Et spillested i blomstring

Der lød et ramaskrig da Stengade 30 for snart et halvandet år siden måtte kaste håndklædet i ringen og lukke pga. rod i baglandet. Dengang skrev jeg en form for nekrolog i et forsøg på at hive lukningen ud af mediehysteriet omkring Michael Jackson’s død. Siden dengang er jeg flyttet til København og sjovt nok blevet en del af den dejlige gruppe frivillige på det nu genopståede Stengade.

Derfor dette indlæg, da jeg ofte bliver spurgt om hvordan det går Stengade, og jeg tænkte at det var tid til at opsummere på hvordan det så er gået Stengade de første 3 måneder. Ikke alene jeg, som kun havde sat mine fødder 2 gange i den gamle malerfabrik inden for de sidste 7 år af Stengade 30’s levetid, men også tusindevis af andre musikglade mennesker begræd lukningen i sin tid. Denne sorg var blevet vendt til et kæmpe smil fyldt med kærlighed da Stengade i september 2010 atter åbnede dørene op og holdt en kæmpe åbningsfest som varede i hele 7 dage (nærmest som i eventyrene). Tusindevis af publikummer summede ud og ind af det nyrenoverede spillested, og der var nærmest ikke andet end ros og kærlighed i luften til de hårdt arbejdende frivillige.

Der dukker da stadig lidt ros op hist og pist, men det er også blevet hverdag på spillestedet, hvor en stor gruppe frivillige arbejder mere eller mindre alle ugens dage på at få både det interne til at køre som smurt, men ikke mindst også på at få de mange arrangementer til at hænge sammen.

Jeg bliver også tit spurgt hvordan der ser ud på Stengade nu hvor det er blevet renoveret. Mit svar er altid at stedet er blevet lidt mere shinet op, men at ånden fra Stengade 30 stadig er i god behold. Især det fascinerende spejlmosaik loft nede i kælderen (se billede nedenfor), er der ikke blevet pillet det mindste ved, hvilket har glædet undertegnede, da det er det jeg husker bedst fra den første gang jeg var på Stengade 30 i sin tid.

I dag er det den spøjse lampe af en farverig lysekrone der hænger over trappen op til første sal, som kendetegner det nye Stengade for mig:

Læserne med en fortid på Stengade 30 må have bemærket Stalingrads nye udseende på billedet allerøverst. Der er mange der er forbavset over at den berømte bar er blevet pillet ned og nu blot har funktion som rygerrum. Grunden hertil er ganske enkelt at det nye Stengade ikke har fået bevilling til udskænkning på 1. sal, og da vi samtidig ikke må have vores gæster til at stå udenfor og ryge efter kl. 22 pga. støjgener, er det derfor lækkert at kunne sende dem ovenpå. Tilgengæld er der en rigtig fin og velfungerende bar i stueetagen:

Backstage:

Den opgraderede koncertsal:

Det går alt i alt rigtig godt for det nye Stengade, hvor ikke alene de fysiske rammer har fået et pift op, men også konceptet omkring Stengade er blevet ændret. For hvor det førhen fungerede som både spillested og natklub, er det den dag i dag kun et spillested, og vi lukker derfor allerede kl. 2 (kl. 3 til Ruba’ Dub). Netop den detalje vil det helt sikkert tage noget tid at få folk til at leve med endnu.

Skulle du have fået lyst til at blive frivillig på Stengade, hvadend det gælder at stå bag baren, garderoben, entréen, som afvikler eller noget endnu mere internt (PR, kommunikation og lign), så kontakt os endelig på: frivillig@stengade.dk
Læs evt. mere om hvad det indebærer her.
ELLER møde op på Stengade på tirsdag kl. 18 til store frivillig-møde. Håber vi ses!

hymne før hymner

Forskræp: Den 21. februar udgiver Hymns From Nineveh debutalbummet Hymns From Nineveh. Som den opmærksomme læser også vil vide, så er det ikke første gang vi forsøger at fremhæve netop denne udgivelse, som vi har glædet os til siden efteråret 2009, hvor jule ep’en Uncomplicated Christmassongs så dagens lys.

Vi har haft lejlighed til at lytte til det kommende album, og vi kan kun sige, at I har meget at glæde jer til. Der vil helt sikkert komme et længere indlæg omkring folk/pop-pladen, når den har fået lidt mere airplay på hi-fi-anlægget, og at den er erhvervet på vinyl.

Indtil da kan du nyde denne hymne, Jonas Petersen delte i midt-december. Nummeret giver en rigtig god idé om, hvad der er i vente. Meget stemningsfulde sager.

Hymns From Nineveh – So Mournful The Elegy, So Comforting The Hymn:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/8212652″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=005dff” width=”100%” height=”81″ ]

Dronningen af Danmark

John Grant, Voxhall den 17-11-2010, Foto: Mikkel Elbech

Hvad er det helt præcist, der gør, at man gang på gang kan overse fantastiske plader. Flere i din omgangskreds nævner en kunstner flere gange, men der bliver talt for døve øren. Det er helt sikkert ikke bevidst, for man lytter jo gerne til hvad kammersjukkerne beretter om, så med sædvanlig blaa vinyl-sløvhed er det lykkes mig, at få lyttet – og investeret i/til Queen Of Denmark med John Grant (tidligere frontmand i The Czars, jeg desværre ikke har yderligere kendskab til), som jeg netop har fået anbefalet af flere omgange.

For at gøre synden fuldendt, så var jeg rent faktisk vidne til en koncert med ham, da Midlake var forbi Aarhus i efteråret, hvor Grant var support. Det var nu ikke et tilfælde, for Queen Of Denmark er indspillet sammen med selv samme band. Det er virkelig en fantastisk kombination, hvis man er til ærlig og særdeles personlig musik, og så har John Grant en vanvittig flot og meget kraftfuld mandsvokal. Til koncerten var jeg dog mindre opmærksom af uransagelig årsager, og lyttede kun lettere perifert, men blev gentagne gange draget mod den stærke stemme på scenen – nu forsøger jeg, at gøre op for mine support-små-arrogante ukristeligheder.

Amerikaneren synger om, hvordan det er at vokse op som homoseksuel i Kalamazoo, Michigan og Denver, Colorado. Desuden er han inspireret af en eks-kæreste på tre numre (som tilfældigvis er undertegnedes yndlings). TC And Honeybear, Where Dreams Go To Die og Caramel.

Især sidstnævnte er et vanvittig kuldeskærende nummer, som desværre ikke var tilgængeligt på andet end Youtube. Med til historien om albummet hører desuden, at Midlake skal have insisteret på at indspille det med ham, da han efter sigende skulle have mistet modet og overladt hverdagen til alkohol, stoffer og grænsen til selvmord. Tragisk – men det har kastet en fantastisk plade af sig.

Det har lykkes mig at opdrive et par numre.

John Grant – I Wanna Go To Marz:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/2556535″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0089ff” width=”100%” height=”81″ ]

Det næste er et bonus nummer fra Queen Of Denmark, som jeg først er faldet over nu. Det kunne nu godt have været inkluderet på pladen, hvis du spørger mig.

John Grant – What Time? (Bonus Track):

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/2676898″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0089ff” width=”100%” height=”81″ ]

Slutteligt en af de omtalte.

John Grant – Where Dreams Go To Die:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/7865173″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0089ff” width=”100%” height=”81″ ]

Læs et udemærket interview med ham i The Guardian.

Emma Acs – det giver mening

Under januars klassiske kaos af julegavebytteri havnede jeg pludselig i en pladebutik, hvor singlen We Make Sense med København-baserede Emma Acs stod på pladehylden. Min indre nysgerrighed kunne ikke benægte, at det var den plade, der skulle med hjem. Det skyldes ikke mindst den store tiltro til Acs’ musikalske projekt, der efterhånden er kommet til udtryk hos flere medier , hvor hun i 2011 spås en stor chance for at slå igennem.

Men hvad er det så for noget musik – og er det virkelig så lovende, som der er nogen, der går og udtaler sig om. Hvis man tager udgangspunkt i den lille 7″-single Emma Acs udgav i 2010 (billedet tv.), så vil også denne blog slutte sig til den store tiltro. Egentlig bevæger genren sig ind på min medskribents musikalske foretrukne, men i denne sammenhæng, må også jeg give mig hen.

Det er pop med et retro-perspektiv, hvor der kigges tilbage på navne som Nico, Nancy Sinatra, Velvet Underground og mange flere. Emma Acs besidder en utrolig naivistisk og meget ubesværet vokal, man lynhurtigt forbinder med noget charmerende og dragende. We Make Sense hører til et af de kortere numre, der ikke er helt ulig poptraditionen i 60’erne. På 2:30 min. får vi både præsenteret et par vers, omkvæd og endda en veldoseret (og velspillet) guitarsolo. Ganske lytteværdigt.

Debutalbummet skal være klar omkring april, og det er blevet til i samarbejde med folk fra Baby Woodrose, The Good The Bad, The Setting Son og Spektr aka The Inbred Family – der er Emma Acs’ livegruppe. De spiller, som det ses, alle i spændende og solide rockgrupper med mere eller mindre inspiration fra samme tidsperiode, som virker til at være Emma Acs’ hovedinspirationskilde. B-siden til 7″-singlen er oversat til fransk, C’est Logique, og som der står bag på coveret til singlen:

– Que tout le monde le sache, ca sera nous deux – c’est logique – eller, hvis mine google translate-evner gør mig ret:

– Alle ved, det vil være os to – det giver mening.

Det samme gør Emma Acs’ musik – vi på blaa vinyl vil i hvert vente på debuten med spænding, hvis samme kompakte catchy-niveau bliver opretholdt. Foreløbig det bedste julegavebyt der har fundet sted i år.

Lyt selv til Emma Acs – We Make Sense herunder:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/8991228″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=005dff” width=”100%” height=”81″ ]

2010 pt 3 – Årets Udenlandske Plader

Ligesom på den danske front, har den udenlandske front også været spækket med læssevis af fine udgivelser. Her er et par lister over de albums der nåede igennem vores øregange og gjorde indtryk i 2010…

RIKKE:
8. Ed Harcourt – Lustre
– Selvfølgelig skulle han da med. Selvom denne plade efter min mening ikke er den bedste af hans, så er der alligevel et par højdepunkter på pladen + at hans koncert i november i Lille Vega også har en del at sige her. En plade er den bedste souvenir man kan have med sig hjem fra koncerter.

7. The Drums – The Drums
– Et forfriskende indie-pust med stærke bånd til 80ernes store ikoner, på en dejlig naiv måde.

6. Sam Amidon – I See The Sign
– Jeg har stenet grumt, da jeg egentlig havde kendt til singlen How Come That Blood i månedsvis, og har nydt godt af den. Men det er så åbenbart alligevel gået helt henover hovedet på mig at der fulgte en plade med senere på året. Det opdagede jeg så forleden og gav pladen et par rotationer eller 10. Konklusion: Den er ikke lige så smuk som forgængeren, men den er god er den!

5. She & Him – Volume Two
– Zoey og mr. Ward har gjort det igen! Jeg elsker deres univers. Punktum!

4. Deerhunter – Halcyon Digest
– Det er altså et spøjst band det her. I nogle perioder kan jeg ikke holde ud af høre på det, og i andre kan jeg ikke få nok. Selvom pladen her nok aldrig får helt samme betydning for mig som forgængeren Microcastle gjorde, så har de alligevel formået at imponere.

3. Hjaltalín – Terminal
– Selvom jeg var lidt skeptisk overfor denne plade til at starte med, har den alligevel formået at komme ind under min hud, og får mig til at smile genkendende hver gang jeg sætter den på.

2. The Tallest Man On Earth – The Wild Hunt
– Her er endnu et eksempel på en plade hvor en koncertoplevelse har indflydelse på placeringen. Det er uundgåeligt. Og nummeret Kids On The Run vil for evig tid være blandt favoritnumrene.

1. The Bear That Wasn’t – And So It Is Morning Dew
– Denne her plade er fantastisk! Jeg ved ikke hvad der gør det, og det må derfor tyde på at der ikke kan sættes andre ord på end; fantastisk! Kan anbefales på det varmeste.

RUNE:
05. The National: High Violet
– Gedigen opfølger til The Boxer af den amerikanske gruppe. Noget af det mest ærlige man har hørt hidtil fra The National, eller i hvert fald noget af det mest eksplicit-ærlige. Det klæder dem i høj grad. Det er klart, at Alligator, stadig fremstår som gruppens mesterværk for undertegnede, men High Violet er et gennemgribende solidt album flere niveauer over utallige andre gode udgivelser fra i år.

04. LCD Soundsystem: This Is Happening
– Jeg har meget få kommentarer til denne kåring. Genialt Album, og det formåede at fortsætte fra Sound Of Silver. Pow Pow og Drunk Girls er optimale uptempo numre, som kun James Murphy kan kreere.

03. Ariel Pink’s Haunted Graffiti: Before Today
– Jeg var så heldig at være vidne til koncerten i Århus med denne gruppe (og da jeg skrev min del til vores netop offentliggjorte koncertliste, havde jeg faktisk glemt denne koncert), og de blæste mig sådan set ret meget væk. Det skal dog ikke underminere de andre koncerter, jeg har omtalt, for Ariel Pink er stærkest på albummet, som er intet mindre en genialt. Before Today er dejlig skizofrent i sin fremtoning, og der bliver ved med at foregå ting du ikke regnede med selv efter utallige gennemlytninger. At se Ariel Pink står at fremføre numre som Beverly Kills og L’estat iført kjole og fedtet garn var dog også en oplevelse for sig.

02. MGMT: Congratulations
– En kæmpe overraskelse for mig i år. Alle røg med på hypen omkring gruppen med debutalbummet, hvor nummeret Time To Pretend blandt andet tonede ud af radioens lydflader, men denne gang har de begået et mesterværk. Fantastisk stemningsfuldt album med lange opbyggende flader, samtidig med at der er nogle catchy tunes, som de selvfølgelig har gjort det mere raffineret i forhold til debuten. Man kan kun begræde, at de ikke kom på Roskilde, og at man missede koncerten på Store Vega.

01. Deerhunter: Halcyon Digest
– 
Bradford Cox og co.’s støjede art rock åbenbarede sig for undertegnede i 2010 – med Halcyon Digest gav deres musikalske projekt ligesom mening. Jeg har tidligere forsøgt at dykke ned i dem, men det er måske første gang jeg fik lirket døren op til det fantastisk ubegribelige univers gruppen befinder sig i. Hvis der sidder andre derude, der ikke rigtig er steget på Deerhunter-toget, så må jeg sige, at dette er et rigtig godt sted at starte.

Årets overall bedste og mest ventede udgivelse:
00. Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
– Han er manden, som alle har en mening om. Han formåede virkelig at bygge en virkelig stor forventning op omkring udgivelsen af My Beautiful Dark Twisted Fantasy. G.O.O.D. Fridays lagde ligesom bunden, og inden albummet kom, lavede han da også lige en film, som han i øvrigt rejste hele verden rundt for at premiere. Sådan formår man at skabe interesse. Taylor Swift affæren bliver endevendt på albummet, ligesom Wests – efter eget udsagn – kvindefikserede tankegang bliver udstillet. Det er et genialt album i hele sin form, og det vil stå som en klar milepæl for året 2010. Der er ikke et dårligt nummer derpå, og diverse samples bliver i den grad vækket til live med Wests fortolkning.

2010 pt. 2 – Årets Danske Plader

Endelig kom turen til årets plader! Endnu et år med et væld af gode udgivelser…ja så mange at man knap nok har kunne finde tid til at lytte dem alle igennem, eller overhovedet nå at opfatte at pladen kom på gaden. Vi her på blaa vinyl har taget luppen i hånden og fundet frem til de bedste danske plader fra det ganske år:

RIKKE:
1. Murder – Gospel of Man
– Ja, det var vel ingen overraskelse efter min lille anmeldelse af pladen her, hvor denne plade ville ende henne på min liste over årets danske plader. Det er, bortset fra Efterklangs plade, helt klart den plade der har fulgt mig mest i løbet af 2010, og det er jo ikke uden grund.

2. Treefight For Sunlight – A Collection of Vibrations for Your Skull
– Én af mine venner kom hen til mig i foråret og sagde at jeg skulle give dette band en lytter, da han bestemt mente at de lige ville være noget for mig, og ret han fik. Især efter at jeg erhvervede pladen på vinyl for et par måneder siden, har jeg nydt at opleve pladen på ny for hver gang jeg satte den på.

3. Alcoholic Faith Mission – Let This Be The Last Night We Care
– Jeg kendte ikke bandet her før i år, hvor de udgav denne fremragende plade, som virkelig overraskede mig lige fra første lyt. Jeg har også haft fornøjelsen af at opleve dem live i løbet af det ganske år, og er ikke blevet skuffet.

4. Efterklang – Magic Chairs
– Denne plade reddede virkelig mit forår siden jeg fik pladen i hånden i januar måned (man har vel lov at være heldig), og vi råhørte den hver gang vi vaskede op og næsten hver gang vi spiste, så min roommate til sidst forbød mig at sætte den på. Hehe. Efterklang har på mange måder haft indflydelse på mit liv i løbet af 2010.

5. Mechanical Bird – Daughter of the Wind (EP)
– Jeg har igen i år valgt at se bort fra forskellen på EP og album, da der i mine øjne efterhånden ingen forskel er. Og sætter derfor denne lækre EP på min liste, da han er blandt mine nye favoritter på den danske singer/songwriter scene. Hold nu godt øje med ham.

6. Figurines – Figurines
– Det er efterhånden gået op for mig hvor meget indflydelse Figurines egentlig har haft på mit liv, da de dukker op som soundtrack til en hel del minder efterhånden. De har heller ej skuffet mig på denne plade fra i år, hvor de igen beviser hvor alsidige de kan være på trods af Christian Hjelms unikke og meget genkendelige stemme.

7. Thee Attacks – That’s Mister Attack To You
– Endelig! Noget råt og rebelsk rock’n’roll, som nogle gange kan bringe mig i tvivl om hvadend det er musik fra 60erne jeg lytter til eller ej. Det er skønt, dansabelt og måske en anelse ensformigt, men det gør nu ikke noget, for man kan aldrig få for meget rock’n’roll. Bandet er iøvrigt sindssygt livlige på en scene, hvilket også bringer et kæmpe + til placeringen her.

8. 4 Guys From The Future – Under The New Morning Sun
– Jeg har kun ejet pladen her i et par måneder, men den har formået at suge mig ind lige midt i lydbilledet hver gang jeg har sat den på. Min mission i 2011 må være at få oplevet det i levende live.

RUNE:
05. Chimes And Bells: Chimes And Bells
– Til et andet Bella Union-band. De indfriede mine meget høje forventninger, men det tog længere tid end først antaget. Jeg havde personligt lidt svært ved at finde ind til albummet som helhed ved den talentfulde gruppe – anført af Cæcilie Trier, men jeg skal love for, at den sidste måneds tid har gjort underværker. Det er ganske enkelt en plade, der kræver mere tid end de fleste – for mig ikke mindst, men man blive ved den søde grød belønnet for sin tålmodighed. Efterklangs Magic Chairs måtte desværre vige pladsen for Chimes And Bells’ længe ventede debut.

04. Treefight For Sunlight: A Collection Of Vibrations For Your Skull

– Fremragende debutalbum fra et band der kom ud af ingenting. Den røde vinyl, der nu pryder min vinylsamling, vil stå som et af de mest melodisk stærke, og mest velarrangerede danske albums jeg har hørt længe. Til dem der ikke ved det, så synger næsten alle bandmedlemmer solo på et eller andet tidspunkt, hvilket man kan være vidne til live. Det er meget atypisk, og i øvrigt uden at det sænker kvaliteten. Pladekontrakt med Bella Union i det britiske er da så sandelig heller ikke ufortjent på denne kraftpræstation af en debut.

03. The Malpractice: Tectonics
– Tectonics er en umanerlig gennemført plade, fremført af Johannes Gammelby (Beta Satan, I Am Bones m.fl.) og dennes kumpaner fra Beta Satan. Lyden skabt omkring The Malpractice er både dyster, aggressiv, optimistisk, fandenivoldsk, melodisk, ironisk og højtråbende. De mest lavmælte, som Million Dollar Boy og The Human Condition, og de mest højtråbende som Fault Lines og It’s All About Love er værd at fremhæve, men pladen er så sandelig værd at høre i sin kompakte helhed.

02. Shout Wellington Air Force: Clean Sunset
– 
Debutalbummet fra Wellingtons Luftstyrker blæste mig fuldstændig væk. On The Shore var det første nummer, der tog mig, mens albumåbneren Cherry Glands også er værd at fremhæve. Albummet er så hamrende indie – på den gode måde, skal det lige siges – og det virker virkelig ambitiøst. De holder sig ikke tilbage for at krænge deres inderste indre ud. Clean Sunset har en utrolig spændende lydbearbejdning, og generelt er der gjort meget for at holde en rød tråd. Fantastisk debut, der må være starten på noget stort.

01. 4 Guys From The Future: Under The New Morning Sun
– Et overordentligt solidt udspil af medlemmer fra Lily Electric, The Asteroid Galaxy Tour, Straight From The Harp, One Year From Home med flere. Det er en eminent blanding af improvisation og popmelodier på albummet, som gør albummet særdeles levedygtigt over tid, og for undertegnede har det betydet flere solide ahaoplevelser selv efter flere måneders intens lytning. De er ganske enkelt et fremtidens band, hvilket deres absurd høje niveau er et lyslevende eksempel på.

Danske udgivelser i år, der er meget værd at bemærke har i øvrigt været Under Byens Alt Er Tabt, den allerede nævnte Efterklang-plade Magic Chairs, The Rumour Said Fires The Arrogant, Sleep Party Peoples selvbetitlede debut, Pinkunoizus første Free Time, Agnes Obels Philharmonics, Bjørn Svins Browen og mange flere, der fortjener at blive nævnt.

De bedste koncerter i 2010

1 2 3 4 til deres allersidste koncert nogensinde på Fermaten i Herning d. 15. oktober 2010. Foto: Rikke Schlosser

Ingen årsgennemgang uden et indlæg om de koncerter der er værd at nævne fra endnu et år fyldt med musikalske oplevelser. Vi har valgt hver vores måde at placere og portrættere disse koncerter på, så bær over med et lidt halvlangt indlæg…det manglede vel også bare efter de sidste par måneders jævnlige fravær…

RUNE:
En af de ting der har gjort, at det er så svært at vurdere 2010’s bedste koncerter er, at der har været så mange forbandet gode koncerter. Midlake, Lampchop, Broken Social Scene, LCD Soundsystem, Daniel Johnston og mange flere. Af danske koncerter har Under Byen, The Malpractice, 4 Guys From The Future, Treefight For Sunlight, Hymns From Nineveh, IGNUG, Kellermensch, Under Byen og Sleep Party People med flere brillieret, men toppen er:

1. Prince, Orange Scene, den 4. juli 2010
– Der er – som altid – mange meninger om de store (og dyre) navne, der bliver booket på Roskilde Festival. Det var der naturligvis også om Princes koncert på Roskilde i år, hvor Prince, som jeg egentlig aldrig har beskæftiget mig meget med, blæste mig fuldstændig væk. Virkelig solidt vel-spillende orkester og tilpas meget over-the-top fløde-vokal-indlevelse. Desuden hørte jeg kun koncerten til og med Purple Rain, som må være det nummer, der er den ultimative festival-slutter. Jeg har hørt en sige, at det Prince er god til – det er at være Prince, og det må jeg så tilslutte mig.

2. Porcupine Tree, Train, den 4. oktober
– Jeg missede desværre gruppen på Roskilde, men jeg fik muligheden for at tage revanche med Porcupine Tree i Århus. Det melodiske og dystre prog-inspirerede rockband gav en fantastisk koncert. Gruppen spænder virkelig bredt. Selvom man ikke er meget til klassiske stereotypiske prog-metal/rock, der er ligeså tæt på alternativ rock i mange perioder, så er Porcupine Tree virkelig et bekendtskab værd for de fleste. Genial koncert med total teknisk overlegenhed.

3. Vi Sidder Bare Her, Mungo Park Kolding, den 25. september
– Det var Leth, Simpson, Toksvig og co.’s sidste koncert på deres turné, der i samme omgang var en afslutning på en festival til ære for Leth, der blev afholdt netop i Kolding. Koncerten var total udsolgt, og de herrer leverede en fantastisk hyggelig koncertoplevelse af de sjældne. Man kan altid diskutere, hvorvidt stemningen ikke fungerer bedre på pladerne, men når Leth sidder lige der, på scenen, og beretter om alskens ting og sager, så kan man ikke andet end blive fanget af omstændighederne. Der er mange favoritter blandt de betragtelige visdomsord fra Leth, tilsat kølig melankoli af Toksvig og Simpson.

4. Band Of Horses + Figurines, Voxhall, den 1. september
– Super koncert. Infinite Arms. Genialt band. Everything All the Time. Fantastisk stemme. Ikke meget mere at sige om det – se dem.

5. CODY, SPOT Festival & Voxhall – 2013, den 22. maj og den 4. september
– Jeg synes dette har været Codys år. Selvom deres debutalbum udkom i 2009, så synes jeg, at gruppen er opnået et internationalt niveau, hvilket de også er blevet/bliver belønnet med, med pladeudgivelse i USA og Europa. De to koncerter jeg var vidne til i år, var særdeles overbevisende, og på et niveau meget få danske kunstnere pt. kan præstere. SPOT-koncerten blæste alle væk, og Voxhall-koncerten havde charme. (Jeg har anmeldt begge koncerter her og her).

RIKKE:
Sidste år valgte jeg at placere koncerterne i en nummereret rækkefølge, men da det er svært at vurdere hvilken der har været den bedste, har jeg valgt blot at nævne dem i kronologisk rækkefølge:

2401: Slaraffenklang @ Skuespilshuset
– Kan du sige gåsehud?! Bandkollektivet her leverede den smukkeste koncert i de bedste omgivelser taget deres musikalske projekt i betragtning. En fantastisk oplevelse!

2603: Beach House @ Loppen
– Koncerten var præget af et stopfyldt Loppen, men når højttalerne serverer Beach House’s meget varme univers og en masse guf til øjet, er det svært ikke at blive ramt lige i hjertekulen.

1104: Murder + Hymns From Nineveh @ Planeten
– Igen et eksempel på en koncert der er placeret i de helt rette omgivelser. Faktisk er det ikke første gang en koncert oplevet på Planeten i Huset i Magstræde opnår toplisten over årets koncertoplevelser. Lyden og stemningen var helt i top, så det var svært ikke at få en vedvarende gåsehud. Jeg ser frem til at opleve mange mange flere koncerter med både Murder og Hymns From Nineveh i det kommende år, især i forbindelse med sidstnævntes længe ventede debutalbum, som er sat til release d. 22. februar. Men jeg tror det bliver svært at stikke denne aften!

1704: Efterklang @ Store Vega
– For første gang siden Placebo selv samme sted for 7 år siden, oplevede jeg en koncert fra allerbagerste række, og hvordan et band kan fylde en stor sal uden de store virkemidler. Det var en fabelagtig aften.

2105: Twins Twins @ SPOT
– Bandet valgte at gå hver til sit blot en uge efter denne koncert, som jeg ellers syntes de havde spillet fremragende. Jeg synes derfor at denne sidste koncert var værd at nævne blandt disse koncerter. Jeg savner dem.

0608: Forest & Crispian @ Debaser, Malmö
– For første gang nogensinde i Malmö (altså undertegnede) og for første gang til koncert i Sverige. Det var noget af en oplevelse at opleve drengene på hjemmebane og se hvordan svenskerne forstår at værdsætte bandets til tider skæve univers. Det var en fest uden lige, og jeg nød at stå og iagttage det hele på afstand. Det var samtidig en smagsprøve på hvad man ville kunne opleve til deres koncerter næste år (nu med 8 mand på scenen!), da de udgiver deres tredje album i starten af marts, og inden da en EP her til januar, så de vil forhåbenligt kunne opleves hist og pist i det ganske land i løbet af foråret.

1009: Hjaltalín @ Klub Geyser Festival
– Sikke en fest! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg må undervurdere de islændinge gang på gang, da múm gjorde lidt samme stunt på mig sidste år. Hjaltalíns meget storslåede univers burde jo lægge op til en storladen koncertoplevelse med hele svineriet…men istedet forvandlede et proppet Kulturhuset Islands Brygge sig til et stort diskotek med fælles sang på toppen!

3009: 1 2 3 4 + Börsenfieber feat. Nikolaj Nørlund, Pato og Christian Hjelm + DJs @ Musikcaféen
– Endnu et band i opløsning…denne gang var det dog valgt inden koncerterne var spillet, så der var derfor denne aften lagt i ovnen til noget af en fest. Det var dog ikke undertegnedes sidste koncert med 1 2 3 4, men det var en meget mindeværdig aften fyldt til randen med kærlighed. Læs mere om den her.

0311: Ed Harcourt @ Lille Vega
– Som jeg har været inde på før her på bloggen, kan en koncert med denne fyr gå begge veje. Men denne gang gik det den rigtige vej, og blev til den bedste koncert jeg nogensinde har oplevet med ham. Har aldrig oplevet ham i så meget hopla! Læs mere om koncerten her.

1012 The Tallest Man On Earth @ Lille Vega
– Jeg kendte som sagt kun 1 album og 1 single med manden inden jeg trådte ind i et udsolgt Lille Vega fyldt med fællessang og dejlig stemning. Denne mand må og skal opleves i levende live, hvor hans skærbrænderstemme og fantastiske guitarspil virkelig kommer til sin fulde ret (selvom der nu også er en vis charme over de skrattede versioner af sangene på pladerne). Fantastisk aften!

2010 del 1

Som enhver anden musiknørd, er det ganske normalt, ja nærmest et krav at have en profil på last.fm. Vi her på blaa vinyl har haft det i snart 6 år, hvilket er blevet til en hel del afspilninger i tidens løb (læs: gennemsnitligt 10.000 sange pr. år). Det er pænt mange sange i nogles ører, især når man tænker på at vi også dyrker vinylen i stor grad på sidelinjen. Men derfor kan det stadig være sjovt..specielt her i dagene op til afsløringen af vores toplister over 2010, at lægge vores last.fm top 10 lister op her på siden. Dels fordi at de måske afspejler vores top 10 lister selvom ikke alle kunstnere på listerne har været aktuelle i 2010, som er kravet på vores lister, som vi offentliggør herinde på fredag:

Runes mest populære artister og albums i 2010:
1. Kings of Convenience (272)
2. CODY (199)
3. Raekwon (147)
4. Elliott Smith (145)
5. Agnes Obel (124)
6. M. Ward (122)
7. Mew (118)
8. Midlake (115)
9. Gorillaz (107)
10. jj (106)

10 mest spillede albums:
1. Kings of Convenience – Declaration of Dependence
2. CODY – Songs
3. Raekwon – Only Built 4 Cuban Linx, Pt. II
4. Mew – No More Stories Are Told Today, I’m Sorry, They Washed Away
5. Agnes Obel – Philharmonics
6. Larsen & Furious Jane – The Big Payoff (Torsten Larsen solo)
7. Gorillaz – Plastic Beach
8. Shout Wellington Air Force – Clean Sunset
9. Electrojuice – Solrock
10. Elliott Smith – New Moon

Rikkes mest populære artister og albums i 2010:
1. Ed Harcourt
2. Murder
3. Forest & Crispian
4. Loney, Dear
5. Figurines
6. The Bear That wasn’t
7. Kings of Convenience
8. Efterklang
9. Hymns From Nineveh
10. Twins Twins

10 mest spillede albums:
1. The Bear That Wasn’t – And So It Is Morning Dew
2. Ed Harcourt – Lustre
3. Twins Twins – Until Dawn
4. Efterklang – Magic Chairs
5. Hjaltalín – Terminal
6. Isbells – Isbells
7. Murder – Gospel of Man
8. Arthur Russell – Love Is Overtaking Me
9. The Acorn – Glory Hope Mountain
10. The Antlers – Hospice

Måske i via ovenstående lister kan gætte jer frem til hvilke albums der når igennem nåleøjet til årets lister over årets bedste albums på fredag? 🙂