Finally We Are No One pladen fra 2002, er en plade som i en lang periode for efterhånden en del år siden, lullede mig i søvn hver aften. På det sidste har jeg genopdaget den, og kan næsten ikke stoppe med at lytte til den. Om det så er på en lang hjemtur fra Jylland, på cyklen igennem København eller nu i skrivende stund hvor jeg skulle forestille at sidde og arbejde med mit speciale (overspringshandlinger ftw). Den plade har så mange kvaliteter og har alle dage haft en utrolig beroligende effekt på mig på den gode måde. Den er varm og kold på én gang, og lader samtidig tankestrømmen flyde uden at man tænker over det. Hvis du ikke kender pladen, så kan den varmt anbefales.
Hermed den længste og allersidste skæring fra pladen: