Hvis nogen spurgte mig hvilken bog jeg husker bedst fra det forrige årti omhandlende musik, så ville mit svar prompte være Black Vinyl White Powder skrevet af Simon Napier-Bell (bl.a. manager for The Yardbirds, T. Rex, Wham! m.fl. + en masse andre forskellige roller i musikbranchen). Det var en bog jeg helt tilfældigt faldt over på en tur til London for nogle år siden, og jeg fortrød bestemt ikke købet. Faktisk er den så slidt, at nogle af siderne trænger til en omgang tape.
Den bringer dig bag kulisserne i den engelske musikbranche igennem de sidste 50 år med penge, sex og stoffer som udgangspunkt. Det lyder måske en smule plat, men den er fuld af spændende og sjove facts. F.eks.:
Jamieson was not only the man behind the world’s most successful compilation series, he was also the person who gave its name. “When I was a kid I would be playing the latest Beatles record or whatever, and my dad would come home and put on Richard Crook’s ‘The Holy City’ and say; “Now, that’s what I call music.” When we were preparing the first compilation album, I was sitting in Virgin’s office and I saw a poster on the wall by the Danish Bacon Marketing Board which said “Now, that’s what I call bacon”. I decided it was fate – so the series was named that way. But in the end, we put the emphasis on the word “NOW”.”
Man får bl.a. også en mulig forklaring bag forskellen på den originale version af Hound Dog med Mama Thornton fra 1953 og Elvis’ version af selv samme sang fra 1956, eller hvordan Malcolm McLaren skulle instruere Johnny Rotten i at være ubehøvlet. En fantastisk underholdende bog, med mange finurlige facts og anekdoter, som på det varmeste anbefales, hvis du nogensinde skulle mangle noget underholdning.