Forår rimer på sol, en ny start og kærlighed. Ifølge Bastian Kallesøe (Shout Wellington Air Force), drejer hans soloplade sig om den omvendte kærlighedssang. forstået på den måde at de fleste kærlighedssange handler om bruddet og følelserne forholdet derpå, men Bastian har derimod taget fat på starten af et forhold, eller selve forelskelsen om man vil. Det er der kommet en dejlig lille plade ud af, som jeg på det varmeste kan anbefale.
Mandag d. 28. marts udkommer The New Spring’s selvbetitlede album på Tambourhinoceros. Tjek videoen til førstesinglen The Glow ud herunder, og glæd dig:
Som udøvende musiker kan man ikke andet end blive fuldstændig paf og få lysten til at kaste håndklædet i ringen, når man hører et par af Robin Pecknolds nyligt tilgængeliggjorte skitser. Man vil sikkert kende Robin Pecknold som forsanger i Fleet Foxes (hvilket du ikke er i tvivl om, sekundet du trykker på play nedenfor), og han lagde for nylig tre indspilninger ud til fri download via Fleet Foxes Facebook-profil.
Det er sikkert for at skabe lidt hype op til udgivelsen af Fleet Foxes andet album, der udkommer den 3. maj, men det er jeg nu ret ligeglad med, når de har sådan en vellyd, som det er tilfældet. Det havde jeg glædeligt betalt for.
Jeg er fuldstændig skudt i nummeret I’m Losing Myself, hvor Pecknold er bakket op af Grizzly Bear-frontmand Ed Droste. For det første, fordi de hver især er to af de seneste års største sangere indenfor genren – og for det andet, fordi det er så simpelt og ubesværet. Det er guitarfigurer og tostemmig sang – det meste af tiden, og det har bare en sådan nerve, at jeg sidder med kuldegysninger over et simpelt åndedræt, hvor Ed Droste tror – det er min teori – at verset skal til at starte, men det er forresten først takten efter, hvor de så begge kommer ind.
Det åndedrag gør det for mig. Den minimalistiske bevarelse af det umiddelbare kombineret med den geniale sangtekst og arrangement, gør det svært at holde de små hår på armene nede. Hvis tre så gode numre bare kan være mandens b-materiale, han bare lige forærer væk, så er man så sandelig en sangskriver af guds nåde.
Hent dem selv gratis her – de er alle gode, selvom jeg vidst har slået fast, hvilken der er min favorit.
For efterhånden to uger siden var jeg til en fremragende koncert, som skulle have været omtalt på denne blog netop efter, men af føromtalte tekniske komplikationer, var det desværre ikke muligt. I hvert fald var jeg så heldig at være vidne til en koncert med Murder og Glass Arena på Godset i Kolding lørdag den 26. februar, og det var et par rigtig positive musikalske oplevelser, jeg var vidne til.
Glass Arena, Foto: Jonas Bang
Glass Arena:
En meget charmerende duo. Indadvendt og delikat. Primært musik udført for to guitarer tilsat samples, beats og sporadisk percussion. De to 22-årige kvinder har en meget speciel lyd, der kunne lede tankerne hen på britiske Anna Calvi – måske primært i kraft af den elektrike guitars hovedrolle og den særegne vokal. Derudover kan stilen bedst beskrives som en kombination og afart af noget meget Cæcilie Trier’sk og flere elementer fra den fantastiske norske sangerinde Stina Nordenstams musik, duoen også må have haft på anlægget.
Duoen formåede at tage undertegnede ind i deres meget dragende univers, der består af store dele nærvær og intimitet. De meget atypiske korarrangementer var en af de ting, der var mest bemærkelsesværdige, men også deres samplede beats med lyde indspillet i øvelokalet var veludførte. For min skyld kan de godt holde alt rytmisk på samples eller også bør det overlades til andre, for det var helt klart når de begge havde fokus på guitaren – at musikken kom til at fremstå stærkest. Hør selv det nummer, der også stod frem under koncert, fra deres demo, herunder. Jeg glæder mig meget til at høre flere mixede numre med Glass Arena.
For hede hulen, hvor er Murder blevet et vanvittig fedt band. Det er nu ikke fordi, at jeg nogensinde har været i tvivl om det, men i den nuværende band-konstellation fungerer det bare til perfektion. Sidste gang jeg bevidnede de herrer, var til en mere lavmælt koncert på Voxhall i februar sidste år. Denne gang var der tilføjet en ekstra elguitar, og for dælen, hvor var det en god idé. Det var Slaraffenlands Christian Taagehøj, der tog sig af det, og det var virkelig klædeligt til Murders skrøbelige univers, at der kom noget kant i kraft af næsten støjende guitar-indslag.
Jeg har ikke delt samme uforbeholdne begejstring for Murders seneste plade, som min medblogger har, men jeg må sige, at mine forbehold blev gjort til skamme denne gang. Udover en – i mine øjne – mere velfungerende gruppe, så er Jacob Bellens blevet helt vanvittig overlegen i sin vokal. Han har altid været fantastisk og uden sammenligning, men jeg fornemmede nu alligevel en anden ro og et betydeligt overskud, som de mange jobs må have ført med sig. Denne gang er rutinen blevet til Murders es, som de smed i puljen, og det resulterede i fuldt hus denne aften på Godset.
Under koncerten observerede min sidekvinde, at jeg noterede på en blok, og hun spurgte, om jeg var journalist. Jeg forklarede relativ kort, at jeg havde en blog, hvor koncerten skulle være genstandsfelt for et indlæg. Hun sagde, at hun ikke kunne forstå gruppens kommentarer indimellem. Bellens kom blandt andet med kommentarer om at de fik flæskesteg til aftensmad, og at de “virkelig var glade for at spille for os” – som i øvrigt blev gentaget flere gange af Anders Mathiasen. Hun havde opfattet en ironi heri, omend jeg havde opfattet det fuldstændig modsat, og hun henvendte sig endda under koncerten direkte til bandet, at hun ikke forstod kommentaren om flæskestegen.
Grunden til at denne lille anekdote er relevant i et indlæg om en koncert, hvor musikken jo egentlig bør være i centrum, er fordi, at Murders fremtoning i den grad har sine betydelige styrker. Undertegnede har altid opfattet det som utrolig forfriskende, og at man kan slappe af i selskab med de herrer, fordi der ikke er nogen dikkedarer eller, at der ikke bliver kigget ned fra et tårn på en masse, der bare skal købe cd’er. Murder er i øjenhøjde. Det er deres største kvalitet. Det lyser igennem i deres musik, deres arrangementer og naturligt nok også i deres personlige fremtræden under en koncert.
Jeg er ikke klar over, hvor udbredt denne misforståelse (s0m den omtalte kvindes) findes blandt nytilkomne publikummer, men til fremtidige vil jeg dog blot anbefale et åbent sind – jeg opfattede ikke mindst gruppen som helt reelle, men ret mig endelig Jacob og Anders – I spillede i hvert fald fremragende. Mine yndlingsnumre på aftenen var Queen Of Calm fra deres forrige plade, men også Bodies Collide,Picker of Cotton og Daughters Of Heavy – skønhed i sin reneste form.
Murder – Providence + Picker Of Cotton + Aqueduct:
Først og fremmest, til den opmærksomme læser; vi beklager at blaa vinyl har været nede. Præcis hvorfor ved vi ikke…men vi arbejder pt på at få siden top tunet igen. Derfor skal i selvfølgelig ikke snydes for indlæg…
Det nyeste tiltag her på bloggen, kaldet “tre blaa #x” hvor Rune og jeg skiftevis vil komme med bud på hvilke 3 sange der pt. er blandt favoritterne, hvadend det kommer til at være lige så blandet som et mixtape, eller om der kommer til at være en tematik over, vil være op til den enkelte. Undertegnede her vil starte ud med en tematik.
Der er højt til himlen i Irland, eller det er i hvert fald hvad man kan gætte sig frem til når man hører en typisk irsk singer/songwriter. Dette blev undertegnede mindet om en søndag eftermiddag, da jeg satte filmen Once på og skrålede med fra start til slut. For som jeg har været inde på før herinde, så har de irer altså et eller andet med at råbe deres sange ud, og i søndags fandt jeg ud af at man ikke nødvendigvis behøver at føle det de synger om i deres sange, men bare det at skråle med, gjorde alligevel underværker.
Videoen herunder viser ét af mine yndlingsklip fra filmen, nemlig da bandet er i studiet for at indspille deres demo, og de er kommet til sangen When Your Mind’s Made Up. Jeg elsker energien i den… (sangen er desværre klippet lidt i videoen, men kan høres i sin fulde længde nedenunder):
Og når man nu alligevel er ved de højlydte irer, hullede guitarer og hvad ved jeg, så kan man selvfølgelig ikke komme uden om Damien Rice, som altid er god for en sang hvor følelserne hænger udenpå tøjet, og videoen nedenfor demonstrerer netop dette. En smuk smuk sang!:
Bell X1 – Tongue
Damien Rice’s gamle band (tilbage i 90erne) Juniper, der den dag i dag går under navnet Bell X1, slipper da heller ikke udenom denne top 3. Deres album Music In Mouth fra 2003 har mere eller mindre fulgt mig lige siden, og det er en lige stor fornøjelse hver gang jeg genopdager pladen. Især nummeret her, vil altid være blandt favoritterne:
Nøgtern betragtning af anmeldelse: Alternativ anmeldelse af det selvbetitlede debutalbum med Hymns From Nineveh med fremhævelse af enkelte numre – også kendt som favoritter.
Rage. Silence. Love.
Super enkelt nummer i sin form. Det er en fin sag, hvor der er koblet et fint blæser-arrangement på til sidst. Enkeltheden gør, at teksten får lov til at fremstå ekstrem nøgen, og fokus herpå virker meget velovervejet. En fantastisk gribende sag.
Sangen er ifølge Jonas Petersen selv skrevet på et plejehjem, han boede på i en periode, og nærværet er virkelig i centrum. Forestiller man sig en ung mand iagttage de ældre skæbner, der eksisterer på en sådan institution, så giver det et yderligere interessant lag i sangen. Det sporadiske og svævende klaverlag virker ekstremt dragende, ligesom guitarens delay og de næsten hviskende stemme, der nynner i begge sider af høretelefonerne giver sangen liv. En af højdepunkterne på Hymns From Nineveh.
Drink Deep From The Well
Jeg ved ikke hvad, der drager mig ved dette nummer. For det første er det arrangeret fremragende – især korarrangementerne er et solidt stykke håndværk. Vokalen befinder sig i et kolossal rum, hvor pointerne får tid til at trænge ind. Desuden er jeg vild med falset-uh-delene, der giver goose bumps. Den snært at ustemning, der er i det rigtige flygel/klaver, nummeret er spillet på passer perfekt til skrøbeligheden i nummeret.
Jeg (Rikke) har været i et kæmpe dilemma omkring hvilke sange jeg skulle fremhæve, da jeg for det første er meget betaget af pladen som helhed, og der er mere end 3 sange der bringer både minder og bestemte følelser frem. Men jeg er efter nøje overvejelse kommet frem til følgende…
Hymn For The Lover
Sjældent oplever man en sang der kan gribe ind og røre så dybt at du pludselig befinder dig i en tilstand hvor tårerne triller ned ad kinderne, bare fordi den er så smuk, simpel og lige til.
Eveningsong
Én af de simpleste sange på pladen nok. En rigtig dejlig godnatsang, som bringer referencer til garvede folk som Don McLean m.fl.
Selma
Jeg elsker denne her sang! Den indbyder til fællessang på den gode måde. Den har fulgt mig lige siden jeg for et års tid siden stødte på den for første gang. Fantastisk opløftende og catchy sang, som er så vanedannende, at du får meget svært ved at få den ud af hovedet når den først er kommet derind.
Det er jo ingen hemmelighed at vi her på blaa vinyl har set rigtig meget frem til denne udgivelse, og vi er bestemt heller ikke blevet skuffet. Tværtimod. Den kommer uden tvivl til at blive én af årets plader!
Køb den før din nabo her eller i signeret udgave her. Eller endnu bedre på vinyl i Route 66 i København og Århus fra i morgen.
Jeg har flere gange på denne blog givet udtryk for hvor interessant jeg synes fænomenet ved programmer som X-Factor er. Aftenens program af ovennævnte har fået mig på banen igen…sikke et intenst program!
Der var igennem hele aftenen en ret agressiv stemning blandt dommerne, og de gange både Blachman og Cutfather var ude med riven, havde undertegnede skræmmende nok tænkt samme tanke som dem under sangen, nærmest ordret. Rosendahl’s raseri i finalen var både ikke overraskende og overraskende på én gang. De efterhånden mange gange undertegnede har mødt hende i tidens løb, havde jeg svært ved at forestille hende bryde ud i lys lue som hun gjorde i aften, men på samme tid var det præcis det der manglede fra hende. Det dur ikke at være den konstant forelskede og positive dommer, som man nærmest aldrig kunne forestille sig være i forsanger i et band som The Storm (hvilket er et projekt jeg heller aldrig helt har forstået hende i, men det er en anden side af historien). Kort sagt var det rigtig dejligt endelig at se hende tænde af og hamre i bordet.
MEN…! Fejlen her er at hun som dommer går ind i spillet med følelserne på ydersiden. Respekt for at have hjertet med…men som ordsproget siger; Kærlighed gør blind, og som jeg så det her til aften, blev Rosendahl forvandlet til den ultimative hønemor idet hun reagerede som hun gjorde, hvorimod Blachman agerede den hårde læremester og sagde aftenens mest realistiske og rigtige sætning; “Det er et game show, det ved vi, så skal i lade være med at melde jer. Man ryger lige pludselig herned, og sådan er det!”
Blachman er tydeligvis den eneste af de to der i virkeligheden har forstået pointen med hele det show. For den vat Rosendahl tydeligvis prøver at pakke deltagerne ind i, er jo netop den tåge af en drøm som programmet forsøger at sælge: “få en karriere som popstjerne på rekordtid!”. Netop den karriere de vil opnå, opnåes i virkelighedens verden netop ikke uden blod, sved og tårer, og Blachman’s hårde tilgang til dem, får dem jo netop til at vokse med opgaven. Tårer er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
X-Factor er og bliver et gameshow og jeg elsker det højere og højere for hver gang jeg ser det pga. en dommer som Blachman, som i så stor grad kæmper på musikkens præmisser og hverken lefler for drømmen, kendtheden og hvad har vi ikke som ungdommen nu til dags er så pokkers fokuseret på.
Den 2. februar afholdte Musikparlamentet i Aarhus, som undertegnede var med til at arrangere, en debat om den aarhusianske musikscene. For det første var det en rigtig spændende debat, som kastede mange interessante perspektiver og forslag af sig, og for det andet, så var der noget dejlig musik til at supplere debatten. Denne gang var det en blaa vinyl favorit, nemlig Dad Rocks!, der pt. er i færd med at indspille sit debutalbum i Aarhus Lydstudie. Trods Snævar Albertssons titel som nybagt far, havde han alligevel fundet tid til at spille et sæt sammen med det to talentfulde strygere Asger Christensen og Iris Marie Jakobsen (begge fra All Products Made Nice), som også optræder også på den kommende fuldlængde album. Se bare her i et klip de lagde op for nylig:
Udover brug af strygere fremgår det også af videoen, at Albertsson denne gang har taget et helt band i brug. Det bliver spændende at høre i sammenhængende form. I hvert fald var det en utrolig behagelig koncert, vi var vidne til den 2. februar, som bestemt lød lovende for debuten, der forventes i efteråret engang. Som en ekstra lille treat har Snævar givet os liv til at streame de to første numre han spillede til koncerten: Take Care og Nothing Keeps Up via hans Soundcloud, så det kan du jo passende nyde, mens du køber billetten til årets Spot Festival, hvor Dad Rocks! netop er blevet offentliggjort.
Take Care stammer fra dobbelt-singlen med et andet Kanel Records band, Heister, og Nothing Keeps Up er fra debut-ep’en Digital Age EP, der ligeledes udkom sidste år.
Dad Rocks! – Take Care og Nothing Keeps Up (Live fra Råbar under Musikparlamentets arrangement den 2. februar 2011):
Hermed tre favoritsange fra albums jeg alle missede i 2010, men som siden hen har givet mig så meget. Det er fra tre vidt forskellige genrer, og det eneste de har til fælles, er, at de er udenlandske alle sammen. God fornøjelse.
The Walkmen – Juveniles:
Godt nok i en live-udgave her, men det bliver den nu ikke dårligere af. Nummeret er fra gruppens mig bekendte sjette album Lisbon, og den kan ligeledes stærkt anbefales. Forsanger Hamilton Leithauser besidder en rockvokal, der ikke har noget sidestykke!
Big Boi – The Train Part 2 (Sir Lucious Left Foot Save The Day) (Ft. Sam Chris):
André 3000’s vingemand fra Outkast Big Boi med sin solodebut Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty, og sikke en. Fremragende hiphop-album, hvor især produktionen imponerer.
