Det sker i ny og næ at en såkaldt albumstarter aka albummets åbningsnummer slår benene væk under mig og suger mig direkte ind i det musikalske univers albummet nu måtte have. Det er vel i virkeligheden også det albummets åbningsnummer skulle kunne… Lidt ligesom for eksempel “Oh What A World” på Rufus Wainwright’s Want One fra 2003, den bygger op til det det her ekstravagante og storslåede album som vi skal til at lytte til på den fineste vis:
Må dog ærligt indrømme at jeg i sin tid ikke bed på ved første lyt, men det handlede nu mere om hans stemme end så meget andet. Want One blev lyttet igennem 1 gang, og lå så på min reol og samlede støv i 3 måneders tid før jeg gav det en chance mere og væltede bagover. Grunden til at jeg fremhæver denne, er fordi at jeg længe har gået og ville skrive et indlæg om det her emne, og i den forbindelse har tænkt på albumåbnere i min pladesamling, som udover de nedenstående har gjort et stort indtryk, og paradoksalt nok har jeg kun kunne komme i tanker om denne. Forskellen fra ovennævnte og de næste to albumåbnere, er at de har formået at slå benene væk under mig ved allerførste tone.
Albumåbneren som inspirerede mig til dette indlæg, er “Times Square, Poison Season 1” på Poison Season af Destroyer. Det er et nummer som ved et tilfælde sneg sig ind i mine øregange en dag jeg sad dybt begravet i mit speciale, og med ét glemte jeg hvad det var jeg havde gang i og måtte læne mig tilbage og skrue op. Det er det smukkeste strygerstykke jeg har hørt længe, og jeg kan høre nummeret igen og igen, og svæve helt væk:
Den mindede mig utroligt meget om en anden albumåbner som også i sin tid slog benene væk under mig, nemlig Patrick Watson’s “Lighthouse” fra Adventures In Your Own Backyard fra 2012. En på mange måder simpel, men samtidig storladen albumåbner. Denne albumåbner adskiller sig dog fra de ovennævnte, da resten af albummet aldrig rigtig har gjort det store indtryk:
På fredag den 25. september præsenterer vi endnu en dejlig aften på Kulturstationen Vanløse, og denne gang har vi disket op med ingen ringere end Mellemblond og Martin Ryum.
Martin Ryum fortalte os for nylig, om tilblivelsen af teksten til en af sine nye sange, og nu er det blevet Mellemblonds tur. Den voldsomt talentfulde sangskriver bag Mellemblond, Kristoffer Munck Mortensen, har fortalt os om tilblivelsen af den smukke ballade, Til Ilden, fra dennes seneste plade, Fra Et Sted:
– Da jeg skrev sangene til “Fra et sted” prøvede jeg mange nye ting af. Både med teksterne og musikken. Sangen “Til ilden” skrev jeg på klaver, og vi endte med at indspille den i et sparsomt arrangement kun med klaver, vokal, bas og trommer og uden nogen overdubs. Det er den første og eneste Mellemblond-sang uden guitar overhovedet. Jeg skelede nok til Nick Caves klaverballader, da jeg skrev sangen og forestillede mig, hvordan den kunne lyde. Vi øvede sangen, inden vi gik i studiet, og trommeslager Jakob kom op med den her skæve rytme, der går imod mit klaverspil. Sammen med Frederiks melodiske baslinjer giver det sangen en underlig gyngende rytme, som om den er ved at falde fra hinanden, men så alligevel samler sig hele tiden. Sangens lille tema er en melodi, jeg drømte og skyndte mig at lære at spille, da jeg vågnede.
– Jeg synger lidt om verden set fra mit vindue og om at en anden person kan holde en til ilden eller give en ilden – lidenskaben, livslysten. Fjerde vers har en lille variation i akkorderne og der kommer også nogen tekstlinjer der stikker ud om “krige der raser, mens folk er syge i hovedet”. Det er ikke den slags jeg normalt har sunget, men det er befriende at gøre det og i sammenhæng med resten af teksten giver det mening for mig.
– Vi glæder os til at spille den i Vanløse på fredag!
Og vi glæder os til at høre det!
Se mere under eventetlige her, og hør Til Ilden lige her:
På fredag d. 25. september præsenterer vi endnu en dejlig aften på Kulturstationen Vanløse, og denne gang har vi disket op med ingen ringere end Mellemblond og Martin Ryum. Sidstnævnte var også på plakaten til vores aften samme sted i foråret, men måtte desværre i sidste øjeblik melde afbud pga. sygdom. Nu er han tilbage og 100% klar på at præsentere nye lækkerier (man kan kalde det en slags verdenspræmiere) for jer, og det gør han sammen med de to kompetente herrer Peter Skibsted (Maskinvåd, Dad Rocks, m.fl.) og Asker Bjørk (Shy Shy Shy, Ufornia, CODY m.fl.). Han har valgt at præsentere én af de nye sange for jer i nedenstående gæsteindlæg.
Find info om aftenen samt billetter her og her.
Hvordan grundtonen i et højoktant kostumedrama fra 70’erne danner klangbund for en sang om at give sig hen i et orgie af lyn og torden. Ren dødsdrift. Rå ustoppelig lyst.
Tip: Tryk play og læs
Har du set filmatiseringen af L. P. Hartleys roman The Go-Between? Genialt manuskript af Harold Printer og med et score af Michel Legrand, der har hjemsøgt mig, siden jeg så filmen første gang som ung knægt i midt -80’erne. Jeg skal ikke her ind på det engelske klassesamfund. Vi skal ikke her tale om de rigide og snævre regler, for hvem man måtte forelske sig i og begære, når man som smuk datter er lovet ud til den velhavende adel – så kan man jo selvfølgelig ikke fortsætte med at knalde i høstakken med den store bondekarl på landejendommens nabogård.
Hvad er plottet? En dreng af mindre bemidlet natur tager med sin kostskolekammerat på sommerferie og bliver her sendebud i den forbudte kærlighedsaffære mellem de to voksne. Hans kammerat ligger syg det meste af ferien, og vores helt fordriver tiden med at blive viklet ind i en voksenverdens tragiske net af hemmelige breve og møder. Drenge er mit identifikationspunkt i filmen. Jeg læser mig ind i filmen og bliver drengen, der både opdager et voksent begær og fortaber sig i de elskendes drift mod den totale selvudslettelse. Klimaks i filmen er, da en tordenstorm af et skybrud rammer fødselsdagsfesten for vores helt, alt i mens at det forbudte par bliver taget på fersk gerning med kjolen oppe og bukserne nede – en afsløring foranlediget af et forhør af drengen, hvor han ikke længere kan holde presset og beskytte sine to venner. Jeg mindes, at filmen har en metafysisk side med tarotkort, giftmystik og anden hulla bulla. Særligt spiller planten dødelig natskygge en rolle, da den vokser vildt ved den lade, hvor det elskende par mødes i hemmelighed.
Hvilken sang har jeg så fået skruet sammen? Jeg startede egentlig med at have drengens perspektiv. Jeg ville skrive sendebuddets sang; om hans fascination af en voksenverdens begær. Jeg ville have den lettere destruktive dødsdrift med i den altopslugende seksuelle fortabelse. Jeg ville have tordenvejret og skybruddets tunge sommerregn med. Sensommerens dufte. Kornets støv.
Men drengen er blevet voksen, og perspektivet har ændret sig til en voksen mands blik på sit eget eksploderende seksualliv. Scenen er dog sat, og manden når frem til ”knald eller fald”…om man så må sige. Oplevelsen af at have ventet for længe. Frygten for at have forspildt sin chance. Angsten i alderen. Døden rundt om hjørnet. Hengivelsen til den dødelige fortabelse. Her lander sangen ‘Kornmod‘. Det er alt eller intet!
kornmod
et skybrud indeni mig
jeg halter som et skamskudt dyr
halsende – et tordenbuldrende tegn
på at høsten kommer alt for sent
på at jagten har været mig forment
hænger overmoden og i frit fald
på vej mod døden
intet tilbagekald
kornmod
jord og himmel åbner sig
et guddommeligt selvudslettende begær
når lyn og torden knepper dommen nær
en bølge stød går gennem krop og sjæl
sidste skylle nu sommeren går på hæld
hænger overmoden og i frit fald
på vej mod døden
intet tilbagekald
natskygge
i mit smil
i min krop
i mit grin
i mit hjerte
i mit blod
i måden jeg går under nu
i kramper
Travlheden har sænket sig en smule, og pludselig er det blevet efterår. Tid til eftertanke, varme drikke, stearinlys, tæpper og ikke mindst et soundtrack til de mørkegrå dage hvor regnen slår ind på ruderne. Jeg kommer her med nogle bud på hvilke sange der kommer til at hjælpe undertegnede igennem de overskyede dage:
Vi starter i den superaktuelle ende, for Rune gav mig billet til aftenens koncert med Sufjan Stevens i fødselsdagsgave, så hans seneste udspil har fået endnu en chance og den vokser lige så stille på mig. Nummeret ‘Eugene‘ har især gjort indtryk, og jeg håber virkelig at han spiller den i aften:
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/195970036″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
I sidste uge havde jeg besøg af canadiske The Weather Station på Stengade, og er blevet svært begejstret for sangen ‘Way It Is, Way It Could Be‘ fra albummet Loyalty fra tidligere i år. Koncerten bar lettere præg af en forkølet Tamara Lindeman, men hun klarede det trods alt ret godt, og efteråret meldte for alvor sit komme.
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/191639983″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]
The Tallest Man On Earth er tilbage med en plade. En plade der lige skal have lidt flere tilløb for mit vedkommende, men er smaskforelsket i ‘Little Nowhere Towns‘, og ser frem til at lade pladen vokse yderligere på mig som månederne bliver mørkere og mørkere:
Nu må jeg hellere komme ud ad døren og finde Rune så vi sammen kan nyde Sufjan Stevens selskab.
Undertegnede har været med i lytteudvalget til UHØRT Festivalen for andet år i træk og glæder mig til for første gang at deltage i den kommende weekend når den løber af stablen. Der er flere navne jeg glæder mig rigtig meget til at se, bl.a. Palace Winter, Ladylion, The Bongo Club (SE) m.fl. The Bongo Club oplevede jeg f.eks. på årets SPOT hvor de leverede et gedigent rock’n roll show med nosser i for et tømmermændsramt lørdagspublikum. Jeg glæder mig til at opleve dem igen i forhåbenligt lidt bedre rammer for dem:
Jeg synes UHØRT er fedt fordi festivalen ikke alene forsøger at præsentere det nyeste nye og give de mindre bands en chance og gode råd med på vejen, men også fordi at festivalen så vidt muligt forsøger at samle de lokale øvelokaleforeninger, spillesteder og koncertforeninger til at hjælpe med at få festivalen til at løbe af stablen. Jeg ved godt det ikke er noget nyt som sådan, men jeg synes det passer genialt ind i resten af konceptet.
Tjek hele spilleplan m.m. ud her. Håber vi ses derude?
Jeg lærte en musiker at kende for efterhånden en hel del år siden, og han var svært begejstret for Avi Buffalo, men det bed ikke rigtig på, da det eneste der på det tidspunkt fandtes var live-optagelser og demoer, som ikke var så tiltalende for mig. Avi Buffalo har dog siden dukket op hist og pist uden at lave den store entré i mit musikalske univers, indtil for nylig…
Hans musik begyndte at dukke op hist og pist på farten, til træning og hvor jeg nu ellers kører min iPhone på shuffle, og lige så stille har den vundet mit hjerte. Jeg elsker når nyt musik sådan kan snige sig ind på mig og fuldstændig overvælde mig. Især nummeret Overwhelmed with Pride har et stort plads i mit hjerte;
Jeg fyldte år for nylig og har nogle modige venner der år efter år satser og giver mig vinyler som de ikke er sikre på om jeg allerede har i min samling. Nogle af dem har givet op på forhånd, men det er også fint nok, for så er der jo lidt variation i gaverne, og det er tanken der tæller. Men de her venner der satser på min vinylsamling, er også rigtig gode til at spore sig ind på min musiksmag, og ramte også i år rigtig godt plet, da Avi Buffalo’s seneste (og sidste) plade At Best Cuckold var blandt de mange fine gaver. Pladen er kun vokset mere på mig siden, og var den udkommet i år ville den helt klart være at finde på min top 5 over årets bedste plader. Den kan klart anbefales hvis du ikke allerede kender den. I kan starte med ovennævnte sang, eller åbningsnummeret herunder:
Og her en rigtig flot video til en dejlig sang fra hans forrige selvbetitlede plade fra 2010. En plade jeg stadig har tilgode:
Den allerførste gang jeg stiftede bekendtskab med Björk, var tilbage i halvfemserne enten i programmet Puls, eller på MTV hvor denne her lille fine dame dansede rundt i en eufori af forelskelse og dansede, sang, sparkede til dæk og skreg i vilden sky. Jeg var meget betaget, men fik aldrig rigtig tjekket hende nærmere ud.
Næste gang var da Vespertine udkom og Thomas Knak (Opiate og Future 3) sad i Boogie og fortalte hvordan han havde givet sig selv stød for at skabe et lydlandskab til ‘Undo‘. Jeg hørte for et par uger siden P6 Beat Elsker Björk udsendelsen hvor Knak fortalte om det her forløb hvor han havde hjulpet Björk med at producere de her par numre uden at vide at det var til den kommende Björk plade, og i det hele taget hvor bøvlet det var sådan at lave musikalske langdistance samarbejder i slut 90erne. Anyways..jeg anskaffede mig Vespertine og blev smask forelsket. Så det var en kæmpe stor ting at opleve hende på min allerførste Roskilde Festival nogensinde tilbage i 2003, hvor hun selvfølgelig også havde sørget for et kæmpe fyrværkeri.
Medúlla udkom året efter, men jeg var skuffet og kunne slet ikke rigtigt forholde mig til hendes projekt med at bruge stemmer som instrumenter, og den har her mere end 10 år senere stadig ikke vundet ind på mig. Nogle år senere da jeg gik på universitetet udkom Volta hvor første singlen ‘Earth Intruders‘ gjorde stort indtryk.
Nu har hun gjort det igen den kære Björk. Jeg må indrømme at det havde gået helt henover hovedet på mig at hun igen var albumaktuel, men det føromtalte radioprogram ledte min opmærksomhed hen på Vulnicura som jeg endelig fik taget mig tid til at lægge ører til i sidste uge….WOW! bare WOW. Det var min umiddelbare reaktion på de relativt lange men smukke smukke numre. Björk har skrevet pladen ovenpå bruddet med sin mangeårige partner, multi-kunstneren Matthew Barney. Hun forsøgte eftersigende at skrive sig ud af kærestesorgerne ved at sætte sig til at komponere alle de smukke stryger arrangementer man kan høre hele vejen igennem pladen. Den er klart blandt forårets bedste plader.
Tilbage i 2009 havde jeg fornøjelsen af at støde på musikken af den aarhusianske gruppe Silver Gleaming Sound Machine (SGSM), der så vidt undertegnede er orienteret, ikke nåede at udgive andet end det faktisk virkelig gode mini-album, All Tomorrow’s Gardens (som i sig selv er meget anbefalelsesværdigt). En rigtig fin og kraut-rocket sag, der lod de længere forløb tale for sig selv, og det var tydeligvis en gruppe, der havde en solid æstetisk sans og et kæmpe flair for at skrive melodierne ind i disse forløb. Jeg må sige, at All Tomorrow’s Gardens kørte utrolig meget på min pladespiller i sommeren 2009 – derfor var det også en stor glæde, at finde en LP i sin postkasse.
For nu har to af de tidligere SGSM-medlemmer forsanger Sarah Gram og beatmand Søren Graae Rasmussen begået en ny ep under navnet, there is only us. Det er en mere støvet produktion, der er bygget op af nogle maskinelle beats, synths og Sarah Grams effekt-besatte vokal i absolut centrum. Guitarerne er skåret væk og melodiernes lange flader ligger i overfladen af produktionen.
Marienbad slæber ep’en langsomt igang med en nærmest henslængt vokal, mens New Age er noget mere åben med bredere vidder. Sun er et glimrende nummer, hvor Grams stemme får frit løb, og der bliver virkelig leget med ordlydende og lyrikken. Den ret simple opbygning af keyboards og beats giver så meget plads til Grams udsmykkende vokale finesser, og det er en sand fornøjelse.
Midt på pladen dukker Flower op, og sørme så, om der ikke befinder sig et easter egg i form af en velkendt melodilinje lånt fra nummeret The Warmth of the Sun fra førnævnte Silver Gleaming Sound Machine-LP – fint flettet ind i gruppens nye mere skrabede lydunivers. Rigtig fint.
Det er en spændende og ret intens lytteoplevelse at lytte til there is only us, og man får oplevelsen af at være vidne til en af gruppens vidtstrakte dagdrømme, hvor man altid kan være sig selv. Og på den måde giver det god mening, at lade sig fange ind i theres is only us’ univers og lade både solen og blomsterne titte frem i mørket til dine egne dagdrømmerier.
© Kajsa Gullberg
