Jeg diskuterede engang Damien Rice med én, som ikke kunne fordrage manden på grund af at han går fra nærmest hvisken til råben på splitsekunder når en sang tager en intens drejning. Med fare for at drage alt for mange paralleller, vover jeg at påstå, at den irske halvdel af The Swell Season – Glen Hansard (også fra The Frames), har den samme ting. Det slog mig i går aftes da jeg sad drømmende i studie 2 i DR Byen og oplevede The Swell Season i levende live. Der er visse ligheder mellem de to irer – Damien og Glen.
Det skal så lige siges, at råberiet dog er en ting jeg netop altid har holdt af ved Damien Rice og ikke mindst også Glen Hansard, fordi det er en dejlig forløsende måde at få budskabet igennem på.
Jeg så engang Damien Rice på Loppen (og senere igen på Lille Vega), og bortset fra at det var den bedste koncert jeg nogensinde har oplevet med manden, husker jeg tydeligt hvor forbavset jeg var over at han kunne spille på en guitar der var så slidt, at der var hul i den der hvor hånden snitter hver gang der tages en akkord. Jeg har set et par slidte guitarer siden, men fandt det pudsigt, at Glen Hansard også dyrker den superslidte guitar. Om det er et tilfælde eller bare irernes kendemærke, er ikke til at sige. Men det er da lidt pudsigt?!
Bortset fra det, var det en superlækker koncert i en kanon akkustik, der passede musikken rigtig godt. Publikum var velopdraget og sad musestille hele aftenen (bortset fra et par væltede ølflasker, som Hansard dog syntes var vældig underholdende, fordi han ikke selv måtte få nogen drikkevarer med op på scenen (det plejer da at være omvendt?))!
Mine favoritpunkter ved koncerten, var når Hansard og hans kvindelige makker, Marketa Irglova, akkompagnerede hinanden. Det var så smukt så smukt, og med den førnævnte lækre akkustik, var det lige til at få gåsehud over. Et glimrende eksempel herpå, kan nydes nedenfor (bemærk den hullede guitar):
