blaa vinyl – Side 9

rainy california

Hvis man savner 00’erne, skal man bare sætte en serie som The O.C. på. Den har det hele; klaptelefonerne, en Facebook-fri verden, og ikke mindst det fedeste soundtrack! Én af seriens hovedpersoner, den meget nørdede og lettere neurotiske Seth Cohen (spillet af Adam Brody) er kæmpe fan af Death Cab For Cutie, som også optræder i sæson 2 hvor fede 00’er bands som The Killers, The Walkmen, The Thrills og Modest Mouse m.fl. også optræder. Ydermere er der et afsnit (afsnit 15 i sæson 2) hvor Beck havde premiere på hele 5 numre fra hans daværende nye album Guero, hvor han også spiller Daniel Johnston‘s “True Love Will Find You In The End“;

The O.C. var i det hele taget en meget toneangivende TV serie, hvor flere bands som Coldplay, Imogen Heap, Beastie Boys, The Shins m.fl. havde premiere på deres dengang nye materiale. Og serien hjalp flere bands med at bryde igennem lydmuren. Listen over musikken der er brugt i seriens 4 sæsoner er også kilometer lang, og den indeholder bl.a. danske bands som Efterklang og Blue Foundation.

Én af mine yndlingsafsnit, er afsnit 14 i sæson 2 kaldet “The Rainy Day Women“, hvor seriens karakterer hver især kæmper med lidt hjertekvaler, og det gør det ikke bedre af at det øs-plask-regner igennem hele afsnittet. Det er de færreste scener hvor det regner i teen-serier der foregår i solstaten Californien, hvis man tænker over det, og det gør man når det pludselig står ned i stænger.

Afsnittet starter ud i absolut mol med silende regn og introen af “In Every Sunflower” af irske Bell X1 (som består af store dele af Damien Rice’s tidligere band Juniper) fra deres fremragende debutalbum Music In Mouth (2004):

Sangen går igen senere i afsnittet som virkemiddel til at beskrive de voksne’s hjertekvaler. Hvorimod teenagernes hjertekvaler bliver understreget af Boyz II Men‘s “End Of The Road“;

Afsnittet slutter heldigvis med at de rette finder hinanden i regnen imens “Champagne Supernova” af Oasis kører i baggrunden (yes, det er Seth Cohen der leger Spiderman);

Det her er bare ét eksempel på hvordan musikken på genial vis er med til at fortælle historien om de rige teenagere i Orange County. Så hvis du ikke lige synes at den danske sommer er noget at råbe hurra for, så lav dig en portion popcorn og tænd for Netflix.

ed harcourt

“I think someone needs to come along with a record like this… These are songs about the menace and the threat that men in general pose to everything and everyone: women, children, nature. The record is from a father’s head and heart, sometimes screaming into an abyss, reminding myself and anyone who’s inclined to listen that we need to remember to be responsible for the lives of others.”
– Ed harcourt, Clash

For et halvt års tid siden havde jeg været til en koncert i Ideal Bar, da jeg på vej hen til min cykel støder på denne her gruppe der stod i mørket udenfor Store Vega, og kun ét ansigt lyste op i skæret af en telefonskærm. Jeg var ellers næsten gået forbi, da det slog mig at det oplyste ansigt tilhørte én af mine all-time yndlings musikere; Ed Harcourt. Jeg stoppede op, sagde hans navn, og efter et øjeblik genkendte han mit ansigt og gav mig den største krammer inden han præsenterede mig for resten af gruppen, som viste sig at være en blanding af musikere fra henholdsvis Marianne Faithfull og Thurston Moore’s backingbands. Ed genkendte mig fordi jeg efter hans koncert i Voxhall i 2007 tog mig sammen til på rigtig teenage-fan-agtig måde at finde bagindgangen og få adgang, så jeg kunne møde denne her mand der allerede dengang fyldte meget i mit musikalske univers. Mit mod bar frugt og jeg kunne den aften tage hjem med med en masse signerede album covers og et kæmpe smil på læberne. Igen i 2010 mødte jeg ham i merchandiseboden efter hans koncert på Lille VEGA, hvor han med det samme genkendte mig.

Ikke siden havde vi set hinanden før denne aften i november sidste år hvor vi endte på en bar på Istedgade. Her fik vi os en god lang snak, om alt muligt lige fra gode retter med fisk, fyrværkerikatastrofen i Seest og følelsen af verdens undergang, og ikke mindst om hans nye musik, som han på dette tidspunkt var igang med at indspille ind imellem hans tour med Marianne Faithfull og hans få jobs med The Libertines. Han var meget stolt og talte om at det nye materiale ville blive hårdere og mørkere end vi er vant til…for at citere ham fra den aften: “I’m not making a Rufus Wainwright album!” eller som han har sagt i et interview for nyligt; “I wanted to make a record that people can cry, fuck and fight to. I hadn’t made a record before that has this kind of danger to it.”

Nu er der endelig udkommet hele tre singler på meget kort tid, og mørket kan uden tvivl kan tydeligt mærkes i nummeret ‘Dionysus‘, som ellers starter ud på en meget klassisk Harcourt-måde, men med ét slår over i en noget mere dyster og hårdere karakter;

I nummeret ‘The World Is On Fire‘ ligger dysterheden mere i lyrikken;

Hvorimod jeg synes at titelnummeret ‘Furnaces‘ lyder mere som vi kender Ed Harcourt uden særlig meget mørke;

Pladen udkommer d. 19. august, og er blevet produceret af Flood, som også har produceret for bl.a. PJ Harvey, Nick Cave and The Bad Seeds, og Foals. At dømme ud fra de 3 singler, synes jeg det lyder rigtig lovende og ser frem til at høre pladen i sin helhed. Indtil da kan vi lige nyde en “unplugged” live version af ‘Dionysus‘ her og ellers krydse fingre for at han kommer til Danmark og giver koncert snart (6 år uden er alt for lang tid);

sommer lydtapet

Det er som om at jeg har en tendens til at lytte til meget melankolsk musik når det bliver sommer. I 2013 havde Sigur Rós f.eks. en stor plads i mit hjerte, dels pga. deres fremragende plade Kveikur fra samme år, og ikke mindst også fordi de spillede en smuk smuk koncert på Roskilde Festival samme år. Fordi jeg har lyttet så meget til Minor Victories og Explosions In The Sky de sidste par uger, er jeg havnet i Sigur Rós land igen og pladen Takk… fra 2005 har endelig åbnet sig for mig;

Radiohead har også fået en lille revival efter at jeg hørte noget af deres nye materiale i den lokale pladeforretning sidste fredag, og nummeret Daydreaming fra deres nye plade A Moon Shaped Pool har gjort indtryk;

Når det så bliver lidt for højtragende og melankolsk, skifter jeg over til Caribou;

Vi slutter lige sommer-lydtapetet af i et lidt mere muntert hjørne her med amerikanske BØRNS, som jeg først for nyligt har spottet, er blevet ret glad for og ser frem til at opleve live på onsdag d. 29. juni i Amager Bio;

Det er et lidt blandet sommer lydtapet, men det beskriver meget godt hvor jeg er lige nu.

skyerne der eksploderer

Explosions In The Sky er et band der formår at skrive musik som følger mig i tykt og tyndt. Der er kørt mange togturer, roadtrips og cykelture hvor der er tegnet mange tanker i skyerne, og der er nærmest ikke den skoleopgave der ikke er blevet skrevet med Explosions In The Sky i ørerne. Hele slutspurten af mit speciale foregik nærmest kun med bandets seneste plade ‘The Wilderness‘ på repeat. Kort sagt; jeg er og forbliver forelsket i deres post-rockede instrumentale univers, og glæder mig som et lille barn til at se dem på Pumpehuset om lidt under 2 uger.

Det vil blive anden gang jeg oplever dem live. Første gang var i Lille Vega i 2007, hvor jeg var endt med at stå lige bagved et råsnavende kærestepar på 3. række. De irriterede mig grænseløst indtil en frisk amerikaner kom mig til undsætning og på den mest mærkværdige måde fik råbt: “get a room!” til dem, hvorefter de forsvandt som dug for solen, og jeg kunne nyde resten af eksplosionerne i fred, kun lettere forstyrret af amerikaneren, der havde et helt absurd energi-niveau i forhold til min veninde og jeg. Men det var uanset hvad så vidt jeg husker en rigtig god koncert, og jeg var ikke alene endnu en skøn musik-oplevelse rigere, men også en ven rigere. Bandet har siden dengang udgivet 2 skønne skønne plader (‘Take Care, Take Care, Take Care‘ fra 2011, og så her for nogle måneder siden ‘The Wilderness‘), og har dermed udvidet bagkataloget betragteligt siden jeg oplevede dem sidst, så det bliver spændende at se hvilke numre de vælger at spille d. 15. juni.

Det skal selvfølgelig lige nævnes at bandet ikke har ligget på den lade side i de 5 år der er gået imellem forrige og seneste plade, da der også lige har været tid til at lave hele 3 film soundtracks. 2 af dem i 2013 (Prince Avalanche og Lone Survivor) og den seneste i 2015 (Manglehorn).

Hvis du ikke lige ved hvem de er, så tjek dem ud herunder. Først med førstesinglen fra seneste plade kaldet ‘Disentegration Anxiety‘:

Og den smukkeste musikvideo til ‘Postcard from 1952‘ der er fra deres plade ‘Take Care, Take Care, Take Care‘ (2011):

Eller denne søde musikvideo til Be Comfortable, Creature, som også er fra ‘Take Care, Take Care, Take Care‘:

de små sejre

Hvis én eller flere følgende bands siger dig noget, så vil det her band uden tvivl også; for medlemmer fra bl.a. Mogwai, Slowdive og Editors har dannet super-bandet Minor Victories, og er klar med deres debutplade d. 3. juni, som de har lagt op til siden de i juli sidste år lagde den første teaser ud i form af en slags trailer de kalder “Film One“;

Med denne trailer breakede de nyheden om at de var gået sammen om at lave noget, og hele foråret er den ene efter den anden single udkommet, som en god slags opvarmning til selve pladen der er lige rundt om hjørnet. Undertegnede er helt solgt og glæder mig som et lille barn til at høre pladen i sin helhed. Tjek bandet og singlerne, og deres flotte s/h univers ud herunder:

spot optakt: anbefalinger

Endelig! I morgen starter SPOT Festival for alvor og i den forbindelse er det vist på sin plads at fremhæve de ting vi her på bloggen ser mest frem til udover de bands vi har lavet #spotoptakt med; Liima, Palace Winter, CHINAH, Ida Wenøe, Shy Shy Shy og selvfølgelig store dele af DUP‘s program.

FREDAG:
DRENGEBANDE er et band vi her på bloggen løbende har holdt øje med, og nu ser frem til endelig at opleve når de optræder på den åbne scene ved Godsbanen som en del af Thy Music Collective‘s program på SPOT Festival fredag kl. 16:00.

Når man har tjekket Thy Music Collective og DRENGEBANDE ud, kan man meget passende gå over på Atlas og se Bloody Beach (NO) som er et nyt norsk bekendtskab der på deres kommende plade minder undertegnede enormt meget om det britiske band Mystery Jets og deres storhedstid fra 2003-2008:

Hør selv (dette er dog et ældre nummer, men giver en meget god indikation):

Er man til god indie-pop, kan det i hvert fald anbefales at kigge forbi Atlas kl. 17:45 fredag.

Senere samme aften kan vi anbefale at man går en tur ned på det nye spillested TAPE i Mejlgade, hvor Musikforeningen PB43 holder afslutningsfest/koncerter med bl.a. We Like We og Speaker Bite Me på plakaten. Tjek hele programmet ud på deres facebook event og her på flyeren:

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/playlists/2917648″ params=”auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&visual=true” width=”100%” height=”450″ iframe=”true” /]

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/playlists/59795504″ params=”auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&visual=true” width=”100%” height=”450″ iframe=”true” /]

Hvis man ikke lige orker at gå tilbage til Musikhuset, Voxhall eller hvor SPOT Festival nu også ellers foregår, så kan man blive hængende på TAPE hvor man bl.a. kan opleve GENTS, som vi anbefalede her på bloggen for nogle måneder tilbage. Tjek programmet ud her.

Af andre anbefalinger fredag kan vi nævne:
Dør Nr. 13 i Radar kl. 16:05
Helmet Compass på HQ kl. 17:00
Quick Quick Obey på Godsbanen kl. 17:35
Who Killed Bambi + Steffen Brandt kl. 18:45 i Symfonisk Sal

LØRDAG:
Kan man starte dagen ud med at tage til UHØRT Festival’s dayparty på Fidel’s fra kl. 12:30 og hele eftermiddagen, hvor man kan høre cremen fra sidste års festival. Bl.a. Shy Shy Shy og Deadpan Interference. Tjek hele programmet ud her.

Kl. 19:00 samme aften spiller norske KakkMaddaFakka på den ene scene i SCC. De lyder meget spændende synes vi, og vi glæder os til at opleve dem live:

Efter den koncert kan man gå over til B-Huset ved Godsbanen, hvor konceptet Limbo holder til både fredag og lørdag fra kl. 19. Her spiller bl.a. Schultz and Forever og She Dives. She Dives er et nyt band der er opstået ud fra et andet band vednavn Temple, som undertegnede havde besøg af på Stengade for nogle år siden. Så jeg er meget spændt på at se hvordan det har udviklet sig når nu de har skiftet navn og noget af besætningen ud. She Dives spiller kl. 20:20:

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/234848194″ params=”auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&visual=true” width=”100%” height=”450″ iframe=”true” /]

Af andre anbefalinger lørdag kan vi nævne:
Guldregn på FF kl. 16:40
Jomi Massage i Filuren kl. 17:00
Søren Juul (tidligere Indians) i Symfonisk Sal kl. 22
Farveblind i Kammermusiksalen kl. 22:45

spot optakt: gunnar k. madsen – ROSA / SPOT

SPOT Festival er lige på trapperne, og vi bringer derfor hermed vores sidste Spot Optakt interview. Denne gang har vi været så heldige at fange en travl Gunnar K. Madsen, som er daglig leder i ROSA (Dansk Rock Samråd) der bl.a. står bag SPOT Festival. Han fortæller her lidt om hvordan og hvorfor SPOT Festival i sin tid opstod og hvad vi skal se frem til i år;

Hvordan/hvorfor startede SPOT Festival?
Jeg blev spurgt af Morgenavisen Jyllands Posten, Carlsberg bryggerierne og Roskilde Festival, der var kuldsejlet med et bandkaravane-projekt de kaldte SPOT, om ROSA ville overtage projektet, pengene og ansvaret. Vi takkede ja, men betingede os retten til at udvikle SPOT den vej, vi ville – bl.a. at bruge festival-formatet som ramme for forskellige aktiviteter – ikke som et mål i sig selv.
Først og fremmest ønskede vi synliggørelse af nyere musik på et bredere plan.
(siden starten af 80erne var der relativt få, men til gengæld meget store navne, der dominerende den danske scene) I sig selv fedt nok, men også lidt stillestående med en pladebranche i ryggen, der compilerede hits igen og igen.

ROSA ønskede større diversitet i udviklingen af den danske musikscene og vi ønskede også at skabe opmærksomhed på, at udlandet kunne blive et attraktivt marked for dansk musik. Det ville en platform som SPOT kunne bidrage til at åbne branchens øjne og interesse for. En samlet dansk/nordisk platform ville også være lettere at markedsføre internationalt, mente vi.
Jeg havde selv deltaget i lignende, nystartede showcase-festivaler i både Holand, Texas, England og i nogen grad Popkomm i Wupperthal/Køln senere Berlin siden midtfirserne. I nyere tid er der så kommet Reeperbahn i Hamborg og festivaler i de fleste europæiske lande. Norge, Island og Finland etablerede sig også på området i slut 90erne.

Hvornår var det?
1994

Er der nogle særlige højdepunkter fra festivalen igennem årene som du vil fremhæve?
Der er mange gode oplevelser at tænke tilbage på – men for mange af os bag SPOT – er SPOT 4 nok størst. Her brød navne som Kashmir, Psyched Up Janis, Inside The Whale, Randi Laubek m.fl. igennem de etablerede mure i musikbranchen og SPOT markerede sin betydning som mødested for ny musik.

Hvad skal vi særligt glæde os til i år?
Det hele! Stemningen. De musikalske overraskelser. Nye netværk.
At der findes så megen god musik, man ikke kender på forhånd.

Er der noget du glæder dig specielt til i år?
Jeg glæder mig til at se om vores nye set up nede i byen lørdag eftermiddag fungerer koncert-og stemningsmæssigt, så der er noget at bygge videre på.

spot optakt: shy shy shy del 3

Yes! Så er der under 1 uge til SPOT Festival løber af stablen og vi glææææder os. Spot optakten fortsætter med tredje og sidste del af interviewet med Shy Shy Shy hvor Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard fra bandet har fundet 3 plader i Rikkes pladesamling som har en form for betydning for dem (se del 1 her og del 2 her). Tredje og sidste plade vi sætter på pladespilleren er Grizzly Bear’s ‘Shields’ fra 2012…

Simon: Så er vi kommet lidt over i indie-genren, selvom det stadig er lidt langt fra det vi laver. Jeg havde glædet mig til at høre denne her plade da den kom. Jeg tænkte at det kunne kun komme til at skuffe mig, og så blev jeg virkelig positivt overrasket over at den er god fra start til slut. Genre-mæssigt er det helt vildt meget af denne her type musik jeg har hørt igennem tiden. I hvert fald i en årrække.
Astrid: Ja, jeg tror også vi hørte sådan noget meget da vi begyndte at snakke meget sammen. Vi er blevet lidt mere poppet sidenhen.

Tror i at i er blevet endnu mere poppet nu? Er i begyndt på noget nyt materiale?
Astrid: Ja…men altså det der med pop og ikke-pop, jeg tror for mig handler det meget om og skrive en god sang, og hvis man skriver en rigtig god sang så kan den gå i mange forskellige retninger. Forhåbentlig bliver vi bedre og bedre til at skrive stærkere sange, men derfor synes jeg ikke nødvendigvis at det behøver at blive poppet. Fordi jeg synes f.eks. at den plade vi hører lige den er fyldt af superstærke numre, men den er jo ikke poppet på den måde. Og det synes jeg også gælder både Beatles pladen og ’Heartbreaker’, at det er nogle sindssygt stærke numre, men den kunne garanteret sagtens sende den til Timberlake eller sådan noget og så kunne han producere det op til at blive sådan et eller andet helt vildt popnumre. Men altså, gode sange kan mange ting.

Har i nogen favoritnumre på pladen?
Simon: ’Yet Again’ pga. melodien.
Astrid: Det ved jeg faktisk ikke lige. Jeg kan virkelig godt lide åbningsnummeret ’Sleeping Ute’. Jeg tror ikke det er så meget teksterne, men mere lyden af Grizzly Bear der inspirerer mig ved dem.

Vi snakker lidt om Chris Taylor’s vilde evner som multiinstrumentalist…
Astrid: Det synes jeg er meget sejt det der med at være multiinstrumentalist, fordi når man som vi er opvokset i musikskolemiljøet, blive for fokuseret på det ene instrument man nu går til. Det tror jeg også har været en slags barriere for Simon, har det ikke det?
Simon: Jo. For mig har det aldrig handlet om at blive bedst til at spille guitar, jeg vil lige så gerne spille klaver eller synge.
Astrid: Hvordan kan det egentlig være at du valgte guitaren, du er jo lige så god til at spille klaver?
Simon: Jaah…
Astrid: Simon spiller hammergodt klaver.
Simon: Arh jeg spiller helt klart bedre guitar nu.

Har i nogensinde set Grizzly Bear live?
Astrid: Nej, men det ville jeg fandme gerne!

Hvornår var det i begyndte at lytte til Grizzly Bear?
Astrid: Jeg kendte dem godt før ’Veckatimest’ via nogle af de der seje indie-fyre som jeg hang ud med som snakkede om Grizzly Bear, så der har jeg sikkert bare ladet som om jeg vidste hvem det var og så bagefter gået hjem og lyttet helt vildt til det. Jeg tror den første plade jeg hørte var ’Horn Of Plenty’.

Har i nogle afsluttende kommentarer til pladen?
Astrid: Det er en god plade, men jeg kan nu bedre lide ’Veckatimest’.
Simon: Ja men det kan jeg ikke.

Hvad ser i mest frem til på SPOT udover at spille selv?
Astrid: Jeg elsker SPOT! Jeg synes det er en hammerfed festival. Det er så fedt det der format med at det er små korte koncerter. Man kan mærke at de bands der spiller har strammet balderne sammen. Og så kan jeg også rigtig godt lide at man ikke skal sove i telt, jeg er simpelthen så sart med det larm om natten. Roskilde er super, men jeg er simpelthen nået dertil hvor jeg godt kan finde på at tage hjem og sove.
Simon: Jeg synes det er to vidt forskellige oplevelser af en festival. Hver festival har sin charme. Men Roskilde er sådan noget jeg skal tage mig sammen til og planlægge.
Astrid: Det der også er sjovt ved SPOT er at der er hele tiden folk man kender. Jeg synes det er supergrineren på SPOT, at man går 5 minutter og så møder man folk som man måske ikke har snakket med i et stykke tid. Det er bare hyggeligt fordi at man møder sine venner og sine kollegaer og at koncerterne ikke varer hele natten så man kan feste. Det er en god festival.
Simon: Jeg synes også der er noget fedt med at man går ind på et spillested hvor bandet har haft tid til at gøre rigtig klar. Der er et bedre mulighed for at lave et rum til en koncert end der f.eks. er på en udendørs festival.