Kategori: Rikkes Indlæg

blaa mandag #3

Efter at have måtte leve i næsten et halvt år uden min pladespiller og mine vinyler, blev jeg langt om længe genforenet med dem her i weekenden, og pladespilleren har fået drømmepladsen – lige ved siden af sengen. Sådan skal det være!

Anyways…da jeg langt om længe fik sat strøm til og fundet plads til højttalerne osv. skulle jeg jo bestemme mig for en plade. Valget faldt på en plade jeg ikke har hørt i 100 år, nemlig klassikeren Bridge Over Troubled Water af Simon and Garfunkel fra 1970. Og hvilket genlyt! Den plade er jo fantastisk. Så hvis du ikke har givet dig i kast med de gamle travere endnu, er dette et godt bud på et godt sted at starte. Og nu vi er ved de to herrer, skal deres plade Bookends fra 1968 da også lige nævnes, selvom jeg desværre endnu ikke har fået erhvervet mig den, så burde numre som America (til dem der har set Almost Famous en milliard gange som jeg, bliver dette dejlige nummer spillet da storesøsteren flytter hjemmefra for at blive stewardesse) og så selvfølgelig den vel nok mest kendte skæring Mrs. Robinson, være overbevisende nok til en investering.

Til slut vil jeg præsentere jer for ét af mine absolutte yndlingsnumre fra Bridge Over Troubled Water, her i en coverversion af de album- og koncert aktuelle Local Natives:

Black Vinyl White Powder

Hvis nogen spurgte mig hvilken bog jeg husker bedst fra det forrige årti omhandlende musik, så ville mit svar prompte være Black Vinyl White Powder skrevet af Simon Napier-Bell (bl.a. manager for The Yardbirds, T. Rex, Wham! m.fl. + en masse andre forskellige roller i musikbranchen). Det var en bog jeg helt tilfældigt faldt over på en tur til London for nogle år siden, og jeg fortrød bestemt ikke købet. Faktisk er den så slidt, at nogle af siderne trænger til en omgang tape.

Den bringer dig bag kulisserne i den engelske musikbranche igennem de sidste 50 år med penge, sex og stoffer som udgangspunkt. Det lyder måske en smule plat, men den er fuld af spændende og sjove facts. F.eks.:

Jamieson was not only the man behind the world’s most successful compilation series, he was also the person who gave its name. “When I was a kid I would be playing the latest Beatles record or whatever, and my dad would come home and put on Richard Crook’s ‘The Holy City’ and say; “Now, that’s what I call music.” When we were preparing the first compilation album, I was sitting in Virgin’s office and I saw a poster on the wall by the Danish Bacon Marketing Board which said “Now, that’s what I call bacon”. I decided it was fate – so the series was named that way. But in the end, we put the emphasis on the word “NOW”.”

Man får bl.a. også en mulig forklaring bag forskellen på den originale version af Hound Dog med Mama Thornton fra 1953 og Elvis’ version af selv samme sang fra 1956, eller hvordan Malcolm McLaren skulle instruere Johnny Rotten i at være ubehøvlet. En fantastisk underholdende bog, med mange finurlige facts og anekdoter, som på det varmeste anbefales, hvis du nogensinde skulle mangle noget underholdning.

blaa mandag #2

Vi har siden sidste mandag besluttet os for, at blaa mandag indlæggene fremover primært kommer til at omhandle “gamle kendinge”. Forstået på den måde, at vi metaforisk set støver et navn af fra vores efterhånden rimlig store musikbibilioteker, og har én eller anden form for indgangsvinkel til det. Denne mandag er det så blevet min tur…

Det iskolde vintervejr, mørke ensomme aftener i København og skiftende snefald og blå himmel, fik mig i sidste uge til at tænke på Stina Nordenstam. Denne nærmest glemte norske sangfugl, der med hendes fløjlsbløde stemme har ført mig igennem mange vintre efterhånden. Det har primært været med pladerne This Is Stina Nordenstam fra 2002 og The World Is Saved fra 2004 i ørerne. Hvoraf sidstnævnte faktisk er det sidste vi har hørt fra hende indtil videre. Men også hendes debutplade Memories Of A Color fra 1991 har gjort et vist indtryk, den er bare ikke blevet sat på lige så ofte som de andre to.

Af højdepunkterne i den del af hendes karriere jeg er velkendt med, vil jeg introducere jer for følgende numre:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/stina-nordenstam-soon-after-christmas” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/stina-nordenstam-everyone-else-in-the-world” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/stina-nordenstam-winter-killing” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

Årets udenlandske udgivelser

Vores danske top 10’er endte ud med næsten hele 20 forskellige bud på hvilke albums der havde gjort indtryk i løbet af 2009. Ganske bemærkelsesværdigt synes vi selv, men også fedt. Med et endnu større udvalg på den udenlandske scene, skal det blive interessant og se om listerne bliver lige så alsidige igen…

De ti bedste udenlandske plader:

Runes ti bud:

10. The Beatles – The Beatles Stereo Box Set

Det er sjældent at genudgivelser for lov at optræde på en årsliste. Dette år bliver der gjort en lille forskel da året her ikke har været ligesom alle andre år. Når bagkataloget fra et band som The Beatles bliver genudgivet i en lydmæssigt meget forbedret form, så er det ikke noget der kan forbigås på denne liste.

9. Fuck Buttons – Tarot Sport

Fuck Buttons er uden tvivl i en klasse for sig selv indenfor deres støjede digitale univers. Med Tarot Sport har de gentaget succesen fra Street Horrrsing. Surf Solar er fremragende og generelt udvider pladen deres univers betydeligt. Musik når der følelserne ikke holdes tilbage.

8. Girls – Album

Helt igennem gennemført indie-album med solide ørehængere, som måske trækker på ældre indie’ske skabeloner, men som er så mange niveauer over hvad vi er vant til.

7. The Pains Of Being Pure At Heart – s.t.

Bandet med det mest fantastiske navn er storleverandører af en forfriskende naiv og insisterende teenage-støj-pop.

6. THE xx – xx

Der er virkelig skruet ned for de store instrumentale arrangementer på xx. Her hersker simplicitet og enkelthed, med den ene begrundelse at der ikke er behov for mere. Musikken formår uden tvivl at formidle og levere interessante, drømmende og ikke mindst utrolige cathcy sange.

5. jj – jj No2

Jj har bedrevet en kort plade, der næsten grænser til ep-længde men med så ufattelig meget charme.

4. Grizzly Bear – Veckatimest

Der findes nogle fantastiske sange på Veckatimest hvor Two Weeks og While We Wait For the Others er nogle af de stærkeste. Grizzly Bear nu med mere tilgængeligt materiale og med en fornemmelse for at skrue et genialt arrangement sammen. Bandet er vokset så uendelig meget siden deres første plader hvoraf Horn Of Plenty har været den mest gennemførte for undertegnede, og det er ligeså meget det faktum der gør denne plade til en bedrift. Grizzly’erne viser at de kan meget mere, og at de er nogen man for alvor skal holde et skarpt øje med.

3. Bon Iver – Blood Bank

Selv dette kun er en ep fra amerikanerens side, så viser den flere sider af den utroligt talentfulde alternative folk-sanger. Det er fire vidt forskellige numre, og selvom han også i dette år har udgivet en plade med konstellationen Volcano Choir, så er det så absolut hans solo-præstationer der er værd at hæfte sig ved. Jeg vil anbefale enhver at tage en lytter til disse himmelske fire numre.

2. The Antlers – Hospice

En utrolig stemningsfuld plade. Selvom emnet er utrolig sørgmodigt (pladens titel siger vist det hele) og vanvittig sentimentalt, så besidder alle numre en nerve der sjældent er set mage. Jeg er stor tilhænger at den utrolig nærværende rumklangs-sovs der er benyttet på vokalen, det er så veldoseret i netop denne sammenhæng at det netop underbygger det patetiske emne. Det er næsten som en film hvor vi følger et skæbnesvangert sygdomsforløb, og hele tiden er lytteren den der ligger øre til den sagte røst, der indlemmer os i en af de hårdere tider i et menneskes liv. Det er bemærkelsesværdigt hvor troværdigt det bliver formidlet og så uden at det bliver en tåreperser.

1. Animal Collective – Merriweather Post Pavillion

Dette er måske ikke den mest originale kåring, da mange andre sider allerede har lovprist denne plade og dens betydning. Jeg læste et sted (som jeg desværre ikke kunne finde), at det var sjovt at det var den alternatives musiks tilbøjelighed til at være mere tilgængelig der bliver lovprist, mens de tilgængelige musikanter bliver lovprist for at være mere alternative. Ja, det er en sjov og relevant betragtning må jeg sige, meld gerne ind hvis i kan huske hvem der har udtalt det, eller er stødt på citatet. Om ikke andet, så er dette album et eksempel på dette, og derudover indeholder det flere af årets absolut bedste numre. My Girls skal nævnes, det skal Brother Sports også, men derfor er alle numre stadig fantastiske. Et vanvittigt nyskabende album (og de er fortsat på deres nyligt udsendte ep Fall Be Kind).

Rikkes 10 bud:

10. The Clientele – Bonfires On The Heath

The Clientele har deres egen unikke lyd, og de holder fast i den. Deres monotone charme har i hvert fald grebet fat i mig endnu engang. Jeg bliver nødt til at opleve dem live i 2010!

9. Bowerbirds – Upper Air

Bowerbirds har, ligesom The Clientele, deres egen lyd som næsten ikke er til at så for. Jeg forbinder af en eller anden mærkværdig grund, Bowerbirds med varme og hygge, og det er bestemt også hvad man får, uanset om man sætter Hymns for a Dark Horse (2007) eller Upper Air fra i år på pladespilleren. Selvom det kunne lyde som om at de er en kende ensformet, skal det lige siges at jeg bestemt ikke keder mig i selskab med deres varme og hyggelige lyd. Mmm.

8. Camera Obscura- My Maudlin Career

Det her er et band jeg uden tvivl har dyrket alt alt for lidt. De har hele tiden ligget lige der rundt om hjørnet og luret, men det er først i år jeg har fået taget mig sammen. Og efter at have oplevet en rigtig dejlig koncert med dem på Loppen, sprang jeg langt om længe på vognen, og jeg har ikke set tilbage ét eneste øjeblik siden. Jeg ved ikke hvad der er med den her plade, men jeg vil ikke give slip.

7. Isbells – Isbells

Der var dem (inkl. min medskribent) der sidste år faldt hovedkulds for Justin Vernons skrøbelige stemme og kårede For Emma, Forever Ago som årets bedste plade over hele linjen. Som i sikkert allerede har gættet, var jeg meget svær at overbevise på den front, og er det stadig tildels. Det komiske er så, at jeg ved et tilfælde faldt over denne her plade kort før jul og holdt af den lige fra start, også selvom forsanger, Gaetan Vandewoude’s stemme og pladen i det hele taget, langt hen ad vejen minder mest af alt, om alt det der netop kendetegner Bon Iver. Et nummer som Without a Doubt med sætningen “I can’t change the world with melodies, but I’ll try“, var nok til at jeg var solgt til stanglakrids. Pladen kan anbefales på det kraftigste! (edit: også hvis du er til Fleet Foxes)

6. M. Ward – Hold Time

Jeg blev først introduceret for denne charmerende sangskriver i år, og startede ud med pladen Post-War fra 2006, som er en lille perle der gik direkte ind under min hud. Da Hold Time så udkom, var jeg helt solgt. Numre som Never Had Nobody Like You og Hold Time gik rent ind i mit univers, så derfor er denne plade meget svær at komme udenom for mit vedkommende.

5. Grizzly Bear – Veckatimest

Jeg har fulgt dem i årevis som morgendagens stjerner og pludselig er de det. 2009 har været Grizzly Bear’s år, uden tvivl. Og jeg finder det alligevel underligt at de pludselig er så eftertragtede, men forstår det på den anden side godt når jeg lægger ører til deres lille mesterværk af en plade. Jeg husker tydeligt den dag jeg købte den med hjem og var helt betaget af både vinyl, cover-art og musik i timevis. Det er smukt,

4. The Antlers – Hospice

Skrøbelig storladenhed er vist de rette ord at bruge om denne plade. Den går lige i hjertet på én og skal med andre ord, egentlig slet ikke beskrives med ord. Den skal høres!

3. The Whitest Boy Alive – Rules

Hvordan kan man begå én af årets bedste koncerter uden også at befinde sig blandt årets bedste plader?! The Whitest Boy Alive har gjort det igen! De har lavet en plade man både kan dvæle ved, skråle og danse til, og jeg elsker det. Gravity ramte mig lige i hjertekulen og blev hængende i månedsvis. Faktisk fristes jeg til at sige at det nummer må være mit dette års soundtrack, hvis man kun måtte vælge 1 nummer. Numre som Keep a Secret, Courage og Island kan når som helst få mig på dansegulvet.

2. Múm – Sing A-Long To Songs You Don’t Know

Múm plejer at lave plader jeg kan svæve til drømmeland med i ørerne. Dvs. plader jeg sjældent satte på i dagtimerne medmindre der stod en dejlig middagslur på menúen. Det skal ikke menes som en dårlig ting, men derimod en måde at sige på at múm som regel ikke laver plader man kan synge eller danse til. Det mærkat har de droppet denne gang, og lavet en dejlig lille plade proppet med små pop-perler som man både kan danse til og synge med på, hvis man lyster, men også pop-perler der stadig indeholder denne visse “múm-sfære”. Det er det jeg holder rigtig meget af ved denne plade, som selvfølgelig sættes på mest i dagtimerne.

1. Loney, Dear – Dear John

Et soundtrack til den perfekte nattefrost gåtur ned ad mindernes veje. Emil S. er blandt mine yndlingsmusikere, og på trods af dance-hentydningerne på dette album, har han igen igen igen ramt plet lige der hvor det svier allermest bittersødt. En dejlig fornemmelse.

Godt Nytår! 🙂

PS: Vi ved der sikkert mangler en del plader, men størstedelen af begrundelsen til hvorfor de ikke er kommet med på listerne, er ganske enkelt at vi ikke har haft tid til at høre dem endnu…

Årets danske plader

Enten er det os der er blevet mere opmærksomme på den danske musikscene det seneste år, eller også ER der virkelig røget en hel del flere gode plader på gaden i det foregående år, end normalt. Derudover har det været meget svært at nå at høre alle de plader der er udkommet, så vores lister er baseret på nogle af de plader der er nået igennem mængderne til vores ører og hjerter. Men det har stadig været meget svært at holde sig indenfor en top 10, og det bliver endnu sværer når vi om en lille uges tid vender tilbage med vores udenlandske top 10’er. Indtil da, kan i herunder tjekke blaa vinyl’s to skribenters bud på hvilke danske plader der har været de bedste i 2009:

ÅRETS DANSKE TOP TI PLADER:

RUNES TOP TI:

10. KITTY WU – SOMEONE WAS HERE

En for undertegnede ventet plade, som heldigvis kom ud til det positive. Deres storby-post-punk elementer klæder i højere grad deres sange, og som altid synes jeg, det er i de stille numre Kitty Wu’s sjæl kommer flottest og tydeligst til udtryk. Pladen er dog stadig fremragende og bandet forbliver at være en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder.

9. THE RAVEONETTES – IN AND OUT OF CONTROL

En geni-streg af Sune Wagner og Sharin Foo, at gå i studiet med Thomas Troelsen. Først var jeg lidt skeptisk overfor samarbejdet, men jeg må sige, at de har fundet en fremragende balance på dette album, mellem tilgængelighed og støj. De høster velfortjent også roser i udlandet, samtidig med at bandet er vokset utrolig meget live (jvf. årets koncerter).

8. BALSTYRKO – JAGTEN PAA NOGET

Gode danske sange med charme. Jeg faldt pladask for pladen, og jeg synes at de leverer et meget interessant verdensbillede via deres lyrik. Blæs B. og Ane T. går fint i spænd, og jeg elsker især musikken når der skal hygges, for eksempel når det sner udenfor.

7. SILVER GLEAMING SOUND MACHINE – ALL TOMORROW’S GARDENS

Kraut-pop af første og øverste skuffe. Nummeret Hawk er fantastisk ørehængende, og hvis man giver dette mini-album tid, så kommer de andre sange også op til overfladen. Det er en solid udgivelse, og den har generelt også høstet mange roser. Det er med rette vil jeg mene, og derfor glæder jeg mig også til at opleve bandet live i det nye år. Hør det for din egen skyld.

6. MEW – NO MORE STORIES ARE TOLD TODAY…

Frengers var fremragende, så røg jeg af på And the Glass Handed Kites, men så røg jeg på igen på No More Stories… De præsterer nogle meget overbevisende og originale ting på denne komplicerede prog-pop-plade, med rytmer der ikke er hverdagskost. Jeg ærgrer mig meget over, at jeg missede deres koncerter for nylig, men jeg vil meget gerne se dette album opført live i 2010.

5. KELLERMENSCH – S.T.

En af de mere personlige overraskelse. Undertegnede havnede ved deres koncert i forbindelse med Spot festivalen, og selvom de ligger uden for min vanlige genre, var jeg meget overbevist af deres dystre kælder-æstetik. Albummet er mindst ligeså optimalt, og deres dynamik i forhold til at have to så forskelligartede forsangere, er et stærkt våben til deres udtryk. Jeg glæder mig til at se hvad de tager det til.

4. CHIMES AND BELLS – INTO PIECES OF WOOD (EP)

Cæcilie Triers vokal i Chimes And Bells spænder meget vidt, fra det dybeste dybe til de højeste fine intense toner. Det meget melankolske og indfangende univers bliver gør Into to Pieces of Wood, til dette års bedste danske EP. P.S. Et fuldlængde album næste gang tak!

3. I GOT YOU ON TAPE – SPINNING FOR THE CAUSE

De er Danmarks bedste rock-band, dog ikke med den klassiske jeg-kan-overtage-verden attitude, men med en tilbagelænet dygtighed, og en sangbog fyldt med favoritter. På Spinning for the Cause udvider IGYOT deres spændvidde og deres bredde, både musikalsk, vokalt og arrangementsmæssigt blandet med deres tilbagelænede stil, bliver en stilsigende måde at give resten af verden muligheden for at tage dem til sig. Suverænt album.

2. BAND ANE – TOO AND FREE

Too And Free kan få legesygheds-stemplet lige på midten af coveret, for der er så mange finurlige ting man opdager ved mange gennemlytninger, og de sporadiske og abrupte elementer går op i en meget høj enhed. Jeg håber virkelig Band Ane får succes med dette album, for det er i en elektronisk klasse for sig.

1. OH NO ONO – EGGS

Oh No Onos Eggs er meget svær at komme uden om. Den har vist en helt ny og meget ambitiøs side af den danske musikscene. Der er efter sigende lagt utrolig mange optage-timer i dette album, samtidig med at numrene på pladen er særdeles forskellige. Oh No Ono viser så mange sider af sig selv, og de viser at bare fordi, man kommer fra et lille land, så kan man godt skyde efter toppen af skyerne, også selv det i dette tilfælde er med æg. Dette årtis danske svar på Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band – fremragende præstation.

RIKKES TOP TI:

10. OH NO ONO – EGGS

Oh No Ono plejer ellers normalt ikke at være iblandt mine favoritter. Primært på grund Malthe Fischers heliumsramte Mickey Mouse stemme. Men Oh No Ono er vokset med opgaven, og selvom Fischers stemme stadig dominerer lydfladen til en vis grad, er det alligevel et imponerende værk de har stykket sammen. Det har uden tvivl været de mange mange optagetimer værd, som de har brugt på dem. Det komiske er, at jeg allerede inden jeg havde hørt pladen, så de tydelige Beatles-referencer (pga. coveret) som min med-skribent allerede har været inde på, men når man hører pladen, er man ikke et sekund i tvivl om hvor inspirationen blandt andet kommer fra.

9. TWINS TWINS – UNTIL DAWN

De kære aalborggensiske drenge, har langt om længe fået udgivet deres langspiller, som desværre er udkommet i næsten ubemærkethed, hvilket er en skam. Pladen indeholder alt det en indie-rock plade af denne kaliber skal indeholde; vokal-harmonier, synthezisers, de skæve taktarter og den energiske indie-guitar (ja, jeg misbruger indie-udtrykket her..beklager!) som vi kender den fra det tidlige Figurines.

8. TURBOWEEKEND – GHOST OF A CHANCE

Turboweekend har i år leveret en dejlig plade der er lidt mere afdæmpet end den første, hvilket har passet mig glimrende. De har stadig deres unikke lyd i behold, den er blot blevet meget mere sammenspillet, end på den første plade. Numre som Holiday, Sweet Jezebel, Trouble Is og Almost There! har i hvert fald været med til at farve min hverdag i løbet af 2009.

7. FACTORY45 – WOULD YOU TAKE OFF THE THINGS THAT YOU LIKE THE BEST?

Hvem havde troet at et dansk indie-rock band i den grad kunne bringe 60’erne til 00’erne på en så elegant og underspillet måde?! Ikke jeg. Faktisk, for at være ærlig, havde jeg svært ved at hoppe på vognen til at starte med. Men efter at have oplevet dem live, såvel akkustisk som med fuldt band, blev jeg endelig overbevist af deres charmerende tilgang til musikken, som mest af alt bringer mig tilbage til en moderne udgave af et hvilket som helst 60’er-pop-band med den pæne facade, men de rå rock’n roll hensigter ligger lige under huden og blinker til dig.

6. CODY – SONGS

Den første gang jeg hørte denne plade, bragte den straks tankerne hen på deres danske kollegaer i Larsen and Furious Jane (især på bandets to første fuldlængdeudspil), fordi deres lyd på så mange måder er så ens. Men efter et par gennemlytninger og fornøjelsen af at opleve dem live, kunne jeg alligevel godt slå sammenligningen til side og nyde musikken som den er – sin egen. Mange har kaldt det en country-folk plade, og det kan da også godt være at det er det, jeg synes blot det er en smuk én af slagsen.

5. THE LIBERTY BALANCE – THE LIBERTY BALANCE

Vi er i lidt samme boldgade som Cody, dog i en noget mere nedbarberet form. Jeg spottede dem på sommerens SPOT festival, og har næsten ikke kunne slippe dem siden. Slet ikke efter jeg fik pladen foræret og endelig fik sat titler på nogle af de fantastisk tunge, men svævende og alligevel forskellige numre som Viva (we all sing), You Hold My Hand og When The Whole World.

4. BODEBRIXEN – WHATSINSIDESWHATSOUTSIDE

De var også med på min top 5 sidste år, hvor jeg skrev en meget passende begrundelse som egentlig stadig passer. Og ja, vi kan diskutere hvor vidt en remixed plade gælder som en ny udgivelse eller ej, men jeg ser denne her som deres reelle debut, og synes også at den er langt mere sammenspillet end den første. Man kan ikke sidde stille (eller for den sags skyld lade være med at skråle med) fra ende til anden, og det synes jeg er fantastisk. Efter min mening skal der gerne være mindst én plade af denne slags med på enhver top XX liste. Kom så…frem med tambourinerne og dans!

3. SLARAFFENLAND – WE’RE ON YOUR SIDE

Denne plade er fantastisk fordi den har lige dele melankoli og glade toner, blandet sammen på en vidunderlig måde. Jeg har nydt rigtig godt af at cykle rundt i Københavns gader med denne plade i efterårets mange mørke og regnfulde eftermiddage og aftener. Det perfekte soundtrack på én eller anden finurlig måde. Skøn plade!

2. MOURITZ/HØRSLEV PROJEKTET – BLIK, BANG BANG

Det er de færreste dansksprogede albums jeg giver bare den mindste chance. Måske er det pga. Tue West der i sin tid spolerede denne scene godt og grundigt for mig…det er ikke til at sige. Men af de meget få dansksprogede plader jeg har hørt i år, er denne klart den bedste. Den er alsidig rent musikalsk, lige fra de følsomme ballader, over popnumrene og til de mere støjede elementer (sidstnævnte er jeg dog ikke så begejstret for), men mindst lige så meget også pga. lyrikken. Det er alt i alt en dejlig plade, og selvfølgelig skal der også være plads til en plade med modersmålet som hovedingrediensen, når man laver en dansk topliste.

1. HYMNS FROM NINEVEH – UNCOMPLICATED CHRISTMASSONGS

Det kan måske diskuteres hvorvidt en jule-EP kan indtage pladsen som årets bedste plade. Men jeg har ærligt talt også haft svært ved at placere de forskellige plader på deres rette pladser, og denne plade var den eneste hvor det føltes 100% rigtigt med 1. pladsen, mest fordi den er én af de mest lyttede plader i mit diskotek (bibliotek om i vil) den seneste tid, men også fordi at den er fremadsynet. Forstået på den måde, at jeg slet ikke kan vente med at høre Hymns’ rigtige album, som udkommer til august næste år. Dermed ikke sagt at de andre plader på listen ikke kan det samme…jeg har bare ikke oplevet det i sådan en grad med noget rigtig længe…og det må bestemt være et tegn!

Vi kommer med den udenlandske top 10 inden nytår, so stay tuned!
Glædelig jul 🙂

Spillestedskrise?

Jeg har gået og sagt det længe efterhånden (læs her og her), og med politikens (1, 2, 3, 4, 5, 6, 7) og gaffa’s skriverier i disse dage, ser det ud som om, at der er nogen der langt om længe er ved at vågne op til dåd. Jeg læste hertil aften denne klumme fra Kolding Ugeavis d. 16. december 2009. Klummen er skrevet af Christian Haugk, der er den daglige leder af det regionale spillested Godset, her i Kolding. Han gentager ganske vist det jeg har sagt og skrevet om for længst, men han formulerer det ganske godt og kommer med konkrete facts der understreger min pointe supergodt (dermed ikke sagt at han har den fra mig).

Læs selv:

Flere og flere spillesteder i Danmark rapporterer om krise og fyringsrunder blandt personalet. Skurken er for dette område nøjagtig den samme som alle andre steder, nemlig konsekvensen af den globale finanskrise og deraf stigende ledighed og faldende forbrug. Flere af de kriseramte spillesteder mærker det tydeligst på baromsætningen, men også billetsalget til den levende musik er ramt.

På Godset i Kolding er vi heldigvis mindre sårbare. Finanskrisen har selvfølgelig også kunnet mærkes her og også på baromsætningen, men i forhold til billetsalget er største konsekvens mere, at publikum venter længere med at købe billet – men de køber en billet!

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om hvorfor foreningerne på Godset rammes i mindre grad end den generelle situation for spillestederne i Danmark. Det handler om frivillige!

Langt de fleste spillesteder i landet er organiseret på en måde hvor kommunerne/institutionerne betaler langt mere i tilskud til spillestedet, end tilfældet er for Godset. Pengene bruger spillestederne på ansatte. Medarbejdere der udfører opgaver som bartendre, garderobefolk, cateringfolk, »hands« til artisterne osv.
Alt dette arbejde udføres på Godset af ca. 100 frivillige og dette kan kun lade sig gøre fordi Godset fra starten har været bygget op som de musikarrangererende foreningers hus, og dermed fra starten har været baseret på frivillighed.

Godset som kommunal institution har et årligt nettobudget på kr. 2.738.000,00 – disse penge sikrer udover lokalerne til et spillested med ca. 150 årlige arrangementer, også foreningslokaler og 12 øvelokaler, hvor ca. 200 musikere spiller musik. Kolding Kommune bruger ikke en eneste krone på selve musikken i spillestedet – det står foreningerne for.

Godset er et af 16 Regionale Spillesteder i Danmark og Statens Kunstråd bidrager derigennem med et årligt tilskud til musikken på kr. 1.400.000,00. Ser man på Godsets aktiviteter, de 100 frivillige, foreningernes kæmpestore arbejde, kommunens omkostning og statens tilskud, koster Godset netto, hver borger 15 kroner og 21 øre om året. Det er da fantastisk billigt! – kobler man det med en utrolig stærk organisationsmåde der sikrer stabilitet også i en global finanskrise samt et kulturelt tilbud lavet AF borgere FOR borgere, så er det svært at få armene ned.

Alle borgere, frivillige, foreninger og samarbejdspartnere ønskes en rigtig god jul og et dejligt nytår.

– Christian Haugk

Det’ sørme det’ sandt december

December siges at være den travleste måned generelt, og det er det vel også, selvom der også er andre måneder der er travle på andre måder. Her på blaa vinyl har vi vist i hvert fald haft for meget andet at se til de sidste par uger. Jeg ligger i flytterod, er nyuddannet (bachelor i dansk og design. hurra!) m.m. og min skribentmakker har bl.a. eksaminer der skal passes. Så vi beklager det svage overskud til at opdatere herinde. Derfor gør jeg noget ved det nu…

In the future, everyone will be world-famous for 15 minutes

Dette var de berømte ord, som den amerikanske multikunstner, Andy Warhol forudsagde tilbage i 1968. Hans profeti er for længst blevet en realitet, og er ikke mindst blevet forstærket af diverse reality-programmer, som for alvor er blomstret op i alle mulige udformninger inden for de sidste ti år.

Mit bachelor projekt, handlede om selvidentitet og modernitet med udgangspunkt i netop reality-genren, som hovedobjektet Jon Nørgaard (ja ham fra Popstars) vel med rette ord kan kaldes barn af. Det er et meget interessant fænomen at arbejde med, da der er mange forskellige måder at vinkle den på.

Hvad angår selvidentiteten og moderniteten (især sidstnævnte), er Popstars en del af et ekspertsystem (som en del udlejringsmekanismerne, der er en del af Anthony Giddens’ 3 centrale elementer), fordi man i et program som dette omgiver sig med en række ekspertsystemer, som TV-producerne der ved hvordan man laver godt TV, eller musikbranchen som er repræsenteret ved mindst én af dommerne, eller koreografi eller ekspertisen om hvordan man producerer og markedsfører en popstjerne.

Men netop fordi der er så mange ekspertsystemer tilstede på én gang, kan både deltagere og seere kun have et overfladisk kendskab til de forskellige, som Giddens også kommer ind på;

Enhver der lever under modernitetens betingelser, er påvirket af en mængde abstrakte systemer og kan i bedste fald kun gøre brug af en overfladisk viden om deres tekniske funktioner

Moderniteten er kort sagt en slags overfladekultur, fordi vi konstant bevæger os igennem så mange abstrakte systemer, at det ville være umuligt at gå i dybden med de forskellige systemer. Popstars er også en del af denne moderne overfladekultur, da den er en del af den moderne måde at søge efter sin selvidentitet på. Søgen efter selvidentiteten er, så at sige, kernen i moderniteten, fordi man traditionelt set var født med en selvidentitet, hvilket man ikke er i dag. Og det er selvfølgelig her Jon kommer ind i billedet, da han, som så mange andre der har deltaget i reality-programmer, er glimrende beviser på den uendelige søgen på selvidentitet.

Men det er kun udadtil at Popstars sælger denne glamouriøse drøm om en identitet som Popstar, for lige under overfladen lurer den reelle hensigt med programmet, nemlig det at skabe et brand/image, og ud fra det image, skabe et pladesalg og merchandise. Igen, ren overflade. Selvom vi følger Jon på skærmen nærmest i tykt og tyndt, og i de efterfølgende interviews får at vide hvad hans yndlingsfarve, -mad, -musik og -film er, betyder det jo ikke at vi kender ham som person.

Den anden del af projektet, gik ud på at lave en dramaturgisk analyse (Peter Harms Larsen), hvor jeg sammenlignede finale-afsnittet fra Popstars 2002 og selvfølgelig dokumentaren Solo fra 2007. Det var dels for at belyse de forskellige virkemidler der gøres brug af i de to genre, og dels for at tegne et slags billede af Jon, dengang og “nu”. Nu har det jo ikke været psykologi jeg har læst, og jeg kender som sådan ikke Jon selv, men derfor har jeg alligevel været i stand til at konkludere en form for moderne selvidentitet med ham som objekt.

De første 30 sekunder af dette klip viser en Jon der er ret selvsikker af en 17-årig at være, og med et blik der rummer en selvtillid der ikke er til at skyde hul igennem (edit dec. 2013: klippet jeg henviser til, som forestiller Popstars finalen 2002 hvor Jon vinder, findes desværre ikke længere på Youtube. I får derimod videoen til førstesinglen ‘Right Here Next To You‘ med en mindst lige så selvsikker 17-årig vinder af Popstars):

I den følgende trailer, hvor der hovedsageligt er lagt an på den bagside af medaljen, som dokumentaren fremhæver, oplever vi flere sider af Jon, som viser en knækket dreng, men en dreng som er ved at blive den mand han skulle have været, før han medvirkede i Popstars. Selvtilliden har fået et knæk, men han forsøger stadig gentagende gange at kæmpe sig op til overfladen, selvom omverdenen har mistet troen på ham og den drøm han i sin tid fik til at gå i opfyldelse. Drømmen lever stadig på godt og ondt:

Men hvorfor lever den drøm så stærkt? Og hvorfor bliver folk ved med at stille sig op til lignende programmer, selvom Jon er et levende bevis på hvor galt det kan gå? Hvordan kan de vove på at trodse Janteloven og tro at de er noget?
Janteloven sidder stadig dybt i det øvrige samfund, men det er som om at Jon og de andre reality-stjerner, er en del af en ny generation som giver Janteloven fuck-fingeren, når de skal iscenesætte sig selv i deres søgen på selvidentitet. Den store rolle som medierne har haft igennem hele deres opvækst, har en stor indflydelse på den måde de iscenesætter sig på. Det ses især på den status det er blevet at være kendt og have succes, og vejen dertil skal gerne være kort, nem og sjov. Den stadigt voksende problematik der er ved at bryde igennem lydmuren (hvis vi lige tager musikbranchen med ind i billedet her), gør også konkurrencer som f.eks. Popstars så populære, da der blandes to hovedmedier sammen (henholdsvis TV og musik), og det handler derfor ikke længere kun om musikken og det skabende…

Et julemirakel

Det er et evigt tilbagevendende problem hvert år i december – jagten på julemusikken der bringer dig i den rette stemning. Jo ældre jeg bliver, jo mere skal der til for at skabe noget der bare ligner den julestemning jeg som barn oplevede hver jul.

Sidste søndag tog jeg ind på Huset i Magstræde og oplevede den ydmyge Jonas Petersen alias Hymns From Nineveh i selskab med 3 glimrende musikere, fremføre hele sin nye jule EP med den passende titel Uncomplicated Christmassongs. Jeg havde ikke rigtig lyttet til noget med ham inden jeg tog derind, men jeg gik bestemt ikke skuffet derfra. Det er efterhånden svært at imponere mig når det kommer til singer/songwriter genren, men hele stemningen og den meget simple måde sangene blev fremført på, samt ikke mindst hans stemme, listede på sin egen lille finurlige måde ind under min hud og ville ikke give slip.

Med denne rigtig gode oplevelse i hukommelsen og den ovennævnte søgen efter den rette julestemning, købte jeg forleden jule EP’en og har nærmest ikke lyttet til andet siden. Jeg er faldet pladask for den og min julestemning er i hus. Juhuuu! Pladen er, på trods af at den er alt for kort, stopfyldt med en ubeskrivelig smuk julestemning, du ikke kan stå for. Så gør dig selv den tjeneste og lyt til nummeret Christmas Is Here nedenfor, som er undertegnedes absolutte favoritnummer. Hvis det falder i din smag, så gå herind bagefter, køb den og spred den gode stemning.

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/hymns-from-nineveh-christmas-is-here” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]