Jeg har flere gange på denne blog givet udtryk for hvor interessant jeg synes fænomenet ved programmer som X-Factor er. Aftenens program af ovennævnte har fået mig på banen igen…sikke et intenst program!
Der var igennem hele aftenen en ret agressiv stemning blandt dommerne, og de gange både Blachman og Cutfather var ude med riven, havde undertegnede skræmmende nok tænkt samme tanke som dem under sangen, nærmest ordret. Rosendahl’s raseri i finalen var både ikke overraskende og overraskende på én gang. De efterhånden mange gange undertegnede har mødt hende i tidens løb, havde jeg svært ved at forestille hende bryde ud i lys lue som hun gjorde i aften, men på samme tid var det præcis det der manglede fra hende. Det dur ikke at være den konstant forelskede og positive dommer, som man nærmest aldrig kunne forestille sig være i forsanger i et band som The Storm (hvilket er et projekt jeg heller aldrig helt har forstået hende i, men det er en anden side af historien). Kort sagt var det rigtig dejligt endelig at se hende tænde af og hamre i bordet.
MEN…! Fejlen her er at hun som dommer går ind i spillet med følelserne på ydersiden. Respekt for at have hjertet med…men som ordsproget siger; Kærlighed gør blind, og som jeg så det her til aften, blev Rosendahl forvandlet til den ultimative hønemor idet hun reagerede som hun gjorde, hvorimod Blachman agerede den hårde læremester og sagde aftenens mest realistiske og rigtige sætning; “Det er et game show, det ved vi, så skal i lade være med at melde jer. Man ryger lige pludselig herned, og sådan er det!”
Blachman er tydeligvis den eneste af de to der i virkeligheden har forstået pointen med hele det show. For den vat Rosendahl tydeligvis prøver at pakke deltagerne ind i, er jo netop den tåge af en drøm som programmet forsøger at sælge: “få en karriere som popstjerne på rekordtid!”. Netop den karriere de vil opnå, opnåes i virkelighedens verden netop ikke uden blod, sved og tårer, og Blachman’s hårde tilgang til dem, får dem jo netop til at vokse med opgaven. Tårer er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
X-Factor er og bliver et gameshow og jeg elsker det højere og højere for hver gang jeg ser det pga. en dommer som Blachman, som i så stor grad kæmper på musikkens præmisser og hverken lefler for drømmen, kendtheden og hvad har vi ikke som ungdommen nu til dags er så pokkers fokuseret på.
