons og manglede begge et sted og bo, og så flyttede vi sammen i 2009.
Astrid: I den periode snakkede vi rigtig meget sammen. Men vi spillede slet ikke sammen.
Simon: Det er først efter vi flyttede fra hinanden at vi begyndte at spille sammen.
Astrid: Så flyttede vi fra hinanden i 2010 fordi jeg flyttede sammen med min kæreste. Jeg havde et band som jeg skrev sange til, og Simon var begyndt at skrive sange. Men så gik det band jeg skrev til i opløsning, og så sad vi begge med en masse sange som vi ikke vidste hvad vi skulle gøre med. Så vi lavede en aftale om at skulle mødes 2 gange om ugen og skrive sange sammen og sparre med hinanden, og det var første gang vi rigtig begyndte at have noget med hinanden at gøre rent musikalsk.
Simon: Ja, og det har været verdens langsomste bandopstart, fordi vi spillede også et par koncerter sammen, med nogle af de sange vi havde skrevet, men ikke som band.
Astrid: Det er rigtigt, det var aldrig meningen vi skulle være et band.

Hvorfor synes i ikke det skulle være et band dengang?
Astrid: Det var bare slet ikke på tale.
Simon: Det giver ikke nogen mening når man kigger tilbage nu, at vi ikke havde tænkt på det før. Men det var bare meget naturligt at vi skrev lidt sange hver for sig og spillede dem sammen i forskellige konstellationer.
Astrid: Ja det var meget mere selve det at skrive sange vi havde i fokus.

Er der nogen af sangene fra dengang som i stadig spiller?
Astrid og Simon i kor: Ja.
Simon: Fløjtesangen (’Do Not Ask’ red.) tog sine første skridt der. Den var rigtig lang tid undervejs, men det var alligevel den sang der fik mig til at tænke at jeg kunne prøve at skrive sange på en ny måde.
Astrid: Simon havde skrevet et skide godt omkvæd og et rigtig godt fløjtetema, og så drillede verset ham, så han tog det med i sangskriverklubben og så hjalp jeg ham med verset, og så sangen kunne blive færdig. Men der gik et år igen før Simon ringede og sagde at det der nummer var virkelig godt og spurgte om vi ikke skulle prøve at lave noget demo eller lignende på det. Vi var dog stadig ikke noget band.
Simon: Jeg tænkte bare at sangen skulle indspilles ordentligt.
Astrid: Det var egentlig Simons sang, så han havde indspillet omkvædet og fløjtetemaet, men fordi han var lidt usikker på verset endte det med at jeg sang det så han havde noget at lytte til, og så sang han også verset og prøvede at høre hvordan det lød når vi begge sang. Vi blev hurtigt enige om at det var pissesejt og at vi skulle have et band hvor vi begge synger!
Simon: Vi var egentlig lidt usikre på om vi kunne synge på samme tid til at starte med, men efter at have hørt det et par gange tænkte vi at det var meget sejt. Så gik vi i studiet dagen efter og indspillede den uden at have ret meget andet materiale.

Er det den sang som også samtidig har åbnet nogle døre for jer?
Simon: Ja det tror jeg ikke man kan komme udenom at den har.
Astrid: Nej det kan man ikke komme udenom. Det er også den sang flest kender, da den er blevet spillet i radioen og alt det der.
Når i spiller sangen live, fløjter i så også selv eller har i en sampler?
Astrid: Vi fløjter den!
Har i nogensinde oplevet problemer med at fløjte den når i har spillet den live?
Astrid: Altså vi kigger meget flygtigt på hinanden når vi fløjter, for det er ikke fedt at få øjenkontakt med nogen når man fløjter. Man må virkelig ikke smile når man fløjter det lyder rigtig skidt.
Simon: Hahaha, ja! Det er jo virkelig svært.
Astrid: Det vigtigste er at vi ikke kigger på hinanden, for hvis der er én af os der kommer til at grine, så fløjter den anden heldigvis videre. Haha.

Men hvornår var det i blev enige om at i skulle være et band?
Astrid: Det var tidligt forår 2014.

Astrid: Der var ’Something’…
Simon: Ja vi kom heller aldrig videre med den.
Astrid: Hvad for nogle sange synes du der er pisse-gode?
Simon: Jamen ’Something’…’I Want You…
Astrid: ….(She’s So Heavy )’ den er altså også virkelig god.
Simon: Jamen også rigtig meget de andre.
Astrid: ’Here Comes The Sun’ den er også rigtig god. ’Because’…hvordan er det nu den lyder?
Simon nynner sangen lidt..
Astrid: Det er altså også et sindssygt nummer. Jeg kan huske at de havde den på bånd i min mormor og morfars Toyota og så hørte vi den altid når vi var ude og køre i bil, så den minder mig bare helt vildt meget om den der Toyota og helt vildt meget om min morfar og mormor.
Simon: Den er også lidt uhyggelig…
Astrid: Ja…’Sun King’ det er også ét af mine yndlingsnumre.
Simon: ’You Never Give Me Your Money’ er også et godt nummer
Astrid: Haha det er svært at vælge numre fra. Hvis du skulle vælge dit absolut yndlingsnummer, hvad skulle det så være?
Simon: Så ville det nok være ’Golden Slumbers’.
Astrid: Er det rigtigt?
Simon: Ja. Men ellers ’Give Me Your Money’ måske?
Astrid: Jeg elsker bare ’Sun King’, jeg elsker hvordan stemningen er i nummeret og den åbner op lige ind til hjertet.

Astrid: Ej jeg kan bare virkelig lugte hvordan der lugter i den der Toyota der. Der er sådan en helt bestemt sommerdag hvor jeg sidder inde i den bil der, det er virkelig sjovt. Jeg kan huske de havde sådan et olivengrønt striktæppe….jeg kan huske alt om den Toyota når jeg hører den her plade. ’Fantastiske Toyota’, men det er en helt anden snak.

Vi springer frem til ’You Never Give Me Your Money’ på pladespilleren…
Astrid: Eeeej….
Simon: Det er et godt nummer.

Astrid: Hvem er din yndlings-Beatles egentlig?
Simon: Det er Paul McCartney.
Hvorfor er det det?
Simon: Det er måske farvet af at John Lennon altid bliver så favoriseret af de to. Om det er fordi han er død og det gør det lidt mere eksotisk, det ved jeg ikke. Men der er helt klart flest af mine favoritsange der er skrevet af Paul McCartney.
Når du har det sådan med McCartney, er der så slet ikke nogen Lennon sange der er favoritter?
Simon: Jamen det er der da helt klart. ’Lucy In The Sky With Diamonds’ for eksempel.
Astrid: Jeg synes når man hører dem, så kan man tit godt gætte sig til hvem det er. Men at huske på stående fod hvem der har skrevet hvad synes jeg er svært.
Simon: Vi fandt aldrig ud af hvem der var din favorit?
Astrid: Nej, og jeg ved det ikke. Jeg synes det er svært for jeg kan virkelig godt lide dem alle sammen. Jeg kan virkelig godt lide John Lennon, men du har måske ret i at det er fordi han er lidt mytisk…
Simon: Da jeg så Paul McCartney på Roskilde sidste år, stod jeg og tænkte hold kæft hvor er det stærkt. F.eks. sådan en fuldstændig gennemtæsket ’Let It Be’ som man har hørt i alle mulige forfærdelige coverversioner igennem tiden, men live er den bare virkelig fed.
Astrid: Det er jo svært med John Lennon fordi han er død, og det er altid et godt trumfkort fordi han er død. Men man må sige at Paul McCartney er virkelig svær at sætte en finger på. Men hvis du skulle skrive en sang med én af Beatle’erne, så skulle det være Paul McCartney? Jeg tror også han er nemmere at skrive sange med end John Lennon.
Simon: Men for eksempel med McCartney må jeg også sige at det siden The Beatles kun har været få sange jeg kunne finde på at høre.
Astrid: Ej han har jo lavet nogle gode med Linda i The Wings.
Simon: Ja, men det er kun få sange.
Astrid: Ej men jeg tror da helt sikkert at de to (McCartney og Lennon) har været gode for hinanden, eller i hvert fald kunstnerisk, måske ikke personligt. Jeg tror de har rivaliseret altid, og altid konkurreret på sangskrivningen. Jeg tror hele tiden der har været sådan lidt gnidninger.
Simon: Det er svært at sige en helt masse om, de har jo også været sammen dag og nat i 10 år.

Og på den note sluttede vi snakken om ‘Abbey Road’ og satte næste udvalgte plade på pladespilleren. Hvilken kan i finde ud af i næste del af Shy Shy Shy interviewet som vi bringer i slutningen i denne uge.

spot optakt: shy shy shy del 1

Vi fortsætter vores #spotoptakt, men denne gang med et lidt anderledes interview som er delt op i 3 dele fordi undertegnede gav Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard fra Shy Shy Shy til opgave at gå på opdagelse i min pladesamling og vælge 3 plader som på den ene eller den anden måde har en betydning for dem (hvad end det er personligt eller musikalsk). Det endte ud i en længere og meget interessant snak hvor vi udover at snakke om de valgte plader, bl.a. kom vidt omkring i bandets historik og oprindelse. I denne første del har bandet valgt en plade vi alle tre har som favorit, nemlig ‘Heartbreaker’ af Ryan Adams:

Astrid: Vi har valgt Ryan Adams – ’Heartbreaker’
Simon: Og den var vi helt enige om
Astrid: Det der er med Ryan Adams, er at han skriver pisse gode sange og så er den plade bare SÅ heartbreaker-agtig. Det er virkelig en god titel til den plade.
Simon: I virkeligheden er jeg ikke ret stor fan af ret mange af hans andre plader. Men den der lyder så latterligt godt, for den er mega godt produceret og det er nogle virkelig gode melodier og han synger sindssygt godt på den.
Astrid: Ja der er sådan en magi omkring den der plade på én eller anden måde. Og nu har jeg også set Ryan Adams live, og der opstår den der magi bare ikke på samme måde, men det er måske også fordi der kommer nogle andre numre indimellem. For de numre der er på denne her plade fungerer bare sindssygt godt i sammenhæng og stemning. Det synes jeg virkelig. Men du har ret, han har lavet alt for mange plader! Jeg tror måske godt man kunne have skåret lidt ned på de plader og måske have lavet nogle der var lidt mere gennemarbejdet. Jeg synes faktisk også hans Taylor Swift plade er pisse god.
Simon: Den har jeg ikke hørt.
Astrid: Det er jo det der Taylor Swift album som hedder ’1989’ som jeg faktisk også synes er godt. Jeg har et pophjerte der banker for Taylor Swift fordi hun skriver nogle ret gode sange, og det kan man jo så også høre når Ryan Adams laver cover af hele det der album. Det er jo nogle sindssygt gode sange. Det kan jeg godt anbefale!
Simon: ’Heartbreaker’ er bare virkelig sådan en go-to plade hvis jeg lige skal sætte et eller andet på, så hænder det ofte med at være den der ryger på.
Astrid: Ja, man bliver aldrig træt af den, og det gælder alle de plader vi har valgt i aften.

Hvilke højdepunkter er der på pladen?
Astrid: ’Winding Wheel’
Simon: Yes!
Astrid: og ’Oh, My Sweet Carolina’ og ’Come Pick Me Up’. Sidstnævnte er nok min yndlingssang. Hvis jeg bare kunne få lov til at være den kvinde der synger kor på den.
Hvad med dig Simon?
Simon: Vi er i grunden meget enige om dem. ’Amy’ er også en virkelig god sang.
Det er også svært at sidde og vælge ud fra sådan en helstøbt plade ikk?
Astrid: Ja, og det er jo heller ikke meningen man skal med den der plade, den skal man bare høre.
Simon: Den er jo bare helt suveræn, og så ser han mega sej ud.
Astrid: Han er pæn hva? Det gør heller ikke noget. Haha.
Astrid: Hvornår hørte du først denne her plade Simon, kan du huske det?
Simon: Det tror jeg faktisk jeg gjorde ret sent.
Astrid: Jeg anede slet ikke hvem han var dengang den udkom (i år 2000 red.). Jeg tror først det var engang imellem 2005 og 2010, hvor den åbnede sig op for mig.

Hvordan faldt i over den?
Astrid: Jeg tror faktisk første gang jeg hørte en Ryan Adams sang, der var det Randi fra Lady Lion og Simon fra Jonah Blacksmith, hvor jeg hørte de to synge ’Come Pick Me Up’ sammen. De to bare med akkustisk guitar, og de er jo meget gode sangere i sig selv, men fuck det lød godt! Det er jo også en god sang, og efterfølgende fandt jeg den og fandt ud af at det var den her plade, og så har jeg hørt den rigtig mange gange siden. Så det er Randi og Simon’s fortjeneste at jeg kender den.
Simon: ’Come Pick Me Up’ kendte jeg i forvejen, men jeg vidste i lang tid ikke hvem det var der havde lavet den.
Astrid: Det er så sindssygt den der overgang fra vers til omkvæd, det rammer bare uanset hvor mange gange jeg hører den, og det er ligegyldigt hvem der synger den nærmest. Det er både harmonierne, melodierne og teksten der rammer en højere enhed. Det er SÅ godt skrevet! Det gad jeg virkelig godt at have skrevet.
Astrid: Hvad plejer du at gøre med den der diskussion pladen starter ud med Simon?
Simon: Det springer jeg for det meste over, for hvorfor skulle man høre det?
Astrid: Det ved jeg ikke. Man gider bare ikke høre det hver gang man hører pladen.

Vi lytter lidt til pladen…
Astrid: Det er sjovt for pladen ligger faktisk ret langt væk fra vores lyd. Der er ikke meget Shy Shy Shy i den der plade.
Simon: Nej det er der ikke. Det er der heller ikke rigtig i de andre plader vi har valgt.
Astrid: Jeg er meget inspireret af den måde han skriver tekster på. Det er ikke så abstrakt, det er en historiefortælling og han rammer ned i stemninger ret præcist. Det prøver vi at lade os inspirere af.
Simon: Ja, og så er det jo popsange.

Hvornår hører i denne her plade?
Simon: Meget når jeg er alene faktisk.
Astrid: Ja det er lidt en alene-plade.
Simon: Men jeg sætter den også på når jeg er sammen med nogen som jeg godt ved også kan lide den. Den er god til en stille stund, men det kan også være en plade jeg sætter på hvis jeg laver lektier f.eks. Haha.
Astrid: Hvis man skal høre den sammen med nogen, synes jeg det er vigtigt at høre den sammen med de rigtige.
Undertegnede lægger op til at vi rykker videre til næste plade, men da nummeret ’Why Do They Leave’ begynder i baggrunden fortsætter snakken…
Astrid: Ej det er fandme også et godt nummer. Det er bare så tungt og det sniger sig lige ind under huden.
Simon: Der er i de fleste numre rigtig meget plads, der er meget luft.
Astrid: Men så er det der bliver spillet til gengæld overbevisende ad helvedes til! Det er ikke søgende du ved, det er bare virkelig få midler og masser af plads, og så er det bare perfekt.

Vi sætter den næste plade på og læner os tilbage og lytter. Hvad der kom ud af den kan du læse i næste del her på bloggen om et par dage. Stay tuned!

spot optakt: CHINAH

Det er blevet tid til endnu mere SPOToptakt, som denne gang bliver i selskab med CHINAH der fortæller lidt om deres historie, fremtid og hvad de ser frem til på SPOT. Men men men, inden vi når så langt skal vi lige have skudt gang i en konkurrence om 2×2 billetter til CHINAH’s pladeselskab No3’s Labelnight på Pumpehuset nu på fredag hvor CHINAH også netop er tilføjet på plakaten:

Alt du skal gøre er at svare på hvilket navn ud af følgende 3 navne der IKKE er repræsenteret af No3?
A) The Minds of 99
B) Oh Land
C) Kill J
Send dit svar til blaavinyl(a)gmail.com senest fredag d. 15.4.2016 kl. 12. Vinderne får direkte besked!

Her er lidt sprødt at lytte til imens du læser:
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/213453701″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Der er sket en hel del siden i spillede på Poetry In Mono i marts 2014, og senere samme år til den første blaavinyl…præsenterer. Imens undertegnede kender jeres historie, kunne det være spændende for vores læsere at høre hvordan i gik fra at være Fine eller Fine Glindvad til at være CHINAH med en EP ude og en masse eksponering? Hvordan gik i fra at være et solo-projekt til at være et band?

Fine: Simon K var også lidt med i det andet også. Det var lidt tilfældigt at vi havde en anden elektronisk musiker som ikke kunne være med mere, og så havde vi en koncert som vi havde sagt ja til, så vi stod og manglede én, og der kom Simon A. ind i billedet. Så det var ikke romantisk på den måde.

Simon K: Første gang Simon A var med, var det som en live-mand, ligesom jeg også bare var med som live-mand,

Fine: Det var mine sange lavet om så det passede mere til os alle tre, men det var stadig mine sange og mit projekt. Men da vi signede med No3 fandt vi ud af at vi skulle være et band og ikke mit soloprojekt.

Simon A: Jeg tror det var der hvor vi begyndte at lave nogle numre sammen i stedet for at vi tog Fines numre som var skrevet på et klaver og producerede dem om, så begyndte vi at lave noget hvor vi alle sammen var inde over det hele. Vi fandt bare ud af at det fungerede ret godt. Så hvis man skal sige hvor CHINAH startede så tror jeg at det var der hvor vi begyndte at lave musikken sammen.

Så i startede på én eller anden måde lidt forfra?

Fine: Jamen det gjorde vi, for vi havde egentlig en EP som var ret klar og som vi følte var færdig. Men da vi fik kontakt med No3 så sagde de at vi nok skulle starte forfra, og det gjorde os ikke særlig meget selvom man skulle tro det, fordi vi havde arbejdet på de her numre i lang tid.

Simon A: Det var egentlig dejligt at høre fordi vi havde lidt én eller anden form for mavefornemmelse der sagde det samme.

Så det hjalp at der var nogle andre der kom og sagde…

Simon A: Ja, det føltes dejligt at få at vide af nogle tredjeparter at man skulle slå det ihjel og starte forfra.

Fine: Hvor vi alle sammen er ligeværdige.

Det kunne man også høre tydeligt, da i spillede én af jeres første koncerter som CHINAH på SPOT festival sidst år. Siden har i udgivet jeres første EP ’Once The Lights Are On’, som blev fejret med manér d. 11. Februar hvor der var en kæmpe lang kø, og mange sikkert er gået forgæves. En overvældende modtagelse kan man sige, hvordan havde i det selv med så stort et fremmøde? Hvordan mærkede i det?

Fine: Altså vi var jo ikke ude i køen…

Simon K: Var du ikke ude og kigge? Jeg var ude og kigge, det var jo helt sindssygt.

Fine: Jeg opdagede først et par dage efter hvor vildt det egentlig havde været. Det var sådan en sitrende fornemmelse.

I havde heller ikke selv forventet at der kom så mange da i planlagde det?

Fine: Nej, vi var faktisk bange for at der ikke kom nok.

Simon K: Da vi valgte spillestedet var vi bange for at det var for stort.

Simon A: Vi gjorde helt vildt mange ting for at lokke, og gøre det mere attraktivt så vi kunne fylde rummet op. Jeg synes der var helt vildt mange mennesker man kendte, og det fyldte alligevel ret meget af oplevelsen den aften. Jeg er jo helt vildt dårlig til at være ham der har fødselsdag f.eks. Det er hårdt med så meget opmærksomhed rettet mod én på den måde, hvor alle føler at de ligesom skal lykkeønske én. Jeg har aldrig været så stor fan. Så det var en virkelig hård aften, men det var også en virkelig god aften på samme tid.

Fine: Det var lidt som om at alle var med én og alle havde et indtryk på forhånd, så der var ikke nogen der sådan skulle overbevises fra scratch. Folk var bare klar, og det var en dejlig fornemmelse.

Simon A: Jeg tog mig selv i at undre mig lidt over om der virkelig var så mange der synes at det er værd at komme til vores release?!

Den næsten typiske dansker-skepsis?

Fine: Ja det er rigtigt at man får den der skepsis som om det er noget andet det handler om. Altså den der kø, der tænker man; ”det er jo ikke os, det må være noget andet de kommer for et eller andet sted”.

Jeg synes jeres musik har en meget udenlandsk vibe uden at jeg kan sætte en finger på hvad det helt præcist er. Har i planer om at satse på udlandet?

Simon K: Vi startede jo meget tidligt, altså nærmest før vi havde haft ordentlige koncerter i København som CHINAH. Da havde vi allerede haft shows i London og i efteråret var vi i Tyskland. Men jeg tror at denne her sommer kommer til at handle rigtig meget om Danmark.

Det er godt nok mange festivaler i skal på efterhånden. Det er dejligt hva?

Simon K: Det bliver fedt! Og jeg tror også det bliver enormt lærerigt for os at prøve at få sådan en hel festivalsommer. Så tror jeg det næste skridt handler om plade, og så tænke mere udland. Det tror jeg næste sommer kommer til at handle om. Vi har dog en enkelt tysk festival til juni i år.

I er nået langt selvom i ”kun” har udgivet en EP, og skal spille både SPOT, Roskilde, Musik i Lejet, Trailerpark og et par andre festivaler henover sommeren. Jeg ved godt i lige har udgivet jeres debut EP, men den har også været længe undervejs, så jeg kan ikke lade være med at tænke på om der mon er noget mere materiale på vej?

Simon A: Vi ved ikke noget konkret om hvornår den næste udgivelse konkret bliver. Vi har masser af skitser, men lige nu kan vi egentlig bare godt lide at lave en masse helt nye ting fordi det er lang tid siden at vi har lavet noget helt nyt.

Fine: Faktisk er alt det vi arbejder på nu, noget vi har lavet inden for de sidste par måneder.

Simon A: Der er sket meget.

Fine: Det er meget anderledes nu, fordi det er mere ambitiøst, da vi f.eks. mødes meget mere. To af os læste sidste halve år, så der mødtes vi kun 1 gang hver 2. uge, men det sker oftere nu. Så måske kommer det til at gå hurtigere, måske gør det ikke. Det kommer også meget an på hvornår vi ligger en deadline, fordi vi er også sådan nogle som har det færdigt når der er en deadline. Hvis der ikke er en deadline, så er det ikke færdigt.

Simon K: Lige nu er vi en meget heldig situation hvor lærredet er rimelig tomt og vi er begyndt på de første ting, fordi vi gerne vil have noget nyt med når vi skal ud og spille til sommer, både for at få det testet af, men også for at få en passende længde på settet.

Hvad ser i mest frem til på SPOT Festival?

Simon K: Århusianske damer!

Fine: Det er fedt at det er et sted hvor alle bands fra vækstlaget i Danmark mødes. Det er jo altid sjovt at gå rundt i det. Men jeg har kun været der 1 gang før, og det var sidste år hvor jeg gik helt vildt meget op i at vi skulle spille koncert. Der er nogle bands man gerne vil se; Liss og Guns…og… Jeg tror der er sådan en spirende fornemmelse for det er altid vigtigt for danske bands at spille på SPOT, så der er på én gang ambitiøs og afslappet stemning.

Simon K: Der er altid så godt liv i Aarhus når der er SPOT fordi det hele er så tæt, så stemningen omkring det at være på SPOT glæder jeg mig helt vildt meget til. Jeg håber også bare man får set noget nyt. Ligesom med Entrepreneurs, det havde jeg aldrig hørt om sidste år og så havde jeg det bare sådan fuldstændig vanvittigt. Jeg håber jeg får sådan en oplevelse igen.

Fine: Ja det er rigtigt. Så glæder jeg mig også sygt meget til at spille igen på SPOT.

Simon K: Noget vi har snakket om vi glæder os til på SPOT, så er det lige netop 1 år siden vi spillede vores første koncert som CHINAH der, så det er meget sådan en 1:1 følelse at komme tilbage og der er sket virkelig meget siden.

Det må også være skægt som publikum hvis man så jer sidste år og mærke forskellen.

spot optakt: ida wenøe

Vi fortsætter vores SPOT-optakt serie med en snak med Ida Wenøe om hvordan det har været at udgive hendes debutalbum, flytte til Berlin, spille i udlandet og meget andet:

Siden du spillede til det første blaavinyl.dk præsenterer… arrangement i Vanløse i oktober 2014, er du flyttet til Berlin, har udgivet din første plade og rejst en hel del. Kan du mærke forskel på din karriere fra da du boede i Danmark til du flyttede til Berlin?
Bestemt. En ting er hvad der sker uden om én, altså hvad det fysiske flyt fra Danmark til Berlin gør i form af netværk og de karrieremuligheder der udvides ved at være et nyt sted og i en større by, men det jeg faktisk har mest lyst til at fremhæve, og det der egentlig har betydet mest for mig er den indre blomstring flyttet har gjort for mig, hvilket afspejles i min musik og indirekte i min karriere. Ved at du flytter dig fra velkendt og sikker grund til et sted hvor alt er nyt, spændende og inspirerende, gør noget helt vildt for mit kreative og karrieremæssige fokus. Der er intet galt med København, og byen har et unikt musikmiljø, men jeg havde brug for at bevæge mig i et nyt tempo, se verden med nye øjne, og Berlin er måske bare første stop på en længere musikalsk rejse.

At dømme ud fra alle dine udenlandsrejser kunne det tyde på at din debutplade er blevet bedre modtaget i udlandet. Er det korrekt antaget?
Det kan man måske godt sige. Faktisk tror jeg stadig at min plade er lidt hemmelig i Danmark. Den er mest blevet eksponeret gennem mine koncerter, og det er til gengæld også her folk finder frem til den. Jeg har en vinyl-release på vej her et halvt år efter selve udgivelsen, hvor jeg vil lave noget larm og så må vi se om Danmark vil være med. Der er udlandet lidt en anden historie, hvor pladen og jeg er blevet modtaget med åbne arme og iver. Specielt i USA og England hvor jeg har haft meget fokus den sidste tid. Man kan også godt sige at jeg har gjort mange ting lidt i den omvendte rækkefølge med min debutplade. Jeg har fokuseret utrolig meget på at spille koncerter og på den måde vinde folks hjerter. Faktisk er pladen stadig ikke udgivet officielt i udlandet, så der er også en plan om Engelsk udgivelse i den nærmeste fremtid.

Hvorfor tror du det er sådan?
Jeg har erfaret at min musik kan noget for det engelsktalende folk. Jeg tror det er et behag i både en genkendelse og noget for dem eksotisk. Den nordiske folk-noir som de kalder min musik. Hvor jeg har skulle kæmpe lidt med de danske radiostationer, er jeg strøget lige ind på BBC radio 6 uden jeg selv anede at de havde modtaget min musik. De danske radiostationer har bestemt heller ikke gjort det nemmere for niche musik at blive spillet, og radio er bare et oplagt sted at få eksponering i et land hvor der bliver affødt nye indie bands hver evig eneste dag. Så lad mig sige det sådan; jeg er på ingen måde færdig med Danmark, jeg vil altid gøre hvad jeg kan for at udbrede min musik der, men når udlandet står og hiver i én, sidder jeg på det første fly mod verden.

Kan se at du netop har været på en UK tour, hvordan blev din musik modtaget derovre?
Det var bare en helt vild tur! Jeg var ret overvældet over folks modtagelse, specielt fordi England har et lidt dårligt tour-ry musikere i mellem. Men min nye engelske booker havde nøje udvalgt nogle steder der passede til musikken. Bl.a. spillede vi en koncert i et gammelt nedlagt kloster i Deal som blev broadcast’et live. Det var det smukkeste venue jeg nogensinde har spillet i med den flotteste udsmykkede baggrund af kirkemosaik i alskens farver.

Er det din første tour derovre?
Det er første sammenhængende tour under mit navn, men ellers har jeg også været der henne end del med mit gamle band Boho Dancer

Jeg kan se på SPOT programmet at du stiller op med The Silver Chords, er det dit backingband eller? Hvem er det?
The Silver Chords er mit musikerkollektiv. Jeg bruger forskellige konstellationer ud fra typen af job, humør, og hvem der kan. I England var jeg af sted med Anders Mathiasen (Vessel, Murder) på klassisk guitar, kor og bas, og Rolf Hansen (Il Tempo Gigante) på lap-steel, percussion og kor. Til spot er det igen med Anders, men tredje mand er Hal Joseph Parfitt-Murray (Basco) på violin og Mendola. Udover dem består musikkollektivet også af Katrine Stochholm (Under Byen), Nikolaj Busk (Dreamer’s Circus) og Anma, og udvides stadig. Jeg kan godt lidt at se musikken som en organisk størrelse der kan ændre form uden om kernen som er selve kompositionerne. The Silver Chords kommer at ordet ”Silver Cord” som er den usynlige streng der forbinder det fysiske jeg med sjælen, og mit kollektiv mener jeg netop er med til at gøre dette; transcendere det fysiske jeg.

Hvad ser du frem til på SPOT Festival udover at spille?
En af mine favorit ting under Spot er noget jeg har nydt at gøre de sidste par år. Jeg prøver at lave så få aftaler som muligt, (udover de nødvendige brancheting…) og tager så mig selv under armen og falder tilfældigt ind i mennesker og tilfældige koncerter. Da der er så mange mennesker og musikere og koncerter på en gang, kan jeg bedst lide at angribe det på en mere fri måde, så jeg ikke stresser mig selv, dette giver de uventede gode og unikke oplevelser.

Hør andensinglen ‘Time of Ghosts‘ fra debutpladen her:

spot optakt: palace winter

Som en del af vores SPOT optakt, har vi taget en snak med Caspar Hesselager fra SPOT- og snart albumaktuelle Palace Winter.

Hvordan startede Palace Winter?
Jeg spillede keyboards for The Rumour Said Fire på en længere turné, hvor Carl varmede op solo. Jeg hørte ham mange gange, og tænkte med det samme, at det kunne være spændende at arbejde sammen. Så gik vi i mit studie (Pinligtavshed), og endte med at bruge et halvt års tid on/off på at lave en EP.

Hvornår var det?
Det var foråret 2014.

Selve bandnavnet Palace Winter stammer fra et hotel vednavn Winter Palace i Sydfrankrig, hvor Carl boede i sommeren 2014. Hvorfor valgte i helt præcist det her navn? Var der noget særligt ved hotellet?
Jeg tror, at stedet gjorde stort indtryk på Carl, men vi valgte det efter, at jeg spontant byttede om på ordene. Vi har altid syntes, at det på den måde kom til at lyde som for- og efternavn på en eller anden excentrisk person. Vi kunne forestille os et brev signeret med ‘warm regards, Palace Winter’, f.eks. Det lyder som taget ud af en Wes Anderson-film.

Der har fra start af været en vis ’buzz’ omkring jeres band, og det lader ikke til at denne ’buzz’ er på tilbagetog nu hvor udgivelsen af jeres debutalbum er på trapperne mindre end 1 år efter i har udgivet jeres debut EP. Er der store udenlandsplaner?
Vi har allerede været lidt omkring i Sverige, Norge, Schweiz, England og Frankrig, og skal heldigvis også mere afsted i løbet af resten af året. Det er helt klart et stort fokus for os. Danmark er et lille land, og man kommer meget hurtigt hele vejen rundt, så det giver mening at skue udad.

Titlen på jeres debutalbum – Waiting For The World To Turn – er meget metaforisk, jeg har i hvert fald allerede tolket op til flere meninger med titlen. Ligger der nogen bestemte tanker bag denne titel?
Titlen er relateret til nogle temaer, som går igen i teksterne på albummet. Søvn, stilstand, forventningen om noget, der skal ske, og en tilstand imellem at drømme og være vågen.

Den første gang jeg så jer live, var i så vidt jeg husker kun 3 mand på scenen. Hvor mange regner i med at være til koncerten på SPOT? Og hvem tager i med?
Vi har faktisk altid været fire på scenen, bortset fra en enkelt gang i Aalborg. Og det var kun af nød! Vi er stadig fire, så udover Carl og mig, er det de to bad-asses Jacob Haubjerg på guitar/kor (fra Luster, Sleep Party People, Hymns from Nineveh) og vores nye trommeslager Jens Bach (fra Bodebrixen, Striving Vines)
Nå jeg har husket forkert så. Hehe.

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved jeres koncert på SPOT?
Vi er godt igang med at få de nye sange fra det kommende album ind på livet, så vi er tændte og ivrige efter at vise så meget frem som muligt. Det bliver episk og tempofyldt, tør jeg godt love.

Hvilke andre koncerter vil i anbefale man skal se på SPOT?
Lowly, Liss, The Entrepreneurs, Tårn, kunne være bud.

Hør Palace Winter’s seneste single ‘Soft Machine‘ fra deres kommende plade her:

Eller tjek musik videoen med Carl Coleman i hovedrollen ud til ‘New Ghost‘ fra deres debut EP Medication her:

spot optakt: Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP)

Når man kigger nedover det foreløbige program for SPOT Festival bliver det hurtigt tydeligt at de i år for alvor har integreret eksterne arrangører og kuratorer som en del af hovedprogrammet. Et tiltag som undertegnede er særligt begejstret for, da det skaber et billede af en meget mere alsidig festival end tilfældet har været tidligere hvor de eksterne arrangører/kuratorer mere har været en “suprise-faktor” på selve festivalen, hvor det til tider har været svært nok at følge med i hovedprogrammet i forvejen. Den her måde skaber meget mere overblik og gør det nemmere at planlægge hvad man skal se. Ét af eksemplerne på de her eksterne arrangører/kuratorer, er Danske Uafhængige Pladeselskaber eller i daglig tale kaldet DUP som har eksisteret siden 2002. Organisationen har med få pauser stået for at præsentere deres medlemmers artister på 1 til 2 scener på SPOT Festival igennem årene, og i år er deres scene som sagt en del af hovedprogrammet. I år har DUP fået lov til at stå for hele programmet på den mindste scene Filuren i Musikhuset der ligger imellem Lille Sal og Rytmisk Sal. Vi har i den forbindelse taget en lille snak med de to formænd for organisationen, Kasper Find (Pony Rec) og Kristoffer Rom (Tambourhinoceros), om hvilken størrelse DUP er, hvordan de finder frem til hvilke artister der skal præsenteres blandt deres mange medlemmers artister, og ikke mindst hvad DUP står for.

Hvad er DUP for en størrelse? (kan se at i har 93 medlemmer, er det 93 aktive medlemmer eller hvordan?)
•DUP er en interesseorganisation, der repræsenterer uafhængige danske pladeselskaber, store som små.
•DUP opsøger ny viden og deler den med sine medlemmer
•DUP bringer sine medlemmers vilkår for øje for politiske beslutningstagere.
•DUP producerer events med sine medlemmers udgivelser som omdrejningspunkt.
•DUP forhandler aftaler med div. interessenter i musikbranchen
•DUP skaber et øget fokus på den uafhængige pladebranche og dens vilkår i offentligheden.

De fleste er aktive medlemmer. Vi har pt ca 75 aktive medlemmer

Når man tænker tilbage på den tid DUP startede (2002), var der så vidt jeg husker meget en ”de uafhængige pladeselskaber mod majors” kultur i branchen, er det stadig en relevant kamp?
DUP står ikke i opposition til øvrige organisationer i den danske musikbranche men repræsenterer et centralt led i den musikalske fødekæde, der ikke findes andetsteds.
DUP adskiller sig fra IFPI (Musikselskabernes Brancheorganisation) ved også at repræsentere ikke-kommercielle pladeselskaber og sikrer derved, at vækstlaget udvikles og får ørenlyd uanset markedsandele og økonomisk væstpotentiale. DUP og IFPI samarbejder på flere områder både indadtil og udadtil.
Som medlem af WIN (Worldwide Independent Network) og bestyrelsesmedlem i Impala sidder formandskabet med ved bordet, når de store internationale aftaler gennemgås, på det politiske niveau og det markedsstyrede.

Hvilke sager er det primært i kæmper for i disse år?
Vi kæmper for generelt bedre vilkår for uafhængige pladeselskaber, bl.a.
Fair digitale aftaler, som f.eks. IMPALAs/DUPs kamp mod pression fra YouTube, gratis prøve periode hos Apple Music.
Synlighed for indies, f.eks. Vinyl Top 20 og DUPs festivaldeltagelse på SPOT og Roskilde.

Hvilken gang er det at i har en scene på SPOT Festival?
Uhh – det ved vi faktisk ikke, men denne gang er 3. gang for os som formænd. 

Hvorfor er det vigtigt at DUP er repræsenteret på denne her måde på SPOT Festival?
Det er vigtigt at ha’ en scene, hvorfra vi kan vise hvor alsidige DUPs medlemmers artister er. Det er en fantastisk chance for at vise nogle af de helt nye – sammen med nogle af de mere etablerede navne på en scene.

Hvilke af jeres medlemmer præsenterer navne på SPOT i år?
Playground Music
The Big Oil Recording Company
DME
Tigerspring
Prime Collective
The Being Music
Crunchy Frog
ES Music

Hvordan finder i frem til at det skal være lige præcis de her 8 medlemmer der skal præsentere navne ud af jeres mange medlemmer?
Vi har de sidste 2 år nedsat et lytteudvalg bestående af udenlandske og danske festivalfolk, radiopersonligheder, managers, booker, pladeselskabsejere og lignende. I år var det;
Ben Swanson – Secretly Canadian
Simon Raymonde – Bella Union
Sidse Gry – Early Modern
Dani Charlton – Amazing Radio og
Jan Sneum – eks. Danmarks Radio, nu The Lake og Sneum Instituttet

Men ud fra hvilken pulje vælger det her lytteudvalg navnene?
Hvert aktivt medlem kan smide 2 bands i puljen.

Kommer i til at have en DUP bod i år, som man har set i har haft andre år på SPOT Festival i forbindelse med jeres scene?
Der kommer en bod i år. Den vil være at finde ved Filuren!

DUP delte i 2010 to scener med ORA (Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere) og Karrierekanonen i Ridehuset, så spørgsmålet er om i også deler scene med andre eksterne arrangører i år?
Nej.

Hvad ser i mest frem til på SPOT Festival?
God musik, gode folk, gode debatter – bare 2-3 rigtig gode dage i Århus.

Tjek programmet ud for DUP’s scene her:

SPOT optakt: Liima

Som en optakt til SPOT festival der løber af stablen om en halvanden måneds tid, kommer vi her på bloggen til at bringe en række interviews med SPOT-aktuelle bands. Det første interview vi bringer er med Liima som udgiver deres debutplade ‘ii‘ i dag. Vi kan hilse og sige at det er en dejlig forårsplade, så tjek den evt. ud imens du læser lidt om hvordan den er blevet til med mere.

Efter koncerten med Liima på dette års Frost Festival, satte undertegnede sig i morgenmads-restauranten på Hotel Astoria sammen med bassisten Rasmus Stolberg. Dels for at finde ud af hvordan og hvorfor Liima opstod, om tilblivelsen af ‘ii‘, og ikke mindst om hvad der er blevet af Efterklang.

Hvor længe er det Liima har eksisteret?
Vi startede i juli 2014. Men der hed vi ikke Liima, der vidste vi slet ikke vi ville have et band. Det startede med at os 4 (Casper Clausen, Rasmus Stolberg, Mads Brauer og Tatu Rönkkö red.) blev inviteret af en festival i Finland til at komme op i 10 dage. Så gav de os et sted hvor vi kunne skrive musik sammen, og planen var så at vi skulle spille det musik vi lavede og have præmiere på deres festival den sidste dag. Så vi tog bare derop og tænkte det er et projekt det her, nu ser vi hvad der sker. Men så gik det helt vildt godt, og vi synes det var helt vildt inspirerende og synes også vi fik lavet en masse god musik, så vi kunne faktisk med det samme efter den der første koncert, besluttede vi at vi skulle lave et band. Og vi besluttede også at vi ville fortsætte med at arbejde på den måde der. Så lavede vi den der residens i Finland hvor vi skrev 6 numre på 1 uge, og har så efterfølgende lavet residens i Berlin, Istanbul og på Madeira, allesammen på 1 uge hver. Det er sådan cirka i løbet af 1 år det her. Og alle steder skrev vi en masse sange og så med det samme spillede vi dem live. Og den plade der nu kommer her den har nogle af de bedste sange som vi har lavet. Vi har lavet 20 i alt eller sådan noget og vi indspillede 16 og der er 10 på pladen. Det er meget fint det der med at vi har skrevet en masse musik, og tit har vi skrevet 1 sang om dagen og så har vi spillet den live og set om det virkede og så har vi taget den med videre. Det fungerer superfedt. Vi sidder ikke og arbejder med noget når vi ikke er sammen. Der er ikke nogen der sidder og laver skitser eller sidder og redigerer som det var i Efterklang.

Som man kunne sige var en meget klassisk bandting eller?
Jeg ved snart ikke hvordan. Det her det er i virkeligheden sådan et klassisk garagerock band, hvor man står og spiller sammen. Altså nu er man jo vant til at man kan optage og sidde og spille demoer i computeren og sådan noget og det gør vi ikke. Vi står kun og spiller sammen og så optager vi live hvad det er vi laver, og har det som referencer.

I har ikke sådan nogle dogmer?
Nej det synes jeg ikke. Altså vi har jo et dogme…eller vi har en arbejdsmetode som er ret præciseret og som gør at musikken også får den natur den har. Altså vi skriver kun når vi er sammen, og vi skriver fælles. Der er ikke nogen der kommer med nogen idéer eller skitser. Vi starter fra nul og så improviserer vi og jamer og så optager vi det og så lytter vi på det og så hvis der er et eller andet vi synes der er fedt, så prøver vi at arbejde videre på det. Altså f.eks. den der sidste sang vi spillede i dag (Leather In Pain red.), da vi startede i går morges startede vi bare med at improvisere i en time og der kom det der frem i en del af den der times tid, og så lyttede vi på det her i dag og så tænkte vi at det fungerede da meget godt og så spillede vi den lige inden koncerten og prøvede at finde ud af hvad det var og så spillede vi den så live i aften. Så det er gået meget meget stærkt. Den er jo heller ikke helt færdig, men jeg ved heller ikke om den sang bliver til noget, den stikker lidt ved siden af alle de andre ting vi laver.

Det lyder spændende, men tror du det er noget i vil blive ved med det her?
Ja. For det første så fungerer det for os, for det andet så bor vi i 3 forskellige byer (København, Berlin og Helsinki red.) så vi har ikke noget øvelokale, så vi har ikke noget sted så det giver rigtig god mening at vi får de her invitationer.

Spiller i også ‘normale’ koncerter?
Altså vi har spillet 50 koncerter eller sådan noget imellem de 4 residenser vi havde inden pladen, hvor vi har prøvet materialet af, fordi det er vigtigt når man laver noget så hurtigt, så er det jo ikke helt sikkert – nogle gange fungerer det fra starten af, men tit skal det lige have noget arbejde. Så der har vi bare brugt de der livekoncerter til at blive bedre til at spille og til at finde ud af hvordan vi skulle skære det helt præcist.

Man kan jo sige at i i forvejen har en rigtig god indgangsvinkel til hele verden i forhold til at Efterklang har været rundt i hele verden op til flere gange, ikk?
Ja, det er klart at der er nogle ting vi kommer lidt nemmere til. Det er klart. Der er også nogle ting der er svære fordi vi er også nogle gamle røvhuller. Altså der er også rigtig mange der ikke er interesserede fordi at vi ikke er spritnye. Folk har nogle gange et indtryk af hvad man gør og hvad man er, og der er jo rigtig meget musik, man kan ikke lytte til det hele, og så beslutter man et eller andet; ”Ej men det er ikke interessant for mig” eller sådan noget. Og så tager man fejl nogle gange. Jeg er aldrig kommet ordentligt ind på hip hop for eksempel. Jeg har hørt en masse hip hop som jeg synes er spændende, men jeg har aldrig rigtig haft tid til at sætte mig ind i det, der er bare for meget musik. Haha. Man bliver nødt til at vælge lidt.

Bliver i sammenlignet meget med Efterklang fordi i jo praktisk talt er de samme medlemmer?
Det er jo klart at de fleste gør det eller kommer til at gøre det, men det er lidt ligesom at sammenligne Xx med Neil Young og det giver ikke rigtigt mening udover at vi deler en masse medlemmer. For det er et helt andet sprog synes jeg i hvert fald.

Var det også et sprog i trængte til at komme ud i?
Ja det er helt klart en lyst vi har haft, altså det her musik er meget mere umiddelbart og det er sådan meget mere én eller anden energi man prøver at fange og prøver at fange et eller andet øjeblik sammen. Vi har jo aldrig skrevet 1 sang pr. dag i Efterklang for eksempel, så det er enormt forfriskende det her for os.
Så det er rigtigt at vi havde brug for at kunne lave andre ting, og også ting som ikke passede ind i hvad Efterklang var, men vi har ikke stoppet Efterklang overhovedet. Vi laver rigtig mange Efterklang ting hele tiden. Lige nu har vi en 3-4 projekter i gang der har med Efterklang at gøre, og vi lavede den der opera i sommers. Så bandet er ikke stoppet, overhovedet ikke, vi er bare stoppet med at være det der band der turnéer hele tiden og laver albums hvert 2.-3. år. Så vi stoppede med at være Efterklang på den måde som vi var Efterklang i rigtig mange år, og det handler mere om at kunne skrue ned for denne der heftige aktivitet og så i stedet for også kunne åbne op for at være med i andre projekter, og gøre andre ting. For eksempel det her band, eller for eksempel The Lake Radio eller vi har skrevet nogle danseforestillinger, og vi har lavet den der opera og nu er Efterklang jo ved at lave et hjerneprojekt sammen med to hjerneforskere, så der sker en masse ting. Så Efterklang det er ét band der kører fortsat, og Liima er et andet band der kører parallelt med Efterklang, men to forskellige bands. Så det er ikke noget med at Liima er det nye Efterklang, det er bare et nyt band.

Interviewet lakker mod ende, men inden vi går hver til sit stiller Rasmus mig pludselig følgende spørgsmål, og det kom der denne lille samtale ud af;
Var der noget du tænkte under koncerten, hvad fanden er det, eller hvorfor er det sådan der?
Jeg tænkte med Casper med alle hans mikrofoner at det kunne være et meget sjovt koncept. Haha.
Jeg ved ikke hvorfor han har så mange mikrofoner, der er kommet en ny én hver dag.
Så i morgen så er der 5 mikrofoner eller? Hahaha.
Ja det tror jeg. Hehe.
Der var også en sang som jeg kunne forestille mig at man kunne danse til…altså det er sådan meget dansevenligt musik meget af det…
Ja men meget af det er, og det er også super spændende at man kan, fordi det er meget mere grooveorienteret.
Jeg tog mig selv i at stå og prøve at tænke tilbage på hvad for noget Efterklang fordi det vil man gøre pr. automatik som vi også snakkede om lige før, for at prøve at høre forskellen på Liima og Efterklang, men det var aldrig en tanke jeg fik ført til ende, andet end at jeg blev enig med mig selv om at det ikke er det samme. Hehe.
Nej det var ikke sådan der. Hehe.
Nej det har været meget mere storladent ikk?
Jo, mere komponeret. Mere orkestralt.
Præcist. Hvor Liima er mere maskinelt på én eller anden måde?
Ja. Vi har en idé om at vi er et elektronisk garageband.
Haha ja, det passer måske meget godt.

Blevet nysgerrig? Så hør bandets seneste single ‘Roger Waters‘ fra debutpladen ii:

Og tjek dem ud på SPOT Festival hvis du skal med.

blaavinyl præsenterer… peach

Normalt ville der her have været et gæsteindlæg fra den anden kunstner der skal optræde til blaavinyl præsenterer… på Kulturstationen Vanløse i morgen aften, men Kristian Marstal har desværre måtte melde fra pga. sygdom. Men så er vi så heldige at PEACH er sprunget til i stedet. PEACH er Peter Skibsted’s (Dad Rocks!, Maskinvåd, Martin Ryum, Shy Shy Shy m.fl.) nye soloprojekt som har et erklæret mål om at nedbryde de normer og den retorik der styrer vores samfund. Det gør Skibsted ved at blande croonet avantgardisme med provopop, der med sin popmelodik og avantgardistiske træk melder sig ind i debatten om køn, seksualitet og den retorik som præger samfundet. Netop samfundsretorikken har en stor rolle i sangteksterne som rummer lige dele humor, ironi og skarpe vendinger.

PEACH kan også opleves som band, men i morgen aften er det PEACH i soloversionen. Vi glæder os rigtig meget til at høre og se hvordan det tager sig ud live. Som opvarmning kan du høre første single ‘She Sang’ herunder med den dertilhørende smukke video med Lin Rosenbeck (Navneløs), en hest og Peter Skibsted selv i hovedrollerne:

Du kan finde info om eventet på Facebook her. Vi glæder os til at se jer i morgen kl. 20:00 på Kulturstationen Vanløse hvor undertegnede vanen tro leverer en playliste der spiller før, imellem og efter koncerterne.