Jacob Bellens i Koncertsalen

Jacob Bellens Koncertsalen

Der var alt for mange plader der udkom i 2014, som jeg aldrig rigtig nåede at lytte til, selvom jeg var klar over deres eksistens. Den ene var Jacob Bellens’ My Convictions. Jeg har fulgt ham siden den første Murder plade (er desværre aldrig rigtig nået så meget omkring I Got You On Tape), så det var et eller andet sted for dårligt at jeg ikke fik tjekket op på hans seneste udgivelse før for nogle dage siden. Men det var på mange måder en dejlig positiv overraskelse, for det er en plade der fortsætter meget i samme storladne spor som min yndlingssang fra The Daisy Age (2012), nemlig Heart of Africa, som med sine smukke strøg af strygere støtter rigtig godt op om Jacob Bellens’ sprøde stemme, hvilket jeg savnede på resten af pladen. På My Convictions er der i DEN grad taget revanche (!). Så da jeg mødte op i Koncerthuset i DR byen i går, var jeg meget spændt på at se hvordan denne klassiske klang ville blive gengivet i levende live, og jeg må indrømme at jeg blev en anelse skuffet…

Michael Møller var aftenens special guest, der varmede den udsolgte koncertsal op i en god halv times tid. Måske det bare var mig, men starten af hans show var lidt plaget af en lysmand der ikke virkede til at have helt styr på teknikken, og spotlyset skiftede hele tiden fra at være på Møller til at være på en tom plet på scenen. Ydermere var første halvdel hans show meget præget af støj og folk der skulle ind og finde deres pladser (på trods af at det var blevet meldt klart ud hvornår dørene åbnede og at man skulle komme til tiden), hvilket fik mig til at spekulere lidt over om det kun er til klassiske koncerter (eller på Det Kongelige Teater) man formår at holde sig til når dørene lukker, så lukker de? – Det fik mig også til at frygte lidt for hvordan resten af aftenen ville forløbe, men min bekymring var heldigvis forgæves.
Det var en meget selvsikker Michael Møller, som bortset fra ekstranummeret, udelukkende præsenterede nye endnu uindspillede numre for os med tematikken om at han altid gerne har villet tro på Gud, men ikke rigtig kan når det kommer til stykket. En meget vellykket præstation i disse omgivelser.

Efter en lille halv times pause og sceneskift, var det blevet tid til aftenens hovednavn, som åbnede ballet med følgende bemærkning;

Godaften. Vi skal spille for jer…..det ved i jo godt. Jeg håber i kommer til at hygge jer.”

Aftenens setup var; Orgel + guitar + vokal (Jacob Bellens), bas + kor (Jakob Falgren), trommer (Jakob Høyer), guitar (Manoj Ramdas), violin + keyboard (Nils Gröndahl), og keyboard + tværfløjte + kor (Ned Ferm). Men hvor var resten af strygerne og klassiske instrumenter til at bakke Bellens op? Svaret var en stor del af tiden hos Gröndahl og Ferm, der dels på keyboard, violin og tværfløjte fik løftet opgaven på smuk vis, men slet ikke op i de højder man måske kunne have ønsket når man nu befandt sig i disse i forvejen storladne omgivelser.

Jeg har efterhånden oplevet Jacob Bellens live en del gange, og gang på gang formår hans varme væsen at få et smil frem på læben og varme i hjertet. Som når han f.eks. imellem nogle numre fyrer følgende vits af, der får den ellers musestille og lyttende sal til at brøle af grin:

“Hvordan får man en fisk til at grine? Man lægger den i kildevand”

Cirka halvvejs inde i koncerten forlader Ramdas, Gröndahl og Ferm scenen, og ind kommer Marie Fisker der synger med på Do You Have Anything Harder (som Michael Møller og Bellens synger sammen i videoen forneden) og Eight Arms To Hold You, begge fra før den nyeste plade. Rigtig smuk kombination.

Efterfølgende kommer de ovennævnte herrer på scenen igen, og Bellens præsenterer os for en ny sang, One Of A Kind, efterfulgt af Someone You Love, som Bellens fortæller egentlig skulle have været en slags 50er ballade, men vist ikke helt var endt med at være det. Det var lidt svært at vurdere hvorvidt den var det eller ej, men Ramdas’ surfer-agtige mellemspil (som på pladen er en trompet), gav da lidt 50’er vibes på den rigtig gode måde.

Som én af de sidste sange, kom “en sang som alle de andre“, nemlig Heart Of Africa, hvor strygerne meget passende endelig kom meget mere i fokus, og varmede mit anmelderhjerte så meget så det næsten smeltede. Ekstranummeret, den smukke Change of Heart, som endte ud i et spacy drone-agtigt jam, sluttede på mange måder en dejlig koncert af på perfekt Bellensk.

aarets plader 2014 – rune

79924_1000x1000

Hvis der er noget, der har været tegnende for musikåret 2014, så har det ganske enkelt været to ting for mig: Elektronisk musik og singer/songwritere af høj kaliber. Som min liste nedenfor eksemplificerer, så har der simpelthen været så meget god elektronisk musik i år. Gamle og nye kunstnere. Derudover er der mange genremæssige afstikkere, før man også vil finde en del mere singer/songwriter baseret musik. Helt ærligt, så har det været ekstremt svært at følge med alt den gode musik, der er kommet i år. Jeg føler virkelig, at jeg stadig mangler at høre en masse, jeg virkelig gerne ville have hørt. Forhåbentlig når jeg det i det nye – ellers må jeg ønske mig en pude som ovenstående. Her kommer mine lister – (kunne ikke begrænse min danske liste til fem, så det bliver en 6’er).

TOP 6 – DANMARK
6. The New Spring – Late Bloomer

TAMB074-web

Endnu et stilsikkert træk fra den glimrende singer/songwriter Bastian Kallesøe på Late Bloomer. Albummet besidder en ro, samtidig med en håndfuld meget imødekommende sange. Desuden er den minimalistiske produktion (ingen brug af digitale effekter) et friskt pust og et kærkomment ‘benspænd’, ligesom albummets umiddelbarhed er til at tage og føle på.

5. Treefight For Sunlight – Pizza

PIZZA_DIGI

Denne plade besidder måske årets bedste sang fra dansk grund. Come Closer er et fantastisk popnummer af den legesyge slags. Siden debuten A Collection of Vibration for Your Skull fra 2010 har vi her på bloggen kigget meget længe efter opfølgeren, og Pizza skuffer sandelig ikke. Opfindsomheden fra debuten er intakt, og denne plader oser ganske enkelt af spilleglæde, når det er allerbedst. Thulebasen ejede 2011 med Raga Gemini (for mig), Kiss Kiss Kiss gjorde det med In It Deep i 2012, TFS gør det for mig med Come Closer i 2014.

4. Iceage – Plowing into the Field of Love

9bcb510c

I mine øjne den bedste plader iceage har begået. Det er måske den mindst ‘rå’ plade gruppen har lavet hidtil, i hvert fald hvis man tænker i klassisk ‘punk’ forstand, men teksterne oser af råhed, ærlighed og stadig en masse undertrykte aggressioner. Det er måske først på denne plade, at jeg for alvor forstår iceage – også selvom jeg også værdsatte gruppens første voldsomme nossespark på New Brigade – men det her rykker for mig. Fantastisk og meget afvekslende plade.

3. Blaue Blume – Beau & Lorette

bb-ep-1440

Årets største overraskelse. Intent mindre. Gruppen fra Kolding kommer med nogle fremragende og intense sange tilsat præcist den rette formel af pop, alternative tilgange og instrumental kunnen (som for eksempel Jeff Buckley gjorde det). Jeg mener stadig, at gruppens forsanger Jonas Schmidt er en, der vil nå meget langt på de danske- som udenlandske scener mange år frem. Fremragende EP.

2. Martin Ryum – Findes

martinryum

Martin Ryum vendte tilbage med sit solomateriale, der blandt andet kunne opleves på 2013-udgaven af Frost Festival. Fortolkninger af Inger Christensens lyrik tilsat Ryum’sk melankoli og minimalistike arrangementer. Det er ikke umiddelbart materiale, men det er sange, der gror og gror på en i takt med at ordene betydning åbenbarer sig. For mig er Findes en smuk opfølgning til den aldeles glimrende 10 år gamle debut, Uden Garanti.

1. Chorus Grant – Space

DIGImSTICKER

Den bedste plade udgivet i Danmark er endnu en plade fra pladeselskabet Tambourhinoceros. Space, er album nummer to af Kristian Finne Kristensen aka Chrous Grant, og for dælen hvor er der vellyd for alle 160 DKK (hvis man har købt den på vinyl). Så meget luft, liv og kvalitet. Det er meget lang tid siden, at engelsk-sproget musik har lydt så godt, som det gør i selskab med Kristensen (der iøvrigt også udmærker sig ved, at være med på en anden af årets lyspunkter: Cancer-debuten, Ragazzi ). O Everyone er ligeledes en af de bedste albumåbnere, der er lavet i år.

TOP 10 – INTERNATIONALT
10. Run the Jewels – Run the Jewels 2

RunTheJewelsRTJ2

Den måtte med på listen. Run the Jewels er en hidsig cocktail, og de er det eneste hiphop-indslag på min liste i år. Den gamle teenage-kærlighed til Rage Against the Machine fik nyt liv efter Zack De La Rochas glimrende indspark (der nærmest er samplet til sangens grundsten) til sangen Close Your Eyes (And Count To Fuck). Resten af pladen er også fremragende, og den er om muligt stærkere end debuten fra 2013. Begræder at jeg ikke har fanget dem nogen af de to gange, de har været i Danmark, men ser frem til Roskilde Festival efter netop denne annoncering.

9. Teengirl Fantasy – Thermal EP

Teengirl_Fantasy_-_Thermal_EP

Teengirl Fantasty udgav Thermal i slutningen af november, og de nåede derfor lige nøjagtig med på denne liste. Endnu en ep på listen, som ‘kun’ består af to instrumentale numre, samt to skæringer med vokale bidrag. Det er en dejlig blanding af sfærisk elektronisk – nærmest dance – samt rytmiske indslag af den iltre slags. U Touch Me er et dejligt nummer, hvor Hoody (후디) står for de luftige vokale indslag. Et dejligt popnummer, der fuldender en stærk ep – som iøvrigt er akkompagneret af nogle smukke visuelle akkompagnementer på gruppens hjemmeside.

8. Margot & the Nuclear So and So’s – Slingshot To Heaven

91BQM9rClfL._SL1500_

Den amerikanske gruppe med det aparte navn: Margo & the Nuclear So and So’s er et dejligt og varmt bekendtskab inde bag ruderne i kulden i denne vintertid. Sling Shot to Heaven emmer af godt sangmæssigt håndværk, hvor sangene er ekstremt tematiske på en meget eksplicit (tekstmæssig) måde. Til tider er det næsten ordinært, det Margot og co. foretager sig, men tag ikke fejl, der er rigeligt at komme efter.

7. Thom Yorke – Tomorrow’s Modern Boxes

coverRadiohead-forsangeren Thom Yorke overraskede med en ny plade, der blot blev solgt via BitTorrent. Endnu en ‘ny’ måde at købe musik på. Interessant at Yorke efterprøver formatet. Det fik i hvert fald undertegnede til at bide på, da man ikke rigtig kunne høre musikken, hvis ikke man købte den der. Og da jeg er Spotify-junkie i mine hverdage, så er det faktisk overraskende hvor isolerede mange musikere bliver, hvis deres musik ikke er tilgængelig på Spotify. I hvert fald for mig, som ganske enkelt kan glemme dem, hvis det ikke er tilgængelig der. Skræmmende. Nuvel – Tomorrow’s Modern Boxes er mere Yorke, som vi kender ham, men den har været i fast rotation på min iTunes, og den kun anbefales på det kraftigste, hvis man normalt er til ham.

6. Ariel Pink – pom pom

arielpink_pompom_1500x1500

Ariel Pink bliver bare ved med at være sig selv, og gøre det endnu vildere og endnu mere gakket. Der er sådan en kitchet 80’er-horror lyd over nogle af hans numre, mens der konstant bliver leget med produktion og strukturmæssige opbygninger. Konstante overraskelser. Indimellem gemmer sig dog også fantastiske pop-gems. Put Your Number In My Phone er for eksempel skåret lige efter popskabelonen, men for søren hvor er det et dejligt nummer. Der er flere one hit wonders, der kunne lære meget af Ariel Pink. pom pom er endnu en fremragende plade fra den langhårede musiker.

5. FKA Twigs – LP1

TWIGS-FACEBOOK-AVATAREn særdeles spændende kvinde. Det er meget længe siden, at jeg har oplevet sonisk intimitet af samme kaliber, som jeg har det med Tahliah Debrett Barnett aka FKA Twigs på LP1. Der er masser af høj høj kvalitet på debutskiven, hvor ydmyghed går fremfor alt, men det er med en konstant bevidsthed om, at hun har noget at have det i. Underspillede tilnærmelser i lydlig form. Dragende og smukt.

4. Angel Olsen – Burn Your Fire For No Witness

burn-your-fire2

Et af de mest hårrejsende musikalske øjeblikke jeg har haft i år, var i selskab med Angel Olsen i Barcelona under hendes fremførsel af nummeret White Fire. Denne lille kvinde med sin elguitar tryllebandt ganske enkelt spillestedet Apolo. Det var hendes sidste nummer af denne koncert, og i de syv-otte minutter sangen varede stod pelsen næsten omme i nakken på mig. Sikke en dybde, sikke en sjæl denne kvinde synger med. Det er ikke for sjov, at der er flere, der har nævnt Olsen i samme åndedrag som Mr. Leonard Cohen. Hør denne kvinde.

3. The Range – Panasonic EP

artworks-000072576452-pbv8jt-originalEn vildt overset fyr fra Providence ved navn James Hinton. Han producerer simpelthen noget fantastisk elektronisk musik, hvor luftige beats og vokalsamples en masse går op i en højere enhed. Selvom dette ‘blot’ er en ep, så er der simpelthen så meget kvalitet og fremtid her, at det er svært ikke at smide Panasonic meget højt på min årsliste, for dette er om nogen, en fyr, jeg har hørt igen og igen og igen. Krydser fingre for en snarlig DK-koncert, da hans koncert på 2014-versionen af Primavera Sound desværre faldt en smule til jorden i en kombination af tekniske problemer, kulde, blæst og dårligt fremmøde – på plade er der dog ikke en finger at sætte.

2. Aphex Twin – Syro

aphex-twin-syro

En elektronisk aha-oplevelse af de helt store i 2014 blev den længe ventede Aphex Twin-plade, Syro. En fantastisk alsidig plade, der bliver ved med at overraske. Det er nærmest som at lytte til en symfoni eller en anden større komposition i mere klassisk forstand, når man er i selskab med Richard D. James. De små figurer, underfigurer, kontrasterende figurer, der bliver med at opstå. Den originale brug af lyde, produktion og vokal. Det hele spiller for mig, på Syro, der iøvrigt også er årets cover-art – hvis du spørger mig.

1. Sun Kil Moon – Benji

sun-kil-moon-benji-cover

“I’ll go to my grave with my melancholy”, synger Mark Kozelek på Benji, som er et foreløbigt højdepunkt for Kozelek som Sun Kil Moon. Han har begået intet ringere end et skæbnefyldt og ufattelig dragende mesterværk, der  høste nye lyttere. Oh sol og måne, hvor er det godt i selskab med en af melankoliens mestre – vi følger ham gerne med ind på skæbnernes gravplads. Den bedste plade jeg har hørt i flere år.

aarets plader 2014 – rikke

vinyler

Det skifter lidt fra år til år med hvordan vi præsenterer vores årslister her på bloggen, og hvor lange disse årslister bliver. I år er hverken min udenlandske eller danske årsliste særlig lang, og det skyldes nu ikke at der ikke er udkommet mange gode/potentielt gode plader i løbet af 2014, det skyldes blot at jeg ikke har haft tiden og overskuddet til at lytte til dem allesammen.

ÅRETS UDENLANDSKE PLADER:
5. Sisyphus – Sisiyphus
sisyphus
– Når navne som Son Lux og Sufjan Stevens slår sig sammen, kan det da næsten umuligt gå galt?! Sagt på en anden måde, mine forventninger til denne plade var måske for høje, og derfor skuffede den jævnt da jeg endelig kunne lægge ører til den. Serengeti, Son Lux og Sufjan Stevens har til sammen præsteret en knap så helstøbt plade, men der er da et par guldklumper hist og pist, og derfor er pladen kommet med på denne liste.

4. tUnE-yArDs – Nikki Nack
tune-yards - nikki nack
– Jeg faldt helt tilfældigt over første-singlen Water Fountain og kunne ikke få nok. Noget i mig håbede på at resten af pladen var lidt ala denne sang, men det var desværre ikke tilfældet, og derfor denne placering. Forgængeren Whokill (2011) er stærkere hvis man spørger mig, men Water Fountain er stadig blandt årets sange, og hvis jeg skulle til nytårsfest i aften ville den med garanti ryge på anlægget:

3. Timber Timbre – Hot Dreams
timber timbre - hot dreams
– 2014 blev året hvor jeg første gang skulle stifte bekendtskab med Timber Timbre som ellers har været aktive med pladeudgivelser siden 2006. Men Hot Dreams (både singlen og pladen) ramte noget helt bestemt og samtidig ubeskriveligt i mig. Det er på mange måder en helstøbt og musikalsk plade, og jeg er ked af at jeg ikke nåede ind og se dem da de spillede i VEGA tidligere i år.

2. Future Islands – Singles
future islands - singles
– Sommerens absolutte soundtrack! Jeg har længe godt vidst at der er et band der hedder Future Islands, men det var først Skt. Hans aften da jeg fejrede min sidste eksamen med en lille flok venner, og deres legendariske optræden i Letterman røg på anlægget, at jeg for alvor stiftede bekendtskab med dem. Det var fra starten af et kuldegysningsfremkaldende bekendtskab som skulle vise sig at vokse og vokse henover sommeren efterhånden som resten af pladen åbnede sig op for mig. Det var enormt hårdt ikke at være tilstede på dette års Roskilde velvidende at dette fantastiske band skulle spille, så jeg håber virkelig at 2015 måske bliver det år hvor jeg kommer til at opleve dem live.

1. Sohn – Tremors
Sohn - tremors
– Både denne plade + Singles pladen er nok de to plader jeg har hørt allermest i år. Tremors fik min opmærksomhed i det tidlige forår, og skulle hurtigt vise sig at blive mit daglige soundtrack i en tid hvor jeg virkelig havde brug for et musikalsk soundtrack til at trøste mig og forsikre mig om at alt nok skulle gå. ‘Lessons‘ ramte mig lige i hjertekulen, og der er blevet både grædt, grinet og danset til det nummer op til flere gange i løbet af 2014. Dermed ikke sagt at det er det eneste nummer der duer for mig, da jeg synes det er en meget helstøbt plade, det var bare det første yndlingsnummer på pladen. Da koncerten i VEGA blev offentliggjort købte jeg straks min billet og glædede mig enormt meget til at se hvordan denne perlerække af numre ville udarte sig live, men min oplevelse fik uheldigvis en dæmper pga. en masse rygsmerter som jeg på daværende tidspunkt kæmpede meget med.

ÅRETS DANSKE PLADER:
5. Asbjørn – Pseudo Visions ch. 1 og 2
Asbjørn - Pseudo Visions ch. 1 og 2
– Asbjørn har jo alle dage været min yndlings pop-dreng, så det gjorde det måske også mere svært for mig at acceptere hans knap så åbne tilgang til hans to EP’er fra i år. Først ved udgivelsen af ch. 2 her i november gav det hele meget mere mening for mig og jeg kunne endelig gå rundt og nynne med uden at tænke over det. Jeg er spændt på det endelige ch. 3 her i begyndelsen af 2015.

4. Chorus Grant – Space
Chorus Grant - Space
– Jeg fik denne dejlige plade af Rune i fødselsdagsgave. Jeg elsker at den er så meget nede på jorden som den er, hvis man f.eks. har en dag hvor man bare har lyst til at læne sig tilbage og slappe af, så er denne plade uden tvivl et godt bud.

3. Ice Cream Cathedral – Sudden Anatomy
Ice Cream Cathedral - Sudden Anatomy
– Måske én af årets mest oversete danske plader. Mit første bekendtskab med den var til bandets produktionsøver, hvor vi fik præsenteret hvilken musikalsk retning bandet var ved at tage. Pladens længste nummer The Swans gjorde straks et kæmpe indtryk og er fortsat yndlingsnummeret på pladen:

2. Schultz and Forever – Broadcast Dynamics
Schultz and Forever - Broadcast Dynamics
– Det er vildt hvilken retning Jonathan Schultz har taget med Schultz and Forever i forhold til hvor det lå rent musikalsk på den første EP, og jeg er fan! Jeg var så heldig at få lov til at lytte til EPen længe inden den ramte offentligheden, så har haft rigeligt med tid til at få den godt og grundigt ind under huden, og havde glædet mig som et lille barn til jul, til at dele den med jer. Den er klart én af årets bedste plader og har været med mig mange ture rundt om søerne.

1. Blaue Blume – Beau & Lorette
Blaue Blume
– Det har været næsten helt overvældende på drengenes vegne at følge hvordan de er vokset i løbet af det år jeg har fulgt dem. Den første gang jeg stiftede bekendtskab med dem, var da jeg havde dem på plakaten som support for The Besnard Lake på min fødselsdag i 2013, og de er nærmest eksploderet på alle leder og kanter siden. Så det var med rigtig mange kuldegysninger og glæde at jeg overværede deres koncert til årets SPOT Festival i de helt rette intime rammer i den lille sal i Musikhuset. Jeg ved godt at der ikke er tale om et helt album her, men denne EP må og skal ligge på første pladsen over årets plader i 2014 og jeg er spændt på at høre hvad de finder på fremover.

Og med det sagt er jeg spændt på hvad 2015 kommer til at byde på, og håber på at nå igennem flere af årets plader end jeg gjorde i år. Godt Nytår allesammen!

tømmermænd og musik

the flaming lips - observer

Jeg vågnede i lørdags efter alt alt for få timers søvn og havde bare lyst til at grave mig ned i et hul og blive der til det blev sommer og mit speciale havde skrevet sig selv, for det var som om der ikke rigtigt var noget der kunne hjælpe på mit humør…Men jeg fik alligevel taget mig sammen til at stå op, tage musik i ørerne og cykle ud i solskinsvejret for at handle ind. Det var én af de her dage hvor ens iPhone formåede at vælge alle de rigtige sange uden at man helt var klar over at det var dem der skulle få én på lidt andre tanker for en kort stund eller for den sags skyld dvæle lidt i hvad end der nu var skyld i mit sortsyn. Og det uden at det gjorde ondt, for musikken fungerede som en slags filter. Men der var en enkelt sang som skilte sig ud og prompte blev kåret som dagens sang, og det var The Observer af The Flaming Lips fra klassikeren The Soft Bulletin fra 1999:

Egentlig var det i sin tid det nummer på pladen jeg holdt allermindst af, da jeg som regel går mest efter lyrikken, og samtidig kan jeg huske at jeg syntes at sangen var irriterende fordi den var at for ensformig. Men lige præcis i lørdags vandt den stort ind på mig og overtog for en stund rytmen af mit bankende hjerte og fik mine tanker til at svæve som lette fjer i takt med de smukke strygere (som jeg af én eller anden årsag ikke har bidt mærke i før i lørdags). Endnu engang blev jeg mindet om det smukke ved musikken og hvordan man pludselig kan finde trøst et sted hvor man troede det var umuligt. Min genforelskelse i The Flaming Lips er total!

Pladevenner

blaavinyl

For en lille måneds tid siden var Rune og jeg forbi Lydavisen og lave en lille podcast kaldet Pladevenner. Podcasten er en form for prototype i et forsøgsprojekt til et nyt musikpodcast som laves af Københavns Biblioteker og eMusik. Som forberedelse til optagelsen fik vi følgende opgaver:

Den andens yndlingsplade
En udfordring til den anden
Den plade, der binder jer sammen

Det endte med at være en meget sjov oplevelse som resulterede i en meget helstøbt musikalsk tour ud ad anekdoternes vej og for alvor understregede, hvorfor det er, Rune og jeg har denne blog – vi gør det gerne igen. Lyt til resultatet her:

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/175443486″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

poetry in mono #18 i glimt

DJ Stærosaurus

Det var den rareste Poetry In Mono aften vi havde i lørdags. Den endte med fællessang over DJ-anlægget (se billedet ovenover) og folk jeg mødte i løbet af aftenen var meget glade og tilfredse. Både Feel Freeze og Goldie Chorus gav dejlige koncerter med kant, og DJ Stærosaurus aka Andreas og Laurids fra Stærosaurus + spontan gæstebesøg af Rasmus Poulsen fra You.You.You. sørgede for en fest på Retrograd efter koncerterne. Tjek aftenen ud i billeder her:

(Højreklik på billederne når i har klikket på dem, og klik på “åben i nyt vindue” hvis i vil kunne se dem ordentligt)

Poetry In Mono har ændret koncept i denne sæson som mange af jer sikkert har bemærket, og kommer fra nu af ikke til at foregå cirka hver måned som det har gjort hidtil. Det bliver derimod en klubaften som fremover dukker op når det giver mening. Jeg kan derfor endnu ikke løfte sløret for hvornår vi næste gang kommer til at arrangere én af vores hyggelige Poetry In Mono aftener. Men i kan være helt sikre på at hvis i følger os på Facebook, så vil i være de første til at få det at vide. Klik her.

gæsteindlæg – goldie chorus

Goldie Chorus

Vi fortsætter traditionen op til Poetry In Mono på lørdag, hvor Emil fra Goldie Chorus i denne omgang har skrevet et gæsteindlæg ud fra hvad han synes er spændende og lader sig inspirere af. Udover Goldie Chorus, har vi også Feel Freeze på plakaten og Andreas og Laurids fra Stærosaurus til at skabe noget stemning fra DJpulten før, imellem og efter koncerterne.
Klik her for mere information om arrangementet. Vi ses!

Det synes jeg er spændende og derfor lader jeg mig inspirere af det:

Jeg er igennem de sidste år blevet meget betaget af en “mentalitet” inden for popmusikken som i hvert fald for mig, har været ny og anderledes. En tilgang til det at skrive og udøve musik og at være band/kunstner. Noget som jeg synes skaber og har skabt en opblomstring i branchen og generelt i musik miljøet.
Denne mentalitet kan jeg bedst beskrive som en til tider ironisk/selvironisk tilgang til det at lave og udøve musik. Denne “ironiske” tilgang gennemsyrer ikke musikken og lyrikken, men er for mig blot et gimmick som river lytteren og kunsteren ud af de vante rammer.
I erkendelse af at være meget mere poppet end jeg gik og forstillede mig jeg var, har denne mentalitet/tilgang været vigtig i min proces omkring Goldie Chorus. Både fordi at poppen hurtig blev for ren og for lettilgængeligt, men også fordi at jeg hurtigt indså at jeg ofte gik død i skriveprocesen med ideen om at alt det jeg lavede, var lavet før.
Så min åbenbaring har kort fortalt handlet om at bruge poppen, klicheerne, give sig selv lov til at tage tingene langt ud, men også smadre og ødelægge dem, for så igen at vende tilbage og lade poppen være pop. Generelt bare et frisk pust til en scene som efter min mening længe har haft brug for at blive blæst igennem

Her er der nogle eksempler på kunstnere som for mig har bidraget med at gøre poppen spændende og nytænkende.

Father John Misty (live i Letterman):

Ariel Pink:

Connan Mockasin:

Mac DeMarco:

Tame Impala:

gæsteindlæg – feel freeze

Feel Freeze

På lørdag åbner vi dørene til den 18. Poetry In Mono i rækken (og den eneste denne sæson). Denne aften præsenterer vi Goldie Chorus og Feel Freeze. Andreas og Laurids fra Stærosaurus kommer og vender plader før, imellem og efter koncerterne, så der er mange grunde til at sætte et kæmpe kryds i kalenderen. Traditionen tro har vi fået de to bands til at lave et gæsteindlæg her til bloggen. Vi starter ud med Feel Freeze hvor Mathias og Else fra bandet har valgt 3 sange hver.
Læs mere om eventet og køb billetter her.

Vi har valgt at præsentere 3 sange hver, som vi synes er inspirerende, rørende og ikke mindst meget anbefalelsesværdige. Det var ikke noget vi aftalte, men alle anbefalinger pointerer væsentlige budskaber om det at være menneske, og at være det sammen med hinanden, som vi hver især synes er mega vigtige at huske. Here it goes…:

Else #1: Four Tet – “Angel Echoes”

Det her nummer er vildt fedt fordi det har en del modsætningsforhold i sig. Det har rigtig meget nerve samtidig med det er ret monotont og så er der fed balance mellem det analoge og elektroniske samt det industrielle og organiske. Den samplede vokal er smuk og klippet på en lækker måde og så er budskabet mega fedt; ‘There is love in you’. Det konkluderer ligesom det selvfølgelige. Der er kærlighed i alle og enhver.

Mathias #1: Lo-Fang – ”#88

Jeg blev præsenteret for det her nummer, da vi var på tour i Asien fornyligt, og siden har jeg hørt det 100 gange. Det får lov til at udvikle sig helt eventyrligt udenom popsangens traditionelle opbygning, men alligevel synes jeg virkelig, at det samtidigt er en enormt god popsang. Jeg kender ikke andet med Lo-Fang, men er virkelig blevet ramt af stemningen her, og også den sparsomme instrumentering, hvor hvert enkelt element er tydeligt, men samtidig originalt og mega flot arrangeret.

Else #2: M.I.A – “Born Free”

Det her er en rigtig fed musikvideo. Videoen er fuld af budskaber og provokation. Som f.eks. hvordan mennesker opfører sig overfor hinanden – skaber syndebukke, mobber, slår ihjel og laver krige fordi vi vil have tingene på vores egen måde og har svært ved at give plads når noget er anderledes end vores egen opfattelse. Ydermere er det tilhørende soundtrack super fedt og progressivt. Det rør noget i en. Det er lækkert at blive skubbet til, udfordret og provokeret – sådan helt derud hvor man synes det er for meget nogle gange. Ligesom at kigge på noget rigtig klamt og blive ved med at kigge. Det er lidt som at sige dét højt, vi alle tænker.

Mathias #2: Jónsi – ”Go Do

Nogle dage vågner jeg, og har svært ved at samle mig om at tage ud og gøre ting i verden. Så kan jeg sidde fast i en bobbel af social angst, angst for at vælge forkert eller gøre forkerte ting. Når det sker, så sætter jeg den her på med Jónsi. Den minder mig om, at jeg ikke skal være bange for konsekvenserne af noget, at rigtigt og forkert ikke findes, men at det i virkeligheden handler om bare at gøre, at turde være sig selv og stole på, at mavefornemmelsen rækker meget meget langt.

”We should always know that we can do anything”

Else #3: Joan As Police Woman – “Start Of My Heart

Det her et super fedt nummer. Det er helt barberet, helt nøgent og meget ærligt – lige på og direkte. Som når man lægger alle kortene på bordet, lader masken falde og siger: ‘Sorry, jeg begik en fejl’ eller ‘Jeg elsker dig fandme’ eller ‘Jeg er ked af det, trøst mig’. Musikken, vokalen og teksten får virkelig disse budskaber og følelser frem på fremragende vis. Ikke noget pis. Videoen er tilmed enkel og komplimenterer budskaberne ret fint.

Mathias #3: Stefan Holmberg –  “Killers Walk Among Us

Stefan Holmberg – Killers Walk Among Us from Francois Dube on Vimeo.

I februar i år skulle vi spille en koncert på KB18 med to svenske bands, som vores booker havde været med til at sætte op. Lidt tid inden koncerten ringede vores booker og fortalte, at bandet Killers Walk Among Us ikke ville komme alligevel, fordi deres forsanger havde taget sit eget liv. Selvom jeg hverken kendte ham eller bandet, berørte det mig ret meget og jeg så en række videoer om bandet og lyttede til deres musik. Min hensigt var og er ikke at dyrke det morbide eller sensationelle i det skete, men blot at dele de ord, som Stefan sagde i det sidste interview: ”Det er vigtigt at have et udtryk i livet, for dagene går og pludselig så er det slut. Det er vigtigt at have noget, som kommer fra hjertet og at få sagt nogle ting om hvordan man ser på verden.” Det mindede mig om hvor skrøbelige vi er, og hvor vigtigt det er, at vi passer på hinanden og får sagt ting til hinanden, inden det er for sent.