For 4. sæson i træk er vi stolte af at kunne præsentere et par fede navne på den hyggelige Kulturstation i Vanløse. Denne gang har vi fornøjelsen af at præsentere Ulvetimen og PEACH. Kristian Kjærulff Ravn fra Ulvetimen har i den forbindelse skrevet et gæsteindlæg om hvordan Ulvetimen for snart 6 år siden opstod;
Sangskrivning, DSB og salmetradition
Året 2010, var året for mit sidste bachelor semester på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
Jeg havde brugt de sidste 3 år på at studere som percussionist, men nu var jeg netop blevet optaget med nyt hovedfag på kandidaten, nemlig sang…
En iskold uge 7 havde lagt sig over landet og jeg var på vej til min tredje stævneuge.
Den årlige stævneuge på DJM er et fantastisk foretagende, hvor et udvalg af gæsteundervisere tilbyder workshops for de studerende.
Rygsækken var beskedent pakket og morgenen bød, traditionen tro, på en gylden dame.
Jeg var kommet på min første prioritet ”Sangskrivning, ved Jacob Bellens” og det skulle vise sig at blive et interessant møde mellem en grønskolling og en befaren sangskriver.
Tilbage i 2010 tror jeg ikke Jacob havde undervist i sangskrivning før. Jeg havde nok forventet en masse forskellige sangskrivningsøvelser og teknikker – men jeg fik det råt men usødet ”bare begynd at skriv” og fred være med det, for det betød ikke intet for processen.
Jacob formåede at inspirere os gennem samtaler om hans eget virke og via egne musikalske oplæg (og så beværtede han os i øvrigt under skriveprocessen med kaffe og kage – cool burger for en 3 års studerende!).
Efter en uges rock og rul, sangskrivning, spas og løjer havde jeg uden at vide det, lagt grundstenene for hvad der de næste 6 år ville være med til at definere hvem jeg er i dag.
I slutningen af 2010 faldt jeg over fænomenet ”Ulvetimen”…
Ingmar Bergmann udgav i 1968 filmen ”Hour of the Wolf” eller ”Vargtimmen” og hvis man har set traileren til denne legendariske film, så ved man at slagordene lyder:
”“The Hour of the Wolf” is the hour between night and dawn. It is the hour when most people die. It is the hour when the sleepless are haunted by their deepest fear, when ghosts and demons are most powerful.”
Disse ord fik mig til at tænke over livet, lyset, mørket og alt det der ligger derimellem.
De fik mig til at tænke over denne magiske time, når nattens er mørkest lige inden lyset begynder at kæmpe sig vej frem imod dagen. Jeg syntes der var noget virkelig eksistentielt i fænomenet og jeg dykkede langsomt mere og mere ned i denne underverden af kontraster.
Ikke lang tid efter… Jeg kan huske at jeg netop havde fået fri fra ”sang og stemme teori” på konservatoriet og var nu på vej med toget fra Aarhus imod Randers.
Min kæreste var i denne periode i Thailand og vi havde fremlejet vores fælles lejlighed i København (yes, det bliver lidt geografisk forvirrende nu, men.. jeg boede i København, studerede i Aarhus og var i dette øjeblik på ved til Randers hvor jeg havde et midlertidigt loftsværelse som bolig).
På de 35 minutter det tog at køre forbi Hadsten og Langå, inden toget standsede på Randers Station – skrev jeg 3 vers, 1 omkvæd og 1 c-stykke.
Jeg stod af toget og gik direkte op på mit værelse, tændte computeren og lavede en demo af hvad der blev nummeret ”Ulvetimen”.
Jeg syntes at nummeret ”Ulvetimen” definer min daværende (s)tilstand og det blev første af mange domini-brikker der væltede og banede vejen for bandet Ulvetimen.
De sidste 6 år har jeg så brugt på at fundere over hvor ordene og sætninger kommer fra.
Jeg er først i en meget sen alder begyndt at læse bøger (ud over obligatorisk tvangslæsning i folkeskolen og gymnasiet), så det er i hvert fald ikke fra bøgerne.
Jeg voksede op i et hjem med Poul Dissing, Sebastian, Anne Linnet og Anne Dorthe Michelsen på pladeafspilleren – og jeg er sikker på at de kan tage en del af æren.
Men jeg tror faktisk at jeg, uden at tænke over det primært er blevet sprogligt stimuleret i kirken.
Jeg har sunget som sopran, alt, tenor og til slut bas, i de godt 12 år jeg har tjent mine lommepenge som korist.
I går blev jeg bekendt med den danske præst og forfatter Jakob Knudsen (1858-1917), han har blandt andet skrevet ”Se nu stiger solen” og ”Tunge, mørke natteskyer”.
Mit næste stop – dyk ned i hans værker og finde ud af lidt mere om hans person.
I tirsdags stod der igen Frost Festival på menuen. Denne aften i fint selskab med Lowly og islandske Júníus Meyvant på Arbejdermuseet, som i aftenens anledning var badet i lys-installationer af Ungt Lys og selve lyskunsten under koncerterne var udført af Obscura.
Lowly var de første der gik på. Jeg gik desværre glip af de første to numre, da jeg sad fast i køen til garderoben, så der var allerede godt gang i både band og lyskunst da jeg kom op i den smukke festsal. Lyskunstnerne havde i aftenens anledning gjort det meget idylliske maleri på endevæggen levende ved hjælp af projektorer. En effekt der på én gang var meget fascinerende og en måde hvorpå man gjorde scenen mere levende, men desværre også så fascinerende at det til tider tog opmærksomheden helt væk fra det der skete på scenen. Under én af de sidste numre vibrerede hele maleriet i takt med Soffie Viemose’s smukke vokal så det hele gik op i en højere enhed. Desværre var der en del af publikum der ikke lod til at være imponerede eftersom de havde mere travlt med at snakke end at lytte, hvilket var en skam.
Efter en lille pause kom Júníus Meyvant på scenen. Jeg skal ærligt indrømme at jeg intet forhold havde til hans musik i forvejen, men det blev hurtigt klart at det var ham en stor del af publikum var kommet for at høre, for snakken stilnede af og blev overtaget af grin når Júníus Meyvant fyrede jokes af om Kim Larsen og det danske sprog inden han gik igang med koncerten. Så var stemningen ligesom blødt op og der var lagt an til en aften i det stand-up komiske hjørne imellem sangene, som er én eller anden ting det er som om de nordatlantiske singer/songwriters har det med at være gode til, da alle de forskellige jokes bragte mine tanker hen på færøske Teitur der heller ikke er bleg for at fortælle komiske historier og jokes.
Cirka halvvejs inde i sættet joker han med at han fyrer bandet da det er for dyrt at have dem med, og spiller så 5-6 numre solo. Personligt synes jeg for alvor det er her Júníus Meyvant træder i karakter og stråler om kap med lyskunsten der som fyrværkeri giver genspejlninger i det smukke loft i festsalen. Alle de ovennævnte jokes og sjove historier ender da også med at give bagslag, da han skal præsentere et lettere sørgeligt nummer der bygger på en lidt tragisk historie om én af hans gode venner som har været i fængsel hele 5 gange, fordi han ifølge Júníus Meyvant konstant bliver misforstået. Humøret og stemningen kommer dog igen tilbage i den høje ende da bandet bliver inviteret tilbage på scenen og Júníus Meyvant opfordrer publikum til at danse hvis de vil.
Alt i alt en ganske dejlig aften i historiske rammer med stemningen i højsæde. Jeg ser allerede frem til næste års Frost Festival.
Rikke havde i onsdags fornøjelsen af at opleve én af de mange fede koncerter som Frost Festival traditionen tro byder på her i kolde og grå februar. I onsdags stod der Liima lyttesession + koncert på Hotel Astoria på menuen. Hotel Astoria kender vi alle, det er bare de færreste der er klar over at det er et hotel der ligger i den grå funktionalistiske bygning fra 1934 der tårner sig op som et skib ved siden af indløbningen til Hovedbanegården fra Vesterport. Det er da også et historisk vingesus man bliver mødt med idet man træder ind ad hotellets fordør og bliver mødt af Københavns ældste og nok smukkeste svingdør fra 1935. Hotellet bærer tydeligvis præg af at være blevet istandsat til at efterleve nutidens standarder uden at gå på kompromis med æstetikken fra hotellets fødsel. Virkelig gennemførte og smukke omgivelser der skulle danne ramme om aftenens oplevelser.
Lyttesession
Efter betagelsen af denne fine svingdør blev jeg vist ind i morgenmadsrestauranten hvor Frost Festival havde indrettet garderobe i det bagerste lokale. Og så var der ikke andet for end at sætte sig ned og vente på at alle 15 der skulle være med til lyttesessionen ankom. Nogle brugte ventetiden til at finde nye venner, og andre sad tavst og stirrede ud i luften, afventende. Klokken passerede 17:00 og selvom vi stadig manglede 3, kunne vi ikke længere vente med at gå igang. Den smalle trappe ned til det gamle køkken
Én af de frivillige fra Frost Festival kom og præsenterede sig selv og fortalte om hvordan Liima har stået nede i det gamle restaurationskøkken siden mandag og skrevet nyt materiale og øvet, og at vi lige skulle ned forbi dem og sige hej inden vi ville blive fulgt op i et hotelværelse, hvor vi som nogle af de første skulle lægge ører til 5 af numrene fra bandets kommende plade. Hun fører gruppen tilbage forbi den smukke svingdør, ned ad en meget smal trappe og ind til bandet der nærmest ikke ænser at gruppen sniger sig ind, fordi de er så optaget af musikken.
Liima øver i det gamle køkken
De spiller det nummer de var igang med færdigt, siger hej til os og forklarer lidt om hvad de har bedrevet indtil videre i de rå rammer. Men knap nok er denne præsentation færdig før én fra bandet udbryder; “hey lad os prøve at spille dem ud i et!“, og inden vi får set os om er bandet igang med at spille igen, hvor vi får lov til at overvære dem lave et forsøg på at koble 2 numre sammen. Vi klapper, hilser af og bliver herefter ført op til lytte-værelset. Indtrykket af deres materiale er allerede yderst positivt for undertegnede.
Lytte-værelset
Lytte-værelset ligger for enden af en lang gang på 3. sal. Man har fjernet møblerne fra midten af rummet og lavet en form for lys-installation (samme som man har brugt på scenen i kælderen og i garderoben) for at give rummet noget liv. Vi får noget at drikke og kan så ellers sætte os ned og lytte (hvis vi kan finde en siddeplads) til højttalersystemet der står i hjørnet af værelset. Stemningen var en smule akkavet uden at det var ubehageligt.
Udsigt fra lytte-værelset til den ene side – Solnedgang over Vesterbrogade
Undertegnede lister sig under nummeret ‘Amerika‘, som jeg i forvejen kendte, ud på altanen og når at fange solnedgangen henover myldretidstrafikken på Vesterbrogade. Som med så meget andet er det svært at danne sig et bestemt indtryk når man hører noget for første gang, men som jeg skulle opdage til koncerten senere, var der alligevel noget der blev hængende.
Udsigt til den anden side fra Lytte-værelset – Hovedbanegården
Efter de 5 numre fik vi lov til lige at gå ud på altanerne eller blive hængende i lytte-værelset og snakke med de fremmødte om hvad man lige havde lyttet til. De fleste endte dog med at gå ud på altanerne og snakke lidt om den fantastiske udsigt der var udover byen inden vi én efter én fandt ned mod garderoben igen for at tage vores overtøj og gå ud og finde noget at spise.
Ventetid
En times tid senere vender jeg igen tilbage til hotellet og sætter mig i venteposition i den – i dagens anledning – blå morgenmadsrestaurant. For igen skal vi vente på at blive hentet ned til bandet fordi at de stadig er i fuld sving med at skabe ny musik. Der er nu noget særligt over denne her måde at skulle vente på at komme ind til en koncert på, for i modsætning til normalen hvor man kan stå i hvad der føles som en evighed og stirre op mod en mørklagt og tom scene, skaber denne her ventetid ekstra forventninger og nysgerrighed, fordi man ikke har nogen anelse om hvad der venter én (medmindre man har været med til lyttesessionen selvfølgelig).
Koncerten
Lidt over kl. 20 bliver vi vist ned til de rå rammer i det gamle restaurationskøkken. Stemningen er fra start hyggelig og rigtig god, og det er tydeligvis et tændt band vi skal til at opleve, for lige da repræsentanten fra Frost skal til at præsentere bandet og give et par praktiske informationer, åbnes døren til backstage og bliver så hurtigt smækket igen, da bandet opdager at det er for tidligt. Publikum griner. Præsentationen og informationen bliver da også knap nok færdig, da man kan høre bandet stå og råbe bag den lukkede dør. Endelig får de lov til at hoppe op på scenen og går straks igang med at spille.
Det specielle ved denne Frost oplevelse er nemlig at næsten hele bandet er flyttet ind på hotellet, og selvom de har hver deres hotelværelse, så er det det gamle restaurationskøkken der er det rum der bliver brugt allerflest timer i. Rummet fungerer nemlig både som øvelokale, studie og koncertsal med plads til omkring 70, hvilket giver de rå rammer en helt særlig hjemlig og hyggelig atmosfære. Det er dog langt fra første gang at Liima er centrum i en sådan konstellation, da bandet faktisk alle dage har arbejdet på denne her måde rundt omkring i verden, lige fra Finland, til Berlin, Istanbul, Madeira m.fl.
Forsanger Casper Clausen har i aftenens anledning fået sig forvildet ud i at bruge hele 4 forskellige mikrofoner. 3 til at synge i og 1 til at tale til publikum i. Eftersigende var det en tilfældighed, men det leder da til en vis forvirring hos sangeren og god underholdning i løbet af koncerten som iøvrigt ikke bliver mærket yderligere af denne detalje. Tredje nummer i sættet bliver præsenteret som ét af de numre de har fået skrevet i løbet af dagene i hotellets kælder. En sang der er inspireret af og navngivet efter Nintendo spillet ‘Kirkbys Dreamland‘ efterfulgt af endnu et nummer de har kreeret i de rå rammer, nemlig nummeret ‘Always Always‘, som man snildt kunne danse en lille dans til.
Efter en præsentation af bandet, fortsætter bandet i et lidt roligere tempo med nummeret ‘Life is Dangerous‘ hvor bassist Rasmus Stolberg især spillede en rolle i tæt samarbejde med den finske perkussionist Tatu Rönkkö. Et rigtig fint nummer som sagtens kunne gå hen og blive en favorit for mit vedkommende. Det er iøvrigt helt hypnotiserende at stå og overvære Tatu Rönkkö’s meget intense spil på sin MPC sampler som langt henad vejen var i centrum for bandets sange sammen med Mads Brauer’s synths.
De næste to sange, ‘Black Beach‘ og ‘Amerika‘, er skrevet til deres session på Madeira, som bandet i dagens anledning havde valgt at prøve og mikse sammen til 1 sang. Hvor vellykket det var, kan diskuteres, men det lød sjovt. Vi fik selvfølgelig første-singlen ‘Amerika‘ i sin oprindelig form efterfølgende og her slog det undertegnede hvor industriel en lyd Liima har i forhold til det band bandet her faktisk stammer fra, nemlig Efterklang. Denne her industrielle lyd fortsætter i nummeret opkaldt efter forsangeren fra Pink Floyd, ‘Roger Waters‘ og kulminerer så i én af de første sange bandet skrev i Finland; ‘Trains in The Dark‘ hvor lyden af save der saver i takt såvel som ude af takt skal forestille at lyde som et lokomotiv.
Det er blevet tid til en lille puster. Alle i bandet er løbet tør for vin, så der bliver lige fyldt op i glassene (se billede ovenover) og skålet inden bandet går igang med aftenens sidste sang kaldet ‘Leather In Pain‘, som blev skrevet i tirsdags, og derfor stadig bærer præg af at være meget en skitse. Den er meget højtragende og ender i en lidt blødere up-tempo tilgang.
Koncerten er slut og bandet går af scenen. Undertegnede står tilbage med en følelse af at have været fluen på væggen i en til meget en kreativ process i en miniature-udgave af en forladt fabrikshal. Den industrielle lyd som Liima ligger for dagen passede perfekt ind i de rå rammer som det gamle køkken serverede, og jeg glæder mig rigtig meget til at høre mere fra det produktive band der udgiver deres første album d. 18. marts. Indtil videre kan du lægge ører til bandets spritnye anden single ‘513‘ herunder:
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/234704510″ params=”color=ff5500&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
For godt et års tid siden stiftede jeg i forbindelse med mit bookingarbejde på Stengade bekendtskab med det her nye band vednavn GENTS. Det var på mange måder et dejligt friskt pust. For selvom deres æstetik og musik repræsenterer meget fra det årti jeg elsker at hade (80’erne), så er der alligevel et eller andet over dem som gør at jeg ikke kan lade være med at lytte og danse lidt:
Det er et band der bestemt er vokset på mig siden første lyt til ‘Young Again‘ og efterfølgende et par koncerter. Der er noget hypnotiserende over Niels Fejrskov Juhl’s velsmurte stemme på den gode måde og deres gennemførte stil er intet andet end forførende. Tjek deres nyeste single og video ud herunder, det kan klart anbefales:
Det har været en rigtig hård uge for mange. Den startede ud med den sørgelige besked om at David Bowie døde af kræft i søndags efter 18 måneders sygdom. En på mange måder ret chokerende besked at starte sin mandag og sin uge på. Hele ugen har jeg gået og lyttet og gen-lyttet til Bowies imponerende bagkatalog og blevet berørt af at opdage hvor mange i min omgangskreds der har været dybt berørt af hans endelige rejse til Mars. Det er folk som Bowies musik har talt direkte til og folk som er vokset op med hans musik på den ene eller den anden måde. For mit vedkommende har det mest været en flirt der er kommet og gået lidt inden for de sidste 10 år, og alligevel blev jeg ramt ret hårdt af nyheden. Så jeg tog forbi Route66 fredag aften for at blive omfavnet af Bowies musik, snakke om liv og død, snakke om musik og kærlighed, kramme, smile, græde, trøste og danse. Det var en smuk måde at få lidt afløb på alle de tanker man havde gået med hele ugen. En form for anerkendelse og farvel til musikeren Bowie, og en bekræftelse af at hans musik heldigvis levere videre og ikke kan tages fra os.
Iscenesættelsen omkring hans død med udgivelsen af en fantastisk plade på hans 69 års fødselsdag (med tekster og musik der er helt kuldegysfremkaldende på nuværende tidspunkt), og ikke mindst musikvideoen til sangen Lazarus hvor han fortæller verden at han skal dø, for så at slippe livet 2 dage senere er en hel kunst i sig selv. En kunst han siden Space Oddity og rollen som Major Tom i 1969 har mestret som ingen anden. Gravøllene i fredags endte da også ud i den helt store tolkning af den flotte og lidt dystre musikvideo til nummeret “Blackstar”, som jo på smukkeste vis har læssevis af metaforer og myter gemt, som kan tolkes herfra og til månen. Men der skal ingen tvivl herske om at den dels repræsenterer Bowies musikkarriere med den afdøde Major Tom (liget af astronauten), rockstjernen fra det ydre rum Ziggy Stardust og hele glam / glitter perioden (det diamant besatte kranium), samtidig med at lyset repræsenterer livet der er ved at rinde ud, Bowies blindhed repræsenterer uvisheden om hvornår døden indtræder, scenerne med Bowie der søgende holder bogen med den sorte stjerne ud for sig kan tolkes som om han via kræften søger svar på sine spørgsmål, oldnordisk mytologi og en masse andre spændende detaljer. Jeg kunne sagtens skrive en hel detaljeret roman om alle de ting der optræder i den lidt over 9 minutter lange video, men jeg vil langt hellere lade det være op til jer selv at tolke hvad det helt præcist er Bowie fortæller os med videoen og sangen ikke mindst;
Jeg er sikker på at jeg slet slet ikke er færdig med at tolke sangen og videoen endnu, men det er heldigvis det der er det smukkeste ved kunst og musik, at man kan tolke frit på det og få det ud af det som man nu får ud af det.
Jeg synes ikke at Bowie kunne have forladt denne jord på en meget smukkere og vildere måde, og jeg sætter stor pris på at hans død trods alt har spredt så meget kærlighed igennem sorgen. Kærlighed til musikken, kærlighed til manden, og ikke mindst kærlighed til hinanden. En fortsat tro på at musik er det bedste i verden, også gennem sorg og tab.
Endnu et år er gået og traditionen tro er det blevet tid til årslister. Det varierer fra år til år hvordan vi hver især sætter dem op. Jeg har valgt at blande udenlandsk og dansk og er ikke gået efter et bestemt antal. I år har været et travlt år især for undertegnede som har knoklet på at få mit speciale i hus (jeg kæmper fortsat), så opmærksomheden på bloggen og nye udgivelser har ikke været så stor, og det bærer både bloggen og min årsliste tydeligt præg af;
1. Purity Ring – Another Eternity
Jeg forudsagde tidligere på året at denne plade snildt kunne ende på min årsliste, og jeg fik sørme ret. For her er den på 1. pladsen, fordi den har fulgt mig i tykt og tyndt, når der skulle trænes, skrives speciale, feste, eller været med på farten.
2. Destroyer – Poison Season
Som nævnt herinde tidligere på året, faldt jeg tilfældigvis over denne plade fordi album åbneren tog mig med storm. Senere på året var jeg så så heldig at opleve Destroyer live, hvilket på trods af en lidt lunken anmeldelse var en stor oplevelse. Det er helt bestemt én af de plader jeg har lyttet allermest til i 2015.
3. Son Lux – Bones
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at denne plade gik rent ind ligesom forgængeren Lanterns fra 2013 gjorde sidste år. Men det er bestemt en plade der er vokset på mig især i forbindelse med de to gange jeg fik fornøjelsen af at opleve Son Lux live i løbet af 2015. Det er en yderst skæv pop-plade som bandet har fået støbt sammen ved hjælp af en masse fede effekter. En plade der fortsat vokser på mig for hvert lyt.
4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
Denne her plade irriterede mig faktisk til at starte med og jeg ved ikke hvorfor. Den minder jo enormt meget om Stevens’ Seven Swans fra 2004 som jeg i sin tid rådyrkede og er så vidt jeg er orienteret også det tætteste man kommer den udgivelse i Stevens bagkatalog. Men det er nu ikke alene derfor den er havnet på listen her, for jeg gav pladen en chance mere i sommers og irritationen forsvandt som dug for solen og pladen gav pludselig meget mere mening for mig. Det er jo en smuk og på samme tid sørgelig plade, som har præget mit efterårs soundtrack ret meget. Koncerten med ham i Falconer Salen i september var gåsehudsfremkaldende.
5. Blaue Blume – Syzygy
Bandets EP var udover Chorus Grant’s Space den eneste plade der gik igen på både min og Runes årslister for 2014. Det tegnede allerede godt dengang og debutalbummet har bestemt ikke skuffet.
6. Björk – Vulnicura
Björk gjorde tidligere på året et kæmpe come back i mit musikalske univers med Vulnicura. Jeg blev igen inviteret ind i hendes univers og det var en skøn fornemmelse. Især de smukke strygerarrangementer, skrevet af en Björk med kærestesorger, gjorde indtryk.
Destroyer har i rigtig mange år for mit vedkommende været et navn der har cirkuleret rundt i periferien af mit musikalske univers, indtil en dag for nogle måneder siden hvor den nyeste plade dukkede op i mine øregange ved en tilfældighed, og jeg faldt pladask (som jeg også snakker om her). Jeg har dog ikke haft mulighed eller tid til at dykke videre ned i bagkataloget, som eftersigende skulle være meget forskelligartet. Så jeg var meget spændt på at se hvad aftenens koncert i Pumpehuset ville byde på.
Koncerten startede lige på med sangen “Bangkok” fra føromtalte plade Poison Season fra i år. Der var overvældende mange musikere på scenen, hele 8 fik jeg det til. En saxofonist, en trompetist, to guitarister, en trommeslager, en bassist, en pianist, og Dan Bejar på vokal i midten af det hele. I forhold til hvor fyldig Poison Season er på den instrumentale side, gav det meget god mening – jeg savnede dog personligt nogle strygere – men så igen er det jo også begrænset hvor meget man kan tage med på tour.
Det var en koncert der bar meget præg af et band der var meget fokuseret på at levere musikken uden så mange dikkedarer, så det var derfor meget sparsomt med snak imellem sangene, hvor Dan Bejar det meste af tiden sad på hug og ventede på at resten af bandet skød sangene igang. Med undtagelse af de få gange hvor han skulle orientere sig om starten på en sang, hvor han som en anden orkesterleder eller dirigent stod med ryggen til publikum for at give tegn eller ventede på tegn. Selv når han havde mulighed for at få folk med, da han i et enkelt nummer fandt en tambourin frem, foregik det desværre med ryggen til publikum. Det resulterede desværre i et meget snakkende og uopmærksomt publikum, fordi vi ikke rigtig blev inviteret ind i varmen. En ting undertegnede især bed mærke i og blev en anelse irriteret over i den over 1 minut lange intro til den mere afdæmpede sang “Girl In A Sling“, hvor saxofonen var blevet skiftet ud med en tværfløjte, som kæmpede med at bryde igennem muren af det snakkende publikum, så man havde svært ved at høre og forstå hvad det var der skete på scenen. Det var en skam synes jeg, for det var jo et meget velspillende band, og musikken fejlede bestemt ikke noget. Og heldigvis kunne musikken det meste af tiden overdøve det snakkelystne publikum.
Hovedsættet sluttede af på perfekt vis med den meget bombastiske “Dream Lover“, der endte i et instrumentalt fest-orgie på scenen. Dan Bejar fandt et par raslere frem og gav den gas det sidste minuts tid, inden han afsluttende lavede velsignende bevægelser mod publikum og forlod scenen med resten af bandet, for så at vende tilbage og spille et enkelt ekstra nummer et par minutter senere.
Alt i alt var det en rigtig god koncert, hvor man på intet tidspunkt kedede sig rent musikalsk – der skete hele tiden noget. Hvad end det bare er noget man skal lære at leve med når man tager til koncert med Destroyer, eller mig der har for høje forventninger til underholdningsværdien, så jeg savnede desværre stadig min invitation til den helstøbte oplevelse.
