Fælles Studiestart 2009

For 3. år i træk, er jeg med i Fælles Studiestartudvalget i Klostret. Det er en en-dags festival, som Kultur- og Fritidsforvaltningen i Kolding Kommune har afholdt for de nye studerende fra de videregående uddannelser, i september de sidste 7 år. I 2007 blev jeg kastet ind i projektet 2 måneder før det skulle løbe af stablen, fordi de stod og manglede nogle passende bands, og da de vidste jeg kendte nogle stykker, blev jeg sat til at hyre 2 styks. Det endte ud med følgende flyer og program (det er vist ikke så nemt at tyde, men de navne der spillede til denne festival var: Conflict Diamonds (UK), Carlas, 1 2 3 4 og Tim Ten Yen (UK)):
Fælles Studiestart 2007

Sidste år meldte jeg mig så på banen igen, som den eneste genganger fra 2007, og blev hurtigt udråbt til projektleder. Vi havde et dejligt stort budget, og kunne med erfaringer fra de andre år, derfor virkelig få udnyttet de midler vi havde, og hyre nogle fede og halvstore navne. Det endte med at blive én af de mest gennemførte og succesfulde Fælles Studiestartfester nogensinde. Programmet så således ud:
FS 2008

Jeg er igen i år på banen som eneste genganger, så jeg har kunne rådgive resten af udvalget om hvad der er godt at gøre og hvad der ikke er så godt. Jeg har dog pga. travlhed, måtte stå lidt i baggrunden og har enemand påtaget mig ansvaret for den musikalske del af programmet. For vi har i år haft med et betydeligt mindre budget at gøre, så det har ikke været så ligetil som sidste år, og pga. krav fra kommunen, har vi måtte lave om i hele konceptet for festivalen. Den musikalske del har endda været ved helt at ryge ud på et tidspunkt. Men vi er kommet frem til et ret tilfredsstillende program, så der er noget for alle parter. Det indeholder bl.a. gospel workshop og kulturcrawl inden festen i Klostret om aftenen hvor følgende bands vil træde op på scenen:

Wake Up Jacob!
Består af en flok lokale MGK helte, som blander jazz og rock med humoristiske indfald i en overraskende spøjs stil, hvor publikum kan få indflydelse på de stemninger som bandet spiller videre på. De kommer uden om hitskabelonen, men er samtidig ikke bange for det traditionelle og har deres helt egen lyd som er sej og swingende. Wake Up Jacob! fyrede den også at til Fælles Studiestart sidste år og overraskede meget positivt.

La Champville
La Champville Er fire fyre med forkærlighed for Rock’n’Roll. De har med deres forskellige musikalske baggrunde, formået at frembringe en lys som er melodisk, simpel og eksperimenterende. Der kan drages paralleller til blandt andre Arctic Monkeys. De fyrer med garanti et energisk liveshow af, som du ikke vil undvære.

Bodebrixen
Bodebrixen Her er tale om naiv glad-i-låget popmusik med forkærlighed for det svenske. Aske Bode og Andreas Brixen står live i spisdsen for et 7 mand stort orkester, der leverer et show med bl.a. klokkespil, strygere, synthesizers, bongotrommer, tambourin, håndklap og ikke mindst balloner. Alt dette skaber tilsammen et farverigt show, der kan få selv den stiveste fod til at vippe og ethvert smil til at brede sig.

Fælles Studiestart 2009Det hele løber af stablen om præcis 3 måneder, nemlig fredag d. 18. september fra kl. 14-24 i og omkring Studenterhuset Klostret i Kolding. Det er gratis at deltage, men det kræver dog at du har et gyldigt studiekort til en videregående uddannelse på dig.
Der er afterparty på Pitstop fra midnat hvor DJ Stefan From Kolding vil vende plader, og sørge for at holde den festlige stemning vedlige. Også her er der gratis adgang (med armbånd fra Klostret) imellem midnat og kl. 01.

Hvis jeg skulle på Roskilde…

Hvis jeg havde haft tid og råd til at komme på Roskilde Festival i år, er der faktisk efterhånden en hel del navne jeg godt kunne tænke mig at se. Eller det er i hvert fald det indtryk jeg har fået efterhånden som årets navne er tikket ind. Så jeg har sat mig for at lave en oversigt herinde, som forhåbenligt kan være inspirerende for jer derude, som skal afsted:

…And You Will Know Us By The Trail Of Dead
Nick Cave and The Bad Seeds
Cut Off Your Hands
The Dodos
Pete Doherty
Fleet Foxes

Friendly Fires
Håkan Hellström
I’m From Barcelona
Micachu & The Shapes
M. Ward

The Pains Of Being Pure At Heart
Rumpistol
Mikael Simpson & Sølvstorm
Shugo Tokumaru
The Whitest Boy Alive

Yeah Yeah Yeahs

Dem jeg har markeret med fed skrift, er dem jeg er allermest ked af at gå glip af, og som jeg på det kraftigste anbefaler jer der skal afsted, at tjekke ud.

Jeg har været på Roskilde Festival 3 gange i mit liv, og næste hver gang har det været min filosofi, at prioritere de udenlandske navne højst. At der så alligevel har sneget sig et par danske ind på denne liste, hænger sammen med at jeg mener at Rumpistol ville være en speciel oplevelse på Roskilde. Hvad angår Mikael Simpson & Sølvstorm, så var det faktisk på min første Roskilde Festival tilbage i 2003, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med dette navn kl. lort natten til lørdag (tror jeg det var), og da det er længe siden jeg sidst har oplevet ham live, kunne det være sjovt at opleve ham live på denne festival igen. Som en slags tradition om man vil.

Det er faktisk en ret lang liste, som ville retfærdiggøre billetprisen alene, i og med at det ville koste mig rundt regnet 100 kr pr. band, og dermed gøre det værd for mig at tage afsted. Men så er der transport og mad + drikke oveni og alt det der. Så det går desværre ikke.

Herunder er videoer med nogle af de foretrukne navne…

Shugo Tokumaru – ‘Parachute‘:

M. Ward – ‘Hold Time‘:

Micachu & The Shapes – ‘Golden Phone‘:

Frihedens balance

The Liberty Balance

Har man sagt SPOT, har man også sagt Start! I hvert fald hvis man hedder Rikke. I år var min første Start! Festival nogensinde, og selvom jeg kun nåede at opleve det for en enkelt dag (hvor halvdelen blev spenderet bag en bar ved Club 55 scenen), så er jeg helt sikkert klar på at snuppe begge festivaler igen næste år.

Anyways, nok om festivaler fra min side. Nu gælder det en musikanbefaling. Bandet som tog mig med storm, først på SPOT og igen i går aftes på Start!, hedder The Liberty Balance, som, hvis man endelig skal sammenligne dem med nogen, minder en del om Murder. Hovedkræfterne bag er singer/songwriteren, Mike H og multi-instrumentalisten Albert Raft, som live er i fint selskab med Henriette Groth og Jakob Falgren (Le Fiasko m.fl.), hvor de alle fire sidder ned, og spiller på henholdsvis klarinet, banjo, guitarer, bass og bratch, hvilket går rigtig godt i spænd med Mike H’s lækre sprøde stemme. En rigtig smuk og laid back oplevelse, som kan anbefales på det varmeste!

Ofte er det sådan med sådanne nedbarberede, men smukke oplevelser, at musikken på pladen er en stor skuffelse, fordi der enten er mere slagtøj eller andre forstyrrende elementer og at den er for overproduceret. Men det er rent faktisk ikke tilfældet med The Liberty Balance’s debutplade, idet slagtøjet er holdt på sit laveste og klaveret, samt alle de andre små ting som sav, violin, cello og diverse blæserinstrumenter m.m. derimod giver numrene mere fylde, og gør at pladen bliver en endnu større oplevelse.

Så gør dig selv den tjeneste, og tjek dem ud her og nyd numre som den José Gonzalske ‘Burn My Brand‘ og den fængende ‘Viva (We All Sing)‘.

Spot Festival: Live-scenens status

Undertegnede deltager i debat på SPOT

Det er et emne der bliver diskuteret på mange forskellige planer for tiden. Læs, læs, læs og læs.

De har alle forskellige synsvinkler og indgangsvinkler på det, men i bund og grund omhandler de alle mere eller mindre det samme emne: krisen i livebranchen. Som jeg også har været inde på tidligere herinde. Det er efter min mening en meget interessant debat, som jeg følger meget tæt, idet jeg selv på en måde er en del af livebranchen og såsandelig ikke har tænkt mig at forlade den lige forløbig.

Derfor var det et/en yderst interessant seminar/paneldebat jeg deltog i på SPOT i sidste weekend (billedet). Musikparlamentet stod bag Hvad nu spillemand? som selvfølgelig bragte flere interessante synsvinkler på banen. Blandt andet blev der snakket en del om at diverse spillesteder i Danmark har så travlt med at udvide deres kapacitet, at de glemmer at gøre plads til vækstlaget, som netop ikke kræver så store scener, hvilket selvfølgelig er en stor skam. Men til det kunne jeg kommentere at vi gør noget ved her i Kolding, i og med at Godset som regionalt spillested har fået indarbejdet i deres seneste aftale med kunstrådets musikudvalg, at kunne lave koncerter ud af huset for de bands der endnu ikke kan fylde Godsets ellers så fine store lokale med plads til ca. 700 stående publikummer, så disse bands kan få lov til at spille i rammer der er mere passende til deres forløbige niveau. Til det blev der kommenteret at man måske hellere skulle koncentrere sig om at afprøve nye spændende og anderledes omgivelser at afvikle koncerter i fra gang til gang. For er de eksisterende spillesteder i Danmark efterhånden så institutionaliserede, at der bliver stillet for mange krav og at der er for mange udgifter til, at det efterhånden kan betale sig overhovedet at lave koncerter ? At kunne satse på alle de mindre navne indimellem de få store ?

Jesper Bay som jeg har linket til ovenfor, er inde på at der skal nedsættes en gruppe der undersøger livescenen til bunds, så der kan findes nogle konkrete løsninger, til livescenens nuværende problemer. Men jeg tror ikke på at det alene kan gøre det…for som det også blev nævnt mange gange på debatten til SPOT, har vi at gøre med et ‘mangehovedet uhyre’, da der er mange instanser og sider af sagen, der skal tages hensyn til hele tiden. Sagt på en mindre billedlig måde, det er en kompliceret sag, ligesom med så mange andre ting i musikbranchen. Men det er der heller ikke noget at sige til, da vi jo har at gøre med ‘åbne værker’ for at citere Umberto Eco, der i et essay fra 1962 forsøger at finde et konkret svar på hvordan man eksempelvis sætter et stykke musik – ‘det åbne værk’ eller det uhåndgribelige so to say – i bås.

Anyways, ligesom Umberto Eco, har jeg heller ikke noget endegyldigt svar på denne debat, men det var heller ikke meningen med indlægget, som blot skulle gøre opmærksom på nogle af debattens mange aktører. Det var meget grænseoverskridende at rejse mig op og få sagt min mening til debatten på SPOT, men det gav god feedback og er helt klart nok ikke sidste gang man har hørt min røst til sådanne debatter. Især ikke i denne debat!

Spot Festival: Tivoli for voksne

Bodebrixen

SPOT festival er vel overstået. Og sikke en festival! Der var fart over feltet, både med at få hørt en masse musik, deltage i seminarer og møde en masse mennesker (velkendte som nye ansigter).

Torsdag:
Åbningsarrangementet i musikhuset –
Ave med symfoniorkester
Oh Land med symfoniorkester
When Saints Go Machine med strygere.

Sidstnævnte var jævnt kedeligt, jeg afskrev dem faktisk allerede på SPOT sidste år, men blev nødt til at blive hængende i år, da min medskribent herinde fra skulle anmelde alle tre koncerter. Så jeg gik desværre glip af Yann Tiersen…men har også hørt at det var umuligt at komme ind anyways. De første to navne var tilgengæld smukke oplevelser!

Fredag:
Bodebrixen (billedet)
The Asteroids Galaxy Tour
Are We Brothers
The William Blakes
The Olympics
Alloy Alloy
Mellemblond
Snake and Jet’s Amazing Bullit Band
Turboweekend
Marybell Katastrophy
The Floor Is Made Of Lava

Lørdag:
Music For Modern Man
Maria Timm
Chin & The Ragga Pack
A Kid Hereafter Special Edition
Rumpistol
Must Go Radio
The Liberty Balance
Skammens Vogn
I Was A King
Mixtune For Cully
Tim Christensen
Oh No Ono

Det er selvfølgelig langt fra alle navne jeg har set fra start til slut, men dem jeg så hele showcases med, var Bodebrixen, The William Blakes, The Floor Is Made Of Lava, Mixtune For Cully og Oh No Ono. Nogle har jeg ikke set det hele af, fordi der var andre navne eller ting der skulle nåes midt i det hele, eller også fordi navnet ikke rigtig imponerede. Men sådan er det på SPOT…det er et Tivoli for voksne. Du får dit armbånd på den første dag, og så kan du ellers rende rundt som et lille barn fra forlystelse til forlystelse de næste par dage. Det er en fantastisk ting. 2 hele dage propfyldt med musik. Alle steder du drejer hovedet henimod, er der fyldt med musik. Ikke bare på scenen, men også når du passerer forbi diverse stande og folk der snakker. Musik musik musik. Et sandt paradis!

Jeg ved ikke om der var et musikalsk højdepunkt for mig i år. Dermed ikke sagt at alt det jeg har set var dårligt, tværtimod…højdepunkterne har bare for mit vedkommende været mere at finde på den personlige front, hvor der har været nogle grænser og lignende der er blevet flyttet og sådan. Se lidt reportager og interviews her.

Jeg nåede kun at deltage i to seminarer, men det var tilgengæld også to meget lærerige seminarer på hver deres måde. Det ene var Hvad nu spillemand ?, som primært kom til at omhandle problematikken omkring institutionaliseringen af de danske spillesteder, kriseramte spillesteder og vilkårene for det danske vækstlag og den dur. Ganske interessant. Det andet var nærmere et foredrag af Teitur’s manager Christian Ulf-Hansen, som fortalte om hans ti år sammen med Teitur og hvilken rutschebane tur det havde været. Det var superspændende og gav en meget dybere indsigt i Teitur’s karriere, end jeg nogensinde har haft i nogen anden musikers karriere.

Her er en rimlig komisk sang som han skrev på et tidspunkt, da han havde problemer med at få visum til USA, hvor han skulle på tour med Tina Dickow og Tobias Fröberg. De blev nødt til at starte touren uden ham, men han fik, som i kan høre i videoen, langt om længe sit visa af omveje:

Overflade TV og undergrundsmusik

Jeg skal skrive om mainstream vs. undergrund via pladecovers i én af mine eksamensopgaver. I den forbindelse har jeg valgt at bruge dette:

og dette

som eksempler, hvor jeg bl.a. skal komme ind på æstetik og branding igennem nogle teoretikere, som jeg ikke vil kede jer med nu.

Grunden til at jeg starter mit indlæg med at nævne det her, er fordi at jeg forleden aften var faldet i søvn foran fjernsynet og vågnede til et så ligegyldigt reality-program som Paris Hilton’s – My New BFF, da de dejlige toner af Marching Band (som er bandet bag mit udvalgte undergrunds-cover) dukker op i programmet. WHAT?!?! Det gav jo absolut ingen mening…at verdens hidtil mest overfladiske reality program gør brug af noget så rart og nede på jorden musik som Marching Band…huh?! Se selv (beklager den meget dårlige kvalitet):

Det er jo langt fra første gang sådan noget sker, bare se dengang The Flaming Lips dukkede op på After Dark i Beverly Hills 90210. Men jeg må stadig indrømme at jeg er en smule i chok, da Marching Band nok var det sidste band jeg havde forestillet mig, ville blive brugt som underlægningsmusik i sådan et program…!

Her er et par sange af de fantastisk rare svenskere. Den første video er ganske underholdende, og sikke en dejlig sang:

og den her sang passer vel egentlig meget godt ind til temaet:

Deres plade er iøvrigt ganske anbefalelsesværdig!

En turboweekend

For lidt over et år siden, havde Klostret besøg af Turboweekend. Det gik ikke stille for sig, da drengene sidst på eftermiddagen ringer til mig og siger at de sidder fast i Korsør fordi det blæser for meget på Storebælt til at de kan komme over med deres trailer. Shit! Hvad stiller man op ?! Jeg forsøgte selvfølgelig at spørge diverse mennesker til råds om, hvilke slags køretøjer der så måtte krydse den forblæste bro, og om man overhovedet kunne anskaffe noget sådan en øde lørdag. Selvfølgelig kunne man ikke det, så det eneste vi kunne gøre, var at trisse rundt og håbe på at blæsten ville lægge sig, alt imens Turboweekend drengene måtte finde sig en kedelig motorvejscafé og få tiden til at gå der.

Timerne gik…klokken slog 20, så vi blev nødt til at åbne dørene for publikum og holde masken, for bandet kunne jo stadig nå det. Da klokken nærmede sig 21 (som som regel er den tid hvor vinden åbenbart plejer at lægge sig til ro på Storebælt)…havde vi virkelig nerverne uden på tøjet, og kunne efterhånden mærke hvor tærende denne rutschebane tur havde været. Det var en ren gyser, for tænk nu hvis de ikke kom! Hvad skulle vi så stille op??
Kl. 21:15 får jeg en sms fra bandet, der siger at de endelig er kommet over broen og endelig er vel på vej til Kolding og joker lidt med at de krydser fingre for at kunne komme over Lillebæltsbroen. Hehe.

Aftenen endte trods alt godt. De gik på omkring midnat istedet for kl. 22, som vi havde annonceret med. Og selvom folk havde været lige på randen til at blive utilfredse med ventetiden, havde det været det hele værd. For sikke en koncert! Se selv…
TW publikum

Jeg sidder igen i dag i lidt samme situation. Altså at alt er klappet og klart (næsten da) nede på Klostret til at modtage Turboweekend drengene senere på dagen. Forskellen denne gang, er bare at jeg har holdt øje med vejret og krydset fingre for at vi ikke havner i samme situation. Det tror jeg da heller ikke vi gør, men man kan jo aldrig vide sig helt sikker. Denne gang skal bandet endda blive i Kolding til i morgen, da de skal lave et DJ set på Pitstop kl. 2 i nat, når Klostret lukker. Jeg tror det bliver en lige så vild rutschebane tur denne gang, bare med flere behagelige sug i maven.

Lidt praktisk info:
Dørene åbnes kl. 20 til forfest med DJ Stefan From Kolding bag pulten på 1. sal.
Kl. 22:30 åbnes stueetagen hvor Turboweekend går på scenen kl. 23.
Efter koncerten fortsætter festen på 1. sal med DJ Stefan bag pulten igen indtil vi lukker kl. 2 hvor festen rykker videre til Pitstop.
På Pitstop står Silas fra Turboweekend bag pulten fra kl. 2 til ? og DJ Stefan From Kolding fortsætter bag pulten i Pornobaren.
Entré for hele dette herlige arrangement er blot 60 kr (dit armbånd fra Klostret giver gratis adgang til Pitstop fra kl. 2). Du skal blot huske dit gyldige studiekort til en videregående uddannelse.