sol og blomster titter frem i drømmene

FullSizeRender

Tilbage i 2009 havde jeg fornøjelsen af at støde på musikken af den aarhusianske gruppe Silver Gleaming Sound Machine (SGSM), der så vidt undertegnede er orienteret, ikke nåede at udgive andet end det faktisk virkelig gode mini-album, All Tomorrow’s Gardens (som i sig selv er meget anbefalelsesværdigt). En rigtig fin og kraut-rocket sag, der lod de længere forløb tale for sig selv, og det var tydeligvis en gruppe, der havde en solid æstetisk sans og et kæmpe flair for at skrive melodierne ind i disse forløb. Jeg må sige, at All Tomorrow’s Gardens kørte utrolig meget på min pladespiller i sommeren 2009 – derfor var det også en stor glæde, at finde en LP i sin postkasse.

For nu har to af de tidligere SGSM-medlemmer forsanger Sarah Gram og beatmand Søren Graae Rasmussen begået en ny ep under navnet, there is only us. Det er en mere støvet produktion, der er bygget op af nogle maskinelle beats, synths og Sarah Grams effekt-besatte vokal i absolut centrum. Guitarerne er skåret væk og melodiernes lange flader ligger i overfladen af produktionen.

Marienbad slæber ep’en langsomt igang med en nærmest henslængt vokal, mens New Age er noget mere åben med bredere vidder. Sun er et glimrende nummer, hvor Grams stemme får frit løb, og der bliver virkelig leget med ordlydende og lyrikken. Den ret simple opbygning af keyboards og beats giver så meget plads til Grams udsmykkende vokale finesser, og det er en sand fornøjelse.

Midt på pladen dukker Flower op, og sørme så, om der ikke befinder sig et easter egg i form af en velkendt melodilinje lånt fra nummeret The Warmth of the Sun fra førnævnte Silver Gleaming Sound Machine-LP – fint flettet ind i gruppens nye mere skrabede lydunivers. Rigtig fint.

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/180441263″ params=”color=ff5500&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Det er en spændende og ret intens lytteoplevelse at lytte til there is only us, og man får oplevelsen af at være vidne til en af gruppens vidtstrakte dagdrømme, hvor man altid kan være sig selv. Og på den måde giver det god mening, at lade sig fange ind i theres is only us’ univers og lade både solen og blomsterne titte frem i mørket til dine egne dagdrømmerier.

Følg there is only us og køb pladen ovre på Rillbar.