Kategori: Rikkes Indlæg

Årets koncerter


Nogle koncerter gør et særligt indtryk, andre er glemt ligeså snart musikerne forlader scenen og andre igen er midt imellem. Min medskribent og jeg har som de selverklærede musikelskere vi nu engang er, sat os ned og funderet over hvilke koncerter der har efterladt størst indtryk i det forgangne år, og er kommet frem til 5 hver. Vi har forsøgt ikke at favorisere de mest præsente koncerter selvom det er svært.

Rikke’s top 5:

1. The Whale Watching Tour / Bedroom Society @ Nye Rødder Festival 12. november
– Den smukkeste koncert jeg længe har været til. Jeg kendte kun Sam Amidon’s og Nico Muhly’s værker, men synes alligevel at sammensætningen af de forskellige værker fungerede rigtig godt og fik det til at lyde som én stor og smuk flade. Helgi Jónssons stemmepragt oveni var det absolutte prik over i’et. Jeg måtte tage mig selv flere gange i at forsvinde helt ind i musikken.

2. The Whitest Boy Alive @ Train 24. april
– Der er nogle koncerter hvor du bare ikke kan stå stille, og giver den alt hvad liv og remmer kan tage. Det er efterhånden sjældent at jeg får min adrenalin så højt op, at jeg glemmer alt omkring mig, som jeg gjorde ved denne koncert. Beskrivelsen her er et meget godt billede på hvad der skete, og hvorfor denne koncert ligger så højt på årets top 5.

3. Loney, Dear @ Voxhall 6. april
– En meget rørende og smuk koncert. Får stadig en lille klump i halsen hver gang jeg hører Emil Svanängen’s røst i mine ører. Jeg skrev også et indlæg herinde kort tid efter koncerten.

4. Grizzly Bear @ Store Vega 24. november
– Denne koncert var én af de koncerter jeg havde glædet mig allermest til i dette efterår. Jeg var rigtig spændt på at se de søde bjørne folde sig ud på en stor scene som Store Vega’s, med tanken om at jeg bare for 3 år siden oplevede dem i så intime rammer som Pitstop’s lille scene. De er blevet stjerner siden, og det kunne mærkes i omgivelserne, men musikken led ikke det mindste under det…tværtimod – den er derimod blomstret op og har skabt sit eget lille univers. Atmosfæren inde i det udsolgte Store Vega var ubeskriveligt fantastisk, og jeg kunne ikke gøre andet end at stor-smile og prise mig lykkelig over at jeg for én gangs skyld have lyttet til min fætter for 3 år siden. Jeg kan ikke vente til de kommer til DK igen.

5. Malcolm Middleton @ Lille Vega 1. oktober
– Endelig fik jeg set ham, og han var absolut også ét af årets højdepunkter. Jeg må indrømme at jeg var en kende nervøs for at skulle opleve denne pessimistiske mand i levende live, men han viste sig at være en vældig munter mand, der kom med et par tørre jokes i løbet af koncerten. Man skal bare ikke takke ham for en sjov koncert, for det ER virkelig ikke for sjov at han er så pessimistisk…også selvom det er med en vis selvironi indblandet, som følgende sætning fra én af mine yndlingssange med ham, så direkte udtrykker: “I’m dishonest and dirty, I just don’t have a life. and I’ll never amount to anything, I’ll never achieve anything, I’ll never be good at anything… and my songs are shite.” (‘The Devil and The Angel’).

Rune’s top 5:

1. Medium Rare Sessions: Josh Rouse + Loop Girl + C.V. Jørgensen (Med The DeSoto Caucus som husorkester) @ Voxhall 1. september
Under dette års festuge fik jeg mig en af de der aha oplevelser, hvor man lige pludselig finder sig selv et sted under indflydelse af en fantastisk musik man ikke kendte, men som lige på sekundet rammer dig. Jeg ved ikke hvad den generelle holdning er til C.V. Jørgensen og hans tekst-univers, men tirsdag aften (den anden af C.V. Jørgensens tre ‘come-back’ koncerter) i festugen overbeviste han i hvert fald undertegnede. Mange ad numrene var fra 1994 pladen Sjælland (som jeg gik lige ud og købte bagefter – tak for fiffet Klaus Mors!), og som er et must for enhver dansk musikelsker med en trang til eftertænksom dansk lyrik. Josh Rouse (som jeg egentlig tog derned for at se) og Loop Girl var også gode sammen med The DeSoto Caucus, men der var ingen tvivl om hvem der trak læsset. Paradoksalt nok var jeg ved at gå efter Josh Rouse, som var den første, men jeg er nu i grunden godt tilfreds med at jeg blev hængende.

2. Kings Of Leon + White Lies @ Forum 7. juli
Jeg er ikke en af dem der har været en fast fan siden Kings Of Leon var garage-rockundergrund. Jeg hoppede først på vognen da singlen Knocked-Up udkom fra bandets forrige album og sidenhen på Only by the Night, der er skoleeksemplet på, hvordan en stadion-rock plade skal stykkes sammen i vore dage. Derfor havde jeg blot stadion-rock forventninger til den koncert jeg skulle ind og se (og så selvfølgelig fordi jeg også så dem i februar i KB Hallen), og det var virkelig også hvad der blev serveret, for et udsolgt forum der var 100 % modtagelige. Opvarmningen var desuden en ganske udemærket oplevelse, men for h…….hvor var det rock-star koncert af første klasse. Jeg vil ikke sige mere….får jeg først begyndt kan jeg ikke stoppe….Men Closer er sgu da et fedt stadion-rock nummer! Prøv lige og hør de trommer!

3. Whitest Boy Alive / Kings Of Convenience @ Train 24.april / 5.oktober
Jeg har valgt at tage begge koncerter, fordi det nok er blevet to projekter jeg holder lige dele af. Og begge Århus koncerter var formidable. Hele blaa vinyl var repræsenteret til Whitest Boy Alive, som med det solide opvarmningsband The New Wine serverede en vanvittig festligt koncert. Kings Of Convenience var utrolig smukt og i lyset af deres seneste album Declaration of Independence kunne de næsten heller ikke fejle – Renegades fra det album er nok et af de flotteste numre i genren.

4. The Raveonettes @ Voxhall 1. december
Jeg har haft min første Raveonettes koncert til gode, indtil i tirsdags, hvor jeg var så heldig at overvære dem på deres In And Out Of Control-tour. De er i topform. Jeg må sige, at jeg var overrasket over hvor solidt og overbevisende et udtryk de kan levere. Heart of Stone, Gone Forever, Break Up Girls og selvfølgelig Bang!, var overraskende fede i live sammenhæng. Og de gamle travere: Aly Walk With Me, Lust og Attack of the Ghost Riders – skal uden tvivl se dem igen.

5. Fuck Buttons @ Voxhall 11. oktober
Jeg havde virkelig set frem til at se Fuck Buttons da de gæstede Voxhall i år. Med Tarot Sport ude og Street Horrrsing i bagagen var der virkelig grobund for en allerhelvedes tung koncert – og det blev det. Jeg har anmeldt koncerten her.

Under det store hvide lys

Jeg var for nogle uger siden, inde til galla præmieren på den nye dokumentar, Under Great Northern White Lights om The White Stripes. Som mange af jer sikkert ved, var det specielle ved denne galla, at filmens instruktør, Emmett Malloy og ikke mindst selveste Jack White kom ind og præsenterede den inden lyset blev slukket. The White Stripes er ét af de der bands jeg rådyrkede som teenager, men som pludselig røg på hylden. Og da jeg i sommers fik lyst til at genoplive dem ved at sætte live DVD’en Under Blackpool Lights på, kunne jeg overraskende nok slet ikke høre hvorfor i alverden jeg havde dyrket det her band så meget engang…for han kan jo slet ikke synge ham Jack!?

Så det var med en vis skepsis at min veninde havde fået mig lokket med ind til det her arrangement. Men når det så er sagt, så må jeg da indrømme at mit indre White Stripes hjerte bankede en smule, da Jack White en smule akkavet lister ind i salen lige i hælene på instruktøren, og forsøger at bløde lidt op på situationen ved at vende sig om med ryggen imod publkum og liste langs lærredet på en halvkomisk måde. Det må da også være underligt at skulle stå og præsentere en film om sig selv, som man samtidig ikke må fortælle alt for meget om. Men én af de ting han sagde, som jeg særligt bandt mig ved, var:

In this documentary you’ll see things you’ve never ever experienced in any music documentary before!

Så selvfølgelig sad jeg hele filmen igennem og prøvede på at finde ud af om det var rigtigt. Men syntes ikke rigtig at jeg kunne finde noget jeg ikke har set før, andet end at meget af konceptet mindede mig rigtig meget om den første musik dokumentar der nogensinde er lavet, nemlig Don’t Look Back fra 1967, hvor man følger Bob Dylan på sin Englandstour i 1965.

Når det så er sagt, så var filmen faktisk okay, og jeg måtte flere gange tage mig selv i at sidde og mime med på rigtig mange af de sange de spiller i livescenerne i løbet af filmen. Der var også nogle rigtig underholdende scener hist og pist, og det faktum at den er skudt i sort/hvid størstedelen af tiden, tiltalte også mit blødende sort/hvid hjerte vældig meget. MEN den manglede et klimaks og jeg tror generelt at filmen mest er noget guf for den ægte White Stripes fan.

Nye Rødder

Nye Rødder program

I den kommende weekend løber festivalen Nye Rødder af stablen for 3. år i træk. Det er en festival der fra starten er tænkt som et initiativ for ny musik med rødder i country, folk og blues, som der skulle eksperimenteres med på kryds og tværs. Deraf navnet på festivalen. Men for at holde de nye rødder så jordnært som muligt, har arrangørerne hvert år inviteret en gammel legende fra country/blues scenen og i år er denne legende så Howe Gelb (Giant Sand). Derudover byder programmet på en masse spændende, primært fra den danske scene, men det byder også såvel islandske som amerikanske (se flyeren).

Personligt ser jeg allermest frem til Whale Watching Tour, som går på scenen som det andet sidste navn torsdag aften. Bandet består af i alt otte musikere, hvoraf de fire frontfigurer, Sam Amidon, Nico Muhly, Ben Frost og Valgeir Sigurõsson er ret så markante. Til jer der ikke måtte have nogen anelse om, hvem der er tale om, har vi at gøre med en sangskriver der bevæger sig indenfor ameriana folk genren, én fra den elektroniske genre, én fra en anerkendt producerstol og en klassisk komponist. De har endvidere alle fire samarbejdet på Sam Amidon’s seneste udspil All Is Well fra 2008, som er en helt igennem smuk plade der kan anbefales på det ypperste i disse mørke efterårstimer. Det bliver en oplevelse uden lige torsdag aften, og så kan det godt være at de har lovet regn hele ugen.

Hvor er alsidigheden?

Min medskribent og jeg diskuterede forleden kort den manglende alsidighed i den danske musikpresse (også kaldet de traditionelle medier af nogen). De har allesammen så travlt med at skrive om de samme navne, som har den samme historie hele vejen igennem, og når du er musikinteresseret som undertegnet, er det brandærgeligt at skulle læse den samme historie én gang for meget. Nu er Danmark jo et lille land, så det er begrænset hvad der findes af magasiner og blade der udelukkende handler om musik, men initiativerne er alligevel mange…de handler bare desværre ofte om de samme navne, som dermed overskygger for andre navne. Det sker gang på gang når de allestedsværende navne udgiver noget nyt, så er det næsten ligegyldigt hvad der ellers dukker op af spændende navne i den periode, for forsider og helsides artikler ryddes så vi for gudvedhvilkengang kan læse om de navne vi kender så godt i forvejen. Denne måneds GAFFA er et glimrende eksempel herpå. Det er kedeligt! Kedeligt og uinspirerende! – præcis som når du som koncertarrangør får sætningen: “Jeg vil kun se noget jeg kan synge med på!”

Senere den aften havde jeg en interessant snak med en ven og en bekendt omkring det samme emne…eller egentlig tog det udgangspunkt i anmeldelser, men endte lidt i samme grøft. Vi talte bl.a. om hvor meget historien overskygger selve musikken, eller hvor meget den plejede at overskygge, for som den bekendte sagde, var det kun det, det handlede om førhen, hvor vi nu – med digitaliseringens udvikling – ofte hører musikken før vi går i dybden med historien. Hvis det virkelig hænger sådan sammen, er musikjournalistikken så ikke håbløst bagud?! Jeg mener, hvad skal vi med den samme historie når vi har hørt musikken?! Konklusionen på snakken var, at de eksisterende musikmagasiner i Danmark, i bund og grund ikke kan bruges til noget for selverklærede musikelskere som os, fordi at de generelt allesammen siger det samme om de samme navne, om og om igen.

Dette indlæg berørte det også på en måde. Men denne gang er det ikke de specifikke genrer jeg er så meget ude efter. Det er hypen og kedsommeligheden ved denne hype. Og selvom disse hypes også findes i bloguniverset, så er det alligevel ofte på en helt anden måde, da der for det meste er en personlig vinkling på, som jeg gerne finder mere tiltalende end en omskrevet pressemeddelelse. Nu generaliserer jeg godt nok, men som jeg ser det, griber blogskribenter ofte musikken an på musikkens præmisser og ikke så meget udenoms-pis. Samtidig med at blogskribenter også har det med at være på forkant med de nye spændende navne længe før der overhovedet er tænkt på dem i de ovennævnte traditionelle medier, og de følger dermed ikke denne stærkt genkendelige navneleg med de samme 10 navne.

Hvis i spørger mig, så er musikjournalistikkens fremtid = bloggen. Det er i hvert fald den, den sande musikelsker burde søge, istedet for de traditionelle medier. Hvad synes du?

Tigerspring label night

TIgerspring label night poster

Der er lagt op til ren hygge når det forholdsvist unge pladeselskab Tigerspring inviterer os indenfor til en såkaldt label night i Lille Vega, på fredag d. 30. oktober kl. 21. Med navne som Messy Shelters, Chimes & Bells og de albumaktuelle svenske teenagetvillinger i Taxi Taxi! og Tiger DJ’s på plakaten, er det uden tvivl en aften man ikke vil gå glip af. Jeg har i hvert fald længe haft en plan om at dukke op.

Hvis ikke man lige bor i eller i nærheden af København, kan man opleve 1/3 del af denne aftens line-up i form af Taxi Taxi! andre steder i landet på følgende datoer:

d. 28. oktober: Musikcaféen i Århus som en del af Klub Tyst
d. 29. oktober: Pitstop i Kolding (support: Valdemar Have)
d. 31. oktober: TBA
d. 1. november: Kulturmaskinen i Odense

Eller også kan man hente og lytte på disse to fine numre fra deres for nyligt udgivet debutalbum Still Standing At Your Backdoor:

Taxi Taxi! – More Childish Than In A Long Time (via regnsky.dk)

Taxi Taxi! – Ripest Fruit (via regnsky.dk)

Prins Charmetrold

Sondre Lerche

Det er godt nok længe siden jeg har oplevet at være så fængslet fra første sekund. Sondre Lerche’s musik er et bekendtskab der ligger laaangt tilbage. Præcis hvor langt, kan jeg ikke huske…men jeg forbinder ham med mine kedelige teenage-år, som er et lukket kapitel for mig efterhånden. Og jeg må da også indrømme, at jeg ikke har dyrket ham så meget siden. Selvom jeg tydeligt husker hvor stort et crush jeg havde på ham i en periode, og ét af mine største ønsker var at komme til at se ham live. Dette skete dog også på en SPOT festival (hvilken husker jeg ikke, men den ligger et godt stykke tilbage), som dog kun var 3 numre og en lidt lunken oplevelse, fordi det hele var så uoverskueligt med alle de mennesker.

Hertil aften fik jeg ham så endelig støvet lidt af igen, og oplevet ham i levende live. Langt om længe. Og det var fantastisk! Selvom man dog nogle gange godt kunne have savnet et band, så var det nu også meget rart at have ham helt for sig selv med hans smukke blå Gibson hængende over hans spinkle skuldre, og opleve ham springe rundt med store spillende blå øjne og komme med skøre indfald og historier. Som for eksempel da han spillede på Roskilde i 2002 (første og eneste gang), og skøjtede rundt i thousand island dressing under hele koncerten, fordi der var én der havde kastet en kæmpe burger op på scenen under første nummer. Kontakten med publikum var intakt hele vejen igennem og pigerne på første række dånede i takt. Det blev især tydeligt under sidste ekstranummer, Modern Nature, hvor de agerede som spontant kor (som erstatning for den kvindestemme der normalt synger i duet med Lerche med på pladen). Det var ret underholdende, og det syntes Lerche tydeligvis også, da han spillede det sidste stykke af nummeret uden hjælp fra hverken forstærker eller mikrofon, og de snakkende publikummer kunne endelig lære at holde deres kæft. Det sidste minut. Det var så smukt, befriende, sjovt og charmerende på én gang.

Selv den største kyniker ville ikke kunne stå for denne charmetrold. Jeg selv var ikke i mit bedste hjørne da jeg først på aftenen mødte op alene i Lille Vega, og jeg spottede hurtigt alle de dånende piger og kunne ikke helt sætte mig i deres sted, indtil det sekund Lerche sprang op på scenen…Jeg har overgivet mig…jeg er forelsket og smiler stadig indvendig. Magen til optræden skal man lede længe efter!

Mit efterårs-lydspor

Ed Harcourt

Hver sin årstid, hver sin musik og så alligevel ikke. Men en plade der gentagende gange har fyldt mine øregange med fryd på det seneste, er Múm’s seneste udspil Sing Along To Songs You Don’t Know, som er en plade der er fyldt med sådan en dejlig sødme, at man faktisk kan høre den næsten uanset hvilket humør man er i. Og det er faktisk et ganske forfriskende og fornyet Múm i mine ører, da det normalt er deres plader jeg plejer at sætte på hvis jeg har brug for hjælp til at svæve ind i drømmeland (ment på den positive måde). Nu kan man næsten danse til musikken, hvis det er det man lyster. Om ikke andet er det alt i alt en dejlig plade, som indeholder lidt af det hele…

Mærk sødmen på smukkeste vis i coveret her: Múm – If I Were A Fish (via regnsky.dk)

Eller sæt lidt gang i dansefødderne her: Múm – The Smell Of Today Is Sweet Like Breastmilk in the Wind (via regnsky.dk)

Et lydspor indeholder gerne noget nyt, men også noget velkendt og gammelt. Ham her vender faktisk tilbage til mig hvert efterår, og har gjort det lige siden jeg stødte på ham engang tilbage i 2002. Hans navn er Ed Harcourt (billedet), og han er én af de få kunstnere i min musiksamling som jeg på mange måder har helt for mig selv, på trods af alle de plader han har udgivet igennem årene, men også én af de få, som har formået at bevare pladsen som én af mine absolutte yndlingskunstnere. Det er forskelligt fra år til år, hvilken plade jeg falder over, men i år er det endt med følgende, fordi jeg for nyligt kom til at tænke på at det snart er årsdag for dette…

For en række år siden mødte jeg en fyr på Knuds i Kolding, og vi fandt hurtigt ud af at vores store fælles passion rent musiksmagsmæssigt, var Ed Harcourt (hvilket er en sjældenhed i en by som Kolding!). Vi blev egentlig aldrig rigtig venner, men sådan gode bekendte, der rendte ind i hinanden i ny og næ. Han arbejdede i Stereo Studio, så jeg var da selvfølgelig forbi da Ed’s daværende nyeste plade ‘Strangers‘ kom på gaden. Det var en mørk og kold efterårsdag så vidt jeg husker, og tæt på lukketid, så butikken var mennesketom, hvilket gav os mulighed for at snakke om en artikel der var med Ed i ét af de her gratis musikaviser som fandtes dengang. Han havde endnu ikke haft tid til at høre pladen, så jeg fik ham til at sætte den på imens jeg vandrede rundt i butikken og sang lidt med.
Det var sidste gang jeg så ham. To uger før Ed’s koncert i Lille Vega det år, fandt jeg ud af at han var død. Ret pludseligt. Og derfor fik pladen en meget særlig betydning for mig, hvilket den på sin vis stadig har den dag i dag.

Her er ét af numrene fra pladen…
[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/ed-harcourt-something-to-live-for” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

Solo spøgelset

Chris Taylor aka Cant

Det er jo ikke nogen hemmelighed at vi her på blaa vinyl, er ganske begejstrede for Grizzly Bear. Så derfor skal i da heller ikke snydes for multi-instrumentalisten Chris Taylor’s soloprojekt, Cant. Han har netop udgivet sin første single på sit eget pladeselskab Terrible Records, som tilsyneladende har en showcase med bl.a. danske Spleen United på årets CMJ i New York d. 23. oktober.

Han har udgivet den som 7″ i et begrænset oplag på 1000 eksemplarer. Og som en lille ekstra bonus, findes der på b-siden et cover af et endnu uudgivet Arthur Russell nummer.
Det er tydeligt at høre at han er hjernen bag de sidste 3 Grizzly Bear plader, men det er ikke nødvendigvis nogen hæmsko…tværtimod.

Døm selv – hent og lyt herunder:

Cant – Ghosts