vores krop er vores rumdragt

david_bowie_scan1

Det har været en rigtig hård uge for mange. Den startede ud med den sørgelige besked om at David Bowie døde af kræft i søndags efter 18 måneders sygdom. En på mange måder ret chokerende besked at starte sin mandag og sin uge på. Hele ugen har jeg gået og lyttet og gen-lyttet til Bowies imponerende bagkatalog og blevet berørt af at opdage hvor mange i min omgangskreds der har været dybt berørt af hans endelige rejse til Mars. Det er folk som Bowies musik har talt direkte til og folk som er vokset op med hans musik på den ene eller den anden måde. For mit vedkommende har det mest været en flirt der er kommet og gået lidt inden for de sidste 10 år, og alligevel blev jeg ramt ret hårdt af nyheden. Så jeg tog forbi Route66 fredag aften for at blive omfavnet af Bowies musik, snakke om liv og død, snakke om musik og kærlighed, kramme, smile, græde, trøste og danse. Det var en smuk måde at få lidt afløb på alle de tanker man havde gået med hele ugen. En form for anerkendelse og farvel til musikeren Bowie, og en bekræftelse af at hans musik heldigvis levere videre og ikke kan tages fra os.

Iscenesættelsen omkring hans død med udgivelsen af en fantastisk plade på hans 69 års fødselsdag (med tekster og musik der er helt kuldegysfremkaldende på nuværende tidspunkt), og ikke mindst musikvideoen til sangen Lazarus hvor han fortæller verden at han skal dø, for så at slippe livet 2 dage senere er en hel kunst i sig selv. En kunst han siden Space Oddity og rollen som Major Tom i 1969 har mestret som ingen anden. Gravøllene i fredags endte da også ud i den helt store tolkning af den flotte og lidt dystre musikvideo til nummeret “Blackstar”, som jo på smukkeste vis har læssevis af metaforer og myter gemt, som kan tolkes herfra og til månen. Men der skal ingen tvivl herske om at den dels repræsenterer Bowies musikkarriere med den afdøde Major Tom (liget af astronauten), rockstjernen fra det ydre rum Ziggy Stardust og hele glam / glitter perioden (det diamant besatte kranium), samtidig med at lyset repræsenterer livet der er ved at rinde ud, Bowies blindhed repræsenterer uvisheden om hvornår døden indtræder, scenerne med Bowie der søgende holder bogen med den sorte stjerne ud for sig kan tolkes som om han via kræften søger svar på sine spørgsmål, oldnordisk mytologi og en masse andre spændende detaljer. Jeg kunne sagtens skrive en hel detaljeret roman om alle de ting der optræder i den lidt over 9 minutter lange video, men jeg vil langt hellere lade det være op til jer selv at tolke hvad det helt præcist er Bowie fortæller os med videoen og sangen ikke mindst;

Jeg er sikker på at jeg slet slet ikke er færdig med at tolke sangen og videoen endnu, men det er heldigvis det der er det smukkeste ved kunst og musik, at man kan tolke frit på det og få det ud af det som man nu får ud af det.
Jeg synes ikke at Bowie kunne have forladt denne jord på en meget smukkere og vildere måde, og jeg sætter stor pris på at hans død trods alt har spredt så meget kærlighed igennem sorgen. Kærlighed til musikken, kærlighed til manden, og ikke mindst kærlighed til hinanden. En fortsat tro på at musik er det bedste i verden, også gennem sorg og tab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *