Det’ sørme det’ sandt december

December siges at være den travleste måned generelt, og det er det vel også, selvom der også er andre måneder der er travle på andre måder. Her på blaa vinyl har vi vist i hvert fald haft for meget andet at se til de sidste par uger. Jeg ligger i flytterod, er nyuddannet (bachelor i dansk og design. hurra!) m.m. og min skribentmakker har bl.a. eksaminer der skal passes. Så vi beklager det svage overskud til at opdatere herinde. Derfor gør jeg noget ved det nu…

In the future, everyone will be world-famous for 15 minutes

Dette var de berømte ord, som den amerikanske multikunstner, Andy Warhol forudsagde tilbage i 1968. Hans profeti er for længst blevet en realitet, og er ikke mindst blevet forstærket af diverse reality-programmer, som for alvor er blomstret op i alle mulige udformninger inden for de sidste ti år.

Mit bachelor projekt, handlede om selvidentitet og modernitet med udgangspunkt i netop reality-genren, som hovedobjektet Jon Nørgaard (ja ham fra Popstars) vel med rette ord kan kaldes barn af. Det er et meget interessant fænomen at arbejde med, da der er mange forskellige måder at vinkle den på.

Hvad angår selvidentiteten og moderniteten (især sidstnævnte), er Popstars en del af et ekspertsystem (som en del udlejringsmekanismerne, der er en del af Anthony Giddens’ 3 centrale elementer), fordi man i et program som dette omgiver sig med en række ekspertsystemer, som TV-producerne der ved hvordan man laver godt TV, eller musikbranchen som er repræsenteret ved mindst én af dommerne, eller koreografi eller ekspertisen om hvordan man producerer og markedsfører en popstjerne.

Men netop fordi der er så mange ekspertsystemer tilstede på én gang, kan både deltagere og seere kun have et overfladisk kendskab til de forskellige, som Giddens også kommer ind på;

Enhver der lever under modernitetens betingelser, er påvirket af en mængde abstrakte systemer og kan i bedste fald kun gøre brug af en overfladisk viden om deres tekniske funktioner

Moderniteten er kort sagt en slags overfladekultur, fordi vi konstant bevæger os igennem så mange abstrakte systemer, at det ville være umuligt at gå i dybden med de forskellige systemer. Popstars er også en del af denne moderne overfladekultur, da den er en del af den moderne måde at søge efter sin selvidentitet på. Søgen efter selvidentiteten er, så at sige, kernen i moderniteten, fordi man traditionelt set var født med en selvidentitet, hvilket man ikke er i dag. Og det er selvfølgelig her Jon kommer ind i billedet, da han, som så mange andre der har deltaget i reality-programmer, er glimrende beviser på den uendelige søgen på selvidentitet.

Men det er kun udadtil at Popstars sælger denne glamouriøse drøm om en identitet som Popstar, for lige under overfladen lurer den reelle hensigt med programmet, nemlig det at skabe et brand/image, og ud fra det image, skabe et pladesalg og merchandise. Igen, ren overflade. Selvom vi følger Jon på skærmen nærmest i tykt og tyndt, og i de efterfølgende interviews får at vide hvad hans yndlingsfarve, -mad, -musik og -film er, betyder det jo ikke at vi kender ham som person.

Den anden del af projektet, gik ud på at lave en dramaturgisk analyse (Peter Harms Larsen), hvor jeg sammenlignede finale-afsnittet fra Popstars 2002 og selvfølgelig dokumentaren Solo fra 2007. Det var dels for at belyse de forskellige virkemidler der gøres brug af i de to genre, og dels for at tegne et slags billede af Jon, dengang og “nu”. Nu har det jo ikke været psykologi jeg har læst, og jeg kender som sådan ikke Jon selv, men derfor har jeg alligevel været i stand til at konkludere en form for moderne selvidentitet med ham som objekt.

De første 30 sekunder af dette klip viser en Jon der er ret selvsikker af en 17-årig at være, og med et blik der rummer en selvtillid der ikke er til at skyde hul igennem (edit dec. 2013: klippet jeg henviser til, som forestiller Popstars finalen 2002 hvor Jon vinder, findes desværre ikke længere på Youtube. I får derimod videoen til førstesinglen ‘Right Here Next To You‘ med en mindst lige så selvsikker 17-årig vinder af Popstars):

I den følgende trailer, hvor der hovedsageligt er lagt an på den bagside af medaljen, som dokumentaren fremhæver, oplever vi flere sider af Jon, som viser en knækket dreng, men en dreng som er ved at blive den mand han skulle have været, før han medvirkede i Popstars. Selvtilliden har fået et knæk, men han forsøger stadig gentagende gange at kæmpe sig op til overfladen, selvom omverdenen har mistet troen på ham og den drøm han i sin tid fik til at gå i opfyldelse. Drømmen lever stadig på godt og ondt:

Men hvorfor lever den drøm så stærkt? Og hvorfor bliver folk ved med at stille sig op til lignende programmer, selvom Jon er et levende bevis på hvor galt det kan gå? Hvordan kan de vove på at trodse Janteloven og tro at de er noget?
Janteloven sidder stadig dybt i det øvrige samfund, men det er som om at Jon og de andre reality-stjerner, er en del af en ny generation som giver Janteloven fuck-fingeren, når de skal iscenesætte sig selv i deres søgen på selvidentitet. Den store rolle som medierne har haft igennem hele deres opvækst, har en stor indflydelse på den måde de iscenesætter sig på. Det ses især på den status det er blevet at være kendt og have succes, og vejen dertil skal gerne være kort, nem og sjov. Den stadigt voksende problematik der er ved at bryde igennem lydmuren (hvis vi lige tager musikbranchen med ind i billedet her), gør også konkurrencer som f.eks. Popstars så populære, da der blandes to hovedmedier sammen (henholdsvis TV og musik), og det handler derfor ikke længere kun om musikken og det skabende…