blaa vinyl – Side 13

gæsteindlæg – lasse aagaard (den fjerde væg)

I morgen aften har blaavinyl.dk kurateret en dejlig aften på Kulturstationen i Vanløse (Facebook event) i fint selskab med Stærosaurus og Lasse Aagaard fra Den Fjerde Væg. I den forbindelse har Lasse Aagaard skrevet et fint indlæg til bloggen her om processen omkring sangskrivningen. Vi ses i morgen!:

OM SANGSKRIVNING OG INTUITION:
Når jeg skriver sange, så prøver jeg at arbejde så meget som muligt at betragte det som en lejlighed til at studere min kreative intuition på tæt hold. Jeg arbejder altid ud fra et princip om, at sangene skal komme til mig og ikke omvendt. Det lyder måske “dovent”, men det er nærmest hårdere arbejde, for det betyder, at jeg konstant er nødt til at være på vagt for muligheden for, at en sang kan opstå.
Jeg arbejder dels ved klaveret, hvor meget af “rugbrødsarbejdet” omkring en sang foregår. Her bruger jeg meget tid på at improvisere, og ud fra de improvisationer kommer en gang imellem overraskelser, steder jeg ikke normalt ville gå hen, eller klange, der af en eller anden grund lige pludselig lyder “friske”.

Men jeg bruger måske endnu mere tid på at skrive væk fra klaveret – når jeg cykler på arbejde, når jeg er i bad, når jeg tager opvasken. Finder på linjer og melodier, overvejer arrangementer, prøver at lade min intuition føre ordet. Jeg prøver at “se” sangen for mig – hvad kalder den på. Hvis min intuition og mit intellekt konflikter (”denne her melodilinje er vildt fed, men er den nødvendig?”), forsøger jeg oftest at gå med intuitionen, da jeg gerne vil have at sangene er “klogere” end mig og ikke omvendt. Jeg vil gerne overraskes. Jeg vil forsøge at lade min intuition vandre steder hen, hvor den ikke har været før.

Jeg plejer at køre ud fra en devise om, at hvis jeg får sangen på hjernen – hvis den selv vender tilbage – så er det fordi, den vil mig noget. Så det er lidt som at få halvdelen af et eller andet gammelt hit på hjernen og ikke kunne huske kunstner, tekst eller sammenhæng – og lige pludselig en dag så bang!, så er den der, og så kan man huske det hele. Forskellen er bare, at man skal finde svaret i sin fantasi og ikke på YouTube. “Et Svin Iblandt Os Alle” fra Den Fjerde Vægs plade Drengekys, var f.eks. en linje, jeg havde i baghovedet, og da sangen dukkede op ved klaveret, passede den til som fod i hose. Jeg tror, at jeg godt kunne lide kontrapunktikken mellem den grove titel og det lidt juleagtige klaverakkompagnement. Ordene kom meget hurtigt derefter – de samlede sig nærmest bare om sangen.

Jeg kan bruge flere måneder (årevis faktisk) på at brygge på en sang, for at den kan skrives på et kvarter – som regel sangen færdig, mens jeg indspiller en demo af den. Derfor bliver mange af dem både skrevet meget hurtigt og meget langsomt. Det er den samme approach, jeg har til såvel tekstskrivning som at arbejde i studiet. Det handler om at placere mig selv i en position, hvor rammerne for den enkelte sang er så klart definerede og min forhåndsforståelse af den er så klar, at jeg kan gå på opdagelse i den. At skrive en tekst eller at arbejde en sang færdig i studiet tager derfor den tid, det tager, fordi sangen selv skal have lov til at definere sine egne spilleregler. Det er en konstant, fremadsparkende dialektik mellem mig og sangen, og hvis sangen ikke selv vil afsløre noget om sig selv, så prøver jeg at lade den være, indtil den dukker op af sig selv igen. Det er et spørgsmål om grundighed og tålmodighed.

Tom Waits har vist engang sagt, at hans sange var som var de hans børn. I lang tid syntes jeg, at det var en lige lovlig højpandet udmelding, men jeg tror godt, jeg forstår, hvad han mener. Hele idéen om at bruge dagevis, ugevis, årevis på at holde sangene så tæt ind på kroppen som overhovedet muligt og sørge for at de lærer at opføre sig ordenligt og gebærde sig i den store vide verden, for så på et slippe dem fri, give dem fra sig – lade dem gøre som de selv vil, kan og skal. Gad vide hvordan man gør det? Det kræver meget at skrive sangene, men at turde at slippe dem løs må virkelig kræve sin mester. Jeg mener, selv Tom Waits må skulle kæmpe en brav kamp, når det handler om at turde slippe musikken løs.

poetry in mono #19 i glimt

Den 19. Poetry In Mono var som altid en hyggelig og stemningsfuld aften. Shy Shy Shy lagde ud og satte stemningen med deres lettere legesyge popsange, og efter en kort pause blev det Waitress’s tur til at spille deres længeventede debutkoncert hvilket gik rigtig godt. Efter koncerterne kom Rikke på hårdt arbejde på Retrograd (Stengades 1. sal) som solo Sexy Sauce DJ, da Martin Ryum desværre var blevet syg. Men efter lidt opvarmning med nogle gode gamle klassikere, kom der lige så stille gang i dansegulvet og det endte ud i en vulgær farverig popbuket, hvor bl.a. et par tidligere Poetry In Mono darlings viste hvor skabet skulle stå på dansegulvet.

Vi takker Mathias Fredslund for den fine og stemningsfulde billedereportage herunder:

gæsteindlæg – stærosaurus

I forbindelse med den fine aften vi har kurateret på Kulturstationen Vanløse på fredag (Facebook Event), har Andreas Stær fra Stærosaurus skrevet et gæsteindlæg til bloggen her. God læse og lyttelyst:

Kære læser. Jeg ved godt, at du har travlt, og sikkert allerede overvejer om der andre ting på nettet som i virkeligheden fortjener din opmærksomhed mere end denne her top-liste skrevet af endnu et evighedstalent fra upcoming-land. For at respektere din tid, og illustrere en populær pointe om, at hvis man ikke kan forklare sin pointe kort, er det fordi man ikke har nogen, vil jeg her præsentere dig for fem af mine yndlingssange som du kan nå at lytte til fra start til slut på under 10 minutter. (ja, det betyder at de varer 2 minutter hver).

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. No Action – Elvis Costello & The Attractions
Jeg “opdagede” Elvis Costello ved en tilfældighed i 2004, da jeg faldt over hans andet album (This year’s model) i en skrammelkasse med vinyler til 35 kr. Jeg troede egentlig at Elvis Costello var sådan en der lavede glaseret voksenrock – men alle har en vild ungdom, og det, der kom ud af højtalerne da jeg satte den på slog benene væk under mig. Bandet spiller heftigt og hektisk, melodierne flyver afsted, og den fremragende lyrik bliver spyttet i magnettogshastighed. Siden er jeg dykket ned i stort set alt hvad han har lavet, og det har været en fantastisk opdagelsesrejse som jeg stadig ikke er helt færdig med.

2. All Mod Cons – The Jam
OK – tjek lige the Jam. De var stadig teenagere da de brød igennem. De var politisk indignerede. De var pissed off på samfundet. De var pissed off på forældrene. De spillede punk med et kraftigt touch af 60’er soul og rock. De gik i matchende jakkesæt. De havde 18 top 40 hit-singler i England. Det her er et af deres kongenumre som indleder albummet af samme navn. Det holder, lige som alt andet ved dem. “Don’t waste my time when my time comes!”

3. Molly’s Lips – Nirvana
Jeg har har langt hen ad vejen samme syn på Nirvana, som jeg har på the Jam, og elsker dem af de samme grunde. Kompromisløs tilgang til at lave populærmusik – den slags kan jeg ikke stå for.

4. Puncture Repair – Elbow
Et af de bands som har haft stor indflydelse på, hvordan Stærosaurus’ sange er skrevet og produceret. Ikke fordi vi lyder som Elbow, men det er en ofte noget vi taler om som en reference til hvordan en produktion kan fungere. For mig er Elbow mestrene i at ramme den perfekte blanding af elektronik og organiske instrumenter så alt spiller sammen og skaber disse utrolig stemningsfulde og sentimentale larger-than-life sange. Den her sang er faktisk et lidt dårligt eksempel (da der kun er klaver og vokal), men det skulle jo være under to minutter. Og den er stadig virkelig god.

5. Please, please, please let me get what I want – The Smiths
De fleste læsere af denne blog er sikkert udmærket informeret om The Smiths, men jeg synes ikke jeg kunne lave sådan en liste uden at tage dette track på. Det er så smukt, så simpelt, så sørgeligt og så patetisk at man kun kan holde af det. Og så er det meget kort tilmed.

På Spotify-playlisten under to + over syv findes i øvrigt:
6. Bend down the branches – Tom Waits
7. You gave your love to me softly – Weezer
8. I will – Radiohead
9. Breaking Glass – David Bowie
10. A Salty Salute – Guided by voices

Hej igen, kære læser. Som du nok har opdaget, er jeg selv ikke typen der evner at fatte mig i korthed. I hvert fald ikke som skribent… og egentlig heller ikke som sangskriver. Fx er der på vores album ingen sange som kommer ind under de to minutter. Til gengæld er der flere, som varer over syv minutter. Som lytter har jeg ingen problemer med den slags, og hvis du heller ikke har, får du lige en ekstra liste over mine fem favoritter på over syv minutter (kig ned i listen):

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. Through Loop Holes With Love – moi Caprice
Danmarks bedste sangskrivere i 00’erne – intet mindre. Det her er en magisk sang som indeholder mange stærke linier og lyriske billeder, men særligt en, som jeg som musiksamlernørd altid har følt var en helt perfekt: “Still she’ll leave like no other. Like a fan leaves a band. Through loop holes with love”.

2. Gustavo – Mark Kozelek and Jimmy Lavalle
Et af mange højdepunkter fra 2013s bedste album. En knastør fortælling om “that mexican guy” som illegalt sætter Mark Kozeleks hus i Califonien i stand. Det havde jeg aldrig troet man kunne lave så lang og gribende en sang om, men det kan man.

3. Du er kommet for at gå – Love Shop
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er svært glad for Love Shop. Det her er afslutningsnummeret på deres forholdsvis oversete mesterværk “Anti” fra 2001.

4. Langt væk – Ukendt Kunstner
Der skal også være noget som er lidt nyt og som ikke er noget med guitar, skal der ikke? Jo, det skal der – og det skal være det her nummer, som jeg både synes er alt for meget, men samtidig også meget personligt og ærligt om glemte venskaber.

5. Ballerina – Van Morrisson
Van Morrisson er har også haft en vild fortid hvor han sang som en forelsket vildmand og spillede flydende psykedelisk folk med vibrafon, akustisk guitar, kontrabas og ustyrlig improvisation. Desværre lavede han kun et album af den slags, men det er uden sidestykke. Det hedder Astral Weeks. Tjek det ud. Nu.

gæsteindlæg – waitress

I dag udkommer Waitress’ debut EP Bilbao og på fredag spiller de sørme deres debut koncert på Poetry In Mono (Facebook Event). I den forbindelse bad vi dem traditionen tro om at skrive et gæsteindlæg. Det har resulteret i en bred vifte af anbefalinger herunder. Vi glæder os til at se jer på fredag, og Rikke glæder sig til at vende plader og mp3’er sammen med Martin Ryum (Speaker Bite Me) når de som Sexy Sauce DJs sørger for at sætte gang i dansegulvet til efterfesten på Retrograd (Stengades 1. sal) med blandede bolsjer der med garanti går lige i buksen og sørger for at det bliver svært at forlade dansegulvet.

Andreas:
Nu er det blevet forår igen, og så skal jeg ud og køre på min Velosolex 2200 igen. Den har stået i kælderen hele vinteren og samlet kræfter. Det fede ved en Velo er at man bliver glad når man kører rundt på den, og man får virkelig mange smil med på vejen af andre der synes den er super fed. Bonusinfo: Danmarks sejeste mand, Prinsgemalen, har også en Velo:

John:
For en måned siden flyttede jeg til Holland. Nyt land, nyt sprog, ny by, nye mennesker, nyt liv. Disse tider af forandring plejer (i hvert fald for mig) at formes, og defineres meget af den musik man lytter til når man er midt i den – især i retrospekt – og derfor er jeg ofte ret forsigtig når jeg vælger mit soundtrack. Lige den her gang, havde jeg dog ikke selv mulighed for helt at styre hvad jeg hørte, fordi jeg ankom til et Holland midt i karnevalforberedelser. Der var showbands over det hele. En konstant lydtæppe af blæseinstrumenter og trommer der begik overgreb på alt fra den smukkeste Mozart til Deep Purple. Ofte samtidig. 24/7. De gange jeg var nødt til at navigere gennem min nye støjforurenede virkelighed prøvede jeg at skabe en fornemmelse af ro, et eget rum i alt kaos, for at undslippe denne sofistikerede hollandske auditive torture. Og det gjorde jeg med enorme lukkede hovedtelefoner, solbriller, og A Winged Victory for the Sullen på højeste virkelighedsbedøvende volume. Det kan virkelig anbefales.

Den her koncert er fantastisk.

Aske:
Jeg vil gerne anbefale at man ser Duplass-brødrenes serie Togetherness:

Jeg vil også gerne anbefale at man ikke skal tage solbriller på i metroen, fordi det er kikset. Så vil jeg gerne anbefale at man tilbringer mere tid udendørs – og at man snart burde få styr på sin økonomi og smøre sin kæde på sin cykel. Så burde man nok købe den nye Sufjan Stevens-plade, fordi den er garanteret god, men den er ikke kommet endnu så man bør nok vente:

Hvis man hører musik på sin iphone-earplugs får man heller ikke rigtig noget ud af det. Man burde købe et bedre anlæg. Eller få nogle rigtig gode hovedtelefoner. Til sidst vil jeg også gerne anbefale at lære at spille på et instrument, fordi det er sjovt og jeg snakker tit med folk der siger at de fortryder at de aldrig fik det lært.

gæsteindlæg – shy shy shy

I dag er der præcis 1 uge til sæsonens eneste Poetry In Mono. Den 19. i rækken og en aften hvor vi er så heldige at have Shy Shy Shy og Waitress på plakaten (Facebook event). Traditionen tro, får vi bands der spiller på Poetry In Mono til at lave et gæsteindlæg til bloggen her. I denne omgang gælder det Shy Shy Shy, som har valgt at lave en slags tour-dagbog om deres tur til Kolding og Odense for et par weekender siden. Hvis navnet Shy Shy Shy ikke lige siger dig noget, kan du lytte til dem herunder imens du læser om deres jyske/fynske eventyr:

Shy shy shy har netop taget hul på, hvad der med lidt god vilje kan kaldes bandets første tour. I dette indlæg vil vi sætte nogle ord på, hvordan sådan noget forløber i vores lille band.

Det er fredag, og vi mødes i øvelokalet på Nørrebro til en hurtig finpudsning af repertoiret. Til weekendens koncerter optræder vi som duo, da det giver gode muligheder for at rejse rundt og spille opvarmningsjobs. Dette har dog også betydet, at vi har måttet lave særlige arrangementer af vores sange, som fungerer uden vores rytmegruppe. I stedet for rytmegruppen, har vi allernådigst lånt en trommemaskine, der holder takten for os.

Efter at have øvet og pakket vores instrumenter sammen går turen mod Kolding, hvor aftenen byder på en supportkoncert. Som et næsten ubeskrevet blad i dansk populær musik foregår transporten ikke i de store nightlinere, når bandet ruller ud. Vi tyr til en proppet buslinie 5A, hvor vi akkurat får mast os ind med vores oppakning af udstyr. På hovedbanegården vil vi nå at proviantere inden turen går videre med DSB. Dankortsystemet er imidlertid gået ned, hvilket umuliggør foretagendet. Nogen tager dette med højere humør end andre. Denne nogen trøster dog den anden part med, der er mad i Kolding kl 19…

Vi når sikkert frem til Kolding og efter endt lydprøve står maden ganske rigtigt klar. Boller i karry. Det er noget, sådan et par eksiljyder kan forstå.

Indtil nu har Shy Shy Shy kun spillet koncerter i København, så vi er spændte på, om vi kan lokke et publikum til et par hundrede kilometer fra hjemmebanen. Vi kan ikke dy os for jævnligt at kigge ud i salen i ventetiden. Salen er gabende tom, men pludselig går døren op, og ind træder Astrids kære svigermor med sin nabo under armen. De skal dog ikke vise sig at være de eneste, der møder op. En tredje kvinde, vi ikke kan identificere, finder også vej til spillestedet.
Showtime! Vi spiller naturligvis det bedste, vi har lært, så svigermor får sig en på opleveren. Det lille publikum lytter, og lader sig indfange af musikken. Nu var de i princippet også taget som gidsler i en situation, hvor det ville være pinligt at gå, eller for den sags skyld bare gå på toilettet. Jane Doe tager sig dog friheden til at finde mobiltelefonen frem for at opfordre folk til at komme på facebookeventet.

Efter koncerten med det andet band pakkes bilen på rekordtid, og vi kører i samlet flok mod Odense, hvor vi lørdag skal spille koncert.
Vores managers gæstfrie forældre står for vores indlogering, og efter en god nats søvn tager vi på sightseeing. Astrid har over natten fået sig et forkølelsessår, men hvad gør det, når man kan dække det med en softice-næse.

Rygterne om gårsdagens storslåede koncert har spredt sig som en steppebrand, for da vi træder på scenen i Odense er der mindst 50 publikummer. Det kunne måske også have lidt at gøre med det andet bands tilhørsforhold til byen. Hvor om alt er, så er det simpelthen super skønt at spille for et publikum, og publikum synes også at nyde det. Efter koncerten går vi mod stationen for at returnere til København. Vi tager os til takke med en ståplads i gangarealet på et fyldt IC-tog. Åh, det glamourøse musikerliv.

Vi slutter med en troværdig statistisk fremskrivning af besøgstallene til vores koncerter i marts.

nye ting

Dette indlæg bliver en blandet men god landhandel som man siger. Der udkommer så mange ting for tiden, at det er svært at følge med, så jeg har sat mig ned og fundet 5 af de fedeste ting frem, som jeg klart vil anbefale at man pryder sit forårs-soundtrack med (hey solen skinner!).

Vi starter ud med det allernyeste på stammen, nemlig det danske band Ufornia, som undertegnede blev opmærksom på for en god måneds tid siden. De har netop udgivet deres første single med en dertilhørende smuk smuk video. En musikvideo som bandet selv har produceret med hjælp fra den hollandske performance kunstner Michiel Tange van Leeuwen og fotograf Jonathan Mose. Tjek resultatet ud her:

Næste i rækken er danske Maskinvåd, som meget passende har allieret sig med Steffen Brandt på deres første single fra deres kommende plade (som de iøvrigt holder releasefest for på Musiksmag på lørdag). En ganske anden boldgade end det første bud, men ikke destomindre en fed boldgade:

Så blev det tid til et udenlandsk pust fra Purity Ring. Deres single har godt nok været på gaden siden december 2014, men den tilhørende plade ‘Another Eternity‘ udkommer først på mandag, og jeg skulle hilse og sige at den dejlig. Så dejlig at den snildt kunne ende som én af forårets mest lyttede plader for mit vedkommende:

Tilbage til Danmark finder vi Waldo & Marsha som ligeledes på mandag er aktuelle med deres internationale debut EP ‘In It To Win It‘. De udgav i sidste uge deres anden single fra EP’en ‘You’re The Woman I Desire‘ med tilhørende video som i kan lure/lytte til herunder. De kommer iøvrigt forbi Stengade d. 21. marts sammen med Slaughter Beach:

Til sidst vil jeg anbefale Waitress, som er på gaden med deres debut EP kaldet ‘Bilbao‘ d. 16. marts. Giv deres anden single fra EPen et lyt herunder. Waitress spiller iøvrigt sammen med Shy Shy Shy til sæsonens eneste Poetry In Mono d. 20. marts, hvor undertegnede sammen med Martin Ryum (Speaker Bite Me) sørger for at sætte fut i dansegulvet til et brag af en efterfest. Men mere om det når vi nærmer os:

det stille sind

Finally We Are No One pladen fra 2002, er en plade som i en lang periode for efterhånden en del år siden, lullede mig i søvn hver aften. På det sidste har jeg genopdaget den, og kan næsten ikke stoppe med at lytte til den. Om det så er på en lang hjemtur fra Jylland, på cyklen igennem København eller nu i skrivende stund hvor jeg skulle forestille at sidde og arbejde med mit speciale (overspringshandlinger ftw). Den plade har så mange kvaliteter og har alle dage haft en utrolig beroligende effekt på mig på den gode måde. Den er varm og kold på én gang, og lader samtidig tankestrømmen flyde uden at man tænker over det. Hvis du ikke kender pladen, så kan den varmt anbefales.

Hermed den længste og allersidste skæring fra pladen:

jessica pratt

Jeg genforelskede mig i Nick Drakes fantastiske univers i de sidste uger af 2014, hvor jeg ovenikøbet var så heldig at få Five Leaves Left på vinyl i julegave. Især ‘Time Has Told Me‘ har en særlig plads i mit hjerte.

Jeg har åbenbart været rigtig meget i humør til denne her folk med 70’er vibe, så det passede mig helt fint da jeg i samme periode faldt over amerikanske Jessica Pratt, der med rette er blevet sammenlignet med Joan Baez og Joni Mitchell, men som samtidig stadig er helt sin egen. Det er længe siden jeg har været så imponeret over nyere folk-musik (og der skal meget til), som jeg er over Pratt. Jeg sidder f.eks. i skrivende stund i specialerummet på CBS og kigger drømmende ud af vinduet med Pratt i ørerne. Kan slet ikke vente til at opleve hende live når hun besøger Stengade d. 28. marts.